En pige sad og syede i en gård, der engang lå på hjørnet af
Lillegade og Sjobjergvej i Husby. Det var i Pinsen 1915.
Hendes uskyldige syaktivitet
blev årsagen til, at gården, hun sad i, blev flyttet væk fra landsbyen og ud på
markerne, ud mod Husby Hole.
"Sognefogedgården" 1. februar 2018 |
Den udflyttede gård ligger
der endnu. Det er den gård, der ligger på toppen af Skræppedalsbakken, og som
indtil fornylig var ejet af Jørgen Andersen. Jørgen overtog gården efter sin
far, sognefoged Anders Claudius Andersen. Da den lå på hjørnet nede i Husby,
var den ejet af Niels Julius Nielsen. Der er stadig en markvej mellem gårdens
to placeringer, fra Sjobjergvej til Skræppedalsvej.
Krydset Lillegade-Sjobjergved o. 1915. Bernts købmandsforretning ligger til venstre og Niels Julius Nielsens går ligger bagest i billedet. Udenfor billede til højre ligger Bangs gård |
Pigens syaktivitet
resulterede også i, at Claus Bangs gård blev nyopført, men på samme placering
overfor krydset Sjobjergvej-Lillegade. På det smukt proportionerede stuehus kan
man stadig på gavlen ud mod haven se en plakette med årstallet 1915.
Bangs gård i Lillegade, Husby fotograferet 1. februar 2018. På plaketten står 1915 |
Men hvad var det, der
skete, der kunne få disse store konsekvenser? Jo, som nævnt var pigen i gang
med at sy. Hun tabte en nål på gulvet og kunne ikke finde den. Derfor strøg hun
en tændstik for at lyse ned på gulvet. Tændstikken brændte ned og brændte
hendes finger. I forskrækkelse kastede hun tændstikken fra sig, og der gik ild
i et gardin. Da hun åbnede døren for at råbe om hjælp, fik ilden næring og var
ikke længere til at slukke. De to stråtækte gårde i krydset Sjobjergvej -
Lillegade brændte ned.
Her på hjørnet af Sjobjergvej og Lillegade blev der tidligere drevet købmandsforretning. Fotograferet 1. februar 2018 |
Købmand Kristian Bernts
hus på den anden side hjørnet af Sjobjergvej og Lillegade blev reddet, så vi
stadig i dag kan glæde os over den smukt vedligeholdte gamle gule ejendom.
Efter købmand Bernt drev Jørgensen i nogle år købmandsforretning i ejendommen.
Da det ikke længere kunne gå, blev han brugsuddeler i Husby Brugsforening, og
senere, da han og fruen forlod Brugsen, flyttede de ind i lærerboligen over for
skolen, hvor lærer Tagesen og hans familie havde boet.
En lille artikel i Fyens
Stiftstidende "Større Brand i Husby" fra den 25. maj 1915 kan sætte
gang i mange tanker om sammenhænge i landsbyen Husby. Sammenhænge som sikkert
ikke ret mange tænker på i dag.
Hvad man da ikke kan få ud
af Statsbibliotekets avisarkiv, hvor man online kan læse aviser udgivet i
Danmark, og som er mere end 100 år gamle. Det er svært at løsrive sig.
Og tjenestepigen? Hun fik nogen tid efter en bøde på 10 kroner for uforsvarlig omgang med ild.
Og tjenestepigen? Hun fik nogen tid efter en bøde på 10 kroner for uforsvarlig omgang med ild.
Artikel i Fyens Stiftstidende 25. maj 1915 |
Ib Hansen, 6. december 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar