"1919 - II" - årets gang i Tanderup

Området ved Brænde Mølle 1939. Til venstre tæt op af  åen ses Brænde Mølles nu nedrevne møllehus. I midten med skorstenen Elektricitetsværket Brænde Mølle, som for det meste endnu består, dog med anden brug. Nederst til højre anes lige en  flig af Andelsmejeriet Fælleslykke, hvor det meste nu er nedrevet. Vejen gennem området over Brænde Å og afgrænset af hvide pæle er den gamle Assens-Middelfart landevej, der ad vejen op til højre passerede gennem Hjorte

Jernbanekrigen rasede. Flygtninge på sognevejene. Dannebrogsmand døde. Treårig kom ulykkeligt af dage. Mange børnefødsler. Præmietyr kostede kassen.

Sådan kan årets gang 1919 i Tanderup Sogn i korthed beskrives. ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, - lykke, ulykke de gange på rad”. Salmedigteren Kingos ord stod til troende, også det år.  

Den gamle talemåde, at ”om hundrede år er alting glemt”, er kun delvis sand. Jeg vil gerne med fortællingen ”1919–II” vise, at det kan lade sig gøre at fraviste fortiden nogle glimt af, hvordan det var at leve i et mindre landsogn for hundrede år siden. Når jeg kalder denne fortælling ”1919-II”, er det fordi, jeg tidligere har lavet en tilsvarende fortælling om Husby i 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/1919.html . Det er vigtigt at kende sine rødder. Det er rødderne, der giver saft og kraft til nutid og fremtid. Et samfund, der ikke kender sin historie, bliver et dement samfund. I øvrigt skal jeg understrege, at denne artikel er en fortælling og ikke et historisk dokument.

Inspiration fra ”1913”

Min inspiration til at kalde min fortælling for ”1919-II” kommer - helt uden sammenligning i øvrigt - fra min læsning af den meget anbefalelsesværdige bog af Florian Illies ”1913 – århundredets sommer”. 

”1913” er historien om året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Florian Illies formår virtuost måned for måned at udfolde et farverigt panorama over året 1913 med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger. Begivenheder der giver genlyd op gennem  århundredet.

1919 er første år efter våbenhvilen efter den forfærdelige verdenskrig. Året hvor de sejrende magter dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Fredsbetingelser der indeholdt kimen til endnu en blodig og dehumaniserende verdenskrig blot 20 år senere, nemlig 2. Verdenskrigs start september 1939. Det vidste borgerne i Tanderup og for den sags skyld i resten af verden ikke dengang. De levede året 1919 i lyst og nød, som menneskelivet nu engang indebærer. Det følgende er fortællingen om dette liv, som det udfoldede sig i Tanderup Sogn måned for måned i 1919.

Tanderup i lyst og nød

Januar blev måneden, hvor der opstod sognestrid mellem Husby og Tanderup. Diskussionerne om en ny jernbanelinje på Vestfyn havde da stået på i en halv snes år. En række borgere i Tanderup tog sagen om linjeføring af denne ny jernbane i egen hånd og indkaldte sammen med Gelsted Sogneråds Baneudvalg og Borger- og Industriforeningen i Gelsted til møde i Tanderup om deres eget forslag til jernbaneplan. Det skete blandt andet i utilfredshed med de involverede sognes seneste store banemøde, der den 6. januar var blevet afholdt i Sandager, og hvor debatten havde kredset om forslagene til en jernbane fra Assens til enten Ejby eller Nørre Åby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup. Der var ikke enighed mellem sognekommunerne om linjeføringen og om placeringen af de lokale stationer.

 

Grusbanen cirka 1911. Tværbanen over Fyn blev i 1911 udbygget til at være tosporet. Det krævede masser af grus, som DSB hentede i store mængder i Lunge og Håre Bjerge.

En del borgere i Tanderup Sogn og i andre af sognene syntes det store projekt var for dyrt, og at forslagene til linjeføringer ikke var optimale. Gelsted meldte sig ind i stationsbykampen for at sikre Gelsted en god position i forhold til Ejby og Nørre Åby. En kamp der handlede om, hvilken by der fremover skulle være førende trafikknudepunkt og dermed førende handelsby på Vestfyn.

Mødet blev afholdt lørdag den 25. januar klokken 14 i Tanderup Brugsforenings mødesal. 150 interesserede var mødt op. Jernbanedrift var virkelig noget, der dengang kunne sætte sindene i kog.

Blandt indbyderne til mødet var gårdejer Klausen fra Emtekær. Han fremlagde og motiverede gruppens alternative forslag til linjeføring. Forslaget indebar, at DSB´s såkaldte grusspor fra Gelsted Station til grusgravene i Lunge og Håre Bjerge skulle forlænges til Håre og videre til Assens over Tanderup, Emtekær, Sandager, Barløse, Turup og Kærum. Klausen mente endda, at det kunne komme på tale at elektrificere banen med strøm fra Brænde Mølle Elværk og Assens Elværk. En moderne tankegang. I vore dage er jernbanenettet kun delvist elektrificeret, men elektrificeringen er på vej.

Forslaget blev ikke godt modtaget af repræsentanterne fra Husby. De andre linjeforslag fra Assens mod Ejby eller Nørre Åby indebar en station i Husby, hvilket Gelstedforslaget ikke gjorde. Nabosognene Husby og Tanderup stod dermed på hver sin side i denne sag.

Alle forslagene viste sig efterfølgende ikke at have gang på jord. Og i mellemtiden løb tiden fra flere jernbaner. Biler og rutebiler tog over. I min barndom og ungdom i 1950´erne og 1960´erne blev rutebilruten fra Assens over Sandager, Emtekær og Husby til Ejby udført af rutebilejer Rasmus Jensen kaldet Rute-Ras. ”Rutebilstationen” lå på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby. Stuehuset ligger der endnu.

Februar måned betød, at nu var tiden inde til at planlægge sommerens vejarbejder. Tanderup Sogneråd annoncerede derfor den 25. februar, at de lørdag den 1. marts  i Tanderup Brugsforenings lille sal ville afholde licitation over kørsel af 44 kubikfavne grus og sten til brug for forbedringer af sognets veje. De plørede grus- og jordveje skulle gøres farbare efter vinterens regn, slud og sne.

Tanderup Brugsforening var blevet bygget i 1897 og indeholdt foruden beboelse, forretning og lager også en stor og lille mødesal. Salene blev brugt til møder som for eksempel sognerådsmøder, generalforsamlinger, borgermøder, licitationer og lignende. 

Midt i billedet Tanderup Brugsforening. Bagerst Tanderup Kirke og Tanderup Skole. 1952

Mange sogne havde fået forsamlingshuse op mod og lige efter år 1900. Det gjaldt dog ikke Tanderup Sogn. Her var det brugsforeningen, der løste opgaven med at stille mødefaciliteter til rådighed.

Tanderup Forsamlingshus blev først bygget i 1942. Tanderup Skole fik dermed mulighed for at bruge gymnastiksalen i forsamlingshuset, hvor der også blev indrettet sløjdsal og skolekøkken. Avanceret. Mens min lillebror Leif og jeg gik i Husby Skole fra 1958-65, havde vi hverken sløjdsal eller skolekøkken. I øvrigt var der allerede, mens vi gik i skole i Husby for få elever i både Husby og Tanderup Sogne. Og folkeskoleloven af 1958 indebar, at den såkaldte landsbyskoleordning blev ophævet. Nu skulle eleverne fremover gå i årgangsdelte klasser, hvor der skulle undervises i hele folkeskolens fagrække, inklusive praktiske og kreative fag. Det indebar behov for faglokaler, som vi jo som nævnt ikke havde i Husby Skole.

Alt dette satte gang i forskellige sammenlægningsplaner. De første planer indebar bygning af en ny skole på den sandede mark lige over for indkørslen til Eskelund. På Hovvej mellem Husby og Håre. Gamle kort benævner meget sigende marken som ”Sandgravmarken”. Denne plan blev som bekendt ikke til noget. Skolerne blev sammenlagt, men brugte eksisterende lokaler, indtil først Husby og langt senere Tanderup Skole begge blev nedlagt. Tanderup havde som nævnt den fordel, at skolen allerede havde faglokaler.

Tanderup Skole bruges til Menighedshus. Gravstenen, der rager op til venstre for kirkegårdsporten er sat over digter og væver Lars Clausen, der boede i Emtekær.

Selv om jeg ikke som min yngste bror Bo nåede at gå i den sammenlagte skole i Tanderup, er jeg kommet meget i Tanderup, blandt andet i ungdomsklubben der. Da der blev indført regler om oprettelse af ungdomsklubber, blev der lavet ungdomsklub i både Husby og Tanderup forsamlingshuse. Der blev afholdt fester på skift. Derved fik vi mange bekendte blandt unge i begge sogne. Kristian Jepsen, Christian Olander, Ingeborg Andersen og andre voksne gjorde på det tidspunkt en stor indsats til gavn for de to sognes unge i kraft af deres arbejde i ungdomsklubberne i de to forsamlingshuse. Dem har vi, der var unge i de to sogne dengang, meget at takke for. Nå, det blev en anden snak. Tilbage til 1919.

Marts – man kunne fristes til, selv om det er for tidligt på året, at kalde måneden for Tyrens måned. Det store samtaleemne i marts måned, i det vi nu kalder tvillingesognene, var en handel med en måske kommende præmietyr henover sognegrænsen mellem Tanderup og Husby. En handel der var så usædvanlig, at der blev skrevet om den i avisen. Gårdejer Jens Jensen, Husby havde købte en cirka 1 år gammel tyr af gårdejer P. Jensen, Emtekær Vestergård. Købsprisen var formidable 3.500 kr.! Tyren skulle godt nok fremover arbejde meget for at hente de penge hjem. Men måske kunne den blive fløj- og præmietyr på et af de kommende års dyrskuer. Det var noget gårdejerne satte en stor ære i. Og ganske rigtig. Et tjek i Fyens Stiftstidendes referat fra Fællesskuet i Odense 25.-26. juli 1919 viser, at gårdejer Jens Jensen, Husby fik præmie i gruppen for 1½ - 2 årige tyre.

En pris på 3.500 kr. lyder ikke af meget i vore dages ører. Lad os derfor prøve at sammenligne med årslønnen i Tanderup Sogn samme år for en faglært arbejder. ”Elektricitetsværket Brænde Mølle” søgte 15. februar 1919 en maskinarbejder. Af en annonce i dagbladet Socialdemokraten fremgik det, at den medarbejder elektricitetsværket søgte udover at være uddannet maskinarbejder også skulle have erhvervet maskinpasserprøven. Værket ønskede at ansætte en yngre gift mand, der kunne påtage sig fyrbøder- og reparatørarbejde. Lønnen var 2.400 kr. pr. år og frit hus. Det sætter prisen på en 1 år gammel tyr i relief. Og samtidig erfarer vi, at der åbenbart ikke var vandkraft nok i åen til at producere den nødvendige elektricitet. Der var udover brug af vandkraften, som elværket skulle dele med Brænde Mølle, også behov for at fyre op under kedlerne! Manglen på el vender vi tilbage til.

April var måneden, hvor Tanderup Sogns beboere erfarede, at de som følge af en ny retsplejelovs ikrafttræden den 1. oktober 1919 ikke længere skulle have Wedellsborg Birk med birkedommeren på Kællingebjerg som første retsinstans. Den ny retsplejelov medførte, at Tanderup Sogn fremover retsmæssigt blev en del af en ny retskreds bestående af Båg Herred og Assens By.

Den tidligere birkedommerbolig ved Kællingbjerg. Stedet er nævnt i Suzanne Brøggers portrætdigt Tone fra 1981

Tilbage i 1686 var Vends og Båg herredsting blevet slået sammen, så man fik skabt et dommerembede, fogeden kunne leve af. 
Tingstedet blev flyttet til Hjerup ved Kerte Bro, lige på grænsen mellem de to herreder. Det betød lange afstande for dem, der boede længst væk – Strib og Røjle-folkene skulle tidligt op for at møde frem i tide, – og i 1798 valgte man at skære kagen på en ny måde. Båg Herred blev lagt til Assens Byret og Vends Herred til Middelfart Byret. Tanderup Sogn ligger som bekendt i Båg Herred, men på grund af, at lensgreven på Wedellsborg havde ret til at drive sit eget retssystem kaldet birkeretten, havde Tanderup, hvor hovedparten af gårdene var fæstegods under Wedellsborg, ligesom Husby Sogn i Vends Herred indtil 1919 hørt under Wedellsborg Birk. Wedellsborg Birk havde til huse på Kællingbjerg, der ligger nær Ruerne. Dommerboligen ligger der endnu, mens arresthuset under 2. Verdenskrig blev pillet ned og brugt til opførelsen af skotøjsfabrikken på Jernbanevej i Ejby. Røde Kors har nu overtaget fabrikken.

Brænde Å.  En fin spadseretur fra landevejsdæmningen, hvor Assens- Middelfart landevejen nu passerer over Brænde Å, langs åen og møllesøen til Brænde Mølle og retur.
Fotocollage Ib Hansen 2018

Brænde Mølle 2017. Til højre for Brænde Å ses det tidligere elektricitetsværk. Der er etableret omløb af åen. Til venstre, hvor der er græs, lå møllehuset, der blev nedrevet 1948. Møllegården ligger her endnu. Ib Hansen 2017

Luftfoto fra 1948. Midt i billedet bag skorstenen er arbejdet med at pille møllehuset ned igang. Da elværket startede i 1912 delte møllen og elværket vandkraften. Det holdt ikke længe, elværket måtte supplere med kedler og turbiner, og tiden løb fra møllen.

Det var også i april, at Elektricitetsværket Brænde Mølle forhandlede med Føns, Rud, Sparretorn og Ronæs, der ønskede at få leveret el fra værket. Dette ønske blev senere på året den 7. juni forkastet af elværket. I forvejen var værket nemlig nødt til at rationere strømmen til de allerede eksisterende kunder. Der var ikke vandkraft nok, og der var stadig efterveer af verdenskrigens brændselsknaphed, så det var svært at få kul nok til kedlerne. Elektricitetsværket så frem til efter nytår at kunne sætte en dieselmotor i drift.

I min barndom i Husby skete opkrævningen af elregningen fra Elektricitetsværket Brænde Mølle gennem en opkræver, der cyklede rundt. Vi kaldte ham Knud Lys. Han var gift med damefrisøren, der boede i ejendommen på Husby Storegade ved siden af mekanikeren. Huset ligger der endnu. Vi gyste lidt, når han kom og skulle ind i baggangen for at aflæse måleren. Han havde nemlig kun en arm. Den mistede arm var erstattet med en krog. I vores livlige fantasi, så vi for os Kaptajn Klo, som vi læste om i bogen om Peter Pan. Knud var nu en rigtig flink mand.

I april blev også årets første konfirmation afholdt. Her ved forårskonfirmationen konfirmerede pastor Hansen 7 drenge og 5 piger, der så var klar til at få job på gårdene ved førstkommende skiftedag den 1. maj.

Maj var bortset fra skiftedagen en stille og rolig måned. Det ser ud til at have været en måned, hvor alene månedens kirkelige handlinger skilte dagene fra hinanden. Hvis den tids beboere i Tanderup Sogn havde kunnet kigge ud i fremtiden, havde de nok, mens de under en brændende sol knoklede i roerne og med høhøsten, i deres stille sind memoreret Dan Turells hverdagsdigt fra 1984.

”Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt

der alligevel ikke er helt så kendt

Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter”

Det fremgår af kirkebogen for Tanderup sogn, at der i sognet i maj 1919 blev født en dreng og to piger. Der blev viet et ægtepar. Og der blev foretaget en begravelse af en 26-årig ung mand, der var død på Assens Sygehus.

Nu vi er ved statistik, kan vi benytte lejligheden til at foretage en sammenligning af befolkningen i Tanderup og Husby i 1919, og hvordan befolkningsudviklingen i de to sogne har været siden.

I Tanderup Sogn blev der i hele året 1919 født i alt 15 børn, hvoraf 1 barn ifølge kirkebogen var undfanget uden for ægteskab. Det gennemsnitlige antal fødte børn i sognet i årene 1916-20 var 14 børn.

I Husby Sogn blev der i 1919 født i alt 19 børn. En tredjedel af dem var undfanget uden for ægteskab.

Med de mange undfangelser uden for ægteskab taber Husby på det at kunne styre kønsdriften. Til gengæld har vi tidligere hørt om, hvordan borgere fra Tanderup i januar måned 1919 havde svært ved at styre sig, når det handlede om jernbanedriften

Befolkningstallet i Tanderup var i 1906: 621 indbyggere, i 1911: 604 indbyggere,

i 1916: 589 indbyggere. Det seneste befolkningstal fra 2018 er 425 indbyggere.

Befolkningstallet i Husby var i 1906: 924 indbyggere, i 1911: 808 indbyggere,

i 1916: 872 indbyggere. Det seneste befolkningstal fra 2018 er 382 indbyggere.

Begge sogne har således været ude for en jordskredslignende befolkningsmæssig deroute over de seneste godt 100 år. Husby har mistet cirka 6 ud af hver 10 borgere, mens Tanderup kun har mistet cirka 3 ud af hver 10 borgere. Det var forudseende, da Tanderup Sogneråd allerede i 1942 i forbindelse med byggeriet af forsamlingshuset besluttede at bygge faglokaler til skolen. Tanderup Skole havde dermed de nødvendige skolefaciliteter og blev derfor den længst overlevende skole i de to sogne. Det giver nok en del af forklaringen på forskellene i udviklingen af befolkningstallene. En anden og måske afgørende forklaring er, at datidens store folkehold på Wedellsborg Gods i Husby Sogn er reduceret til, at der nu kun arbejder nogle få stykker på godset.

Juni var en måned, hvor sognefællesskabets økonomiske formåen kom i centrum. Sognekassen i Tanderup var som i andre sogne presset af dyrtiden, hvor varepriserne som følge af den af verdenskrigen affødte knaphed buldrede i vejret. Lønningerne kunne slet ikke følge med. Derfor var der i de fleste overenskomster på arbejdsmarkedet efter strejker og anden tummel blevet indført dyrtidsregulering, så lønningerne kunne følge med prisstigningen.

Tanderup Sogneråd vidste godt, at en lignende ordning med dyrtidsregulering var på vej i forhold til de offentligt ansatte i sognene, altså for eksempel lærere og vejmænd.

Dengang som nu måtte sognene ikke bare udskrive kommuneskatter og bruge penge som de kunne blive enige om i de lokale sogneråd. Efter den daværende landkommunelov skulle sognerådene have tilladelse til at bruge og opkræve flere penge. Derfor havde Tanderup Sogneråd, pressede som de var på økonomien, søgt Assens Amtsråd om lov til at udskrive 5663,79 kr. mere end tilladt efter lovgivningen.

Assens Amtsråd afholdt sine møder på Odense Slot. På amtsrådets møde den 4. juni blev Tanderup Sogneråds ønske imødekommet.

Tanderup Sygekasse var også presset på økonomien. Blandt andet den spanske syge - den verdensomspændende influenzaepidemi der fulgte i hælene på verdenskrigen - øgede antallet af syge. Her i juni måned 1919 fik Tanderup i lighed med øvrige sygekasser på egnen besked fra Assens Amtskreds om, at sygekassen var bevilget et ekstraordinært statstilskud på 122 kr. Beløbet for Husby Sygekasse var 181 kr.

