Lille Bælt tager sig godt ud i al
slags vejr. Det foranderlige vejr giver foranderlige oplevelser. Det er en helt
særlig smuk oplevelse at se tågen lette over Lille Bælts vande. Se hvordan
vandet og landet igen får farve. Lille Bælts kyster er et godt sted at finde ro
og inspiration.
Kunstnerægteparret Anne Marie og
Carl Nielsen, der hver på deres felt – som komponist og billedhugger – var
nogle af det 20. århundredes største danske kunstnere, fandt ofte både ro og
inspiration ved Lille Bælt. De havde relationer på begge sider af Lille Bælt, i
både Kolding, Fredericia og Middelfart kommuner.
Tættest relation til egnene ved
Lille Bælt havde selvfølgelig Anne Marie Carl Nielsen, født Brodersen. Hun var
født på gården Thygesminde, der ligger på Stenderuphalvøen sydøst for
Kolding.
Som bekendt var Carl Nielsen født
i Nørre Lyndelse på Fyn, men ægteparret Anne Marie og Carl Nielsen bosatte sig
i København. De fik tre børn, to piger og en dreng.
Når tingene blev lidt for
brogede, eller han blev ramt af skriveblokade, yndede Carl Nielsen med familien
at tage ophold på Damgaard, der ligger nær kysten ved Lille Bælt, sydvest for
Fredericia. Fra Damgaard er der en smuk og inspirerende udsigt over den del af
Lille Bælt, der hedder Snævringen, mod Hindsgavl, Fænø, Fænø Kalv og Stenderup
Skovene.
Undervejs til Damgaard gjorde
familien Carl Nielsen ofte ophold i Kauslunde på Vestfyn. Her besøgte de nogle
af deres gode venner, Emilie og Gudmund Hatt. Carl Nielsen havde i sin pure
ungdom haft et umuligt kærlighedsforhold til Emilie. Han var 22, hun var 14.
Gennem sin musik fik Carl Nielsen
relation til Sønderjylland. Det var hans kendte musikstykke "Tågen
letter", der gav denne relation.
"Tågen letter" er et
bestillingsarbejde, som Carl Nielsen skrev til Det Kongelige Teater i
forbindelse med fejringen af, at Sønderjylland igen blev forenet med det gamle
land. Tyskernes tyveri af Slesvig-Holsten i 1864 bliver fremstillet som en
tåge, der har lagt sig over landet, og som nu efter Genforeningen 1920 igen
letter. Musikstykket er karakteristisk med sin vekslen mellem dur og mol,
mellem munterhed og sørgmodighed. Sorgen over det tabte land, og glæden over,
at en del igen kom tilbage til Danmark.
Deres gæstfri vært på Damgaard
var frøken Charlotte Marie Trap de Thygeson. Under opholdene på gården
modellerede Anne Marie Carl Nielsen blandt andet skulpturer af gårdens kalkuner
og øvrige dyr, mens Carl Nielsen arbejdede med sin musik ved klaveret. Allerede
som barn havde Anne Marie øvet sig i at tegne dyrene hjemme på Thygesminde.
Ikke sært, at hun blev en sand mester i dyreskulpturer, men for øvrigt da også
i menneskeskulpturer.
Da frøken Trap de Thygeson døde
kreerede Anne Marie Carl Nielsen en mindestøtte med en portrætmedaljon af
hende. Granitstøtten står ved indkørslen til Damgaard, tæt på
Kolding-Snoghøjlandevejen.
Anne Marie Carl Nielsen anvendte
på sine mere end 1000 værker enten signaturen AMCN eller AMC-N f. B. De to
kunstneres forhold kunne ind i mellem være meget turbulent. Carl var noget
kvindeglad. Han havde mindst et barn uden for ægteskabet. Måske valgte hun på
sådanne turbulente dage signaturen AMC-N f. B for at få sit pigenavn med,
Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen.
Her på egnen kan man blandt andet
jagte hendes brug af initialer på skulpturerne Bacchusbarnet og Uffe hin Spage
i Kolding. På medaljonen på mindestenen på Skamlingsbanken opsat til minde om
Vonsildpræsten Mouritz Tage-Hansen, der gjorde en stor indsats for danskheden.
På nævnte medaljon ved Damgård. Og på nogle gipsfigurer hun skænkede til sin
barndoms kirke i Sønder Stenderup.
Disse gipsfigurer er en del af
forarbejderne til hendes tre store bronzeporte i Ribe Domkirke. En af portene
sidder i den berømte Kathovedport i domkirkens sydøstmur. På Riberhus voldanlæg
kan man nyde hendes statue af dronning Dagmar, der stående i en skibsstævn
spejder ind over Ribe.
Både Anne Marie og Carl Nielsen
har fået en del inspiration her fra egnene omkring Lille Bælt. En inspiration
der har resulteret i stor kunst. Vi kan selv fornemme kilden til deres
inspiration, for eksempel når vi vandrer langs Lille Bælts kyster med Carl
Nielsens musik på vores indre afspiller, eller når vi besøger nogle af
stederne, hvor vi kan nyde Anne Marie Carl Nielsens udtryksfulde skulpturer
eller relieffer.
Tågen letter: https://youtu.be/2yCOKCACRqU
Helt fra sin barndom på Thygesminde øvede Anne Marie Carl Nielsen sig i at tegne og modellere dyr |
Anne Marie Carl Nielsens mindestatue i Nr. Lyndelse over Carl Nielsen |
Kalkun - nok inspireret af kalkunerne på Damgaard ved Fredericia |
Carl Nielsen som ældre |
Anne Marie Carl Nielsens skulptur Uffe opstillet i Byparken, Kolding |
Mindestenen på Skamlingsbanken for Mourits Mørk Hansen, Medaljonen er lavet af Anne Marie Carl Nielsen |
Noderne til Carl Nielsens "Tågen letter", der blev skrevet til skuespillet "Moderen", der blev opført på Det Kongelige Teater som en hyldest til Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 |
Bronzedøren i Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Anne Marie Carl Nielsen lavede tre bronzedøre til Ribe Domkirke |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar