Folkeskolens dobbelte opgave

Folkeskolens opgave er  "både - og".

Folkeskolen skal "både" være en forberedelse til voksenlivet. "Og" samtidig have en værdi i sig selv i børne- og ungdomslivet.

Folkeskolen skal "både" uddanne eleverne til senere at kunne få en god beskæftigelse. "Og" samtidig give livsoplysning i tid og rum. Fortid, samtid og fremtid. Lokalt, nationalt og globalt. Hvis man ikke kender fortiden, sine kulturelle rødder og har viden om verden før og nu, hvordan så få viden, saft og kraft til at medvirke til at udvikle en positiv fremtid begrundet i en vidensbaseret selvstændig stillingtagen. Kort sagt almendannelse. Det at vide noget og ikke bare vide, hvordan man skaffer sig viden.

Denne folkeskolens dobbelte opgave er ikke ny. Forhåbentlig er der fremover politisk og folkelig vilje til at sikre en fælles sammenhængende folkeskole, hvor begge hovedopgaver betragtes som ligeværdige.

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” ( Julius Bomholt 1953)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Forfatteren Frank McCourt i romanen "Angelas aske" 1996)

Samfundsmæssig gevinst af investering i dagpasning af høj kvalitet

Hør nu lige her! Investering i dagpasning af høj kvalitet er både en menneskelig og samfundsøkonomisk gevinst.

Hvis man ser dagpasning som en investering i de nuværende og fremtidige generationer, viser forskning, at der kan genereres store samfundsøkonomiske gevinster ved at sende børn i dagpasning med høj kvalitet. Dagpasning af høj kvalitet kan være med til at muliggøre og forbedre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom med de konsekvenser dette måtte have både for børnenes helbred og forældrenes fravær, mindske børnenes fremtidige kriminalitet, forbedre deres senere uddannelsesniveau og øge deres senere job- og indtjeningsmuligheder, og dermed deres sundhed på lang sigt. Det er ikke kun generationen, der bliver passet, som får glæde og udbytte af et dagpasningstilbud af høj kvalitet, men også de fremtidige generationer på grund af den medfølgende positive sociale arv.

Men hvad er dagpasning af høj kvalitet? Det kan der gives et forskningsmæssigt svar på.

Personalets indsigt i børnenes udvikling og sensibilitet samt lydhørhed over for børnenes ytringer er antagelig de faktorer, der har størst indflydelse på den pædagogiske kvalitet. En sådan indsigt afhænger af gruppestørrelse, normeringer og pædagogernes kvalifikationer. Altsammen er af betydning i forhold til at give pædagogen mulighed for at være lydhør og sensitiv over for børnenes behov på baggrund af pædagogens grundlæggende erhvervede indsigt i børns sociale, kognitive og følelsesmæssige udvikling.

Med hensyn til normeringer skabes der langsigtede sociale, sundhedsmæssige og kognitive konsekvenser af gode og mindre gode normeringer. Gode normeringer vil skabe mere tid, overskud og ro til at lære det enkelte barns behov at kende samt skabe mulighed for at støtte op om dets udvikling i et positivt miljø.

En kvalificerende uddannelse af personalet, som tager sig af børn i dagpasningen, har en positiv effekt. Uddannelse og efteruddannelse gør således personalet mere stimulerende og støttende, hvilket har en effekt på barnets sociale, følelsesmæssige og kognitive udvikling.

Selvom børn udvikler sig kreativt under fri leg, kan personalet i en institution gøre meget for at støtte op om barnets sproglige, sociale og følelsesmæssige udvikling gennem de aktiviteter, der foregår. En god kontakt mellem barnets forældre og daginstitutionen kan ligeledes bidrage positivt til barnets udvikling på kortere og længere sigt, og her er det vigtigt at støtte især de svage forældre, da vanskeligheder som sprog, uddannelse, social baggrund samt forskellige kulturelle forventninger kan skabe barrierer, der er svære at bryde.

Når politikerne i disse år har så travlt med at lave planer for samfundsomstilling og reformplanlægning baseret på økonomiske femårsplaner som først 2020-planen og nu 2025-planen, burde de inddrage planer for at sikre dagpasning af høj kvalitet. Nedskæringer på disse områder forringer både social forebyggelse, menneskelig vækst og samfundsøkonomiske gevinster, mens investeringer omvendt forbedrer udbyttet. Når man nu ved, hvad gevinsterne er ved dagpasning af høj kvalitet, og hvad der karakteriserer en sådan dagpasning, hvorfor så ikke gøre brug af denne viden?

Kilde:

SFI - Resumé: Daginstitutionens betydning for børns udvikling. 2014

Den fælles folkeskoles afmontering accellererer

I 2007 var der i Danmark 1598 folkeskoler. Nu er der kun 1245 folkeskoler. Altså et fald på 353 svarende til 22 procent færre folkeskoler. 

Mere end hver femte folkeskole er over en kort årrække blevet nedlagt. Det er sket samtidig med de meget drastiske ændringer, der er gennemført i forhold til folkeskolens indhold, struktur, organisering og omfattende forandringer af lærernes arbejdsvilkår.  

Fra 2003 til 2013 er antallet af skolebørn i privatskole i landkommuner steget fra 10,4 % til 15,4 %. Det er en procentuel stigning på næsten 50 procent. 

Fra 2003 til 2013 er antallet af skolebørn i privatskole i bykommuner steget fra 12,9 % til 15,1 %. Det svarer til en procentuel stigning på 17 procent. 

Afmontering af samfundets fælles dannelsesmæssige grundlag

Den fælles folkeskole er blevet geografisk centraliseret og er stærkt på vej til at blive  afviklet. Afviklingen foregår år for år med større og større hastighed. En af konsekvenserne er oprettelse af flere privatskoler. Borgerne vil fortsat gerne have en skole i lokalområdet, så en nedlagt folkeskole bliver ofte afløst af en nyoprettet privatskole. Samtidig sker der en stigende opdeling af de langt flere privatskoler og af de resterende folkeskoler efter religiøse, ideologiske, økonomiske, pædagogiske og andre særopfattelser. Konsekvenser er, at samfundets fælles dannelsesmæssige grundlag og de forskellige samfundsgruppers fælles platform og kendskab til hinandens vilkår er under afvikling. 

Nogle af de politiske partier har allerede foreslået, at svaret på folkeskolens nuværende udfordringer er, at de resterende folkeskoler får samme vilkår som privatskolerne. Såfremt dette forslag gennemføres vil resultatet blive, at det fælles grundlag for folkeskolerne fjernes og forskellene mellem skolerne bliver endnu mere uddybet.

Elever med særlige behov udsættes for social isolation og nederlag

En undersøgelse fra april 2015 gennemført af Landsforeningen Autisme viser, at  hver tredje elev med autisme nægter at gå i skole.  Næsten 11 % af dem har ikke været i skole imellem en og seks måneder.  Alligevel holder man politisk fast i beslutningen om, at op mod 10.000 elever med særlige udfordringer skal inkluderes i de almene folkeskoler. Tvangsinklusionen skal åbenbart med vold og magt gennemføres uden tanke for konsekvenserne for de berørte elever.


I foråret 2015 meddelte den daværende undervisningsminister, at specialundervisningselever med funktionsniveau på linje med førskolebørn skal undervises efter de krav, der fremgår af Fælles Mål for folkeskolens almenområde.  

Skal denne gruppe af elever virkelig blive ved med at opleve nederlag på nederlag? Bevidstløs inkludering og for høje krav giver ingen mening. En dagligdag, hvor man ikke har ligesindede at måle sig med, kan give en større følelse af social isolation og medføre lavere selvværd end det at komme i et specialtilbud, hvor undervisningen og samværet er indrettet efter elevernes særlige udfordringer og behov.

Forprogrammerede læringsteknologer

Skolelederforeningen, KL og Børne- og Kulturchefforeningen har forud for starten på skoleåret 2015/2016 i en fælles pjece anbefalet, at lærerne baserer deres undervisning på grydeklare undervisningsforløb og gennemfører undervisningen på baggrund af forlagsmaterialernes tilhørende lærervejledning.

Undervisningsforlagene udbyder flere og flere  centralt udarbejdede grydeklare undervisningsforløb med tilhørende årsplaner for de enkelte fag og centralt fastlagte læringsmål. Læringsmål der er udarbejdet efter den meget gamle amerikanske læringsteknolog Blooms taxonomi. Lærerne reduceres til forprogrammerede læringsrobotter.

Lærerne behøver ikke længere - og har heller ikke fået afsat tid hertil - at gøre sig didaktiske overvejelser over sammenhængen mellem elevernes forudsætninger og undervisningens mål og midler i forhold til, hvad det er eleverne skal få ud af undervisningen. Værst af alt indebærer denne tilgang, at elevernes forskellige forudsætninger, motivation, evner og interesser  risikerer at blive udeladt af lærernes forudgående planlægning - eller mangel på samme - af  de enkelte undervisningsforløb. Dette vil i sidste ende skade både elevernes faglige udbytte og det øvrige udbytte af undervisningen, som folkeskolelovens formålsparagraf lægger op til.