Sygekasser var lokalbaserede godkendte foreninger, hvor medlemmerne betalte kontingent, men hvor der også kunne indgå offentlige tilskud i arbejdet. Lovgivningen om sygekasser var blevet vedtaget i 1892. Ganske sjovt at tænke på, at den diskussion, der i disse år er i USA, drejer sig om forhold, vi længe har løst i Danmark. De foreningsbaserede sygekasser i Danmark virkede i mange år. Men allerede helt tilbage i 1973 blev sygekasser afløst af den offentlige sygesikring, der sikrer alle gratis adgang til læge, sygepleje og sundhedsforanstaltninger. I Danmark blev ”Obama-care” således indført allerede i 1973!

Juli forløb stille og roligt i Tanderup Sogn med et par undtagelser. Et ualmindeligt kraftigt uvejr med styrtregn, lyn og torden hærgede den 10. juli egnen. Telefoncentralen i Husby blev ramt af et lynnedslag. Det tog flere dage at få centralen repareret. Husby Central dækkede et større område herunder også Tanderup, som derfor telefonmæssigt var afskåret fra omverdenen i flere dage.

Pastor Hansen måtte den 25. juli begrave sin 60-årige ugifte husbestyrerinde, der var afgået ved døden den 21. juli. Husbestyrerinden Mette Jensine Hansen var hans søster. De var begge født i Toftlund i Sønderjylland, så mon ikke både hun og sognepræsten nøje fulgte fredsforhandlingerne efter verdenskrigen og så frem til muligheden af, at Sønderjylland engang i 1920 forhåbentlig ville kunne stemme sig hjem til Danmark. Men husbestyrerinden kom ikke til at opleve glæden over, at hendes hjemegn igen blev en del Danmark. 

Pastor Jes Hansen var gift to gange. Først blev han 51 år gammel i 1914 gift med 44-årige Sophie. Sophie døde allerede 5 dage efter vielsen. Efterfølgende blev pastor Hansen 57 år gammel - et år efter tabet af sin søster -  i 1920 gift  med den 19 år yngre Ane Mette. Jes Hansen døde i 1925, mens Ane Mette først døde1968. På Tanderup Kirkegård står stadig nord for kirken tre Hansen-gravstene ved siden af hianden. De fortæller historien om de tre kvinder i pastor Hansens liv. Ane kom på stenen sammen med pastoren. Den sten der står midt mellem hans første kones og hans søsters sten.

Der var heldigvis også glædelige begivenheder i Tanderup Kirke i juli måned. To børn blev døbt. På disse gode dage kunne menigheden udover gudstjenesten og dåbshandlingen som så ofte før glæde sig over det smukke kirkerum i den middelalderlige kirke fra cirka 1200. Kirken rummer romanske spor, men er i middelalderen ombygget i sengotisk stil.  Døbefonten regnes for at stamme tilbage til o. år 1100, så børnene blev med dåben udover det religiøse også en del af et mange hundrede år gammelt lokalt fællesskab.

Udover de smukke oldgamle markstensmure, samlet af bønder og kløvet af dygtige stenmestre og den øvrige gamle udsmykning kan vi i dag endvidere glæde os over et moderne tilskud til kirkerummet. I 1995 blev der på væggen ved døbefonten ophængt et i nutidigt formsprog udformet krucifiks lavet af kunstneren Lotte Olsen.

Den næsten tusind år gamle døbefont, kirkens hvidkalkede stenmur og Lotte Olsens krucifiks fra 1995 rækker i et spændstigt samspil med hinanden hen over århundrederne. Ib Hansen 2017

August var som også andre år en lidt pirrelig måned. Bønderne kiggede på himlen og huskede på de vejrvarsler, de havde lært af deres far og bedstefar. Hvordan så skyerne ud? Hvordan var det nu med maj måned. Havde den været kold? ”Maj kulde giver lader fulde”. Hvilken slags træer var dette år sprunget først ud? Eg eller ask?. ”Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg”. Inden bønderne gik til ro kiggede de på solnedgangen vesterude. Gik solen mon ned under horisonten bag skyer på en ellers skyfri himmel? ”Går solen om aftenen ned i en sæk, står den om morgenen op i en bæk”. Det var ved at være høsttid. Høsten kom lidt senere i gang i 1919, så da den endelig kom i gang blev der stor  travlhed.

Ellers skete der ikke meget i sognet. Præsten havde knap så travlt i kirken, som bønderne på markerne. Det var ham vel undt. Han havde sikkert nok at se til, nu hans husbestyrerinde var død sidst i juli måned. Præsten havde ingen barnedåb i august. Ingen vielser. Hvem ville da også finde på at blive viet i høstens tid. Men han havde en enkelt begravelse. Det var en to måneder gammel pige fra Hjorte, der havde lidt spædbarnsdøden. Selvfølgelig meget sørgelig for de berørte, men ellers var det ikke usædvanligt for den tid.

Spædbarnsdødeligheden var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er bragt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbarnsdødelighedens udvikling i Danmark fra 1850 til 1998

September måneds positive begivenhed var, at ”Andelsmejeriet Fælleslykke” fik diplom for sin ost af blandingsmælk, og ved den lovpligtige smørbedømmelse blev placeret i den øverste tredjedel blandt landets mejerier.

Andelsmejeriet Fælleslykke, hvor den gamle landevej går op mod Hjorte. 1939

Fælleslykke lå placeret, hvor Assens-Middelfart landevejen krydsede over Brænde Å, lige overfor Brænde Mølle og Elektricitetsværket Brænde Mølle. Jo, den er god nok. På dette tidspunkt gik Assens-Middelfart landevejen fra Hjortegyden ind forbi Hjorte og ned til broen over Brænde Å ved Brænde Mølle og derfra op mod Håre og videre mod Minendal. Når man har gået nede i den dybe Brænde Ådal med stejle, stejle skrænter til begge sider, hvor landevejens nuværende kæmpe vejdæmning krydser ådalen, er det til at forstå, at dette enorme jordarbejde først blev udført så sent som o. 1940. Efterfølgende var der så ikke længere landevejstrafik ind gennem Hjorte og Håre. Mejeriet produktionslokaler og møllehuset er nu brudt ned, mens elværket er ombygget til andre funktioner.

Når jeg i min gymnasietid 1968-71 sammen med andre håbefulde lokale unge kørte med købmand Holger Thomsen fra Håre mod Vestfyns Gymnasium i hans ”folkevognsrugbrød”, kørte han som regel ned forbi Brænde Mølle op ad vejen til Hjorte og videre op ad Hjortegyden mod gymnasiet i Glamsbjerg.

Holger Thomsen og hans kone Julie var nogle rare mennesker. Hvis det var rigtig koldt og regn- eller snefuldt, var Julie af og til klar med varme boller og varm kakao, inden jeg efter skoletid måtte begive mig på cykel den 4 kilometer lange tur til mit hjem op ad de lange bakker mellem Håre og Husby og ofte i strid vestenvind. Det var også Holger Thomsen, vi hyrede til at køre os, når vi var en gruppe unge, der samlet skulle til fest rundt om på Vestfyn. Beatklubben ”Club Seven” på Gelsted Kro og halballerne i Årup var blandt de steder, vi tog hen. Så kørte han os til stedet. Vi aftalte, hvornår han skulle være der igen. Nogen gange meget sent på natten. Men han var altid klar. Ville sikkert gerne tjene den ekstra skilling.

Det var ofte også Thomsen, lærer Tagesen i Husby i sin egenskab af formand for idræts- og ungdomsforeningen hyrede, når vi skulle køres ud  til fodboldkampe rundt om på Vestfyn. Af og til var der ikke ledere med. Så måtte Thomsen holde lidt opsyn med os. Jeg tror ikke, han brød sig om fodbold eller havde forstand på det. I hvert fald blandede han sig aldrig i det fodboldmæssige. Det måtte vi selv klare.

I øvrigt fantastisk, at der dengang var plads til to købmænd og en brugsforening i Tanderup Sogn. Købmændene havde sågar begge forretninger i Håre, købmand Lassen og købmand Thomsen.

Oktober måneds markante begivenhed var den lokale førstelærer og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsens begravelse torsdag den 23. oktober. Han var død pludselig på vej til sit hjem ved skolen fra en sammenkomst i Emtekær. Madsen havde været lærer i Tanderup i 32 år. Cirka 400 mennesker deltog i hans begravelse. Tidligere havde han blandt andet været andenlærer ved Husby Skole.

Førstelærer og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsen med sin anden hustru Christiane født Axelsen. De blev gift i 1893. Billedet er fra 1900-10.

Madsen var uddannet fra det hæderkronede nu nedlagte Skårup Seminarium på Sydfyn. Et seminarium der var oprettet helt tilbage i 1803, 11 år før vedtagelsen af de fem skolelove, som vi nu betegner Folkeskoleloven af 1814. Seminariet blev lukket i 2010.

Før Madsens død og begravelse havde sognet lige inden været ramt af en ulykkelig hændelse. En hændelse der nok i særlig grad berørte alle sognets børnefamilier. Hvad hvis det var vores dreng, det var sket for? Sådan var der sikkert mange, der tænkte. Den 6. oktober var en lille dreng ved Brænde Mølle blevet fundet død i en ajlebeholder. Den tre-årige dreng var som så ofte før løbet over i møllehuset for at se til stedfaderen, der arbejdede som møllersvend. Efter besøget havde de sagt farvel til hinanden, så den lille dreng kunne løbe det lille stykke vej hjem. Da stedfaderen senere kommer hjem, opdager familien, at drengen ikke er nået hjem. De sætter en eftersøgning i gang og finder ham død i en ajlebeholder.

Der er nok mange, der har gyst ved tanken om, at det kunne have været et af deres børn, og mange har nok tjekket en ekstra gang, at deres ajlebeholdere, ensilagebeholdere og brønde var forsvarligt lukkede.

Efterårskonfirmationen den 5. oktober resulterede i, at 6 unge stod til rådighed for arbejdsmarkedet ved den førstkommende skiftedag den 1. november. Ved de to konfirmationer i 1919 blev der således tilsammen konfirmeret i alt 18 unge mennesker, en rimelig stor årgang.

Skibet "Kong Haakon" afgår 1. april 1919 fra Assens Havn med en gruppe russiske flygtninge. Mange fra byen var på kajen for at hilse af.

Den 7. oktober oplevede flere beboerne i Tanderup Sogn at se flygtninge gå ad sognets veje. Det var syv russiske flygtninge, der fra krigsfangenskab i det endnu tyske Sønderjylland var flygtet over Lille Bælt mod Fyn. De var taget af sted på en sammenflikket flåde og var sultne og forkomne landet på Wedellsborghalvøen. Hos sognefogeden i Husby fik de tørret deres klæder og fik en bid mad, inden han sendte dem til fods af sted gennem Tanderup Sogn mod Assens.

Mere end 1400 russiske krigsfanger flygtede i årene 1914-19 over Lille Bælt fra det tyske Sønderjylland mod Fyn. De tog af sted i plimsollere, sammenflikkede flåder og sågar dejtruge. En del omkom under flugten. Måske var et næsten opløst lig af en 20-60 år gammel mand, der i september 1919 blev fundet i strandkanten ved Sønder Åby Strand en sådan omkommen flygtning. Fra Assens blev flygtningene i løbet af 1919 afskibet til deres hjemland, men mange af dem nåede forud at opholde sig i Assens i nogle år.

November var generalforsamlingstid for Andelsmejeriet Fælleslykke. Generalforsamlingen blev afholdt den 10. november. Det fremgår af regnskabet, at andelshaverne blev afregnet med 77 øre pr. 50 kg leveret mælk. Fælleslykke var i god drift og lå godt placeret ved Brænde Å.

Tanderup Sogn kunne her i november glæde sig over, at der i sognet var tre stærke brugerejede foretagender i god drift. Der var Fælleslykke oprettet i 1887. Tanderup Brugsforening med forsamlingssale oprettet i 1897. Og Elektricitetsværket Brænde Mølle oprettet i 1912. Ingen af disse foretagender er eksisterende i dag.

Udover andelsvirksomhederne var der andre virksomheder i sognet som for eksempel mølleri baseret på vandkraft, savværk, store grusgrave og selvfølgelig en lang række af større og mindre landbrug, der ikke længere var fæstegods under Wedellsborg Len.

Hvilke erhverv havde folk i Tanderup år 1919? Det kan man finde ud af ved at se på præstens notater i kirkebogen i forbindelse med årets kirkelige handlinger. Her nævnes for eksempel maskinmester, mejeribestyrer, bødker, hjulmager, dyrlæge, lærer, møllersvend, skrædder, træskomand, husmand, gårdmand, indsidder, skovarbejder og arbejdsmand. En indsidder er en, der bor til leje eller er i aftægt på en gård. Her kan jeg så benytte lejligheden til at rose pastor Hansens håndskrift. Jeg tror aldrig, jeg har set så smuk, ensartet og tydelig håndskrift. Det gør det til en fornøjelse og en æstetisk nydelse at læse hans notater i kirkebogen.

Ejby Station 1905. I baggrunden den nu nedrevne Ejby Gæstgivergård. Banebroen er endnu ikke blevet bygget. Det  skete i forbindelse med etableringen af dobbeltspor over Fyn o. 1911

December rundede Tanderup Sogneråds stillingtagen til den vestfynske jernbanekrig af. På et møde i Ejby den 8. december meddelte Tanderup, at de ikke kunne støtte Ejby-Assens jernbanen. Året 1919 blev således et år, hvor andet end Brænde Å kom til at skille de to sogne Husby og Tanderup . Tanderup kom i 1919 under Assens Retskreds, Husby under Middelfart. Tanderup og Husby var uenige om jernbanespørgsmålet. Elværket og andelsmejeriet var man dog fælles om, og fremtiden skulle vise, at 100 år efter var sognene i et så tæt samarbejde, at man ligefrem begyndte at bruge fællesbetegnelsen Husby-Tanderup om de to sogne, der dog tilhører hver sit pastoratssamarbejde, og hvor sognenes børn frekventerer tre-fire forskellige skoler i de omkringliggende sogne.

Det store i det små og det små i det store
Hermed slutter fortællingen om begivenheder og hændelser i Tanderup i 1919. Mange af de i denne fortælling omtalte begivenheder, små og ubetydelige som de tilsyneladende ser ud, viser samtidig nogle sider af det danske samfundet udvikling  gennem hundrede år erhvervsmæssigt, socialpolitisk, sundhedsmæssigt ,økonomisk, demokratisk, teknologisk, kulturelt og uddannelsesmæssigt. Og samtidig viser fortællingen, hvordan et lille sogn og hver og en af sognets indbyggere er en blandt mange vigtige brikker i det store spil såvel nationalt som globalt.

Også i 1919 udspillede dagliglivet i Tanderup Sogn sig indenfor de samme smukke rammer af vestfynsk natur og landskaber, som vi stadig oplever i dag, trods det, at der også her er sket store forandringer. Men smukt er her stadig.

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger…” Sådan beskriver Palle Lauring i sin dejlige bog ”Fyn” fra 1957 vejen ind i Tanderup Sogn forbi Minendal og møllesøen ved Hylke Mølle. Det gøres ikke bedre. 

Håre Mose. Ib Hansen 2017

Oldtidshøjene i Håre Bjerge, hvor  Hylkedamvejen fra Gelsted munder ud i Assens-Midelfartlandevejen ved Minendal.

Lad dette citat være punktum for denne fortælling. Det har været en stor fornøjelse i nogle dage ”at leve sammen” med borgerne i Tanderup Sogn for hundrede år siden. Det er ikke alt, der hundrede år efter er glemt.

Ib Hansen, 24. september 2019

Noter:

1. Teksten kan løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige forbedringer.

2. Det er med vilje, at jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder, hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer. I særlig grad har jeg brugt kirkebøger og aviser, der er tilgængelige on-line.

4. Linkliste over mine blogfortællinger fra min hjemegn Husby-Tanderup, Ejby og Vestfyn :

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html 

5. Linkliste over mine blogfortællinger fra kyst og bælt fra både den jyske og fynske side i Naturpark Lille Bælt:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/min-hjemegn-fortllinger-fra-nordlige.html

"1919" - årets gang i Husby

I hundredvis af år har den ligget ligget her, smukt placeret længst mod øst og højest i sognet. Herfra har Husby Kirke skuet ud over Lille Bælt og livets gang på den smukke vestfynske halvø.

Et ukendt lig. En hemmelig agent. Ustyrlige drifter. Ulykkelige omstændigheder. Frygtelige ulykker. Der er masser at fortælle om årets gang 1919 i det lille vestfynske sogn Husby. Mange af fortællingerne trækker tråde ud over sognets grænser.

Beboerne i Husby fik i årets løb verden tæt ind på livet. For Husby Sogn er 1919 historien om et mellemår efter den forfærdelige verdenskrig, ligesom det er et mellemår for Danmark. For Europa og for verden. Det er ikke kun verdenskrigens afslutning, der præger året. Indensogns skete der begivenheder, der bryder den ellers stille og rolige hverdag. Begivenhederne gav samtalestof og talte til sognebeboernes nysgerrighed og nyfigenhed.

I lyst og nød

I det følgende vil jeg prøve at beskrive årets gang 1919 i Husby. Om hvordan beboerne i løbet af året blev påvirket af begivenheder fra den verden, der omgiver sognet. Og om glædelige og sørgelige begivenheder indensogns.

1919 er året, hvor der hos borgerne overalt i verden indfinder sig en spirende optimisme, og hvor borgerne føler, at nu bliver der igen flere lyse timer. Som fra før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Et mellemår efter den våbenhvileaftale de  krigsførende magter indgik i november 1918. Selv om borgerne ikke vidste det ved indgangen til 1919, skulle året vise sig at blive et mellemår i forhold til de krigsførende magters våbenhvileaftale i 1918 og Sønderjyllands genforening med Danmark den 10. juli 1920.

I Husby gik hverdagene som i resten af Danmark stille roligt under verdenskrigen. Den daglige dont blev klaret, og sognets beboere passede stort set sig selv. Ægteskaber blev indgået. Børn blev født. De unge blev konfirmeret og kom ud at tjene. De syge og ældre døde og blev begravet. Det nye var de ændringer, som fulgte af de foregående års trufne beslutninger, fæstebønder blev til selvejerbønder. Gårde og husmandssteder blev overtaget, gik fra fæstegods under Wedellsborg til selveje.  Den forandring skete i Husby som et af de sidste steder i landet.

Den moderne tid med ny teknologi bankede på. Drøftelser og sonderinger om en mulig jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til Ejby eller Nørre Aaby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup fyldte en del. De diskussioner havde i 1919 stået på i omkring 10 år. Nu vandt automobiler og rutebiler frem. Det gav et helt nyt grundlag for diskussionen om etablering af jernbanedrift gennem Husby Sogn. Jernbanedrift og kønsdrift er som bekendt begge vanskelige drifter at styre. Det gjaldt også i Husby, som det vil fremgå af det følgende.

Udefra kommende problemer havde allerede vist sig i de sidste måneder af 1918. Ved indgangen til året 1919 kunne sognets beboere huske tilbage på lokale begivenheder i 1918, der gjorde verden udenfor Husby problemer nærværende.

Husby Skole cirka 1962. Billede lånt af Preben Thuesen

Sognebeboerne havde i november 1918 glædet sig til en fest for skolen, der 25 år tidligere var flyttet fra en placering ved kirken til en ny attraktiv placering. Husby Skole havde planlagt en jubilæumsfest, hvor sognebeboerne med Fyens Stiftstidendes ordvalg skulle have fejret "den smukke skolebygning", der siden 1893 havde ligget i 25 år på "et af de allersmukkeste steder" i sognet. I stedet måtte jubilæumsfesten aflyses. Årsagen var den spanske syge, en ondartet influenzaepidemi, der florerede over hele verden, og som i årene efter verdenskrigen kostede mellem 50 og 100 millioner mennesker livet. En sådan begrundelse for aflysning af en lokal festdag bragte verden tæt på.

Den tidligere birkedommerbolig ved Kællingbjerg ved Ruerne mellem Hygind og Ørslev

Ikke nok med aflysningen af skolens jubilæumsfest. Ind under jul 1918 oplevede Husbys beboere, at russiske krigsflygtninge fra det daværende tyske Sønderjylland under bevogtning af politi og militær blev internerede på egnen. I håb om at kunne komme hjem til familien i Rusland, havde flygtningene forsøgt at flygte til Danmark over Lille Bælt, men var strandet på Brandsø. Her blev de samlet op af et dansk flådeskib. Flygtningene blev sejlet til Middelfart og under bevogtning af militær og politi ført til birkedommerkontoret på Kællingebjerg på grænsen mellem Husby og Ørslev sogne. Her blev det besluttet, at internere flygtningene i et ”polakhus” under Wedellsborg Gods. I en periode levede borgerne i Husby derfor tæt sammen med russiske flygtninge.

Årets gang 1919

Nu var det så blevet 1919. Lad os måned for måned se på, hvordan livet udfoldede sig i Husby for 100 år siden. Om hundrede år er alting glemt. Sådan lyder en talemåde. Men det er ikke altid sandt. Gemte aviser, arkivalier, dokumenter og billeder kan vække en svunden tid til live igen. Jeg vil i hvert fald gøre et forsøg.

Januar. Det var måneden, hvor fredsforhandlingerne efter første verdenskrig åbnede. De allierede sejrherrer Ententen og USA holdt hemmelige forhandlinger, som resulterede i, at sejrherrerne senere på året i Versailles i maj 1919 dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Versaillesfreden ydmygede, forarmede og pressede Tyskland, så den i sig bar kimen til en ny verdenskrig.

Ejby Station. Station på statsbanernes hovedstrækning over Fyn fra Nyborg til Middelfart.
 Strækningen åbnede 8.9. 1865

I Husby fulgte man i januar med stor interesse krigen. Jernbanekrigen på Vestfyn! Ville der komme en jernbaneforbindelse fra Assens gennem Husby og videre mod nordvest? En sådan jernbaneforbindelse havde været drøftet i en halv snes år. I starten af januar blev der i Sandager afholdt et møde, hvor man endnu engang drøftede om forbindelsen fra Assens skulle gå til Ejby, Gelsted eller Nørre Aaby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup. Værre var det, at man også på mødet drøftede, om stationen skulle være i Husby eller i Håre. Mange forslag havde gennem årene været fremsat, herunder blandt andet en forlængelse til en station ved Husby Kirke af den grusbane statsbanerne havde til grusgravene i Håre Bjerge. Der havde gennem årene vist sig størst interesse for en bane fra Assens til Ejby eller Nørre Aaby. I sidste ende kunne man slet ikke nå til enighed om en jernbanelinje, og i de forløbne år havde automobiler og rutebiler taget over, så der ikke længere var basis for at etablere den manglende vestfynske jernbaneforbindelse. Rutebiler blev løsningen fremover.

Februar var måneden for tvangsudlevering af brænde. De vestfynske aviser beskriver, hvordan der i denne måned fra Wedellsborgs skove blev udleveret det af Brændselsnævnet tildelte kvantum brænde. Arbejdet med at skaffe brænde nok gav vinterarbejde til flere i Husby og i nabosognene. Skovarbejdet var hårdt fysisk arbejde, men gav mange en tiltrængt lønindkomst. Det var ekstra hårdt for skovarbejderne, når de med håndkraft skulle trække træstubbe op og kløve dem til brænde. Intet træ måtte gå til spilde.

Skovarbejdere i en af Wedellsborgs skove

Loven om Brændselsnævn var affødt af brændselsknapheden under verdenskrigen og var blevet vedtaget i Folketinget den 20. april 1917. Indenrigsministeren fik med loven bemyndigelse til at pålægge enhver ejer af skove, tørvemoser og brunkulslejer at iværksætte en forøget produktion, ligesom der blev givet bemyndigelse til at udskrive arbejdsløse til arbejdet. Lovens gennemførelse blev betroet indenrigsministeren og et særligt ”Brændselsnævn” på 9 medlemmer, hvoraf nogle skulle være kyndige i skov-, tørvemose- og brunkulslejedrift.

Helt op i 1950´erne brugte Husby Sogneråd at sende vinterledige landarbejdere på stabberydning. Kælkebakken i Husby Hole – lige nedenfor nutidens store vindmølle ved Holegården - er et eksempel på et sådant stabbearbejde. Min far deltog i dette arbejde, ligesom han også nogle vintre arbejdede som skovarbejder på Wedellsborg. Stabbe er et gammelt udtryk for en træstub.

Marts var en måned, hvor dagene i Husby gik i den vante gænge. Marts måneds avisannoncer for salg af dæk og slanger og tilbud om cykelreparationer blandt andet hos S.L. Sørensen, Eskør og smed N. Hansen, Hygind Mark viser, at cyklen var et vigtigt transportmiddel. Sognevejene var dengang belagt med grus og skærver. En belægning der gav et stort behov for reparationer af cykler. Udover de nævnte drev også cykelhandler Hindsgaul forretning i Husby.

To cyklister på grusvejen mellem Husby Kirke og Hygind, den nuværende Skræppedalsvej. Forsamlingshuset til højre. Cirka 1910-15

Ellers var marts en måned, der handlede om en hestehandel med eftersmæk i Hygind. Hestehandler Jørgensen fra Ejby led den tort, at han måtte betale sagsomkostningerne på 100 kroner i en sag, han havde anlagt mod gårdejer Jørgensen fra Hygind. Tvisten drejede sig om en af hestehandleren påstået manko på 600 kroner i forbindelse med en hestehandel. Hestehandleren havde vundet i første instans ved Wedellsborg Birketing, men sagen var blevet indanket til Overretten. På grund af en procedurefejl ved stævningen af gårdejer Jørgensen afviste Overretten sagen. Hestehandleren blev pålagt at betale sagens omkostninger. Hestehandleren blev sikkert fnysende vred, mens gårdejeren – og måske flere af sognets gårdmænd – sikkert godtede sig over afgørelsen. Hestehandler Jørgensen var en stor mand i stationsbyen Ejby.

April var konfirmationsmåneden. Nu var skolegangen afsluttet, og de konfirmerede piger og drenge kunne komme ud at tjene blandt andet på sognets gårde. I april 1919 blev der i Husby Kirke konfirmeret 11 i alt, 6 drenge og 5 piger. De kunne begynde at arbejde fra forårsskiftedagen, den 1. maj. Nu var der på skolen plads til fra den 1. april at rykke klasserne op og optage nye elever i 1. klasse.

Husby Kirke o. 1960. I baggrunden Klokkekær, der efter at være blevet selveje  blev udflyttet til den nuværende placering tæt på gårdens jorder. Mellem kirken og gården forløb roebanen i mange år.

Der blev dengang holdt to årlige konfirmationer. Ved konfirmationen i Husby Kirke i oktober 1919 blev der yderligere konfirmeret 7 i alt, 5 drenge og 2 piger. De kunne gå i arbejde fra efterårsskiftedagen den 1. november. Skiftedag betyder flyttedag. I ældre lovgivning var det den dato, hvor tjenesteforhold ophørte ved opsigelse fra en af parterne. For tyende og medhjælp på landet var 1. maj og 1. november skiftedage.

Husby Skole 1957. Året før min bror og jeg startede i skolen 1. april 1958

Min bror Leif og jeg startede i 1. klasse i Husby Skole den 1. april 1958. Dette tidspunkt for skolestart var en reminiscens fra tiden, da konfirmationen betød afslutning på skolegangen og overgang til arbejde. Skolestart den 1. april hørte til i de landsbyskoleordnede skoler. Med folkeskoleloven af 1958 blev landsbyskoleordningen afskaffet. Det fik den betydning, at de efterfølgende 1.klasser i Husby startede til august, og at vi fik nogle ekstra måneder i første klasse, så de kommende års skolegang kunne følge det nye skoleår, der nu blev indført. Gad vide om vi har haft gavn af at gå tre ekstra måneder i grundskolen?

Maj. Husby Sogneråd holdt møde i Husby Forsamlingshus den 5. maj. Der var flere mindre sager på dagsordenen. Blandt andet blev det besluttet at sælge græsset fra kommunens veje for sommeren 1919. Men så var der også en afgørende og principiel sag. Sognerådet vedtog at opkræve en dyrtidsskat hos sognets skatteborgere på samlet 4000 kr. udover den allerede opkrævede kommuneskat.

De 4000 kr. skulle opkræves hos de skatteydere, der havde mere end 3000 kr. i årlig indtægt. Sognets stærkeste skuldre skulle betale ekstra i skat, så kommunekassen kunne betale de ansatte, der var omfattet af den nyligt gennemførte dyrtidsregulering.

Husby Forsamlingshus o. 1960. Bemærk ishuset til højre i billedet.

Husby Sogneråd var af udefra kommende beslutninger tvunget til at foretage denne nok ikke så populære beslutning. Under 1. verdenskrig var priserne steget og steget, mens lønmodtagernes indkomster var faldet med 12-15 %. Derfor var der uro på arbejdsmarkedet. I flere overenskomster på det private arbejdsmarked blev der indført en automatisk regulering af lønnen i takt med prisstigningerne: en dyrtidsregulering. Folketinget vedtog i september 1919 Tjenestemandsloven. Denne lov sikrede blandt andet, at også de offentligt ansatte fremover fik dyrtidsregulering. Allerede i 1917 havde Folketinget nedsat »Den Store Lønningskommission«, så Husby Sogneråd vidste, hvad der var på vej og viste rettidig omhu, da de allerede i maj vedtog at opkræve dyrtidsskat.

Reglerne om dyrtidsregulering holdt sig længe. Lønmodtagerne havde glæde af ordningen i 68 år, indtil dyrtidsreguleringen blev helt afskaffet i 1987. Undervejs mod den endelige afvikling af dyrtidsreguleringen besluttede Folketinget i 1976, at der højst kunne udbetales en dyrtidsportion pr. halvår. Udløste dyrtidsportioner herudover skulle indefryses. Vi er mange, der nu kan nyde godt af de penge, der i årene 1977-79 blev indefrosset. Lønmodtagernes Dyrtidsfond har forvaltet vore penge godt. De indefrosne penge er blevet til et pænt beløb penge, som vi kan glæde os over at få udbetalt, når vi går på pension.

Juni blev måneden, hvor sogneboerne i Husby virkelig kom til at mærke Kingos ord om, at ”sorrig og glæde de vandre til hobe - lykke, ulykke de gange på rad”.

Fredag den 6. juni – 2 dage før Pinsedag - blev et ungt par fra Husby Sogn viet af pastor Wolf i Husby Kirke. Manden var 21 år og kvinden 18 år. Parret havde deres fædre som forlovere. Begge fædre, der var bosiddende i henholdsvis Tanderup og Husby sogne, var skovarbejdere. Så de har nok været på talefod med hinanden. Der har sikkert været en del at tale om forud for brylluppet.

Den 18-årige kvinde var nemlig i ”omstændigheder” – forhåbentlig var de eller blev de lykkelige. Allerede tre en halv måned efter vielsen fødte hun den 24. september en datter, der blev døbt i Husby Kirke den 2. november. På grund af de purunge forældres vielse den 6. juni slap datteren for i kirkebogen at få prædikatet uægte.

"Turisten II" af Assens cirka 1915. Udover søndagsture på bæltet fungerede Turisten også som postbåd og færge mellem Assens, Bågø og Brandsø.

Sommerhalvåret og særlig pinsedagene gav anledning til mange fornøjeligheder. Assensdamperen ”Turisten” sejlede søndagsture på Lille Bælt og anløb undervejs den på det tidspunkt forholdsvis nye Wedellsborg Havn. Dengang som nu smukt beliggende ved Rørdam, hvor turisterne kunne nyde traktørstedets traktement og spadsere under de lyse bøgetræer, inden skibet vendte hjem til Assens. Havnen er nu næsten eroderet bort, så det er ikke længere muligt, som vi gjorde i min ungdom at bade fra havnemolerne.

I pinsedagene 8. – 9. juni var turistsejladsen udvidet, så turdeltagerne enten kunne stå af ved Wedellsborg eller sejle videre til Fænø, hvor man undervejs kunne beundre det 113 meter høje nationale samlingssted Skamlingsbanken mod vest, og de skovklædte halvøer Wedellsborg Hoved, Ålehoved og Fønsskov mod øst. Billetprisen tur–retur til Wedellsborg og Fænø var henholdsvis 2 og 3 kroner.

Wedellsborg Havn i begyndelsen af 1900-tallet

Sejlads på Lille Bælt på det tidspunkt var ikke kun præget af lys og glæde og smuk romantisk natur. Selvom bæltet af den danske marine var erklæret mineryddet, så var der alligevel sket en minesprængning af et tysk skib ”Schülow” tidligere på året den 15. maj i farvandet mellem Bogø og Assens. Alle 11 ombordværende omkom. Måske har ulykken og frygten for at løbe på miner siddet i baghovedet på nogle af de turister, der nød søndagsturene og pinseturene til Wedellsborg med ”Turisten”. Godt, at de i pinsedagene 8.-9. juni ikke vidste, at der senere i juni måned ville ske en ny minesprængning i samme område af Lille Bælt. Det svenske skib ”Vesterby” løb nemlig på en mine og sank den 15. juni. Alle ombord blev reddet. Disse skibsulykker viste sig senere på året at få en vis tilknytning til Husby Sogn. Mere herom senere.

Julis omskiftelige sommervejr afskar Husby og nærliggende sognes telefonforbindelser til omverdenen i flere dage. Årsagen var et ualmindeligt kraftigt uvejr den 10. juli med styrtregn, lyn og torden. Telefoncentralen i Husby blev ramt af et lynnedslag. Det tog flere dage at få centralen repareret. Husby Central var central for et større område end Husby Sogn, derfor blev flere sogne end Husby påvirket af lynnedslaget. Centralhuset ligger 100 år efter her endnu, Husby Storegade nummer 35, men centralbordet med dets mange ledninger og huller er længe fjernet, og der er ikke længere nogen telefonistinder. Da telefonsystemet blev automatiseret blev der bygget en bygning med et automatisk centralanlæg bag Husby Forsamlingshus.

Husby Central 1954, nuværende Storegade 35. Via døren i gavlen kunne man gå ind og mod betaling benytte den offentlige væghængte telefon, der hang her i entreen, mens centralens telefonbord stod i et tilstødende lokale. I 1954 ejede Karen Andersen centralen.

Den 17. juli blev der i Husby Sogn født et sommerbarn. En ugift 22-årig kvinde blev mor til en dreng. Pastor Wolf har i kirkebogen noteret, at den af moderen udlagte barnefader er en mand fra Emtekær. Endvidere fremgår det af kirkebogen, at den 22-årige kvinde på ”timånedersdagen” for fødslen havde fast ophold i Emtekær. Fødslen af drengen blev derfor ikke bare tilført kirkebogen i Husby, men blev den 21. august også tilført kirkebogen i Tanderup Sogn. Da moderen var ugift, får drengen prædikatet ”uægte”, hvilket dengang havde en del konsekvenser.

Betegnelsen ”uægte” var en forkortelse for et barn født som resultat af et "uægteskabeligt" forhold. Den juridiske betydning af at være født uden for ægteskab bestod i, at børnene indtil 1937 ikke havde arveret efter faderen og ikke havde ret til at bære hans navn. Først så sent som i 1960 blev sondringen mellem ægte og uægte børn ophævet i lovgivningen.

”Timånedersdagen” havde betydning for fastlæggelse af stedet, hvor det ”uægte” barns undfangelse var sket. Dermed var der større chance for at indkredse barnefaderen og få fastlagt barnets ””fødselshjemstedsret”. "Fødselshjemstedsretten" var afgørende i forhold til, hvilket sogn der havde forsørgelsespligten i forhold til en eventuel fattigydelse. Sognene havde en interesse i at undgå at hænge på forsørgelsespligten, derfor var de meget omhyggelige med at få disse ting indført i kirkebøgerne. Hvis nogen undrer sig over, at det er timånedersdagen og ikke nimånedersdagen, så er det værd at huske på, at en graviditet normalt varer 40 uger, altså 9 ½ måned.

Et barn er vel et barn? Først i 1960 blev sondringen mellem uægte og ægte børn ophævet.

Da sognepræst Wolf i Husby ved årets udgang 1919 optalte antallet af årets fødsler, nåede han frem til, at der i alt var født 19 børn, 10 drenge og 9 piger. Af disse var hele 6 svarende til næsten en tredjedel undfanget uden for eller før ægteskab. Nogle børn undgik prædikatet ”uægte”, da deres mor nåede at blive gift nogle måneder før nedkomsten.

Husby Brugsforening 1954

Husby Sogn havde med andre ord i 1919 lige så store problemer med at styre kønsdriften som jernbanedriften. Jernbanedriften nåede der dog aldrig at komme noget ud af i modsætning til, hvad der var tilfældet for kønsdriften.

Juli måned sluttede – ikke med et prekært, men med et pekuniært positivt tiltag. Husby Brugsforenings generalforsamling søndag den 27. juli vedtog med formanden fisker Christiansen, Wedellsborg i spidsen at udbetale et mindre dyrtidsvederlag til brugsuddeleren. Dermed kom Husby Brugsforening på omgangshøjde med Husby Sogneråd, der som tidligere nævnt havde besluttet at opkræve dyrtidsskat for at kunne udbetale dyrtidstillæg til sine ansatte.

August måned bød i Husby som ud over landet på høstens glæder og udfordringer. Temperaturerne var i sommermånederne juni, juli og august på Fyn i 1919 noget under normalen, hvilket forsinkede væksten. Nedbøren i august måned faldt hovedsagelig i månedens sidste halvdel. Høsten blev derfor forskubbet, hvilket gav overordentlig travlhed, da høsten endelig kom i gang.

Heldigvis boede der i Husby på Tjørnegaard en opfindsom mand kaldet Jakob Patent. På dåbsattesten hed han Jakob Hansen Pedersen. Sammen med smed Ditlevsen stod Jakob Patent for en del patenterede opfindelser, der kunne lette og effektivisere arbejdet i landbruget. Blandt deres opfindelser var en skånsom radrenser. I august måned 1919 annoncerede de to partnere i alle landets aviser med deres såkaldte pakkemaskine kaldet ”Universal”. Det var en presser og transportør, der i en arbejdsgang kunne lette arbejdet, når bønderne senere på året skulle tærske det korn, som de i løbet af august og september havde kørt hjem på gårdene og lagt på lager på stænger og lofter, indtil det blev tærsketid.

Jakob Patent boede med sin familie på Tjørnegaard på hjørnet af Kalvehave og Storegade. Området ved Kalvehave er i dag en fornøjelse at besøge. Smukt vedligeholdte gamle gårde som Tjørnegaard, Gammelgaard og flere andre smukke ejendomme. Gammelgaard er er firlænget bindingsværksgård fra begyndelsen af 1700-tallet og blev fredet i 1989, mens Tjørnegaard i 2012 af Det Særlige Bygningssyn blev erklæret for bevaringsværdig.

Gårdemiljøet som det tager sig ud i 2019 i krydset ved Storegade og Kalvehave. Ib Hansen august 2019.

Tjørnegårdens stuehus er bygget i 1874 og signalerer en rig, driftig og veldrevet gård. Stuehuset indeholder mange fine arkitektoniske detaljer som for eksempel bloktandsgesimser ved murenes afslutning mod taget og et usædvanligt fornemt sprosseværk i trekantvinduet i nordkvisten.

Gården havde Jakobs far Niels Pedersen fæstet af Wedellsborg Gods. Helt til 1916, da Jakob længe var blevet gift og fyldt 36 år, skulle der betales fæsteafgift. Wedellsborg Gods var et af de sidste steder i landet, hvor gårdene var fæstegårde. Tjørnegaard blev ligesom mange andre gårde i Husby først selveje i 1916 på et tidspunkt, hvor alle kunne se, hvor det bar hen med fæstemålsmodellen. Et flertal i Folketinget havde nemlig længe arbejdet på en lov, der skulle tvinge de sidste godser til afvikle fæstegårdene, så de kunne overgå til selveje. De fleste godser havde allerede frivilligt opgivet at holde fæstegårde mange år tidligere, men som nævnt ikke Wedellsborg.

Det var ikke bare med sine patenter på landbrugsmaskiner, Jakob arbejdede på at sikre effektiviteten i landbruget. Hans evner til nytænkning af funktionalitet kom også til udtryk i de avlsbygninger, han byggede i 1930. De nye avlslænger var usædvanlige på det tidspunkt og vidnede om Jakobs rationelle tilgang. Avlslængerne er et for den tid usædvanligt eksempel på konstruktiv nytænkning af pladsbehov og indretning af driftsbygninger. For de fleste landboere i de år stod den firelængede gård, som nabogården Gammelgaard er et usædvanlig smukt eksempel på, stadig som idealet for en gård, også selv om dette ideal ikke længere var rationelt i forhold til landbrugsdriften.

Jakob Hansen Pedersen døde i 1958. Gården blev drevet videre af hans enke med hjælp fra en bestyrer, indtil hun døde i 1964. Jakob og Louise Pedersen blev begravet i et familiegravsted på Husby Kirkegård sammen med Jakobs forældre. Gravstenene står der stadig.

Tjørnegaardens bestyrer havde mine brødre og jeg af og til vores hyr med, da vi var drenge. Han var ikke altid lige tilfreds med, at vi byggede huler og tændte bål i Tjørnegaardens bondeskov, der ligger i Husby Hole tæt op af, hvor vi boede i vores barndom. Men det var en del af spændingen ved at færdes i skoven, og vi fandt jo ud af det. Eller måske opgav han.

September var selvfølgelig som hvert år, måneden på kanten mellem årets lyse dage og årets mørke dage. I Husby Sogn indtraf imidlertid en begivenhed, der særlig satte livets mørke sider i fokus.

Udsigten fra Sønder Åby Strand mod Assens og Bågø. Allerede i 1914 minerede Danmark farvandet mellem Bågø og Wedellsborg Hoved, mens Tysland minerede sit farvand mellem Bågø og Årø.

Her mellem Wedellsborghalvøens klinter og Sønder Åby Strand blev der 21. september i vandet fundet et ukendeligt lig.

Meget tæt på efterårsjævndøgn blev der den 21. september gjort et makabert fund i strandkanten mellem Sønder Åby Strand og klinterne ved Wedellsborg Hoved. Det var et lig, der havde ligget så længe i vandet, at det var ugenkendeligt. Liget kunne ikke identificeres nærmere end til at være en mand på mellem 20 og 60 år.

Verdenskrigen var endnu meget nærværende. Danskerne hørte stadig jævnligt om ulykkelige hændelser, der kunne henføres til den forfærdelige krig. Det var noget folk fulgte levende med i. Pastor Wolf kunne derfor ikke i forbindelse med ligets begravelse på Husby Kirkegård den 25. september lade være med at indføre nogle personlige gætterier i kirkebogen. ”Vistnok sømand eller fisker, antagelig fra en svensk damper, som havde last af klid og blev minestødt ud for Assens nogle måneder forinden”. Sådan kirkebogsfører sognepræsten sine gætterier. Det har selvfølgelig for Wolf været forfærdeligt ikke at kunne identificere den afdøde, så eventuelle pårørende kunne få besked.

Ganske rigtigt var der som tidligere omtalt den 15. juni 1919 sket en frygtelig skibsulykke ud for Assens. En svensk damper ”Vesterby”, der var på vej fra Kielerkanalen gennem Lille Bælt med en last klid fra Antwerpen til Kolding, var løbet på en vildfaren mine. Alle på dette skib blev reddet, så liget kan næppe have været en sømand dette skib.

I maj måned var den tyske damper ”Schülow” blevet minesprængt og alle 11 ombordværende var omkommet. Så måske var det ugenkendelige lig en tysk sømand fra dette skib.

Såre menneskeligt og forståeligt, at pastor Wolf i Husby var ked af ikke at kende identiteten af den person, han begravede og derfor gjorde sig nogle gætterier om, hvem det mon kunne være. Men det kunne nok ikke være en svensk sømand, snarere en tysk. Måske var det en russisk krigsflygtning. Ligets tilstand kunne godt tyde på, at det havde ligget længe i havet. I årene 1915-19 lykkedes det omkring 1600 russiske krigsfanger fra det tyske Sønderjylland at flygte over Lille Bælt til Fyn. Men rigtig mange gik til under flugten, der ofte foregik på nødtørftigt sammenflikkede flåder eller i dejtruge og plimsollere. Det kunne derfor sagtens være liget af en flygtende russisk krigsfange, som pastor Wolf måtte begrave som ukendt på Husby Kirkegård. Hvorfor han blandt mulighederne en svensker, en tysker, en russer eller en helt anden valgte den svenske mulighed, kan jeg kun gisne om. Men svenskere var jo nok på den tid de mest populære blandt de tre fremmede nationaliteter. Faktum er, at den person, pastor Wolf måtte begrave på Husby Kirkegård den 25. september 1919 forblev ukendt.

Årets høstgudstjeneste blev det år i øvrigt afholdt søndag den 21. september, samme dag som det ukendte lig blev fundet ved Sønder Åby Strand. Ordene fra Jobs bog “Herren gav, Herren tog” i omformuleringen “havet tog, havet gav” dukker ofte op, når jeg går ture på kanten mellem land og hav fra Sønder Åby Strand til Wedellsborg Hoved. Ud over de herlige naturoplevelser nyder jeg under vandringen at bruge min historiske fantasi til at levendegøre de begivenheder, der fandt sted i denne del af Lille Bælt under og lige efter Første Verdenskrig.   

Oktober er måneden, hvor årets anden konfirmation som tidligere nævnt blev afholdt i Husby Kirke. Dette år var der kun 7, der blev konfirmeret den 5. oktober. Så var der 5 drenge og 2 piger mere, der kunne gøre gavn til skiftedag den 1. november. En del af dem var nu allerede i tjeneste fremgår det af kirkebogens optegnelser.

Wedellsborg Slot. Den nuværende ejer Bendt Wedell bliver den sidste med titel af lensgreve

I oktober 1919 trådte flere vedtagne love i kraft, love der fik store konsekvenser for Wedellsborg Gods og Husbyegnen. Lovgivningen ophævede de gamle adelige privilegier fra enevældens indførelse i 1600-tallet i forhold til len, fæstegods og egne birketing. Efter disse gamle regler var godserne undtaget fra de almindelige arveregler og skulle gå udelt i arv til nærmeste arving efter en fastlagt arvefølge. Var der ingen arving, ”hjemfaldt” godserne til staten.

Med lensafløsningen i  oktober 1919 opgav staten sin hjemfaldsret mod en afgift på 25 % af ejendommenes værdi. Derudover skulle lensbesidderne mod erstatning afgive 1/3 af deres jordareal til udstykning af husmandsbrug.

Lovgivningen fik vidtrækkende betydning i forhold til Husby Sogn. Bønderne fik selvejet lovfæstet. Husmændene fik tillagt mere jord, og der blev anlagt nye husmandskolonier. Et af de fineste eksempler på en sådan husmandskoloni kan vi endnu se ved Skovløkken på vejen mellem Husby og Føns. Og så indebar lovgivningen fra oktober 1919, at den nuværende lensgreve Bendt Wedell på Wedellsborg bliver den sidste i rækken med denne titel. Loven indeholdt nemlig en bestemmelse om, at lensgrevetitlen skulle bortfalde efter tredje generation.

I oktober 1919 trådte også den af Folketinget vedtagne retsplejelov i kraft. Den medførte, at Wedellsborg Birk på Kællingbjerg blev sammenlagt med Vends Herredsting og Middelfart Byting. Den del af Wedellsborg Birk, der lå i Båg Herred bliver lagt sammen med Båg Herredsting og Assens Byting. By- og herredsfoged-embedet blev delt op i 3: borgmester, politimester og dommer. Ønsket om en tredeling af magten i Danmark i den lovgivende, dømmende og udøvende magt blev med retsreformen 1919 endelig gennemført. Kællingbjerg arresthus blev først nedrevet under 2. verdenskrig. Stenene blev brugt ved opførelsen af Ejby Skotøjsfabrik. Bygningen ligger der endnu, Jernbanegade 13, skråt overfor Ejby Station.

Men oktober handlede i Husby ikke kun om virkningerne af nye love og regler. Når beboerne kiggede op, kunne de ind i mellem opleve de moderne tider. Middelfart Venstreblad bringer den 8. oktober en lakonisk historie over tre linjer, hverken mere eller mindre. Det er en historie, der varsler, at de moderne tider nu  rigtig har indfundet sig. ”En Flyvemaskine – passerede i Formiddags over Husby og gik i nordvestlig Retning”. Der skulle ikke gå lang tid, før en sådan historie ikke fik plads i aviserne.

Gammel filmplakat for første del af Zorro-film. Zorro-film var populære blandt drengene, når rejsebiografen afholdt filmforestillinger i Husby Forsamlingshus

De moderne tider oplevede sogneboerne også havde indfundet sig på morskabsområdet. Rejsebiografen Vestfyns Biografteater opførte den 11. oktober kl. 19.30 i Husby Forsamlingshus en filmatisering af Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet” i seks akter. Det var selvfølgelig en stumfilm, sikkert ledsaget af levende musik fra en klaverbokser. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det var. Vi kom også sidst i 1950´erne til forestillinger afholdt af en omrejsende biograf i Husby Forsamlingshus. 50 øre for børn for at sidde på gymnastikbænkene forrest i salen. Men det var trods alt tonefilm. At de så somme tider glemte at vise del to af en Zorro-film, eller at de startede med del to før del et måtte vi tage med!

November var den koldeste november i mands minde. Månedens middeltemperatur blev kun på 0,7 plusgrader og med et maksimum på plus 10,1 grad og et minimum på minus 16,1 grader. Månedens middeltemperatur var dermed langt under november måneds gennemsnitlige normaltemperatur, som i 30-års perioden 1961 – 1990 er målt til plus 6,7 grader.

Vinterstemning o. 1920. Wedellsborg Slotsallé

Midt i november blev der en forfærdelig snestorm over hele landet. Middelfart Venstreblad kunne den 18. november meddele, at sneen i Husby lå i meterhøje driver. Mælkevognene fra Husby kunne ikke nå frem til andelsmejeriet ”Fælleslykke”, der lå nær Brænde Å ved Brænde Mølle og Brænde Elværk. En del af mejeriet ligger der endnu. I stedet blev mælken fra Husbygårdene indleveret og behandlet på herregårdsmejeriet Wedellsborg. Mejeriet med de berømte Wedellsborg-oste. Stuehuset fra dette mejeri ligger der også endnu. På hjørnet af Tybrindvej og Rævebjerg, hvor vejen går over Moserenden  på en vejdæmning, der på kortblade benævnes Fristensbro. Et navn hvis betydning trods en flerårig ihærdig indsats fra min side fortsat er en uløselig gåde.

Wedellsborg Mejeri på hjørnet af Tybrindvej og Rævebjerg. Nu er kun stuehuset tilbage. I forgrunden vejdæmningen med det indtil nu for mig uforklarlige navn Fristensbro

December var hemmelighedernes måned. Der foregik ting og sager, som sogneboerne ikke var bekendt med. Og det var ikke kun juleforberedelser og julegaveindkøb.

Det sogneboerne i Husby ikke vidste var, at det danske hemmelige politi, Statspolitiet fulgte i hælene på hemmelige agenter, der rejste med bud mellem Tyskland og Rusland. Kurérerne rejste over Lille Bælt og gik i land et sted på Wedellsborghalvøen for at vandre til Ejby som nærmeste station for at tage toget østpå.

Det fremgår af en langt senere frigivet indrapportering, at Statspolitiet i december 1919 på afstand iagttog en fremmed mand på perron 1 på Ejby Station. De noterede sig til deres efterretningsrapport, at manden kiggede sig nervøst omkring og spejdede utålmodigt efter det østgående tog.

Ejby Station 1905. Før banebroen blev bygget.. Gæstgivergården i baggrunden er nu nedrevet

Manden havde god grund til at være nervøs. Det danske Statspoliti holdt ham som nævnt under observation. Statspolitiet havde til og med udarbejdet et nøje signalement af ham. Der var tale om en mand, der var »ca. 50 Aar gl., graaligt Spidsskæg, omtrent hvidt Haar, ca. 1,70m høj, iført graalig Ulster, graa Kunstnerhat, meget tilbagebøjet, saaledes at Maven stikker noget frem.«

Manden var på vej til Sankt Petersborg i Rusland. Han var kurér for de kræfter i Berlin, der efter 1. Verdenskrigs ophør forsøgte at skabe en revolution i Tyskland i lighed med den russiske revolution. De revolutionære i Berlin sendte hver uge kurérer til Rusland. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder - over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten så tæt på Ejby som muligt. Den nævnte kurér, som sikkert flere før ham, vandrede til Ejby Station og tog toget der. Fra Ejby gik turen over København, Sverige og Finland til Sankt Peterborg. Det danske Statspoliti fulgte nøje aktiviteterne, da myndighederne nærede en stor frygt for, at også Danmark kunne blive udsat for en revolution. I løbet af 1918-1919 havde der været en del syndikalist- og arbejderuroligheder i Danmark, der havde næret myndighedernes uroligheder. Syndikalismen var en strømning inden for arbejderbevægelsen, der søgte at opnå socialisme via faglig og økonomisk kamp frem for parlamentarisk politik.

Situationen omkring nævnte kurérs rejse over Lille Bælt og videre over Fyn og østpå med Statspolitiet i hælene er blot et eksempel på, at uroen ikke var slut med krigens afslutning i 1918. Det lykkedes ikke at skabe den fælles europæiske revolution, som de revolutionære i Berlin og Sankt Petersborg korresponderede så ihærdigt om tværs over Lille Bælt. Ikke godt at vide, hvordan det var gået, hvis deres bestræbelser var lykkedes. Måske meget godt, at Husbys beboerne ikke vidste, at der om natten foregik sådanne aktiviteter lige uden for deres vinduer. Så havde de måske fået en urolig jul.

Årene fremover – de moderne tider presser på

Hermed slutter beskrivelsen af hændelserne og årets gang i Husby 1919. Som det forhåbentlig fornemmes, så gik dagligdagen stille og roligt, men den moderne tid pressede sig på. Nye og effektive maskiner, jernbaneplaner, automobiler, flyvemaskiner, levende billeder, ændring af lokale magtforhold, overenskomster på arbejdsmarkedet. Der var meget, der bar frem mod det nye år, hvor en af de lykkelige begivenheder blev, at  en del af det tabte land i Sønderjylland den 10. februar 1920 stemte sig hjem til Danmark.  Husbyborgerne kunne i 1919 endnu ikke vide, at når de næste år - efter 10. juli 1920 - kiggede over Lille Bælt mod den smukke kyst på den anden side, så ville denne ikke være tysk, men igen dansk. Men 1920 er en helt anden historie, der falder udenfor denne fortællings rammer.

Afstemningsplakat fra agitationen forud for afstemningen om eventuel genforening 10. februar 1920. Billedet er tegnet af maleren Joakim Skovgaard og digtet er skrevet i 1918 af nobelprismodtageren i litteratur Henrik Pontoppidan.
 

Den gamle talemåde ”om hundrede år er alting glemt” er kun delvis sand. Det kan lade sig gøre ved brug af overleveret materiale at fraviste nogle glimt af, hvordan det var at leve for hundrede år siden. Det er vigtigt. Et samfund der ikke kender sin historie bliver et dement samfund.

Inspiration fra ”1913”

Min inspiration til alene at kalde min fortælling for ”1919” og måned for måned fortælle om årets små og store begivenheder i Husby Sogn kommer - helt uden sammenligning i øvrigt - fra min læsning af den meget anbefalelsesværdige bog af Florian Illies ”1913 – århundredets sommer”. 

En vigtig, vægtig og væsentlig bog om europæiske værdier og europisk kultur

”1913” er en historie om året, hvor moderne kunst, videnskab, politik og teknik syntes at folde sig ud. Og samtidig - set i bakspejlet – året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Florian Illies formår virtuost at udfolde et farverigt panorama over året med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger, der giver genlyd op i århundredet. Illies fortællinger foregår for det meste i Wien, Berlin, München, Prag, Paris, New York og andre storbyer og inddrager Hitler, Stalin, Freud, Kafka, Jung, Louis Armstrong og mange andre kendte personer.

Således inspireret stillede jeg mig selv opgaven, om jeg med udgangspunkt - ikke i storbyer, store lande og store personligheder, men - i et lille vestfynsk landsogn og med sognets daværende persongalleri kunne levendegøre noget af den tids dagligliv, glæder og sorger. Og ikke mindst de generelle menneskelige udfordringer, der blev affødt af den moderne tids gennembrud, mens borgerne ventede på lysere tider og havde store forhåbninger til fremtiden. Dengang vidste de heldigvis ikke, at verden allerede 20 år efter i september 1939 så starten på endnu en udmarvende verdenskrig med ufattelige lidelser og en indtil da utænkelig dehumanisering. Det må være i et anfald af historisk demens, at man i 1939 helt havde glemt Første Verdenskrigs rædsler og blot 20 år efter gik ind i en ny krig. Lad os håbe, at vi i vores tid ikke falder i et sådant hul af samfundsmæssig historisk demens. Om hundrede er alting forhåbentlig ikke glemt!

Efterfølgende har jeg med samme udgangspunkt lavet en tilsvarende artikel "1919-II" om nabosognet Tanderup: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html

Ib Hansen, 12. september 2019

Noter:
1. Beklager typografien. Worddokumentet med mit originalmanuskript er helt i orden, men når teksten bliver lagt ind i blogskabelonen bliver den forskellig i tekststørrelse. Har kæmpet med det, men kan ikke gøre noget ved det.

2. Teksten vil løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige forbedringer.

3. Det er med vilje, at jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer. I særlig grad har jeg brugt kirkebøger og aviser, der er tilgængelige on-line.

4. Linkliste over mine blogfortællinger fra min hjemegn Husby-Tanderup, Ejby og Vestfyn :

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html 

5. Linkliste over mine blogfortællinger fra kyst og bælt fra både den jyske og fynske side i Naturpark Lille Bælt:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/min-hjemegn-fortllinger-fra-nordlige.html