"... led os ikke i fristelse ..."

Alle samfund har til alle tider og alle steder haft problemer at løse. Alle samfund er og har altid været udsat for den fristelse at lade målet hellige midlerne.

Vi har nu som tidligere en række samfundsmæssige problemer, vi skal have løst. Derfor kan vi blive

•    fristet til at overvåge alle offentlige steder

•    fristet til at overvåge al telefon- og datatrafik

•    fristet til at aflytte og overvåge mistænkelige private hjem

•    fristet til at suspendere reglerne om grundlovsforhør

•    fristet til at suspendere gældende retssikkerhedsregler

•    fristet til at suspendere forsamlings- og ytringsfrihed

•    fristet til at suspendere muligheden for at rejse frit

•    fristet til bruge mere tvang mod nogen end mod andre

•    fristet til at lade nogen få højere straffe end andre

Vi må ikke lade os lede ud i fristelse

Alt for mange har slidt, har slæbt, har lidt og er døde for, at vi kan leve i det retssikrede, åbne, frie og demokratiske samfund, vi kender. Inden for rammerne af principperne for dette samfund må vi, uden at give køb på vores samfunds grundlæggende rettigheder og uden at være naive, sætte hårdt mod hårdt i bekæmpelsen af mørkemændenes angreb på vore værdier og det uanset, hvilken konkret baggrund mørkemændene måtte have.

Når vi ikke ønsker at lade målet hellige midlerne indebærer det,

•    at vi må gøre mere for at kende vores eget samfunds historie

•    at vi må gøre mere for at være vidende om de grundlæggende retsprincipper

•    at vi må kende de grundlæggende frihedsprincipper i et demokrati

•    at vi hver især må vedkende os vores medborgerskabsansvar

•    at vi ikke fortsat stigmatiserer med baggrund i race, religion og socialgruppe

•    at vi erkender, at alle mennesker er født lige og med lige ret

Det har vist sig at være noget farligt snigende det at lade sig lede ud i den fristelse, det er at lade målet hellige midlerne, fordi

•    historien viser, hvordan konkrete samfund skridt for skridt blev totalitære

•    stor verdenslitteratur beskriver totalitarismens snigende væsen

•    vi bør have lært af 1930'erne. 

30. januar 1933 vidste den almindelige tyske borger ikke, hvordan det ville ende. De mange  tyskere, der dengang ved et demokratisk valg stemte på Hitler, havde alt muligt andet i hovedet end krig og massemord. De ville have arbejde, mad, moderne bekvemmeligheder og tryghed. Nazisterne kom ikke til magten ved egen kraft, men fordi visse kredse legede med ilden. Disse kredse var antiparlamentariske, hadede demokratiet, drømte om en autoritær stat under en stærk mand og ville helst rulle alle de demokratiske fremskridt, som var sket siden Weimarrepublikkens grundlæggelse i 1919, tilbage.

Selv i et stærkt demokratisk samfund er det summen af mange små skridt, der kan sende os i den helt forkerte retning. Vi kan ikke mure os inde, lukke ører og øjne og håbe på, at det går nok over. Sult, nød, sygdom, frihedstrang, drømme og tryghedsbehov blandt verdens frustrerede milliarder vil stadig være der.