Mens undervisningsministeren og forligspartierne om folkeskolen venter på Godot

Undervisningsministeren spiller igen og igen den samme plade, mens hun stadig venter på Godot og forbedring af folkeskolen. De gode resultater skal nok komme, mener hun. Evalueringer viser, at inklusionsreformen fra 2012, folketingsindgrebet i lærernes overenskomst i 2013 og folkeskolereformen i 2014 ikke har ført til en bedre folkeskole.

Elever, forældre og ansatte forlader i stort tal den synkende folkeskoleskude. Evalueringerne viser ikke fremgang. Imens venter forligspartierne (S,R,V,K,SF og DF) og ministeren på, at forbedringerne nok skal komme. De manglende resultater i en længere årrække er i følge ministeren en forventelig, men forbigående konsekvens. Nu venter hun så på sjette år på, at forbedringerne viser sig. Det er lige så absurd som Samuel Becketts absurde skuespil "Mens vi venter på Godot". Godot kom aldrig.

Fikse ideer, udokumenterede påstande, mere eller mindre gennemtænkte forslag, pådutninger og masser af løs snak baseret på tilfældige kontakter til få udvalgte vælgere og borgere. Det er det bygevejr folkeskolen dagligt udsættes for. Og bygerne slår ofte over i styrtregn og ind i mellem til skybrud. Ligesom det skete i 2012-2014.

Verdens bedste danske folkeskole. Det må være målet for folkeskolen. En folkeskole der passer til vores danske samfund og det samfund, vi ønsker os i fremtiden. Et samfund, hvor der er respekt for det at vide noget. Hvor det at udtrykke sin mening og holdning er værdsat, men hvor det er endnu bedre at udtrykke en mening baseret på indsigt. Hvor der er lige muligheder for alle og omsorg for alles velbefindende og velfærd. Lyst til at påtage sig sit medborgeransvar og lyst til at indgå i og påvirke samfundets udvikling. Hvor alle hver på deres plads har lyst til at gøre en indsats efter evner og muligheder og anerkendes og respekteres herfor. Hvor der er plads til den enkelte og respekt for fællesskaber.

Som det ses har folkeskolen nok at gøre. Derfor er der ikke brug for bragesnak og luftige reformer fjernt fra folkeskolens hverdag.

Fremfor forligspartiernes forgæves venten på Godot og venten på positive resultater af reformerne, burde de istedet gå i gang følgende handlingsplan. Stop med de fikse ideer. Stop med udviklingsrevolutionerne, der markedsføres under den forkerte varebetegnelse reformer. Stop med de luftige eksperimenter og forsøg, der er uden bund i grundig forskning og mangler grundlæggende indsigt i praksisvirkelighedens ønsker, muligheder og behov. Stop med bragesnakken om at "tænke ud af boksen". Det giver bedre resultater at nytænke stående "på kanten af boksen" - allerbedst med det ene ben i "boksen".

Prøv i stedet med en udviklingsmodel baseret på den stille og rolige evolution, hvor forskning og praksiserfaring i frugtbar samdrægtighed finder frem til virkelighedsnære nye veje i forhold til løsning af folkeskolens løbende udfordringer - herunder det, at skolen evner at tilpasse sig til og være medskabende i forhold til den ønskede samfundsudvikling. Prøv at kigge langsigtet på folkeskolens behov fremfor at fokusere på tilfældige døgnfluers huseren i overskrifterne.

Hvis skeen ikke snart tages i den anden hånd, er der endnu flere af folkeskolens aktører i form af ansatte, elever og forældre, der vil tænke "stop jeg vil af" og gøre alvor af det. 

Det betyder jo ikke, at politikerne skal interessere sig mindre for og beskæftige sig mindre med folkeskolen. Tvært i mod. Men der skal fremover prioriteres ud fra viden om praksis og sund fornuft. Folkeskolens vigtigste udfordringer må løses før de knap så vigtige. Og vigtigst af alt. De folkevalgte må i ord og gerning udtrykke og konkret vise opbakning til, omsorg for og tillid til folkeskolen og dens ansatte. Først da kan vi sætte næsen op efter igen at have verdens bedste danske folkeskole.

Er der noget politikerne kan gøre her og nu? Ja, de kan først og fremmest rulle folketingsindgrebet i lærernes arbejdstid tilbage, så lærerne får tid til at forberede og efterbehandle en kvalitetspræget undervisning.

Intet tyder på, at kvalitet og elevernes udbytte af undervisningen har sammenhæng med mange ekstra timer. Folkeskolereformens mange ekstra timer blev finansieret blandt andet ved en kraftig reduktion af lærernes tid til faglig opdatering, forberedelse og efterbehandling af undervisningen, herunder tilbagemelding til den enkelte elev.

Internationale undersøgelser viser, at lande, hvor eleverne har langt færre timer end i Danmark, har lige så gode resultater eller bedre end eleverne Danmark. Tidligere forsøg i Danmark med tildeling af ekstra dansktimer har også vist, at der ikke er en direkte relation mellem antal timer og undervisningens kvalitet og resultat. En reduktion af folkeskolereformens mange ugentlige timer vil kunne give et økonomisk råderum til brug for forbedring af det, der virkelig betyder noget for undervisningens kvalitet. Det, der betyder noget for kvaliteten og resultaterne, er lærernes tid til faglig forberedelse og pædagogisk planlægning, så den enkelte lærer kan rette sin undervisning mod den enkelte konkrete elev eller konkrete gruppe af elever. Endnu bedre ville det selvfølgelig kunne blive, hvis der bevilges de ekstra ressourcer til folkeskolen, som eleverne og elevernes fremtid - og dermed samfundets fremtid – fortjener.

Det har enorm betydning, at lærerne har tid til at have personlig og nær kontakt til den enkelte elev, såvel fagligt som socialt. Og selvfølgelig tid til forældresamarbejdet. 

Når disse basale forhold er i orden, vil det få stor betydning i forhold til folkeskolens evne til at kunne nedbryde virkningerne af negativ social arv. Samtidig er der større mulighed for og mere realisme i forhold til at kunne give alle elever lige netop de udfordringer og den støtte, de har brug for i forhold til deres evner, motivation, hjemlig baggrund og interesse. Færre timer, men velforberedte timer og flere timer med to lærere i klassen eller deletimer, hvor eleverne er opdelt i mindre hold, vil som nævnt kunne finansieres ved at bruge af en del af provenuet fra nedsættelse elevernes meget høje ugentlige timetal og eventuel økonomisk mertildeling til folkeskolen.

Udover dette er det også vigtigt at se mere praktisk på forholdene i forbindelse med inklusion af elever med særlige udfordringer i folkeskolens almene undervisning. Selvfølgelig skal elever, der kan have udbytte af folkeskolens almenundervisning have mulighed for at gå i en almenklasse, hvis det er muligt at sikre alle i klassen god ro og orden, udbytte af undervisningen og positive sociale relationer. Men hvis en elev med svære faglige og sociale udfordringer i en almenklasse kommer til at føle sig fagligt og socialt isoleret, er et tilbud i en specialfolkeskole eller specialklasse også et udtryk for positiv inklusion og respekt for elever med særlige udfordringer. Inklusion - når det er fornuftigt. Både for eleven, der skal inkluderes og for elever og lærere, der skal have muligheder for at inkludere eleven med de svære udfordringer. Positive intentioner gør det ikke alene. Det skal også være praktisk muligt.

Hvis disse problemstillinger ikke løses, vil misnøjet og elevernes og personalets afvandring fra folkeskolen fortsætte. De nævnte forhold er de fundamentale problemstillinger. Og så er der selvfølgelig brug for en dygtig, erfaren, vidende, beslutningsdygtig og empatisk skoleledelse, men der er også behov for rum til den enkelte lærers selvledelse, motivation, ansvar og indflydelse. Hvis man ikke har tillid til lærernes evne til selvledelse, hvordan kan man så forvente, at læreren evner at tage ledelsen i klasserummet?

De her nævnte forhold er efter min erfaring helt centrale elementer i en genopretningsplan for folkeskolen. Et atomiseret, usammenhængende, nødlidende, uambitiøst og underkendt grundskolesystem er ikke det fremtidens samfund har brug for, når fremtidens udfordringer skal løses. Men det kan desværre blive konsekvensen, hvis beslutningstagerne ikke hurtigst muligt bryder med mistilliden, rigiditeten og manglen på forståelse for undervisningens særlige væsen.

Ib Hansen, Januar 2020

Mine blogartikler om folkeskole, uddannelse og dannelse: 

https://ih18.blogspot.com/2018/09/mine-artikler-i-2018-om-folkeskole.html 

En grimasse der kan passe

Cæsar synger "Jeg drømte mig en drøm i nat" https://www.youtube.com/watch?v=v5B4Z1GJ3bo

Jydske Vestkysten, Kolding-udgaven spørger hver tirsdag et panel af borgere om deres mening om begivenheder i Kolding i foregående uge. Med jævne mellemrum er jeg panelmedlem. Som regel en spændende udfordring. Ikke altid lige let at finde en meningsfuld grimasse, der kan passe. Ikke for banalt. Ikke for tungt. Ikke for plat og fladt. Ikke for højtravende. Men gerne med personlig mening og holdning i. 


Så er der også lige nogle stramme skabelonrammer, der skal tages hensyn til. Overskriften må kun fylde 20 anslag inklusive mellemrum, mens teksten må fylde maksimalt 520 anslag inklusive mellemrum. Det betyder, at jeg må vende og dreje  hvert ord. Det er i sig selv spændende nok. 

Tirsdag den 14. januar 2019 blev jeg bedt om at svare på følgende tre spørgsmål. Her er mine svar.

1.

Cykelrytter Kasper Asgreen blev for nylig kåret som Årets Koldingborger. Hvis du kunne uddele en hæderspris, hvem skulle så modtage den?

Bekæmp ensomhed

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. (…) det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. (…) Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden.” Citat fra Dronningens nytårstale. Jeg er meget enig. Den frivillige forening Ventilen Kolding er for unge i alderen 15-25 år. De kommer der, fordi de gerne vil føle sig mindre ensomme. De frivillige hjælpere er 18-30 år. Det kalder jeg at vise samfunds- og fællesskabssind. Derfor ville jeg hædre Ventilen. For øvrigt er sportsidolet Asgreen et godt valg.

2. 

Biblioteket lagde i weekenden hus til fællessang fra højskolesangbogen. Hvilken sang så du gerne optaget i sangbogen?

Stands krig og mord

Et naivt ønske? Måske. Men vi må aldrig opgive håbet om en fredeligere verden. Håbet bør markeres i Højskolesangbogen med optagelsen af den gamle amerikanske protestsang “Jeg drømte mig en drøm i nat”. Cæsar sang den i 1965. Dansk tekst af Thøger Olesen. Set i lyset af verdenssituationen argumenterer sangen selv meget godt for sin optagelse.

“Jeg drømte mig en drøm i nat,

jeg drømte om en jord,

med statsmænd som kun talte om,

at standse krig og mord.

3.

Hvad bliver denne uges vigtigste begivenhed for dig?

Krig og fred

Det vigtigste for mig bliver, at jeg i Over Jerstal skal holde mit foredrag ”Danmark i lyst og nød”. Gennem fortælling og sange giver jeg et billede af tiden lige før, under og lige efter de 56 forbandede år fra 1864 til 1920, hvor 200.000 danske var tvunget  under fremmed herredømme. Genforeningsjubilæet i år er en vigtig begivenhed for hele Danmark og for alle, der lever i Danmark. Et historieløst samfund bliver et dement samfund. Genforeningsfejringen skulle gerne blive en del af modgiften mod historieløsheden!

Hvor alt er, som det var - og alt er helt anderledes

Pakhuset ved Ronæsbro. November 2019

På vej mod barndomslandet. Husby. Minderne står i kø. Over bro og bælt. Allerede på broen mærker jeg hjemlængslens sug. Jo mere jeg nærmer mig, jo stærkere føles suget. 

Sandbankernes nåleskove

Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi banken, hvor rovmorderen Boye for adskillige årtier siden blev et hoved kortere. Her tæt på Broendehuset, hvor han havde begået sin morderiske ugerning.

Over Sandmarksvejens bløde bakker, langs lange syrenhegn. Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her.

Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir.

 

Stillesø i Tybrindskoven nær Hybæk Mølle. 1910-20

Inden jeg når hjemsognet Husby, skal jeg igennem endnu en mørk nåleskov. Jeg kører forbi skovvejen, der fører ned til Stillesø. Vejen går mod sognets grænsebæk. Det er Hybækken, der i gamle dage blev kaldt Højbækken. På vejen ud af de mørke nåleskove passerer jeg over Hybækbroen ved den rødstolpede ældgamle bindingsværksgård, der tidligere husede Hybæk Mølle og Savværk.

Landsbyen på hukket

Nu er det som at komme ind i en anden verden. Alt bliver lyst, åbent og venligt. Det går sydpå ad Fuglemosehøjgyden. Mod øst nyder jeg det vide udkig over de flade marker mod klyngen af huse i Sibirien. Et navn der tydeligt fortæller, hvilken jordtype der er karakteristisk her i den nordøstlige del af Husby Sogn. Gårdnavnet Hvidensand præciserer, at der er tale om lette, flyvske sandjorder. Sandmarkerne ligger foran den mægtige randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge, der afgrænser Wedellsborghalvøen mod det øvrige Nordvestfyn.

Min vej går gennem Hygind. Mens vi gik i skolens yngste klasser, kom min bror Leif og jeg her en del, da vi legede meget med Keld, der dengang boede i husmandsstedet, der ligger lige midt i landsbykrydset. Landsbyen Hygind er mod nord afgrænset af Hybækken og mod syd af Hygind Bæk, som jeg kører over ved Kronborghuset. Folkeviddet har døbt huset sådan, fordi huset som slottet Kronborg ligger på en pynt nær vandet. Her er vandet dog blot den mindre bæk, Hygind Bæk. Da verdenshavene for flere tusinde år siden i den tidlige Stenalder stod meget højere end i dag, gik Tybrind Vig helt ind til Hybæk Mølle og helt ind til Kronborghuset, så Hygind lå på en smal halvø, der strakte sig ud i havet. Et sådant sted blev tidligere kaldt et huk.

Godt, jeg ikke som i min realskoletid er på cykel, for nu går det ad Skræppedalsvej op ad den lange, stejle Hygind Bakke. På cykel skulle der trædes hårdt i pedalerne, men i bil kommer jeg hurtigt op på toppen af bakken mellem Hygind og Skræppedalen. Her på toppen – hvor der som regel ikke er særlig koldt - er der en formidabel udsigt over hele den nordlige del af sognet. På bakketoppen ligger det hus, hvor tidligere den dygtige møbelrestaurator Jørgen Snedker boede. Ved snedkerhuset lå engang en af den nordvestfynske roebanes læssepladser. Fra Håre gik der til først i 1950´erne en stikbane til dette sted. Så kunne roedyrkerne i Hygind og Eskør let komme af med deres sukkerroer. Roerne blev læsset på roetoget og kørt til saftstationen i Salbrovad. Sukkersaften blev efterfølgende via en pipeline pumpet til Assens Sukkerfabrik, hvor roesaften blev lavet om til hvidt guld, sukker.

 

Skræppedalsvej. Det gule hus "Svinget" øverst er vores barndomshjem. Markvejen nederst mod venstre i billedet går om i Holen. 2018

Barndommens vej

Langsomt fortsætter jeg sydpå ad Skræppedalsvej mod Husby Hole. Det er herfra min verden går. Godt nok er jeg født 10 kilometer derfra i Ejby, men da jeg var fire år, flyttede vi til huset på Skræppedalsvej. Det ville dengang sige mor Nina, far Peter, lillebror Leif og mig. Tre år efter var jeg så heldig at få endnu en lillebror, da Bo blev født.

Vores barndomshjem ligger lige der, hvor Skræppedalsvejen knækker. Lige midt i alverdens herligheder. Meget passende hedder huset “Svinget”. Tre meter fra drengeværelsets vindue på 1. sal og øst for Skræppedalsbakken ligger skoven, kaldet Holen.

Engang var Holen et festligt midtpunkt for sognets sommerfester. Til sommerfesterne mødte op til 700 gæster frem i den grønne skov. Der var penge at tjene for festarrangørerne. Det var sygekasseforeningen, skytteforeningen, ungdomsforeningen og andre almennyttige foreninger, der på denne måde tjente gode penge.

Holen var vores fantasi- og vintersportsland. Her legede vi cowboy og indianere. Klatrede i træer. Byggede huler. Lavede bål. Overnattede i selvbyggede bivuakker. Vi kørte på kælk ned ad en af Holens stejle skrænter eller løb på skøjter på et af de tre kreaturvandingshuller, der ligger på Holens fugtige enge. Enge der er resultatet af en langsomt afsmeltende kolos af dødis i slutningen af Istiden.

I Holen oplevede vi dramatiske ting, som da Leif engang hang fast i en gammel, rusten pigtråd. Resultatet var, at han fik en stor flænge i knæhasen. Så stor, at en luns kød hang ned på bagbenet. Vi havde ikke telefon hjemme, så jeg måtte derfor løbe den halve kilometer op til Husby Forsamlingshus og bede dem ringe efter doktor Helbo i Ejby. Som en naturlig ting kom Helbo hjem til os, så hurtig han kunne. Kødlunsen blev sat på plads med 5-6 klemmer. Arret har efterfølgende i alle årene ”smykket” Leif.

Det var også dramatisk, når lillebror Bo på ”prærien” i Holen blev udsat for vedholdende angreb fra vilde indianere. Mor ville have, at vi tog ham med og inddrog ham i legen med vore kammerater. Det var lidt svært, da han kun var 3-4 år gammel. Men så fandt vi på at lege vogntog over prærien, hvor Leif og jeg skiftevis bar Bo på skuldrene, mens den anden forsvarede ”vogntoget” mod vores kammerater, der var angribende indianere med spyd, køller, flitsbuer og pile. Engang i mellem gik det lidt for voldsomt for sig i forhold til brug af bue og pil. Det vidste mor ikke noget om, men folk på arbejde i skoven rundt om engen råbte os an, når løjerne skulle stoppes. De voksne tog ansvar også for andres børn.

 

Udsigten fra Skræppedalsvej over området ved Moserender mod Bondero ved Eskørgyden. 2018 

Vest for vores barndomshjem og Skræppedalen ligger langs bækken Moserenden et stort eng- og mosestrøg. Som nævnt mistede en kæmpe iskolos i istidens afsmeltningsperiode forbindelsen med den ”levende” gletsjeris. Da dødisen efter mange års afsmeltning var væk, var der opstået et hul. På gammeldansk hed hul "holæ". Det er så gennem tiderne blev til Holen. Smeltevandet fra dødisen i Holen skar sig på sin vej ud til Tybrind Vig ned i terrænet og ind mellem et par bløde runde bakker, Sjobjerg og Rævebjerg.

Moseområdet har mange forskellige navne. Husby Mose. Husby Made. Eller Sjoen, som er det officielle navn på et nutidigt geodætisk kortblad. Sjoen har givet navn til den nærliggende markante rundbakke, Sjobjerg.

På moseengen spillede vi fodbold om sommeren. Øvede os i baglæns saksespark. Den bløde engjord var god at lande på. Om vinteren var mosens frosne fladvandsområder et godt sted at løbe på skøjter. Mosen kunne også illudere et hvidt område på verdenskortet. Så vandrede vi langs Moserenden gennem det mennesketomme moselandskab forbi Sjobjerg og Rævebjerg helt ud til Tybrind Vig og legede opdagelsesrejsende som for eksempel Livingstone og Stanley på jagt efter Nilens kilder. Af og til sneg vi os til at klatre op i luftmeldetårnet på toppen af Sjobjerg. Det var forbudt område, men den formidable udsigt over Husby, Tybrind Vig og Lille Bælt helt til Skamlingsbanken kunne få selv velopdragne drenge til at gå på akkord med reglerne.

 

Husby Skole. Preben Thuesen 1962

Oplysning

Undervejs forbi vores barndomshjem og op ad Skræppedalsbakken erindrer jeg, da min bror Leif og jeg gik i Husby Skole. Trods aldersforskellen på 1 år og 6 dage, gik vi i klasse sammen. Først i Husby og senere i Ejby. Vi gik op til Husby Skole, da vi boede for tæt på skolen til, at vi måtte cykle. Der skulle være plads i skolens cykelskur til cyklerne fra de elever, der boede længere fra skolen, end vi gjorde.

Når vi gående nærmede os toppen af Skræppedalsbakken, og kirketårnet langsomt blev mere og mere synligt over bakkekanten, kiggede vi altid spændt efter kirkens flagstang. Med skam at melde glædede vi os, når vi så, at flaget var sat på halv. Så vidste vi, at vi fik fri til middag. Førstelærer Andersen skulle over middag bestride sit hverv som degn og kirkesanger ved eftermiddagens begravelse.

Husby Skole eksisterer ikke længere som skole, men bygningen ligger der stadig og ligger fantastisk placeret. Da skolen i 1918 skulle fejre 25 års jubilæum på den nuværende placering, beskrev Fyns Stiftstidende skolen som "den smukke skolebygning", som dengang siden 1893 havde ligget i 25 år på "et af de allersmukkeste steder" i sognet. Før 1893 lå skolen ovre ved kirken. Den planlagte jubilæumsfest i 1918 blev for øvrigt aflyst på grund af epidemifare. Det var den spanske syge, der florerede over hele verden i slutningen og lige efter første verdenskrig. Millioner og atter millioner døde af denne influenzasygdom. Deraf den store respekt, også i Husby.

Skolen med den smukke skolebygning på det allersmukkeste sted ligger der som nævnt heldigvis endnu. Nu dog benyttet som smykkeværksted. Husby Skole indeholder stadig klasseværelser, førstelærerbolig og skolens ladebygning. Syd for kirken – vest for gården Blidkær - ligger to lodder jord, der engang hørte til skolen. Læreren måtte drive nogle stykker jord for at kunne få et rimeligt udkomme. Husby Skole er et unikt anlæg, der viser, hvordan en landsbyskole fysisk var opbygget. Måske burde den fredes! Men dejligt, at Bent Larsen og familie har passet så godt på den, siden de overtog den efter skolens nedlæggelse sidst i 1960´erne. Respekt!

