Tale ved Mindestenen i Emtekær 22.5.2018

Tak for invitationen til at deltage her i dag. Jeg har glædet mig meget. Det glæder mig altid at komme sydvest for skovene på Ørslev-Lungebakkerne. Så føler jeg, at jeg er i mit hjemland.

Et sådant arrangement som det her i dag handler om en række meget vigtige værdier, som vi måske ikke så tit tænker på i hverdagen, men som ikke desto mindre er meget centrale i den måde, vi lever sammen på og den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Mindestenen i Emtekær for 7 engelske flyvere, der blev skudt ned af en tysk jager i en luftkamp 22. maj 1944 og for den lokale Jørgen Brandt, der blev dræbt i forsøget på at redde flyverne ud af den brændende Lancaster.

Når vi mindes hændelserne i Emtekær den 22. maj 1944 og dem, der mistede livet den dag, giver disse hændelser samtidig anledning til at reflektere over fire nøgleværdier: Frihed, Fællesskab, Omsorg og Ansvar

Jeg starter med at se på værdien Frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan skrev en svensk biskop Thomas af Strängnäs helt tilbage i 1439, da de svenske bønder gjorde oprør mod de danske magthavere.

I Europa har vi alt for mange gange oplevet, at mørke kræfter har taget frihedens gyldne smykke fra os. Frihed er ikke noget givet. Mørke totalitære kræfter og quick-fixløsninger er alt for ofte kommet snigende.

Vi må huske på, at Hitler kom til magten i 1933 efter en demokratisk proces. Den tyske befolkning var blevet apatisk og skreg på en stærk mand, der kunne komme med de hurtige løsninger på den kaos og usikkerhed, de oplevede i Weimardemokratiets tid. Vi må heller ikke glemme, at en snert af den totalitære tanke også ramte Danmark.

Konsekvenserne af denne formørkning af store dele af Europa kender vi alle. En lille bitte brik i det store spil, hvor friheden igen måtte tilkæmpes, står vi ved her i aften. Mindestenen her erindrer os om, at frihed ikke er noget altid givet, men noget vi alle må arbejde for hver dag og huske, at friheden gælder for Loke som for Thor, som Grundtvig udtalte det helt tilbage i 1800-tallet.

Så sender jeg de positive Fællesskaber på banen:

Positive fællesskaber har vi alle brug for. Det er i fællesskaberne, vi oplever trygheden og fællesskaberne giver os muligheden for hver især at folde os ud. Arrangementet her ved mindestenen minder om et stærkt lokalt fællesskab, hvor man år efter år mødes for at mindes en lokal begivenhed, og de rødder vores samfund i dag suger næring af.

Her mødes man med naboer og bekendte og oplever trygheden ved traditionerne, det nære og det kendte. Disse ting er måske ved at gå af mode i disse år, men så meget desto vigtigere er det at arbejde for at fastholde og udbygge de lokale fællesskaber. Set fra den anden side af bæltet oplever jeg, at her står Husby- Tanderup ualmindeligt stærkt. Der er mange, der tager ansvaret på sig, og der sker ualmindelig meget set i forhold til samfundets størrelse her i tvillingelandsbyerne.

Det er vigtigt, at vi både oplever et levende fællesskab, et fremtidsorienteret fællesskab, et nærværende fællesskab og et fællesskab, der rækker tilbage i tiden, hvor mange har gjort en indsats for, at vi i dag kan leve sammen, som vi kan.

Mindestenen her er en lille bitte brik, der fortæller os om den indsats, mange i fortiden har gjort for, at vi dag kan leve trygt og godt i frihed og fællesskab.

Det er imponerende, at lokale folk i Tanderup i 1946 tog på sig at få rejst en mindesten til minde om de døde engelske flyvere, der havde kæmpet også for vores frihed og til minde om den lokale Jørgen Brandt, der døde i forsøget på at hjælpe. Flot, at den daværende indsamlingskomité med hjælp fra Tanderup Gymnastikforening og Tanderup Sognekommune tog denne opgave på sig. Og det er i særdeleshed imponerende, at I lokalt 74 år efter stadig holder mindet i hævd og hæger om mindestenen. Jeg glæder mig over det smukke anlæg hver gang, jeg kommer forbi.

Det fører mig til at reflektere over værdien Omsorg

Ønsket om at hjælpe andre ligger så dybt begravet i de fleste, at vi handler pr. refleks, når vi oplever, at nogen lider nød eller er i fare.

Denne almen menneskelige måde at optræde på, kan vi måske ind i mellem glemme. Men når vi står i situationen, reagerer de fleste med omsorgsfuldhed.

Det erindrer mindestenen her os også om. Jørgen Andreas Brandt reagerede pr. refleks, da han oplevede, at nogen var i fare. Uden at tænke på egen risiko forsøgte han at hjælpe. Det kostede ham livet.

Det er værd at mindes, at vi mennesker dybest set ønsker at yde omsorg, når det er nødvendigt. Hvis vi glemmer det, er det vigtigt, at vi mindes om, at det er den menneskelige måde at optræde på.

Jørgen Brandts offer og mindestenen her kan minde os om, at vi mennesker netop er mennesker, fordi vi har evnen til at vise empati, at sætte os i andres sted, og at vi ønsker at hjælpe, når nogen er i nød.

Til slut lidt om værdien Ansvar

Denne smukke sten erindrer os om, hvordan det kan gå, hvis vi glemmer at påtage os det engagerede, medlevende, indsigtsfulde og aktive medborgerskab, vores demokrati bygger på. Vi kan ikke bare overlade det til de andre at træffe beslutninger. Så kan det gå grueligt galt.

Men stenen minder os også om, at nogen har været villige til at påtage sig et ansvar, der har krævet deres ultimative offer. Flyverne, der mindes her, og mange andre, der tog ansvaret på sig og gav deres liv i kampen for, at friheden, de positive fællesskaber og den menneskelige omsorg igen kunne få rod  og fodfæste i Europa.

Jørgen Brandt, der uden tanke for sin egen sikkerhed gav sit liv i ønsket om at vise omsorg, at hjælpe og redde liv.

Deres og alle de andres ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads arbejde for et demokrati, der bygger på frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.

Æret være de 7 flyveres og Jørgen Brandts minde. Tak for ordet.