"1919" - årets gang i Husby

I hundredvis af år har den ligget ligget her, smukt placeret længst mod øst og højest i sognet. Herfra har Husby Kirke skuet ud over Lille Bælt og livets gang på den smukke vestfynske halvø.

Et ukendt lig. En hemmelig agent. Ustyrlige drifter. Ulykkelige omstændigheder. Frygtelige ulykker. Der er masser at fortælle om årets gang 1919 i det lille vestfynske sogn Husby. Mange af fortællingerne trækker tråde ud over sognets grænser.

Beboerne i Husby fik i årets løb verden tæt ind på livet. For Husby Sogn er 1919 historien om et mellemår efter den forfærdelige verdenskrig, ligesom det er et mellemår for Danmark. For Europa og for verden. Det er ikke kun verdenskrigens afslutning, der præger året. Indensogns skete der begivenheder, der bryder den ellers stille og rolige hverdag. Begivenhederne gav samtalestof og talte til sognebeboernes nysgerrighed og nyfigenhed.

I lyst og nød

I det følgende vil jeg prøve at beskrive årets gang 1919 i Husby. Om hvordan beboerne i løbet af året blev påvirket af begivenheder fra den verden, der omgiver sognet. Og om glædelige og sørgelige begivenheder indensogns.

1919 er året, hvor der hos borgerne overalt i verden indfinder sig en spirende optimisme, og hvor borgerne føler, at nu bliver der igen flere lyse timer. Som fra før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Et mellemår efter den våbenhvileaftale de  krigsførende magter indgik i november 1918. Selv om borgerne ikke vidste det ved indgangen til 1919, skulle året vise sig at blive et mellemår i forhold til de krigsførende magters våbenhvileaftale i 1918 og Sønderjyllands genforening med Danmark den 10. juli 1920.

I Husby gik hverdagene som i resten af Danmark stille roligt under verdenskrigen. Den daglige dont blev klaret, og sognets beboere passede stort set sig selv. Ægteskaber blev indgået. Børn blev født. De unge blev konfirmeret og kom ud at tjene. De syge og ældre døde og blev begravet. Det nye var de ændringer, som fulgte af de foregående års trufne beslutninger, fæstebønder blev til selvejerbønder. Gårde og husmandssteder blev overtaget, gik fra fæstegods under Wedellsborg til selveje.  Den forandring skete i Husby som et af de sidste steder i landet.

Den moderne tid med ny teknologi bankede på. Drøftelser og sonderinger om en mulig jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til Ejby eller Nørre Aaby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup fyldte en del. De diskussioner havde i 1919 stået på i omkring 10 år. Nu vandt automobiler og rutebiler frem. Det gav et helt nyt grundlag for diskussionen om etablering af jernbanedrift gennem Husby Sogn. Jernbanedrift og kønsdrift er som bekendt begge vanskelige drifter at styre. Det gjaldt også i Husby, som det vil fremgå af det følgende.

Udefra kommende problemer havde allerede vist sig i de sidste måneder af 1918. Ved indgangen til året 1919 kunne sognets beboere huske tilbage på lokale begivenheder i 1918, der gjorde verden udenfor Husby problemer nærværende.

Husby Skole cirka 1962. Billede lånt af Preben Thuesen

Sognebeboerne havde i november 1918 glædet sig til en fest for skolen, der 25 år tidligere var flyttet fra en placering ved kirken til en ny attraktiv placering. Husby Skole havde planlagt en jubilæumsfest, hvor sognebeboerne med Fyens Stiftstidendes ordvalg skulle have fejret "den smukke skolebygning", der siden 1893 havde ligget i 25 år på "et af de allersmukkeste steder" i sognet. I stedet måtte jubilæumsfesten aflyses. Årsagen var den spanske syge, en ondartet influenzaepidemi, der florerede over hele verden, og som i årene efter verdenskrigen kostede mellem 50 og 100 millioner mennesker livet. En sådan begrundelse for aflysning af en lokal festdag bragte verden tæt på.

Den tidligere birkedommerbolig ved Kællingbjerg ved Ruerne mellem Hygind og Ørslev

Ikke nok med aflysningen af skolens jubilæumsfest. Ind under jul 1918 oplevede Husbys beboere, at russiske krigsflygtninge fra det daværende tyske Sønderjylland under bevogtning af politi og militær blev internerede på egnen. I håb om at kunne komme hjem til familien i Rusland, havde flygtningene forsøgt at flygte til Danmark over Lille Bælt, men var strandet på Brandsø. Her blev de samlet op af et dansk flådeskib. Flygtningene blev sejlet til Middelfart og under bevogtning af militær og politi ført til birkedommerkontoret på Kællingebjerg på grænsen mellem Husby og Ørslev sogne. Her blev det besluttet, at internere flygtningene i et ”polakhus” under Wedellsborg Gods. I en periode levede borgerne i Husby derfor tæt sammen med russiske flygtninge.

Årets gang 1919

Nu var det så blevet 1919. Lad os måned for måned se på, hvordan livet udfoldede sig i Husby for 100 år siden. Om hundrede år er alting glemt. Sådan lyder en talemåde. Men det er ikke altid sandt. Gemte aviser, arkivalier, dokumenter og billeder kan vække en svunden tid til live igen. Jeg vil i hvert fald gøre et forsøg.

Januar. Det var måneden, hvor fredsforhandlingerne efter første verdenskrig åbnede. De allierede sejrherrer Ententen og USA holdt hemmelige forhandlinger, som resulterede i, at sejrherrerne senere på året i Versailles i maj 1919 dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Versaillesfreden ydmygede, forarmede og pressede Tyskland, så den i sig bar kimen til en ny verdenskrig.

Ejby Station. Station på statsbanernes hovedstrækning over Fyn fra Nyborg til Middelfart.
 Strækningen åbnede 8.9. 1865

I Husby fulgte man i januar med stor interesse krigen. Jernbanekrigen på Vestfyn! Ville der komme en jernbaneforbindelse fra Assens gennem Husby og videre mod nordvest? En sådan jernbaneforbindelse havde været drøftet i en halv snes år. I starten af januar blev der i Sandager afholdt et møde, hvor man endnu engang drøftede om forbindelsen fra Assens skulle gå til Ejby, Gelsted eller Nørre Aaby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup. Værre var det, at man også på mødet drøftede, om stationen skulle være i Husby eller i Håre. Mange forslag havde gennem årene været fremsat, herunder blandt andet en forlængelse til en station ved Husby Kirke af den grusbane statsbanerne havde til grusgravene i Håre Bjerge. Der havde gennem årene vist sig størst interesse for en bane fra Assens til Ejby eller Nørre Aaby. I sidste ende kunne man slet ikke nå til enighed om en jernbanelinje, og i de forløbne år havde automobiler og rutebiler taget over, så der ikke længere var basis for at etablere den manglende vestfynske jernbaneforbindelse. Rutebiler blev løsningen fremover.

Februar var måneden for tvangsudlevering af brænde. De vestfynske aviser beskriver, hvordan der i denne måned fra Wedellsborgs skove blev udleveret det af Brændselsnævnet tildelte kvantum brænde. Arbejdet med at skaffe brænde nok gav vinterarbejde til flere i Husby og i nabosognene. Skovarbejdet var hårdt fysisk arbejde, men gav mange en tiltrængt lønindkomst. Det var ekstra hårdt for skovarbejderne, når de med håndkraft skulle trække træstubbe op og kløve dem til brænde. Intet træ måtte gå til spilde.

Skovarbejdere i en af Wedellsborgs skove

Loven om Brændselsnævn var affødt af brændselsknapheden under verdenskrigen og var blevet vedtaget i Folketinget den 20. april 1917. Indenrigsministeren fik med loven bemyndigelse til at pålægge enhver ejer af skove, tørvemoser og brunkulslejer at iværksætte en forøget produktion, ligesom der blev givet bemyndigelse til at udskrive arbejdsløse til arbejdet. Lovens gennemførelse blev betroet indenrigsministeren og et særligt ”Brændselsnævn” på 9 medlemmer, hvoraf nogle skulle være kyndige i skov-, tørvemose- og brunkulslejedrift.

Helt op i 1950´erne brugte Husby Sogneråd at sende vinterledige landarbejdere på stabberydning. Kælkebakken i Husby Hole – lige nedenfor nutidens store vindmølle ved Holegården - er et eksempel på et sådant stabbearbejde. Min far deltog i dette arbejde, ligesom han også nogle vintre arbejdede som skovarbejder på Wedellsborg. Stabbe er et gammelt udtryk for en træstub.

Marts var en måned, hvor dagene i Husby gik i den vante gænge. Marts måneds avisannoncer for salg af dæk og slanger og tilbud om cykelreparationer blandt andet hos S.L. Sørensen, Eskør og smed N. Hansen, Hygind Mark viser, at cyklen var et vigtigt transportmiddel. Sognevejene var dengang belagt med grus og skærver. En belægning der gav et stort behov for reparationer af cykler. Udover de nævnte drev også cykelhandler Hindsgaul forretning i Husby.

To cyklister på grusvejen mellem Husby Kirke og Hygind, den nuværende Skræppedalsvej. Forsamlingshuset til højre. Cirka 1910-15

Ellers var marts en måned, der handlede om en hestehandel med eftersmæk i Hygind. Hestehandler Jørgensen fra Ejby led den tort, at han måtte betale sagsomkostningerne på 100 kroner i en sag, han havde anlagt mod gårdejer Jørgensen fra Hygind. Tvisten drejede sig om en af hestehandleren påstået manko på 600 kroner i forbindelse med en hestehandel. Hestehandleren havde vundet i første instans ved Wedellsborg Birketing, men sagen var blevet indanket til Overretten. På grund af en procedurefejl ved stævningen af gårdejer Jørgensen afviste Overretten sagen. Hestehandleren blev pålagt at betale sagens omkostninger. Hestehandleren blev sikkert fnysende vred, mens gårdejeren – og måske flere af sognets gårdmænd – sikkert godtede sig over afgørelsen. Hestehandler Jørgensen var en stor mand i stationsbyen Ejby.

April var konfirmationsmåneden. Nu var skolegangen afsluttet, og de konfirmerede piger og drenge kunne komme ud at tjene blandt andet på sognets gårde. I april 1919 blev der i Husby Kirke konfirmeret 11 i alt, 6 drenge og 5 piger. De kunne begynde at arbejde fra forårsskiftedagen, den 1. maj. Nu var der på skolen plads til fra den 1. april at rykke klasserne op og optage nye elever i 1. klasse.

Husby Kirke o. 1960. I baggrunden Klokkekær, der efter at være blevet selveje  blev udflyttet til den nuværende placering tæt på gårdens jorder. Mellem kirken og gården forløb roebanen i mange år.

Der blev dengang holdt to årlige konfirmationer. Ved konfirmationen i Husby Kirke i oktober 1919 blev der yderligere konfirmeret 7 i alt, 5 drenge og 2 piger. De kunne gå i arbejde fra efterårsskiftedagen den 1. november. Skiftedag betyder flyttedag. I ældre lovgivning var det den dato, hvor tjenesteforhold ophørte ved opsigelse fra en af parterne. For tyende og medhjælp på landet var 1. maj og 1. november skiftedage.

Husby Skole 1957. Året før min bror og jeg startede i skolen 1. april 1958

Min bror Leif og jeg startede i 1. klasse i Husby Skole den 1. april 1958. Dette tidspunkt for skolestart var en reminiscens fra tiden, da konfirmationen betød afslutning på skolegangen og overgang til arbejde. Skolestart den 1. april hørte til i de landsbyskoleordnede skoler. Med folkeskoleloven af 1958 blev landsbyskoleordningen afskaffet. Det fik den betydning, at de efterfølgende 1.klasser i Husby startede til august, og at vi fik nogle ekstra måneder i første klasse, så de kommende års skolegang kunne følge det nye skoleår, der nu blev indført. Gad vide om vi har haft gavn af at gå tre ekstra måneder i grundskolen?

Maj. Husby Sogneråd holdt møde i Husby Forsamlingshus den 5. maj. Der var flere mindre sager på dagsordenen. Blandt andet blev det besluttet at sælge græsset fra kommunens veje for sommeren 1919. Men så var der også en afgørende og principiel sag. Sognerådet vedtog at opkræve en dyrtidsskat hos sognets skatteborgere på samlet 4000 kr. udover den allerede opkrævede kommuneskat.

De 4000 kr. skulle opkræves hos de skatteydere, der havde mere end 3000 kr. i årlig indtægt. Sognets stærkeste skuldre skulle betale ekstra i skat, så kommunekassen kunne betale de ansatte, der var omfattet af den nyligt gennemførte dyrtidsregulering.

Husby Forsamlingshus o. 1960. Bemærk ishuset til højre i billedet.

Husby Sogneråd var af udefra kommende beslutninger tvunget til at foretage denne nok ikke så populære beslutning. Under 1. verdenskrig var priserne steget og steget, mens lønmodtagernes indkomster var faldet med 12-15 %. Derfor var der uro på arbejdsmarkedet. I flere overenskomster på det private arbejdsmarked blev der indført en automatisk regulering af lønnen i takt med prisstigningerne: en dyrtidsregulering. Folketinget vedtog i september 1919 Tjenestemandsloven. Denne lov sikrede blandt andet, at også de offentligt ansatte fremover fik dyrtidsregulering. Allerede i 1917 havde Folketinget nedsat »Den Store Lønningskommission«, så Husby Sogneråd vidste, hvad der var på vej og viste rettidig omhu, da de allerede i maj vedtog at opkræve dyrtidsskat.

Reglerne om dyrtidsregulering holdt sig længe. Lønmodtagerne havde glæde af ordningen i 68 år, indtil dyrtidsreguleringen blev helt afskaffet i 1987. Undervejs mod den endelige afvikling af dyrtidsreguleringen besluttede Folketinget i 1976, at der højst kunne udbetales en dyrtidsportion pr. halvår. Udløste dyrtidsportioner herudover skulle indefryses. Vi er mange, der nu kan nyde godt af de penge, der i årene 1977-79 blev indefrosset. Lønmodtagernes Dyrtidsfond har forvaltet vore penge godt. De indefrosne penge er blevet til et pænt beløb penge, som vi kan glæde os over at få udbetalt, når vi går på pension.

Juni blev måneden, hvor sogneboerne i Husby virkelig kom til at mærke Kingos ord om, at ”sorrig og glæde de vandre til hobe - lykke, ulykke de gange på rad”.

Fredag den 6. juni – 2 dage før Pinsedag - blev et ungt par fra Husby Sogn viet af pastor Wolf i Husby Kirke. Manden var 21 år og kvinden 18 år. Parret havde deres fædre som forlovere. Begge fædre, der var bosiddende i henholdsvis Tanderup og Husby sogne, var skovarbejdere. Så de har nok været på talefod med hinanden. Der har sikkert været en del at tale om forud for brylluppet.

Den 18-årige kvinde var nemlig i ”omstændigheder” – forhåbentlig var de eller blev de lykkelige. Allerede tre en halv måned efter vielsen fødte hun den 24. september en datter, der blev døbt i Husby Kirke den 2. november. På grund af de purunge forældres vielse den 6. juni slap datteren for i kirkebogen at få prædikatet uægte.

"Turisten II" af Assens cirka 1915. Udover søndagsture på bæltet fungerede Turisten også som postbåd og færge mellem Assens, Bågø og Brandsø.

Sommerhalvåret og særlig pinsedagene gav anledning til mange fornøjeligheder. Assensdamperen ”Turisten” sejlede søndagsture på Lille Bælt og anløb undervejs den på det tidspunkt forholdsvis nye Wedellsborg Havn. Dengang som nu smukt beliggende ved Rørdam, hvor turisterne kunne nyde traktørstedets traktement og spadsere under de lyse bøgetræer, inden skibet vendte hjem til Assens. Havnen er nu næsten eroderet bort, så det er ikke længere muligt, som vi gjorde i min ungdom at bade fra havnemolerne.

I pinsedagene 8. – 9. juni var turistsejladsen udvidet, så turdeltagerne enten kunne stå af ved Wedellsborg eller sejle videre til Fænø, hvor man undervejs kunne beundre det 113 meter høje nationale samlingssted Skamlingsbanken mod vest, og de skovklædte halvøer Wedellsborg Hoved, Ålehoved og Fønsskov mod øst. Billetprisen tur–retur til Wedellsborg og Fænø var henholdsvis 2 og 3 kroner.

Wedellsborg Havn i begyndelsen af 1900-tallet

Sejlads på Lille Bælt på det tidspunkt var ikke kun præget af lys og glæde og smuk romantisk natur. Selvom bæltet af den danske marine var erklæret mineryddet, så var der alligevel sket en minesprængning af et tysk skib ”Schülow” tidligere på året den 15. maj i farvandet mellem Bogø og Assens. Alle 11 ombordværende omkom. Måske har ulykken og frygten for at løbe på miner siddet i baghovedet på nogle af de turister, der nød søndagsturene og pinseturene til Wedellsborg med ”Turisten”. Godt, at de i pinsedagene 8.-9. juni ikke vidste, at der senere i juni måned ville ske en ny minesprængning i samme område af Lille Bælt. Det svenske skib ”Vesterby” løb nemlig på en mine og sank den 15. juni. Alle ombord blev reddet. Disse skibsulykker viste sig senere på året at få en vis tilknytning til Husby Sogn. Mere herom senere.

Julis omskiftelige sommervejr afskar Husby og nærliggende sognes telefonforbindelser til omverdenen i flere dage. Årsagen var et ualmindeligt kraftigt uvejr den 10. juli med styrtregn, lyn og torden. Telefoncentralen i Husby blev ramt af et lynnedslag. Det tog flere dage at få centralen repareret. Husby Central var central for et større område end Husby Sogn, derfor blev flere sogne end Husby påvirket af lynnedslaget. Centralhuset ligger 100 år efter her endnu, Husby Storegade nummer 35, men centralbordet med dets mange ledninger og huller er længe fjernet, og der er ikke længere nogen telefonistinder. Da telefonsystemet blev automatiseret blev der bygget en bygning med et automatisk centralanlæg bag Husby Forsamlingshus.

Husby Central 1954, nuværende Storegade 35. Via døren i gavlen kunne man gå ind og mod betaling benytte den offentlige væghængte telefon, der hang her i entreen, mens centralens telefonbord stod i et tilstødende lokale. I 1954 ejede Karen Andersen centralen.

Den 17. juli blev der i Husby Sogn født et sommerbarn. En ugift 22-årig kvinde blev mor til en dreng. Pastor Wolf har i kirkebogen noteret, at den af moderen udlagte barnefader er en mand fra Emtekær. Endvidere fremgår det af kirkebogen, at den 22-årige kvinde på ”timånedersdagen” for fødslen havde fast ophold i Emtekær. Fødslen af drengen blev derfor ikke bare tilført kirkebogen i Husby, men blev den 21. august også tilført kirkebogen i Tanderup Sogn. Da moderen var ugift, får drengen prædikatet ”uægte”, hvilket dengang havde en del konsekvenser.

Betegnelsen ”uægte” var en forkortelse for et barn født som resultat af et "uægteskabeligt" forhold. Den juridiske betydning af at være født uden for ægteskab bestod i, at børnene indtil 1937 ikke havde arveret efter faderen og ikke havde ret til at bære hans navn. Først så sent som i 1960 blev sondringen mellem ægte og uægte børn ophævet i lovgivningen.

”Timånedersdagen” havde betydning for fastlæggelse af stedet, hvor det ”uægte” barns undfangelse var sket. Dermed var der større chance for at indkredse barnefaderen og få fastlagt barnets ””fødselshjemstedsret”. "Fødselshjemstedsretten" var afgørende i forhold til, hvilket sogn der havde forsørgelsespligten i forhold til en eventuel fattigydelse. Sognene havde en interesse i at undgå at hænge på forsørgelsespligten, derfor var de meget omhyggelige med at få disse ting indført i kirkebøgerne. Hvis nogen undrer sig over, at det er timånedersdagen og ikke nimånedersdagen, så er det værd at huske på, at en graviditet normalt varer 40 uger, altså 9 ½ måned.

Et barn er vel et barn? Først i 1960 blev sondringen mellem uægte og ægte børn ophævet.

Da sognepræst Wolf i Husby ved årets udgang 1919 optalte antallet af årets fødsler, nåede han frem til, at der i alt var født 19 børn, 10 drenge og 9 piger. Af disse var hele 6 svarende til næsten en tredjedel undfanget uden for eller før ægteskab. Nogle børn undgik prædikatet ”uægte”, da deres mor nåede at blive gift nogle måneder før nedkomsten.

Husby Brugsforening 1954

Husby Sogn havde med andre ord i 1919 lige så store problemer med at styre kønsdriften som jernbanedriften. Jernbanedriften nåede der dog aldrig at komme noget ud af i modsætning til, hvad der var tilfældet for kønsdriften.

Juli måned sluttede – ikke med et prekært, men med et pekuniært positivt tiltag. Husby Brugsforenings generalforsamling søndag den 27. juli vedtog med formanden fisker Christiansen, Wedellsborg i spidsen at udbetale et mindre dyrtidsvederlag til brugsuddeleren. Dermed kom Husby Brugsforening på omgangshøjde med Husby Sogneråd, der som tidligere nævnt havde besluttet at opkræve dyrtidsskat for at kunne udbetale dyrtidstillæg til sine ansatte.

August måned bød i Husby som ud over landet på høstens glæder og udfordringer. Temperaturerne var i sommermånederne juni, juli og august på Fyn i 1919 noget under normalen, hvilket forsinkede væksten. Nedbøren i august måned faldt hovedsagelig i månedens sidste halvdel. Høsten blev derfor forskubbet, hvilket gav overordentlig travlhed, da høsten endelig kom i gang.

Heldigvis boede der i Husby på Tjørnegaard en opfindsom mand kaldet Jakob Patent. På dåbsattesten hed han Jakob Hansen Pedersen. Sammen med smed Ditlevsen stod Jakob Patent for en del patenterede opfindelser, der kunne lette og effektivisere arbejdet i landbruget. Blandt deres opfindelser var en skånsom radrenser. I august måned 1919 annoncerede de to partnere i alle landets aviser med deres såkaldte pakkemaskine kaldet ”Universal”. Det var en presser og transportør, der i en arbejdsgang kunne lette arbejdet, når bønderne senere på året skulle tærske det korn, som de i løbet af august og september havde kørt hjem på gårdene og lagt på lager på stænger og lofter, indtil det blev tærsketid.

Jakob Patent boede med sin familie på Tjørnegaard på hjørnet af Kalvehave og Storegade. Området ved Kalvehave er i dag en fornøjelse at besøge. Smukt vedligeholdte gamle gårde som Tjørnegaard, Gammelgaard og flere andre smukke ejendomme. Gammelgaard er er firlænget bindingsværksgård fra begyndelsen af 1700-tallet og blev fredet i 1989, mens Tjørnegaard i 2012 af Det Særlige Bygningssyn blev erklæret for bevaringsværdig.

Gårdemiljøet som det tager sig ud i 2019 i krydset ved Storegade og Kalvehave. Ib Hansen august 2019.

Tjørnegårdens stuehus er bygget i 1874 og signalerer en rig, driftig og veldrevet gård. Stuehuset indeholder mange fine arkitektoniske detaljer som for eksempel bloktandsgesimser ved murenes afslutning mod taget og et usædvanligt fornemt sprosseværk i trekantvinduet i nordkvisten.

Gården havde Jakobs far Niels Pedersen fæstet af Wedellsborg Gods. Helt til 1916, da Jakob længe var blevet gift og fyldt 36 år, skulle der betales fæsteafgift. Wedellsborg Gods var et af de sidste steder i landet, hvor gårdene var fæstegårde. Tjørnegaard blev ligesom mange andre gårde i Husby først selveje i 1916 på et tidspunkt, hvor alle kunne se, hvor det bar hen med fæstemålsmodellen. Et flertal i Folketinget havde nemlig længe arbejdet på en lov, der skulle tvinge de sidste godser til afvikle fæstegårdene, så de kunne overgå til selveje. De fleste godser havde allerede frivilligt opgivet at holde fæstegårde mange år tidligere, men som nævnt ikke Wedellsborg.

Det var ikke bare med sine patenter på landbrugsmaskiner, Jakob arbejdede på at sikre effektiviteten i landbruget. Hans evner til nytænkning af funktionalitet kom også til udtryk i de avlsbygninger, han byggede i 1930. De nye avlslænger var usædvanlige på det tidspunkt og vidnede om Jakobs rationelle tilgang. Avlslængerne er et for den tid usædvanligt eksempel på konstruktiv nytænkning af pladsbehov og indretning af driftsbygninger. For de fleste landboere i de år stod den firelængede gård, som nabogården Gammelgaard er et usædvanlig smukt eksempel på, stadig som idealet for en gård, også selv om dette ideal ikke længere var rationelt i forhold til landbrugsdriften.

Jakob Hansen Pedersen døde i 1958. Gården blev drevet videre af hans enke med hjælp fra en bestyrer, indtil hun døde i 1964. Jakob og Louise Pedersen blev begravet i et familiegravsted på Husby Kirkegård sammen med Jakobs forældre. Gravstenene står der stadig.

Tjørnegaardens bestyrer havde mine brødre og jeg af og til vores hyr med, da vi var drenge. Han var ikke altid lige tilfreds med, at vi byggede huler og tændte bål i Tjørnegaardens bondeskov, der ligger i Husby Hole tæt op af, hvor vi boede i vores barndom. Men det var en del af spændingen ved at færdes i skoven, og vi fandt jo ud af det. Eller måske opgav han.

September var selvfølgelig som hvert år, måneden på kanten mellem årets lyse dage og årets mørke dage. I Husby Sogn indtraf imidlertid en begivenhed, der særlig satte livets mørke sider i fokus.

Udsigten fra Sønder Åby Strand mod Assens og Bågø. Allerede i 1914 minerede Danmark farvandet mellem Bågø og Wedellsborg Hoved, mens Tysland minerede sit farvand mellem Bågø og Årø.

Her mellem Wedellsborghalvøens klinter og Sønder Åby Strand blev der 21. september i vandet fundet et ukendeligt lig.

Meget tæt på efterårsjævndøgn blev der den 21. september gjort et makabert fund i strandkanten mellem Sønder Åby Strand og klinterne ved Wedellsborg Hoved. Det var et lig, der havde ligget så længe i vandet, at det var ugenkendeligt. Liget kunne ikke identificeres nærmere end til at være en mand på mellem 20 og 60 år.

Verdenskrigen var endnu meget nærværende. Danskerne hørte stadig jævnligt om ulykkelige hændelser, der kunne henføres til den forfærdelige krig. Det var noget folk fulgte levende med i. Pastor Wolf kunne derfor ikke i forbindelse med ligets begravelse på Husby Kirkegård den 25. september lade være med at indføre nogle personlige gætterier i kirkebogen. ”Vistnok sømand eller fisker, antagelig fra en svensk damper, som havde last af klid og blev minestødt ud for Assens nogle måneder forinden”. Sådan kirkebogsfører sognepræsten sine gætterier. Det har selvfølgelig for Wolf været forfærdeligt ikke at kunne identificere den afdøde, så eventuelle pårørende kunne få besked.

Ganske rigtigt var der som tidligere omtalt den 15. juni 1919 sket en frygtelig skibsulykke ud for Assens. En svensk damper ”Vesterby”, der var på vej fra Kielerkanalen gennem Lille Bælt med en last klid fra Antwerpen til Kolding, var løbet på en vildfaren mine. Alle på dette skib blev reddet, så liget kan næppe have været en sømand dette skib.

I maj måned var den tyske damper ”Schülow” blevet minesprængt og alle 11 ombordværende var omkommet. Så måske var det ugenkendelige lig en tysk sømand fra dette skib.

Såre menneskeligt og forståeligt, at pastor Wolf i Husby var ked af ikke at kende identiteten af den person, han begravede og derfor gjorde sig nogle gætterier om, hvem det mon kunne være. Men det kunne nok ikke være en svensk sømand, snarere en tysk. Måske var det en russisk krigsflygtning. Ligets tilstand kunne godt tyde på, at det havde ligget længe i havet. I årene 1915-19 lykkedes det omkring 1600 russiske krigsfanger fra det tyske Sønderjylland at flygte over Lille Bælt til Fyn. Men rigtig mange gik til under flugten, der ofte foregik på nødtørftigt sammenflikkede flåder eller i dejtruge og plimsollere. Det kunne derfor sagtens være liget af en flygtende russisk krigsfange, som pastor Wolf måtte begrave som ukendt på Husby Kirkegård. Hvorfor han blandt mulighederne en svensker, en tysker, en russer eller en helt anden valgte den svenske mulighed, kan jeg kun gisne om. Men svenskere var jo nok på den tid de mest populære blandt de tre fremmede nationaliteter. Faktum er, at den person, pastor Wolf måtte begrave på Husby Kirkegård den 25. september 1919 forblev ukendt.

Årets høstgudstjeneste blev det år i øvrigt afholdt søndag den 21. september, samme dag som det ukendte lig blev fundet ved Sønder Åby Strand. Ordene fra Jobs bog “Herren gav, Herren tog” i omformuleringen “havet tog, havet gav” dukker ofte op, når jeg går ture på kanten mellem land og hav fra Sønder Åby Strand til Wedellsborg Hoved. Ud over de herlige naturoplevelser nyder jeg under vandringen at bruge min historiske fantasi til at levendegøre de begivenheder, der fandt sted i denne del af Lille Bælt under og lige efter Første Verdenskrig.   

Oktober er måneden, hvor årets anden konfirmation som tidligere nævnt blev afholdt i Husby Kirke. Dette år var der kun 7, der blev konfirmeret den 5. oktober. Så var der 5 drenge og 2 piger mere, der kunne gøre gavn til skiftedag den 1. november. En del af dem var nu allerede i tjeneste fremgår det af kirkebogens optegnelser.

Wedellsborg Slot. Den nuværende ejer Bendt Wedell bliver den sidste med titel af lensgreve

I oktober 1919 trådte flere vedtagne love i kraft, love der fik store konsekvenser for Wedellsborg Gods og Husbyegnen. Lovgivningen ophævede de gamle adelige privilegier fra enevældens indførelse i 1600-tallet i forhold til len, fæstegods og egne birketing. Efter disse gamle regler var godserne undtaget fra de almindelige arveregler og skulle gå udelt i arv til nærmeste arving efter en fastlagt arvefølge. Var der ingen arving, ”hjemfaldt” godserne til staten.

Med lensafløsningen i  oktober 1919 opgav staten sin hjemfaldsret mod en afgift på 25 % af ejendommenes værdi. Derudover skulle lensbesidderne mod erstatning afgive 1/3 af deres jordareal til udstykning af husmandsbrug.

Lovgivningen fik vidtrækkende betydning i forhold til Husby Sogn. Bønderne fik selvejet lovfæstet. Husmændene fik tillagt mere jord, og der blev anlagt nye husmandskolonier. Et af de fineste eksempler på en sådan husmandskoloni kan vi endnu se ved Skovløkken på vejen mellem Husby og Føns. Og så indebar lovgivningen fra oktober 1919, at den nuværende lensgreve Bendt Wedell på Wedellsborg bliver den sidste i rækken med denne titel. Loven indeholdt nemlig en bestemmelse om, at lensgrevetitlen skulle bortfalde efter tredje generation.

I oktober 1919 trådte også den af Folketinget vedtagne retsplejelov i kraft. Den medførte, at Wedellsborg Birk på Kællingbjerg blev sammenlagt med Vends Herredsting og Middelfart Byting. Den del af Wedellsborg Birk, der lå i Båg Herred bliver lagt sammen med Båg Herredsting og Assens Byting. By- og herredsfoged-embedet blev delt op i 3: borgmester, politimester og dommer. Ønsket om en tredeling af magten i Danmark i den lovgivende, dømmende og udøvende magt blev med retsreformen 1919 endelig gennemført. Kællingbjerg arresthus blev først nedrevet under 2. verdenskrig. Stenene blev brugt ved opførelsen af Ejby Skotøjsfabrik. Bygningen ligger der endnu, Jernbanegade 13, skråt overfor Ejby Station.

Men oktober handlede i Husby ikke kun om virkningerne af nye love og regler. Når beboerne kiggede op, kunne de ind i mellem opleve de moderne tider. Middelfart Venstreblad bringer den 8. oktober en lakonisk historie over tre linjer, hverken mere eller mindre. Det er en historie, der varsler, at de moderne tider nu  rigtig har indfundet sig. ”En Flyvemaskine – passerede i Formiddags over Husby og gik i nordvestlig Retning”. Der skulle ikke gå lang tid, før en sådan historie ikke fik plads i aviserne.

Gammel filmplakat for første del af Zorro-film. Zorro-film var populære blandt drengene, når rejsebiografen afholdt filmforestillinger i Husby Forsamlingshus

De moderne tider oplevede sogneboerne også havde indfundet sig på morskabsområdet. Rejsebiografen Vestfyns Biografteater opførte den 11. oktober kl. 19.30 i Husby Forsamlingshus en filmatisering af Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet” i seks akter. Det var selvfølgelig en stumfilm, sikkert ledsaget af levende musik fra en klaverbokser. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det var. Vi kom også sidst i 1950´erne til forestillinger afholdt af en omrejsende biograf i Husby Forsamlingshus. 50 øre for børn for at sidde på gymnastikbænkene forrest i salen. Men det var trods alt tonefilm. At de så somme tider glemte at vise del to af en Zorro-film, eller at de startede med del to før del et måtte vi tage med!

November var den koldeste november i mands minde. Månedens middeltemperatur blev kun på 0,7 plusgrader og med et maksimum på plus 10,1 grad og et minimum på minus 16,1 grader. Månedens middeltemperatur var dermed langt under november måneds gennemsnitlige normaltemperatur, som i 30-års perioden 1961 – 1990 er målt til plus 6,7 grader.

Vinterstemning o. 1920. Wedellsborg Slotsallé

Midt i november blev der en forfærdelig snestorm over hele landet. Middelfart Venstreblad kunne den 18. november meddele, at sneen i Husby lå i meterhøje driver. Mælkevognene fra Husby kunne ikke nå frem til andelsmejeriet ”Fælleslykke”, der lå nær Brænde Å ved Brænde Mølle og Brænde Elværk. En del af mejeriet ligger der endnu. I stedet blev mælken fra Husbygårdene indleveret og behandlet på herregårdsmejeriet Wedellsborg. Mejeriet med de berømte Wedellsborg-oste. Stuehuset fra dette mejeri ligger der også endnu. På hjørnet af Tybrindvej og Rævebjerg, hvor vejen går over Moserenden  på en vejdæmning, der på kortblade benævnes Fristensbro. Et navn hvis betydning trods en flerårig ihærdig indsats fra min side fortsat er en uløselig gåde.

Wedellsborg Mejeri på hjørnet af Tybrindvej og Rævebjerg. Nu er kun stuehuset tilbage. I forgrunden vejdæmningen med det indtil nu for mig uforklarlige navn Fristensbro

December var hemmelighedernes måned. Der foregik ting og sager, som sogneboerne ikke var bekendt med. Og det var ikke kun juleforberedelser og julegaveindkøb.

Det sogneboerne i Husby ikke vidste var, at det danske hemmelige politi, Statspolitiet fulgte i hælene på hemmelige agenter, der rejste med bud mellem Tyskland og Rusland. Kurérerne rejste over Lille Bælt og gik i land et sted på Wedellsborghalvøen for at vandre til Ejby som nærmeste station for at tage toget østpå.

Det fremgår af en langt senere frigivet indrapportering, at Statspolitiet i december 1919 på afstand iagttog en fremmed mand på perron 1 på Ejby Station. De noterede sig til deres efterretningsrapport, at manden kiggede sig nervøst omkring og spejdede utålmodigt efter det østgående tog.

Ejby Station 1905. Før banebroen blev bygget.. Gæstgivergården i baggrunden er nu nedrevet

Manden havde god grund til at være nervøs. Det danske Statspoliti holdt ham som nævnt under observation. Statspolitiet havde til og med udarbejdet et nøje signalement af ham. Der var tale om en mand, der var »ca. 50 Aar gl., graaligt Spidsskæg, omtrent hvidt Haar, ca. 1,70m høj, iført graalig Ulster, graa Kunstnerhat, meget tilbagebøjet, saaledes at Maven stikker noget frem.«

Manden var på vej til Sankt Petersborg i Rusland. Han var kurér for de kræfter i Berlin, der efter 1. Verdenskrigs ophør forsøgte at skabe en revolution i Tyskland i lighed med den russiske revolution. De revolutionære i Berlin sendte hver uge kurérer til Rusland. Ruten gik – for at omgå de tyske myndigheder - over Haderslev, der på det tidspunkt stadig var en tysk by. Fra Haderslev gik det i nattens mulm og mørke med båd over Lille Bælt til et sted på kysten så tæt på Ejby som muligt. Den nævnte kurér, som sikkert flere før ham, vandrede til Ejby Station og tog toget der. Fra Ejby gik turen over København, Sverige og Finland til Sankt Peterborg. Det danske Statspoliti fulgte nøje aktiviteterne, da myndighederne nærede en stor frygt for, at også Danmark kunne blive udsat for en revolution. I løbet af 1918-1919 havde der været en del syndikalist- og arbejderuroligheder i Danmark, der havde næret myndighedernes uroligheder. Syndikalismen var en strømning inden for arbejderbevægelsen, der søgte at opnå socialisme via faglig og økonomisk kamp frem for parlamentarisk politik.

Situationen omkring nævnte kurérs rejse over Lille Bælt og videre over Fyn og østpå med Statspolitiet i hælene er blot et eksempel på, at uroen ikke var slut med krigens afslutning i 1918. Det lykkedes ikke at skabe den fælles europæiske revolution, som de revolutionære i Berlin og Sankt Petersborg korresponderede så ihærdigt om tværs over Lille Bælt. Ikke godt at vide, hvordan det var gået, hvis deres bestræbelser var lykkedes. Måske meget godt, at Husbys beboerne ikke vidste, at der om natten foregik sådanne aktiviteter lige uden for deres vinduer. Så havde de måske fået en urolig jul.

Årene fremover – de moderne tider presser på

Hermed slutter beskrivelsen af hændelserne og årets gang i Husby 1919. Som det forhåbentlig fornemmes, så gik dagligdagen stille og roligt, men den moderne tid pressede sig på. Nye og effektive maskiner, jernbaneplaner, automobiler, flyvemaskiner, levende billeder, ændring af lokale magtforhold, overenskomster på arbejdsmarkedet. Der var meget, der bar frem mod det nye år, hvor en af de lykkelige begivenheder blev, at  en del af det tabte land i Sønderjylland den 10. februar 1920 stemte sig hjem til Danmark.  Husbyborgerne kunne i 1919 endnu ikke vide, at når de næste år - efter 10. juli 1920 - kiggede over Lille Bælt mod den smukke kyst på den anden side, så ville denne ikke være tysk, men igen dansk. Men 1920 er en helt anden historie, der falder udenfor denne fortællings rammer.

Afstemningsplakat fra agitationen forud for afstemningen om eventuel genforening 10. februar 1920. Billedet er tegnet af maleren Joakim Skovgaard og digtet er skrevet i 1918 af nobelprismodtageren i litteratur Henrik Pontoppidan.
 

Den gamle talemåde ”om hundrede år er alting glemt” er kun delvis sand. Det kan lade sig gøre ved brug af overleveret materiale at fraviste nogle glimt af, hvordan det var at leve for hundrede år siden. Det er vigtigt. Et samfund der ikke kender sin historie bliver et dement samfund.

Inspiration fra ”1913”

Min inspiration til alene at kalde min fortælling for ”1919” og måned for måned fortælle om årets små og store begivenheder i Husby Sogn kommer - helt uden sammenligning i øvrigt - fra min læsning af den meget anbefalelsesværdige bog af Florian Illies ”1913 – århundredets sommer”. 

En vigtig, vægtig og væsentlig bog om europæiske værdier og europisk kultur

”1913” er en historie om året, hvor moderne kunst, videnskab, politik og teknik syntes at folde sig ud. Og samtidig - set i bakspejlet – året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Florian Illies formår virtuost at udfolde et farverigt panorama over året med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger, der giver genlyd op i århundredet. Illies fortællinger foregår for det meste i Wien, Berlin, München, Prag, Paris, New York og andre storbyer og inddrager Hitler, Stalin, Freud, Kafka, Jung, Louis Armstrong og mange andre kendte personer.

Således inspireret stillede jeg mig selv opgaven, om jeg med udgangspunkt - ikke i storbyer, store lande og store personligheder, men - i et lille vestfynsk landsogn og med sognets daværende persongalleri kunne levendegøre noget af den tids dagligliv, glæder og sorger. Og ikke mindst de generelle menneskelige udfordringer, der blev affødt af den moderne tids gennembrud, mens borgerne ventede på lysere tider og havde store forhåbninger til fremtiden. Dengang vidste de heldigvis ikke, at verden allerede 20 år efter i september 1939 så starten på endnu en udmarvende verdenskrig med ufattelige lidelser og en indtil da utænkelig dehumanisering. Det må være i et anfald af historisk demens, at man i 1939 helt havde glemt Første Verdenskrigs rædsler og blot 20 år efter gik ind i en ny krig. Lad os håbe, at vi i vores tid ikke falder i et sådant hul af samfundsmæssig historisk demens. Om hundrede er alting forhåbentlig ikke glemt!

Efterfølgende har jeg med samme udgangspunkt lavet en tilsvarende artikel "1919-II" om nabosognet Tanderup: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html

Ib Hansen, 12. september 2019

Noter:
1. Beklager typografien. Worddokumentet med mit originalmanuskript er helt i orden, men når teksten bliver lagt ind i blogskabelonen bliver den forskellig i tekststørrelse. Har kæmpet med det, men kan ikke gøre noget ved det.

2. Teksten vil løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige forbedringer.

3. Det er med vilje, at jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer. I særlig grad har jeg brugt kirkebøger og aviser, der er tilgængelige on-line.

4. Linkliste over mine blogfortællinger fra min hjemegn Husby-Tanderup, Ejby og Vestfyn :

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html 

5. Linkliste over mine blogfortællinger fra kyst og bælt fra både den jyske og fynske side i Naturpark Lille Bælt:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/min-hjemegn-fortllinger-fra-nordlige.html