Folkeskolen er presset på
økonomien. Det har tilhængerne af nutidens nye religion om omstilling,
nytænkning og innovation et svar på. De mener, at udgifterne til folkeskolen
kan nedbringes ved at opløse klassebegrebet og lave skiftende holddannelser.
Fleksible løsninger er den eufemistiske omskrivning for nedskæringsønsket.
Stor respekt for ønsket om at finde
nye veje. Men klassen som fællesskab er ikke kun en organisatorisk enhed. Det
at indgå i et forpligtende klassefællesskab er simpelt hen en vigtig del af
folkeskolens dannelsesskabende arbejde.
Klassen som enhed er dannelses- og
tryghedsskabende. Den større enhed, skolen bliver overskuelig og tryg for det
enkelte barn gennem den mindre enhed, klassen. Klassen som fælleskab er rammen
for det enkelte barns dannelse og udvikling!
Der er grænser for, hvor mange
individer det enkelte barn kan overskue og have relationer til. Det er derfor
ikke uden grund, at den enkelte folkeskole som fællesskab er delt op i
overskuelige mindre fællesskabsenheder, klasser.
Folkeskoleloven slår fast, at “skolen
deles i klasser efter antallet af elever”, og at ”elevtallet i grundskolens
klasser normalt ikke ved skoleårets begyndelse må overstige 28”. I øvrigt synes
jeg, 28 elever i en klasse er et alt for højt tal. Politikere, der vil
folkeskolen noget godt, kunne passende nedsætte dette tal til 22 eller 24.
Der er en fundamental mangel på
viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles. Et individ kan kun være et
individ, såfremt der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan blomstre.
Det er derfor en helt forkert vej at afskaffe klassebegrebet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar