Tilbage til fortiden

Politikerne i flere kommuner ønsker helt eller delvist at vende tilbage til en skoleordning, der for 60 år siden blev afviklet for at styrke folkeskolens kvalitet. Retningen "Tilbage til fortiden" gemmes i lyset fra den i disse år meget brugte mørkelygte kaldet udvikling. 

Her 60 år efter betyder de politiske beslutninger flere elever i klasserne. Lærere, der står alene med flere og flere elever. Flere klasser, der undervises sammen af en lærer. Flere årgange, der undervises sammen.

En sådan ordning hed frem til vedtagelsen af folkeskoleloven af 1958 for landsbyordningen. Landsbyordningen stod i modsætning til købstadsordningen. Med folkeskoleloven af 1958 afskaffede man landsbyordningen for at sikre lige kvalitet mellem undervisningen i by og på land. Jeg gik selv i en landsbyordnet skole, hvor flere klasser blev undervist sammen i samme klasselokale. Det gjorde jeg i 7 år efter landsbyordningens formelle afskaffelse, men så blev ordningen heldigvis endeligt afskaffet.

Nu ligestilles by og land igen ved, at den undervisningsmæssige tilbagevenden til fortiden gælder både by og land. Konsekvensen er tydelig. Flere og flere elever og ansatte presses ud af folkeskolen

Husby Skole, Vestfyn 1962

Ro og inspiration ved Lille Bælt

Lille Bælt tager sig godt ud i al slags vejr. Det foranderlige vejr giver foranderlige oplevelser. Det er en helt særlig smuk oplevelse at se tågen lette over Lille Bælts vande. Se hvordan vandet og landet igen får farve. Lille Bælts kyster er et godt sted at finde ro og inspiration.

Kunstnerægteparret Anne Marie og Carl Nielsen, der hver på deres felt – som komponist og billedhugger – var nogle af det 20. århundredes største danske kunstnere, fandt ofte både ro og inspiration ved Lille Bælt. De havde relationer på begge sider af Lille Bælt, i både Kolding, Fredericia og Middelfart kommuner.

Tættest relation til egnene ved Lille Bælt havde selvfølgelig Anne Marie Carl Nielsen, født Brodersen. Hun var født på gården Thygesminde, der ligger på Stenderuphalvøen sydøst for Kolding. 

Som bekendt var Carl Nielsen født i Nørre Lyndelse på Fyn, men ægteparret Anne Marie og Carl Nielsen bosatte sig i København. De fik tre børn, to piger og en dreng.  

Når tingene blev lidt for brogede, eller han blev ramt af skriveblokade, yndede Carl Nielsen med familien at tage ophold på Damgaard, der ligger nær kysten ved Lille Bælt, sydvest for Fredericia. Fra Damgaard er der en smuk og inspirerende udsigt over den del af Lille Bælt, der hedder Snævringen, mod Hindsgavl, Fænø, Fænø Kalv og Stenderup Skovene. 

Undervejs til Damgaard gjorde familien Carl Nielsen ofte ophold i Kauslunde på Vestfyn. Her besøgte de nogle af deres gode venner, Emilie og Gudmund Hatt. Carl Nielsen havde i sin pure ungdom haft et umuligt kærlighedsforhold til Emilie. Han var 22, hun var 14.

Gennem sin musik fik Carl Nielsen relation til Sønderjylland. Det var hans kendte musikstykke "Tågen letter", der gav denne relation. 

"Tågen letter" er et bestillingsarbejde, som Carl Nielsen skrev til Det Kongelige Teater i forbindelse med fejringen af, at Sønderjylland igen blev forenet med det gamle land. Tyskernes tyveri af Slesvig-Holsten i 1864 bliver fremstillet som en tåge, der har lagt sig over landet, og som nu efter Genforeningen 1920 igen letter. Musikstykket er karakteristisk med sin vekslen mellem dur og mol, mellem munterhed og sørgmodighed. Sorgen over det tabte land, og glæden over, at en del igen kom tilbage til Danmark.

Deres gæstfri vært på Damgaard var frøken Charlotte Marie Trap de Thygeson. Under opholdene på gården modellerede Anne Marie Carl Nielsen blandt andet skulpturer af gårdens kalkuner og øvrige dyr, mens Carl Nielsen arbejdede med sin musik ved klaveret. Allerede som barn havde Anne Marie øvet sig i at tegne dyrene hjemme på Thygesminde. Ikke sært, at hun blev en sand mester i dyreskulpturer, men for øvrigt da også i menneskeskulpturer.

Da frøken Trap de Thygeson døde kreerede Anne Marie Carl Nielsen en mindestøtte med en portrætmedaljon af hende. Granitstøtten står ved indkørslen til Damgaard, tæt på Kolding-Snoghøjlandevejen.

Anne Marie Carl Nielsen anvendte på sine mere end 1000 værker enten signaturen AMCN eller AMC-N f. B. De to kunstneres forhold kunne ind i mellem være meget turbulent. Carl var noget kvindeglad. Han havde mindst et barn uden for ægteskabet. Måske valgte hun på sådanne turbulente dage signaturen AMC-N f. B  for at få sit pigenavn med, Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen.

Her på egnen kan man blandt andet jagte hendes brug af initialer på skulpturerne Bacchusbarnet og Uffe hin Spage i Kolding. På medaljonen på mindestenen på Skamlingsbanken opsat til minde om Vonsildpræsten Mouritz Tage-Hansen, der gjorde en stor indsats for danskheden. På nævnte medaljon ved Damgård. Og på nogle gipsfigurer hun skænkede til sin barndoms kirke i Sønder Stenderup.

Disse gipsfigurer er en del af forarbejderne til hendes tre store bronzeporte i Ribe Domkirke. En af portene sidder i den berømte Kathovedport i domkirkens sydøstmur. På Riberhus voldanlæg kan man nyde hendes statue af dronning Dagmar, der stående i en skibsstævn spejder ind over Ribe.

Både Anne Marie og Carl Nielsen har fået en del inspiration her fra egnene omkring Lille Bælt. En inspiration der har resulteret i stor kunst. Vi kan selv fornemme kilden til deres inspiration, for eksempel når vi vandrer langs Lille Bælts kyster med Carl Nielsens musik på vores indre afspiller, eller når vi besøger nogle af stederne, hvor vi kan nyde Anne Marie Carl Nielsens udtryksfulde skulpturer eller relieffer.

Tågen letter: https://youtu.be/2yCOKCACRqU

Helt fra sin barndom på Thygesminde øvede Anne Marie Carl Nielsen sig i at tegne og modellere dyr 

Anne Marie Carl Nielsens mindestatue i Nr. Lyndelse over Carl Nielsen

Kalkun - nok inspireret af kalkunerne på Damgaard ved Fredericia

Carl Nielsen som ældre

Anne Marie Carl Nielsens skulptur Uffe opstillet i Byparken, Kolding

Mindestenen på Skamlingsbanken for Mourits Mørk Hansen, Medaljonen er lavet af Anne Marie Carl Nielsen

Noderne til Carl Nielsens "Tågen letter", der blev skrevet til skuespillet "Moderen", der blev opført på Det Kongelige Teater som en hyldest til Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920

Bronzedøren i Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Anne Marie Carl Nielsen lavede tre bronzedøre til Ribe Domkirke

Gipsforarbejde til udsmykningen på Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Anne Marie Nielsen skænkede nogle af gipsforarbejderne til sit hjemsogns kirke i Sdr. Stenderup. Her er de stadig ophængt. Hendes mand og børn var modeller til menneskene på relieffet