Netop skolens smukke placering på et sted, hvorfra man kan skue ud over sognet og ud over Lille Bælt til Assens og Bogø, er ofte i mine tanker. Jeg husker morgener, hvor jeg fra klasselokalets store vinduer kunne opleve solopgangen skabe sølvglitren på Lille Bælts bølger og sende sine solstråler ned på Bogøs kyster.

Så klinger Jacob Knudsens salme ”Se nu stiger solen af havets skød” på min indre afspiller. ”… alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst”. ”O, at jeg tør favne dig, skære dag”. Og ”Lyset stander stille på livets kyst”.

Som regel glemmer jeg helt den gysen, der engang i mellem kunne gå gennem elevflokken, når lærer Andersen gav en uvorn elev en over nakken med violinbuen, alt mens vi sang den flotte salme og nød naturens fantastiske morgenskuespil.

 

Husby Kirke med Bredninge Bugten og Lille Bælt set mod Assens i baggrunden

Udvikling og afvikling

Nå, men jeg må videre rundt i sognet. Jeg lægger vejen forbi kirken. Den er altid en fornøjelse at skue. Begge mine brødre og jeg er blevet konfirmeret i den gule og hvide imposante kirke med de smukt svungne gavle og det flotte tårn med løgkuppel og spir. Kirkens indre med hvide hvælvinger er ligeledes en arkitektonisk oplevelse.

Her på sognets højeste sted lå kirken i århundreder i ensom majestæt i det, der engang var et øde område mellem sognets 4 landsbyer og Wedellsborg Gods. Fra 1712 lå landsbyskolen dog ved siden af kirken, og senere blev der tæt ved kirken placeret en bygning til at huse 6 fattiglemmer.

Tidligere var der så godt som ikke bebyggelser uden for landsbyernes snævre afgrænsninger. Sognets gårde og huse lå samlet i tætte klynger i landsbyerne Husby, Sønder Åby, Eskør, Hygind og omkring godset. Undtagelsen, der for landsbyen Husbys vedkommende bekræftede reglen, var Holegården. Ligesom kirken lå den helt alene langt uden for landsbyen, tæt på sognets højeste punkt. Den 29 meter høje Farshøj, hvor Husby-Sdr. Åbys første vandværk med vindmølledrevet pumpe og cisterne tidligere lå. På et kort fra 1865 hedder Holegården "Møllergaard". Her, hvor der kunne komme et ordentligt vindpres gennem Holens hulning og op ad de stejle skrænter, var landsbyens møllegård godt placeret. Meget passende står der nu en moderne vindmølle tæt på Holegården, lige over en af Holens stejle skråninger.

 

Vindmøllen mellem Holegården og Holen. 2018

Omkring år 1900 begyndte der at ske forandringer i landsbystrukturen. Skolen blev i 1893 flyttet fra placeringen ved kirken over til den nuværende placering på hjørnet af Skræppedalsvej og Storegade. Der blev opført forsamlingshus og brugsforening nær skolen. Over for Klokkekær, hvor vandværket nu ligger, blev der etableret en læssestation på roebanens stiklinje til Husby. Mellem landsbyen Husby og skolen kom der efterhånden flere huse og ejendomme til, som for eksempel telefoncentral, mekaniker, brødudsalg, slagter, tømrer, frisør, skomager og cykelforretning. Enkelte gårde som Klokkekær, Blidkær og Breidablik blev i starten af 1900-tallet flyttet ud fra landsbyfælleskabet Husby, ud til markerne oppe ved kirken. Breidablik blev flyttet ud til toppen af Skræppedalen efter en stor brand i 1915 omfattende flere gårde i Lillegade. En tjenestepige brændte fingrene på en tændstik, smed den fra sig, og der gik ild i nogle gardiner. Branden var ikke til at slukke, og gårdene nedbrændte. Pigen måtte efterfølgende betale en bøde på 10 kr. for uforsvarlig omgang med ild.  

Hvorom alting er. Omkring år 1900 ændrede sognet karakter. De moderne tider indfandt sig. Der kom udvikling i landsbyen Husby. En udvikling der fik en brat ende omkring tiden, da vi gik i Husby Skole. Vi var dog vist nok ikke årsagsvoldere! Omkring 1960 var den generelle afvikling af landsbyer og landområder allerede for alvor ved at slå igennem rundt om i hele landet.

En fornøjelse at besøge Sdr. Åby

Efter således at have dvælet på højdedraget ved kirken og skolen bevæger jeg mig videre sydpå, nedad bakken mod Sønder Åby. Vejen byder på en formidabel og åndeløs smuk udsigt over Lille Bælt mod Bågø. Vel nede i Sønder Åby mødes jeg af alléen til præstegården. Her gik vi inden vores konfirmation den 4. april 1965 til konfirmationsforberedelse hos pastor Jensen. Jeg husker det som nogle rare timer, måske fordi vi kom til at lære pastor Jensen rigtig godt at kende, da vi i 7. klasse også havde ham som vikar i regning og fysik. Vores dygtige andenlærer Tagesen blev desværre ramt af svær sygdom og var i perioder sygemeldt. Tagesen døde knap 41 år gammel året efter, vi i sommeren 1965 var gået ud af Husby Skole. Hans gravsten står endnu på Husby Kirkegaard, ligesom gravstenen over vores forskolelærerinde fru Breiner. Hun var meget dygtig. Men jeg har aldrig glemt hende for, at hun engang i en gymnastiktime ovre i forsamlingshuset kaldte mig ”en klodrian”, da jeg ikke i første forsøg kunne springe over bukken. Mærkeligt, hvordan en sådan enkelt negativ bemærkning kan overskygge mange positive ting og blive hængende i så mange årtier! Det er værd at tage ved lære af.

Nå, men det var Sønder Åby, jeg skulle kigge nærmere på. Udover at gå til præst, kom vi også her for at spille fodbold med brødrene Knud og Olav, der boede på landsbyens ældgamle bindingsværksgård, ”Gammelgård”. Efter skoletid besøgte vi af og til Jørgen, der var min sidekammerat i næsten alle årene i Husby skole og efterfølgende i realskolen i Ejby. Sammen med ham sejlede vi blandt andet på bugten i jolle med hjemmerigget sejl. I Sønder Åby boede også Arne, som vi gik i klasse med hvert andet år. I Husby Skole gik vi dengang to årgange sammen i hver klasse. Sammen med Arne blussede vi blandt meget andet ål om natten, når der var vindstille over bugten. Fantastisk på bugtens flade vand at opleve naturen en stille, lys  og lun sommernat. Nu er brug af ”lyster” til fiskeri efter ål forbudt. Arnes far var fritidsfisker og havde klinkbyggede både med indenbords motor. Dem sejlede vi i på Lille Bælt, nogle gange helt over til havnen på Bågø.

Arne, Jørgen og brødrene Poul og Jørgen fra Husbygård var, da vi blev unge, med i kernen af den gruppe af kammerater fra egnen, der sammen tog til fester og koncerter rundt om på Vestfyn. Ofte transporteret af købmand Thomsen fra Håre i hans folkevognsrugbrød. Når bilen var fyldt op, blev transportudgiften billigere for den enkelte. Det var som oftest Club Seven på Gelsted Kro, Skovpavillonen eller Hotel Phønix og Rådhuskælderen i Assens eller Åruphallen turene gik til.

 

Sønder Åby set fra vest. En "slynget vej" med "stjerneudskiftning"

Navnet Sønder Åby hentyder til landsbyens beliggenhed ved Brænde Ås udløb i Lille Bælt. Landsbyen, der er fra omkring år 1300, er en ”slynget vejby”. Sønder Åby blev udskiftet i 1793. De indtil da fælles landsbyjorder blev fordelt og tillagt de enkelte gårde i landsbyen, så hver gård fik sine egne marker. Systemet der blev brugt kaldes for ”stjerneudskiftning”. Endnu kan man ane systemet i markhegn og markdiger. Bygninger og landsbystruktur er usædvanlig velbevaret i Sønder Åby. Det er en fornøjelse at komme her.

Når jeg besøger Sønder Åby, kører jeg altid lige et smut over broen over Brænde Å ved Sandgraverhuset. På den anden side af åen, inde i Tanderup Sogn og lige før Bredninghuse, ligger en sten med påskriften ”13.11.1872”. Stenen viser, hvor langt havet gik ind i landet ved den store stormflod i Østersøen og i Lille Bælt i november 1872. Vandet stod 2-3 meter over daglig vande, og stormfloden blev efterfulgt af stærk kulde og megen sne. Stormfloden fik katastrofale konsekvenser, også her på egnen. Kystnære huse og bygninger blev oversvømmede eller skyllede helt bort. Tre-fjerdedele af Bogø blev oversvømmet. Alle dæmninger ved Føns, Svinø, Gamborg og Ronæs blev gennembrudte. Ved Ronæsbro Dampmølle druknede møllerens bror i vandmasserne.

Tilbage over broen skal jeg selvfølgelig også lige en tur ud til Sønder Åby Strand. Herfra er der en flot udsigt over bæltet helt til Assens, Sønderjylland og Brandsø. Da vi var børn og unge var det ikke en badestrand, vi benyttede. Så på den måde har jeg ikke så mange minder fra denne strand. Som børn badede vi sammen med vores mor fra den behagelige sandstrand ved Eskør, der hvor den store strandeng Flægen møder havet. Mor havde mig bagpå cyklen og Leif i en cykelstol på styret, når turen gik til Eskør Strand.

Da vi blev større og selv kunne cykle til stranden, badede vi fra Husby Strand ved Sudden mellem Wedellsborgs Jagtslot og Husby Strandvej. Engang i mellem overnattede vi også på stranden i telt sammen med Jørgen og Poul fra Husbygård. Så kunne vi opskræmme hinanden med smuglerhistorier. På de tider før EF og det senere EU var smuglerier meget almindelige. Der blev for eksempel smuglet masser af cigaretter over Østersøen fra Polen. Det kunne nok sætte gang i drengefantasierne, når vi om natten så lyset fra en båd ude på vandet.

 

Wedellsborg Havn 1907

Endnu senere, da vi gik i realskolen i Ejby, mødtes vi om sommeren med fodbold- og skolekammerater for at bade ved Wedellsborg Havn. Nedbrydningen af havnen var dengang allerede godt i gang, men ikke så meget som nu. Vi kunne stadig springe i vandet fra molerne. Nu er broen ud til havnen og det meste af molerne væk.

Jeg synes, Sønder Åby Strand er overmåde interessant at besøge af to årsager. For det første er det et godt sted at iagttage resultatet af havets aktuelle virksomhed. Nedbrydningen af klinterne ved Wedellsborg Hoved, transport af det opslæmmede  nedbrudte materiale og aflejring af materialet som marint forland og som tanger hen foran bugten ved Sønder Åby og foran Emtekær Nor. For det andet er det et godt sted at se stenalderhavsklinter. Verdenshavene stod for 8-9000 år siden meget højere end i dag. Inde i landet ved Sønder Åby Strand kan man se de nu tilvoksede stejle kystklinter, der er resultatet af Stenalderhavets nedbrydning af kysten. Sønder Åby Strand er et overordentligt smukt sted at opleve og iagttage naturens stærke landskabsdannende kræfter.

