Politikken har ædt pædagogikken

"Europæisk og dansk undervisningsmæssig tradition og dannelsesfilosofi bliver i disse år blæst af banen... indtil for få år siden troede jeg, at den slags tænkning baseret på hunde-, abe- og rotteforsøg var lagt på glemmehylden".


Sådan skrev jeg blandt andet i december 2015 i et indlæg på min blog. Desværre er bloggets synspunkter blevet endnu mere aktuelle i den forløbne tid.

Pædagogik er politik. Udvikling af samfundet i retning af mere tryghed, retfærdighed og lige muligheder kræver løbende dialog mellem det pædagogiske felt og det politiske felt.

Det et problem, når politikken æder pædagogikken. Det går ud over  så vigtige felter som opdragelse, undervisning og udvikling af en politik, der styrker befolkningens demokratiske medborgerskabslyst og -evne.

Afstanden fra beslutningstagerne til borgerne er øget drastisk med stigende utilfredshed til følge. Beslutningstagernes ensidige behavoristiske og logisk-positivistiske tilgang (af nogen kaldet djøf-isering), hvor kun det der kan måles eller vejes tillægges betydning, skaber utryghed og frustration hos både borgere og offentligt ansatte. Og større social og økonomisk ulighed og mindre samfundsmæssig sammenhængskraft.

De samfundsmæssige beslutningsprocesser og intentionerne bag beslutningerne bliver mere og mere uigennemsigtige med større og større utilfredshed til følge. I frustration bruger borgerne i højere og højere grad de demokratiske valg til afgivelse af proteststemmer.

Som nævnt har jeg for over et år siden skrevet et blogindlæg om, hvordan jeg ser sammenhængen mellem politik og pædagogik. Og mellem samfundsudvikling, uddannelse og dannelse:  http://ih18.blogspot.com/2015/12/lrere-og-elever-star-skrammede-tilbage.html?spref=tw…