Den efter hver undervisningssekvens tidligere naturlige interne lærerevaluering i forhold til elevernes udbytte og progression får efterhånden mindre og mindre  betydning. Det næste undervisningsforløb vil jo højst sandsynligt blive et indkøbt eller lånt skræddersyet forløb, en stangvare. Undervisningen mister lærernes professionelle overvejelser over de aspekter ved skolegangen, som handler om både formidlingen af det faglige stof og alt det andet end det faglige stof som god undervisning gerne skulle indeholde. Det sociale, medindflydelsen, medborgerskabsevnen, det almentdannende, det adfærdsmæssige, glæden, motivationen og meget andet, som har betydning for elevernes udvikling og dannelse som menneske og samfundsborger bliver nedprioriteret.

Den ny bekendtgørelse for læreruddannelsen peger i samme retning. Nye lærere skal lære at give læringsmålstyret undervisning. De skal uddannes til at blive læringsteknologer, der underviser efter centralt fastsatte læringsmål, enten udarbejdet af Undervisningsministeriet eller af  private undervisningsforlag. Det falder i tråd med, at KL nu anbefaler kommunerne at bruge ikke læreruddannede akademikere og pædagoger som undervisere i de fag, som kommunerne har forsømt at efteruddanne lærere til fagligt at kunne varetage. KL foreslår, at de pågældende akademikere og pædagoger forud for ansættelsen via et privat konsulentfirma får et hurtigt læringsteknologisk kursus i folkeskoleforhold.

Manglende inddragelse 

Det store flertal af lærere har ved en urafstemning i foråret 2015 tilsluttet sig det overenskomstresultat, som DLF og KL var nået frem. Et forholdsvist stort mindretal af lærerne har trods deres hovedbestyrelses og rigtig mange kredsbestyrelsers enstemmige anbefalinger om tilslutning til resultatet alligevel valgt at stemme nej til overenskomsten.

Anbefalingerne om at stemme ja baserede sig på en opfattelse af, at lærerforeningen med denne overenskomst lokalt kunne komme igennem med aftaler, der i højere grad kunne tilpasses de enkelte skolevæseners vilkår og behov. Efterfølgende afstemningsresultatet har KL´s chefforhandler dog meddelt, at aftalen ikke skal forstås sådan, at KL nu anbefaler kommunerne at indgå sådanne lokale aftaler. Men KL vil blot ikke længere pålægge kommunerne at afvise indgåelse af lokale aftaler med den lokale lærerforening.

Resultatet af overenskomsten er, at folkeskolereformens kvantitative ændringer fortsat ude i kommunerne bliver finansieret gennem omlægning og forringelse af lærernes vilkår for forberedelse, socialt arbejde og anden pædagogisk virksomhed. Helt som det ensidigt blev fastlagt af Regeringen og Folketingets flertal ved vedtagelsen af  tvangsoverenskomsten for lærerne i foråret 2013 efter grundig  konsultation af KL. Regeringen pålæg til kommunerne om at bidrage med et stort milliardbeløb til finanslovens intentioner i form af et såkaldt omprioriteringsbidrag vil i den kommende tid forstærke presset på folkeskolens økonomi.

Henvisning af lærere til de arbejdsmedicinske klinikker og et meget alvorligt og stærkt stigende sygefravær af lærere fuldender blot billedet af realiteterne i folkeskolen. En nylig publiceret undersøgelse blandt folkeskoleleverne peger  i retning af, at en stor gruppe elever har problemer i forhold til deres trivsel i skolen. Læreres og elevers mistrivsel fremmer mildt sagt ikke elevernes udbytte af undervisningen.

Konkret handling frem for abekastning og vindfrikadeller

Politikernes svar på de nævnte udfordringer har hidtil blot været, at al udvikling og alle reformer har deres omkostninger og deres implementeringstid. Landspolitikerne forsøger at lægge ansvaret over på lokalpolitikerne. KL og lokalpolitikerne spiller bolden tilbage. Men både folkeskolereform og lærernes tvangsoverenskomst er blevet til i et tæt samarbejde mellem regering, folketingsflertal og KL som kommunernes fælles organisation.  Det ville være klædeligt at vedkende sig det fælles ansvar. Det er ikke nok at konstatere "sådan er det jo"!

Hør her! Vi taler om rigtige mennesker, lærere og elever. Den populære disciplin abekastning fører ikke til noget godt. Det fører heller ikke til noget godt at sidde på hænderne og vente på, at det med tiden  eventuelt bliver  bedre. Det kunne jo eventuelt  også blive værre.

Politikerne og folkeskolens forskellige parter bør hurtigst muligt sætte sig sammen og finde ud af, hvad der skal til for at bringe  en så afgørende vigtig samfundsinstitution som folkeskolen tilbage på rette spor. Snak og vindfrikadeller er ikke nok. Der skal handling til.

Kilder:

Tænketanken CEVEA

Landsforeningen Autisme citeret i Folkeskolen nr. 8 2015

KL:  http://www.kl.dk/Fagomrader/Folkeskolen/Folkeskolereformen/En-ny-skole/

Folkeskolens spidsrodsløb

Forud for vedtagelsen af folkeskolereformen og tvangsindgrebet i lærernes overenskomst opstod der en uhellig alliance mellem et bredt flertal af Folketingets partier, KL og centralt placerede embedsmænd i KL og Finansministeriet.

Denne uhellige alliance så det - og ser det vel stadig - som sin fornemste opgave at levere en fortælling til befolkningen om en folkeskole i forfald. En fortælling krydret med postulater om, at folkeskolen er verdens dyreste og ikke resultatmæssigt kan klare sig i internationale sammenligninger. Desværre har pressen slugt denne fortælling råt og formidlet den i slagkraftige overskrifter og nyhedsindslag klinisk renset for dybdeborende journalistik.

Resultatet af den negative italesætning er markant. Flugten fra folkeskolen er stigende. De private skoler har gennem det sidste tiår øget deres elevandel drastisk. Folkeskolereformen og lærernes tvangsoverenskomst har ikke ændret på dette faktum. Tvært i mod har privatskolerne fået endnu mere vind i sejlene. Og folkeskolen og dens ansatte er i offentligheden blevet mere og mere uglesete.

Men hvordan forholder det sig med fakta?

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af grundskoleelever i folkeskolen siden 2008 er faldet fra 82 pct. til 78 pct. i 2014. Samtidig er antallet af grundskoleelever på frie grundskoler, der blandt andet tæller privatskoler, friskoler og lilleskoler, steget jævnt fra 13 pct. til 16 pct.

Den internationale forskersammenslutning IEA har gennem de seneste 20 år gennemført internationale sammenlignende  undersøgelser af skoleelevernes færdigheder i 4. klasse i matematik og naturfag. Her ligger Danmark blandt de bedste i verden. Udviklingen i resultaterne er for Danmarks vedkommende kun gået opad.

IEA gennemfører også tilsvarende undersøgelser vedrørende elevernes læsekompetencer. Her er det også kun gået en vej: Opad. Fra 1991 til 2006 har de danske elever i 3. klasse flyttet sig fra bund til top. Danmark ligger internationalt set nu blandt de fem bedste i verden.

I PISA- undersøgelserne, der gennemføres af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, ligger Danmark, når det gælder læsekompetencer i 9. klasse, i midten.

Danmark ligger internationalt i top, når det gælder politisk dannelse. Danske elever i 8. klasse er i en undersøgelse foretaget af IEA blevet nummer et, når det gælder samfundsviden og lyst til at indgå i demokratiet.

Der er en bemærkelsesværdig uoverensstemmelse mellem de to fortællinger om folkeskolen. Politikernes, de centrale embedsmænds og pressens forfaldshistorie og de forskningsmæssige fakta om folkeskolens stadig forbedrede resultater stritter i hver sin retning.

Hvorfor har politikerne valgt at spille hasard med folkeskolens positive udvikling?

Ønsker man en forstærket opdeling af grundskolens private og offentlige tilbud til fordel for den private del? Ønsker man noget så skolegårdsbanalt som at tryne folkeskolelærerne, fordi de ikke altid ønsker at rette ind efter de herskende skiftende politiske stemninger?

Forhåbentlig er svarene negative i begge tilfælde. Men så mangler der fortsat et tydeligt politisk svar på, hvorfor folkeskolen skal igennem det spidsrodsløb, der nu er tilfældet.

Hov! Jeg skal jo lige huske det med økonomien.

Kommunernes udgifter til landets skoleelever er faldet med 7 pct. fra 2010 til 2013. Det viser en kortlægning, som det nationale forskningsinstitut, Kora, har foretaget for Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Også internationalt sakker Danmark bagud i forhold til udgifter til grundskolen. Beregninger foretaget på tal fra OECD´s publikation ”Education at a Glance 2014” viser, at ni af de OECD-lande, vi normalt sammenligner os med heriblandt Norge og Sverige, nu bruger mere pr. elev i grundskolen, end Danmark gør. Dermed har Danmark tabt terræn sammenlignet med andre OECD-lande, og myten om verdens dyreste folkeskole kan endelig punkteres. Så er de seneste års nedskæringer i folkeskolen ikke engang regnet med.