Incitamentshelvedet i det offentlige

Den samfundsmæssige styring af offentlig virksomhed har i de sidste 15-20 år bygget på manglende tillid til offentligt ansatte lederes og medarbejderes lyst og evne til at gøre et godt stykke arbejde baseret på motivation og ansvarsbevidsthed.

Samfundets øverste beslutningstagere - om de nu er politikere eller elitære bureaukrater - er prægede af den samme ensidige  styringstilgang. Hvor de så har fået denne tankegang fra?

Afbureaukratisering, tillidsreform, arbejdsmiljøreformer, medarbejderinvolvering, brugerindflydelse og meget mere af samme skuffe. Antallet af  positive buzzwords har i samme periode nærmest været eksponentielt stigende. Alligevel styrer nomenklaturaen af politikere og topbureaukrater stadig rigidt ved brug af incitamenter, "pisk og gulerod". På det seneste i en sofistikeret udgave, hvor incitamentet bedre økonomi først udbetales efter, at opgaven om bedre resultater er løst med den allerede givne økonomi. Det skriger til himlen!

Tilgangen mistillid og regelregulering bliver værre og værre. Se bare på, hvordan politikerne har ønsket at tage selvstændighed, fleksibilitet og frihed under ansvar fra fx gymnasielærere og lærere. Se på, hvordan politikerne styrer politiet med måltal for de forskellige politiopgaver. Og hvordan politikerne styrer sygehus- og sundhedsvæsenet med måltal for ventetid, diagnosticering og operationer.

Hvem er det dog, der ikke forstår at moderne dygtige medarbejdere og ledere i et demokratisk samfund lader sig motivere af mere og andet end regeltyranni, kontrol og såkaldt "normalisering"?

Er det politikerne? Er det teknokraterne i topembeder? Er det uddannelses- og forskningsinstitutionerne? Er det en udefra kommende plage fra internationale organisationer præget af et ensidigt fokus på nationaløkonomi og konkurrence som styringsværktøj.

Vi skal have orden i økonomien. Vi skal have en grad af konkurrence. Vi skal tjene penge. Vi skal have noget at leve af, og det får vi kun gennem godt arbejde.

Men disse parametre må ikke står alene. Mennesket motiveres af både ydre motivation (penge, fordele, kors, bånd og stjerner osv.) og af indre motivation (nysgerrighed, interesse, lyst til at gøre sit arbejde godt, føle et ansvar, opleve fleksibilitet, lyst til at gøre noget fra andre osv.).

Balancen mellem ydre og indre motivation er forskellig fra menneske til menneske. Det gør derfor stor skade, når politikere og elitebureaukrater i den grad ensidigt lægger vægten på ydre motivation og totalt negligerer indre motivation. Tingene hænger ikke sammen.

Politikerne taler ved festlige lejligheder om afbureaukratisering, kvalitetsudvikling, fokus på de menneskelige ressourcer, tillidsreform m.v. Men det er netop kun noget de taler om. Det bliver ved ordene, mens de i handling bliver  ved at fremme styring, der indebærer flere regler,  mere kontrol, stigende mistænkeliggørelse og en udpræget mangel på respekt for faglighed. Alligevel fjerner de ressourcer, som om deres styringstilgang allerede har givet de fornødne effektiviseringseffekter.

Styringsgeneralerne vil ikke længere have faglige ledere, men vil i højere grad have generalistledere, der ikke er tynget af viden om de områder, de er sat til at bestyre og styre.

Hele denne tilgang skaber utryghed og afmagt hos ledere og ansatte, og det går i sidste ende ud over brugerne i form af manglende kvalitet og effektivitet.