 

Tilgroede Stenalderhavsskrænter ved Sdr. Åby Strand. 2018

Vildsvinenæsset

Inspireret af besøget ved Sønder Åby Strand på Wedellsborghalvøens sydside beslutter jeg at lægge min vej om til Husby Strand på halvøens nordside. Undervejs passerer jeg Adlerhus. Portbygningen til Wedellsborg Gods og Slot. En flot hvid bygning med svungne renæssancegavle og en imponerende kunstnerisk udført smedejernsport. Porten markerer ”den fine vej” mod vest ud til Wedellsborg Slot og hele den yderste del af Wedellsborghalvøen. Halvøen hed oprindelig Iversnæs. Man kunne forledes til at tro, at der er tale om mandenavnet Iver. Det er det på ingen måde. Iver er en senere forvanskning af det gamle danske ord ”iurs”, der betyder vildsvin, altså betyder Iversnæs "vildsvinenæsset".

 

Adlerhus. 2015

Vi har nu aldrig mødt vildsvin her ved Adlerhus eller andre steder på halvøen. Men vi har mødt en vild gedebuk. Den tilhørte vores klassekammerat Henrik, der boede i Adlerhus. Dengang husede Adlerhus godskontoret, hvor Henriks far var godsskriver, altså en form for forretningsfører. Henrik havde en gedebuk, der havde den uvane at snige sig ind på os og helt uventet give os et velplaceret gedebukkestød bagi.

Ved Adlerhus lå tidligere et hus med værksted og bolig for godsets væver. Her boede den på egnen kendte væver og digter Lars Clausen. Væverhuset blev revet ned, og Lars Clausen flyttede til Emtekær. Da Lars Clausen døde i 1893, blev han begravet på Tanderup Kirkegård, hvor man endnu kan se hans gravsten lige inden for kirkegårdsporten. Ved Adlerhus er der rejst en mindesten for Lars Clausen.

 

Mindestenen for Lars Clausen (1841-1893), hvor væverhuset lå ved Adlerhus. 2015

Hønsefodbold

Tæt på hvor Husby Strandvej går af fra Tybrindvej, passerer jeg forbi Husbygård. Gården hørte i vores skoletid under Wedellsborg. Her boede Jørgen og Poul, som vi tit var sammen med. De var lige så fodboldtossede som os. Vores fodboldtid startede i øvrigt på Husby Sportsplads, da vi lige var begyndt i skolen. Leif og jeg stod og kiggede på iført gummistøvler. Træner for drengeholdet var brugsuddeler Folmer. Han fik os hurtigt med i spillet, selvom vi ikke var gamle nok til drengeholdet og ikke havde de fornødne fodboldstøvler.

Vi fik snart anskaffet os nogle brugte fodboldstøvler. Fodboldstøvler var dengang med korkpropper hæftet på støvlebunden med fire søm. Når korken blev slidt af, kunne sømmene lave nogle slemme flænger i en modstanders ben, hvis man ikke tog hensyn. Fodboldene var lavet af læder med en oppustelig gummiblære inden i. Blæren blev holdt på plads af en snøre. Snøren kunne lave et ”fint” stempel i panden, når vi headede til en våd suttet bold, eller ”nikkede” som det hed dengang.

Men tilbage til Poul og Jørgen på Husbygård. Når vi ikke trænede fodbold oppe på sportspladsen, trænede vi ofte oppe ved dem. Om sommeren foregik det i en tidligere hønsegård. Om vinteren i Husbygårds store lade eller i det nedlagte hønsehus, der var blevet desinficeret med kalk. Hold da op, hvor vi var hvide af støv og tørre i øjne og hals, når vi havde spillet inde i hønsehuset. Det var oppe ved Poul og Jørgen, vi så VM-finalen i 1966 mellem England og Tyskland. England vandt 4-2 efter forlænget spilletid. Efter kampen prøvede vi ude i hønsegården at gøre Geoff Hursts kontroversielle mål til 3-2 efter. Vi bankede bolden på overliggeren og diskuterede om bolden var over stregen, når nedslaget ramte jorden. Burde Geoff Hursts mål havde været underkendt? Det mente tyskerne.

 

Den sunkne tange i Tybrind Vig, hvor Ertebøllefolket havde boplads

Udsigten over Tybrind hvor Ertebøllefolkets sunkne land nu ligger under havoverfladen

Tybrind Vig

Nå, så når jeg endelig ned til Husby Strand ved Tybrind Vig, nord for Wedellsborghalvøen. Strandengen her hedder Sudden, som strandengen i øvrigt også hedder ved Hindsgavl Slot ved Middelfart. Sudde kommer af ”at syde”, altså koge. I gamle dage samlede beboerne fra de nærliggende landsbyer spiselige strandplanter på Sudden for at koge dem til kålretter eller bruge dem i salater.

Ved Husby Strand plejer jeg altid at lade min geografiske og historiske fantasi spille på alle indre skærme.

Når jeg står her på en klar dag og kigger over vigen og bæltet, rejser jeg gerne 15.000 år tilbage i tiden. Forestiller mig datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Gletsjerisen knirker og knager, mens den langsomt glider fra sydøst mod nordvest og høvler sig frem gennem det landskab, der nu er Lille Bælt og nærliggende kyster.

Jeg forestiller mig bragene, når gletsjerens front i den korte kolde polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende smeltevandssøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Så hører jeg også et imaginært hæst skrig fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger strandengene og kysterne for bytte.

Lad mig lægge fantasien væk. Stadig stående på kysten ved Husby Strand iagttager jeg den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.

Når jeg fra Husby Strand kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan jeg mod nordøst, hvor jeg startede min tur, se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer.

Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med den nåleskov, jeg tidligere kørte igennem på vejen mod Hygind.

På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget her i 1856.

Længere inde i landet ved Gelsted ligger Lunge Bjerge. Her på toppen af Klakkebjergs sandede jorde bliver jeg hvert år i august forført af smukt blomstrende lyng i alle nuancer af lilla. Midt på Vestfyn føler jeg mig næsten henført til de jyske heder.

Når jeg stadig stående på kysten ved Husby Strand kigger udad – lige frem og til venstre mod vest og nordvest - over Tybrind Vig og Lille Bælt, kan jeg ovre på den jyske kyst skimte den høje pendant til Ørslev-Lunge Bjerges randmoræne, Skamlingsbanken.

I det sydlige Danmark sænker landet sig. Derfor ligger der nu ude i Tybrind Vig en druknet boplads fra Ertebølletiden, altså fra tiden for 6-7.000 år siden. Fund fra denne boplads udgør en væsentlig del af Moesgaard Museums overmåde interessante nyindrettede stenalderudstilling. Fundet i Tybrind Vig af en stammebåd og et pigeskelet sammen med et barneskelet udgør et markant indslag i stenalderudstillingen.

Nå, det blev til mange ord. Men det er en interessant, flot og spændende egn, jeg har besøgt. Nu må jeg hellere stikke næsen hjemad og drage over bælt og bro igen.

Vejen hjem

Tilbage på Tybrindvejen passerer jeg i Eskør ejendommen, hvor min faster og onkel og mine tre fætre boede. Sikken formidabel udsigt, de har haft. Vel at mærke når de arbejdede udenfor eller i stalden, som tog udsigten fra stuehuset mod Tybrind Vig. De nye ejere har indrettet avlsbygningerne til beboelse og kan derfor fra deres bolig nyde den skønne udsigt over bæltet mod Skamlingsbanken. Her går Eskørgyden af til højre ned mod Skræppedalen. Vores gode kammerat Arne bor på toppen af Eskørbakken i et flot gammelt husmandssted, han selv har sat i stand. Godt, at nogen passer på kulturarven. Og godt at have gode, gamle kammerater.

Lidt længere nordpå ad vejen mod Tybrind passerer jeg et husmandssted, der nu er brudt ned. Vist nok med henblik på at opføre et nyt hus. Vi gik i Husby Skole og spillede fodbold med Bent, der boede her. Herfra er  der nok en af Danmarks flotteste og mest uspolerede udsigter. Det ser stort set ud, som det gjorde i stenalderen. Det blå, blå bælt. De omkransende grønne skove. Bækken, der bugter sig gennem den tilgroede havbund Flægen. En kæmpemæssig strandeng med alle mulige slags planter og græsser i alle nuancer af gult, brunt, rødt og grønt. Her er en vrimmel af strandfugle. Engen hedder Flægen på grund af de mange flægplanter. Flæg er sværdplanter som for eksempel Iris.

Området ved Tybrind Vig blev engang invaderet af svenskere. Det var den svenske konge, der i vinteren 1658 gik over isen fra Hejlsmindeområdet og gik i land i Tybrind Vig. Den mindre danske hærenhed, der skulle forsvare ved Tybrind Vig, kunne slet ikke stoppe svenskerne og deres lejetropper, som snart besatte hele Danmark, på nær København. Ved den efterfølgende fred måtte vi afstå vore svenske landsdele, men blev som så ofte senere i historien af stormagterne reddet fra total udslettelse.

Nu går min vej via dæmningen over Flægen og forbi Tybrind, hvor der engang lå et nu nedbrudt slot. Nogle af brokkerne blev vist brugt som kystsikring af klinten ved Grevindeskoven nær Jomfrumarken.

 

Udsigten fra Føns Kirke over det tidligere inddæmmede land mod Ronæsbro

Videre går det langs dæmningen ved Føns Vig og nord for Føns over Ronæsbro. Det var her, det gik så galt ved den store oversvømmelse i 1872. En stor mængde korn i det endnu eksisterende pakhus blev ødelagt af vandet, og møllerens bror druknede.

En del af dampmøllen kan stadig ses. Dampmøllen skulle pumpe den inddæmmede Fønsvang Sø tør. Nu er det inddæmmede land opgivet. Vandet går igen helt ind til Skadebjerg ved Broendegården og stedet, hvor Broendehuset lå, og hvor Boye begik sit morderiske overfald.

Over dæmningerne ved marsvinefangstøen Svinø kører jeg gennem Gamborg til Middelfart og over broen tilbage til min bopæl. En tur ad de yderste fynske veje langs Lille Bælt er noget af en naturoplevelse.

I bil og på cykel er det en fin oplevelse, men helt optimalt er det at gøre turen til fods. Det gjorde bror Bo og jeg en dejlig lys, men kølig novemberdag i 2019. Vi havde en fælles fin oplevelse, da vi vandrede de 14-15 kilometer ad de yderste veje langs bæltet fra Husby Forsamlingshus til den både i det ydre og i det indre overmåde smukke Gamborg Kirke.

Mange oplevelser rigere glæder jeg mig vel ankommet til mit hjem i det jyske over atter en god dag i det vestfynske.

Ib Hansen januar 2020

Flere fortællinger fra hjemegnen:
https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html