Lillebæltforbindelsen - blød hat og blå briller

Ejby Station, Vestfyn 1905

I december 1919 står en fremmed mand på perron 1 på Ejby Station. Han kigger sig nervøst omkring og spejder utålmodigt efter det østgående tog.
Han har god grund til at være nervøs. Det danske Statspoliti holder ham nemlig under observation. Statspolitiet har til og med udarbejdet et nøje signalement af ham. Der er tale om en mand, der er »ca. 50 Aar gl., graaligt Spidsskæg, omtrent hvidt Haar, ca. 1,70m høj, iført graalig Ulster, graa Kunstnerhat, meget tilbagebøjet, saaledes at Maven stikker noget frem.«

Manden er på vej til Sankt Petersborg i Rusland. Han er kurér for de kræfter i Berlin, der efter 1. Verdenskrigs ophør forsøgte at skabe en revolution i Tyskland i lighed med den russiske revolution. De revolutionære i Berlin sendte hver uge kurerer til Rusland. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder - over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten så tæt på Ejby som muligt. Kuréren vandrede til Ejby Station og tog toget der. Fra Ejby gik turen over København, Sverige og Finland til Sankt Peterborg. Det danske Statspoliti fulgte nøje aktiviteterne, da myndighederne nærede en stor frygt for, at også Danmark kunne blive udsat for en revolution.
Lille Bælt spillede i disse år en rolle på den europæiske storpolitiske scene. Efter krigen 1864 gik grænsen mellem Tyskland og Danmark helt frem til Genforeningen 1920 midt ned gennem Lille Bælt, startende i nord ved den dansk-tyske landegrænse ved Hejlsminde.
Da krigen brød ud minerede det neutrale Danmark allerede i august 1914 sejlrenden mellem Bogø og Wedellsborg Hoved og placerede bevogtningsfartøjer i den danske del af Lille Bælt.
Efterhånden som krigen udviklede sig, blev det sværere og sværere for tyskerne at få deres ubåde ud fra de tyske marinestationer. Englænderne spærrede mange af de tyske havne og skibsruter med miner. Derfor blev hovedruten for de tyske ubåde efterhånden vejen op gennem den tyske del af Lille Bælt og videre nordpå gennem Lille Bælts dybe del. Her er havdybden helt ned til 80 meter.
Den hyppige tyske brug af Lille Bælt medførte også ulykker. Den 5. april 1918 stødte to tyske u-både sammen nær Middelfart. Efterfølgende gik den ene af ubådene på grund. Denne hændelse medførte selvfølgelig hektisk dansk aktivitet i forhold til, hvad man nu som neutralt land skulle gøre, men det lykkedes u-båden at komme fri og sejle videre ved egen hjælp.
Miner, u-både, bevogtningsfartøjer, blød hat og blå briller. Lille Bælt og egnene omkring var omkring og under Første Verdenskrig blevet involveret i storpolitikken på den europæiske scene. Manden med spidsskægget og den fremstikkende mave på perronen ved Ejby Station var blot en af aktørerne.
Situationen omkring hans rejse over Lille Bælt og videre rejse over Fyn og østpå er blot et eksempel på, at uroen ikke var slut med krigens afslutning i 1918. Det lykkedes ikke at skabe den fælles europæiske revolution, som de revolutionære i Berlin og Sankt Petersborg korresponderede så ihærdigt om tværs over Lille Bælt. Ikke godt at vide, hvordan det var gået, hvis deres bestræbelser var lykkedes.

E. Debes´ Schul-atlas für die Höheren Lehranstalten. Leipzig 1898

Flere fortællinger fra min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn: http://ih18.blogspot.dk/2017/12/her-har-jeg-samlet-en-rkke-links-der.html

Andalusiske passioner - rejsedagbog påsken 2018

Sollyset. Det sølvglinsende hav. Strandpromenaden. De grønne botaniske parker. Byturene. Folkelivet. Arkitekturen. Cafelivet. Påskeugens passionsparader. Picasso. Carmen Thyssen Museets andalusiske landskabsbilleder. Alcazabafæstningen. Det Romerske teater. De storslåede udsigter fra Gibralfaro-fæstningen og fra Malagas svar på London-Eye.

Alt det og meget mere har vi med os hjem efter nogle herlige dage i Malaga krydret med en dagsudflugt med lokaltog til store kulturhistoriske oplevelser og 29 graders varme i Sevilla. 

Andalusien er værd at gæste, særlig på denne tid af året. Godt hjemme igen kan vi glæde os til foråret endelig kommer til vore sommerlyse nordiske himmelstrøg.

Malaga 

Lysvældet

Det er i første omgang lysvældet, der imponerer, når man en forårsdag med bragende sol går ind i Malaga Katedral. Forventningen om at træde ind i et mørkt kirkerum gøres med det samme til skamme. Hvælvingerne er fyldt med gyldent lys.

Det imposante kirkerum passer meget godt til katedralens ligeså imponerende fulde navn, Santa Iglesia Catedral Basílica de la Encarnación.

En nydelse for en arkitekturinteresseret beskuer. Et virkelig godt eksempel på renæssancearkitektur. Det tog flere hundrede år at opføre kirken, fra det 16.-18. århundrede. Men så er den også blevet mere end almindelig behagelig for betragterøjnene.

Den indre afspiller akkompagnerer turen rundt i katedralen med Jakob Knudsens salmelinje "Lysvæld bag ved lysvæld".

Katedralen i Malaga

Togtur  i Andalusien

Tidlig afgang fra togstationen i Malaga. Sevilla er rejsens mål. Mens den opgående sol brænder den sidste nattetåge af, går det i behageligt tempo over den andalusiske slette. 

Det er landbrugsland med kæmpe olivenlunde, appelsinplantager og kornmarker. 

Gennem togvinduerne nyder vi i ro og mag landskabet. Der er et rigt fugleliv. Vi ser blandt andet flamingoer, storke, ibisser og agerhønselignende fugle. 

Efter en spændende dag går det fra Sevillas imposante togstation sidst på dagen i solnedgangens faldende lys tilbage til Malaga. 

En smule tognørderi er altid et velkomment ekstra oplevelseskrydderi.

Togtur Malaga-Sevilla retur

Skønhed af en anden verden

UNESCO-seværdigheden Alcazar i Sevilla er nok en rejse værd. Alcazar var først maurisk palads. Så palads for kristne konger, da maurerne var blevet fordrevet fra Spanien.

Alcazar har det hele. Umanerligt smukke islamiske dekorationer og mønstre lavet i alabast og keramiske mosaikker. Maurisk-, gotisk- og renæssancearkitektur af stor skønhed. Kæmpe haveanlæg med en æstetik af en anden verden. Himmelske haver på Jorden.

Alcazar i Sevilla

Han faldt over Amerika

Pusten gik helt af mig, da jeg endelig kom ind i Sevillas Katedral. Mange års ønske gik i opfyldelse. Katedralen i Sevilla er et stort trofæ for en kirkearkitekturjæger og ynder af gotisk arkitektur.

Ikke sært den er på UNESCOs verdensarvliste. Den er verdens tredjestørste kirke og verdens største gotiske kirke. Arkitekturen er helt igennem himmelstræbende.

Kirken blev startet som en maurisk moske. Efter den kristne erobring af Sevilla blev moskeen bygget om til en gotisk katedral. Senere blev der tilføjet elementer med renæssancepræg. Endnu senere blev også barok som stilart inddraget i kirkerummets udsmykning. Blandt andet har det store orgel et umiskendeligt barokpræg. En kæmpe guldaltertavle tager vejret fra beskueren med sin store detaljerigdom. Den rummer 36 scener fra Jesu liv og over 1000 figurer.

Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. Hans sarkofag bæres af fire statuer, der hver symboliserer de oprindelige fire katolske spanske kongedømmer. 1492 var iøvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev generobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.

Sevilla Katedral med Columbus mindesmærket