Nildalen i fuld feltmæssig udrustning

Mit besøg i Karnaktamplet ved Luxor  i Ægypten 1974. Fuldt feltmæssig udstyret med bøllehat, kanvastaske, træsko og minikamera

I år må vi finde alternative måder at opleve verden på. Det kan vi gøre ved at genopleve tidligere rejser.

På denne kølige lidt triste julidag i 2020, genoplever jeg derfor i tankerne min rejse til Ægypten i juli 1974, året efter Yom Kippur krigen.

På den jødiske soningsdag Yom Kippur den 6. oktober 1973 havde Ægypten og Syrien foretaget et overraskelsesangreb på Israel. Det var som så mange gange før blandt andet Golanhøjderne, det drejede sig om. Et strategisk højdedrag mellem Israel og Syrien. Israel havde annekteret området sammen med dele af Sinaihalvøen efter 6-dageskrigen i 1968. I 1973 ville de arabiske lande med Ægypten og Syrien i spidsen tage højdedragene tilbage. Det havde de ikke held med. Yom Kippur krigen sluttede  efter knap tre uger. Det lykkedes ikke for de arabiske lande at overvinde Israel.

I august 1974 skulle jeg påbegynde mit sidste studieår, hvor jeg skulle afslutte mine linjefag historie og geografi. Jeg havde sparet 5000 kr op. Dem besluttede jeg at bruge på en rejse i Ægypten. Det var i forhold til mine fag og de kommende eksamener et relevant sted at tage hen. Et sted med masser af historie og geografi.

Ægypten var i 1974 stadig et land i militær undtagelsestilstand. Militær alle vegne og masser af checkpoints i byerne, langs landevejene, ved Aswan-dæmningen, ved de historiske steder og sågar ude i ørkenen. Det var nu ikke noget, der hæmmede mine oplevelser, men stemningen af krig fornemmede jeg, og den kan jeg stadig genkalde mig.

Det blev tre uger med ufattelige oplevelser. Oplevelser jeg stadig lever højt på den dag i dag.

Myretuen Cairo. Trængslen af mennesker og biler. Forrygende farver og former. Støj, støv og smog. Pyramiderne i Giza på kanten af storbyen og indhyllet i byens morgensmog. Tut Ank Amons gravgods og de mange andre spændende genstande på Cairo Museum. Den Blå Moske.

Jernbaneturen i aflagte østtyske tog 1000 km fra Cairo ned gennem Nildalen til Aswandæmningen, der var indviet i 1970. Her i 1974 var den 500 km lange opdæmmede Nilsø, Nassersøen endnu ikke helt fyldt med vand.

De fantastiske aftener i Aswan på Hotel Old Cataracts terrasse med indtagelse af en kølig drink akkompagneret af cikadernes inciterende og højlydte spil. Betragte den storslåede solnedgang fra hotelterrassen, hvor Agatha Christie blev inspireret til at skrive sin berømte roman, Døden på Nilen. Nyde det fløjlsbløde tæppe af tæt mørke, der dæmpede dagens skoldhede luft ned til mere behagelige aftentemperaturer.

Rejsen tilbage nordpå med ophold i Luxor. Tempelbyen der nok er det sted på turen, der står tydeligst i min erindring. De uforglemmelige besøg i Luxortemplet og det koloenorme mægtige Karnaktempel, hvis mægtige søjlehal det ofte er muligt at få genoplevet, når fjernsynet jævnligt genudsender filmatiseringen af Døden på Nilen med Peter Ustinov i hovedrollen.

Duftene af jasmin der bølgede gennem de mange andre lugte og dufte under spadsereturene på Luxors nilpromenade. En oplevelse der tændes for hvert år, når vores havejasminers hvide  blomster udsender deres fortryllende stærke men behagelige dufte.

Fantastisk var det at hyre en felukka i Luxor og lade sig sejle over til De dødes By på Nilens vestbred. Jeg kan så nemt som at knipse med fingrene genkalde mig sejlturen og i fantasien genkalde mig det store, hvide trekantede sejl smælde, når vinden tog fat i det. Høre årenes plasken og dunken det sidste stykke mod bredden, når sejlet var rebet under landingen på Nilens vestbred direkte overfor levende Luxor.

Ved landingsstedet ventede et væld af æsler, æseldrivere og lokalguider, der nærmest sloges om at få tjansen med fortælle om og transportere turisterne til Kongernes dal. Endelig oppe i sadlen på et æsel gik det forbi ruinerne af Ramasseum, kæmpetemplet til minde om Ramses den Anden. Forbi de to 19 meter høje Memnonkolosser, der ensomt står tilbage som rester af Amenhotep den Tredjes enorme tempel.

Memnonkolosserne kan ifølge overtroen klage sig. Klagetonen skyldes, at der opstår temperatur og fugtighedsforskelle i nogle sprækker i statuen, så luft presses gennem sprækkerne. Jeg oplevede nu ikke at høre dem tale.

Vejen mod Kongernes Dal op over bjergsiden gik forbi gravpladsen med adelens grave. Allerede her blev jeg overvældet og bjertaget af skønheden og gravbilledernes fortællestyrke. Billederne på væggene i gravene skildrer i mange detaljer den afdødes levnedsforløb og hans gerninger berømmes. På væggene er endvidere med smukke kartoucher og hieroglyffer skrevet dødsbønnerne, der skal være med til at føre den afdøde over på den anden side, til livet efter døden. Hold da op, sikken oplevelse at besøge sådanne grave. Men det bedste, og det der skulle vise sig at blive hele Ægyptenturens højdepunkt, ventede endnu.

Efter en pause med lidt mad og drikke var det igen op på æselryggen. Nu gik det ned ad klippesiden på den anden side bjerget. Stejlt, støvet og ufattelig smuk var turen ned i dalen, hvor kongernes grave er. Stort var det at besøge nogle enkelte af de mange kongegrave. Jeg må nok indrømme, at min drengetids læsning af bogen om Howard Carters udgravning af Tut Ank Amons grav poppede op i mit hoved. Historien om de mange uheld, de giftige gasser og onde ånder, der ifølge nogle af Carters overtroiske medhjælpere forsøgte at forhindre udgravningen stod lysende klart for mig, da jeg stod ved de kongegrave, jeg skulle besøge.

Der var nu ingen grund til alarm. Besøgene i kongegravene var en næsten ubeskrivelig fantastisk oplevelse. Først ned ad en stejl trappe ned gennem klippen til gravens forkammer. Gennem flere sidekamre, hvoraf nogle ender blindt for at føre eventuelle gravrøvere på vildspor. Føreren kunne heldigvis vise vejen til selve gravkammeret, hvor granitsarkofagen med kongemumien for tusinder af år siden var blevet placeret. Andægtighedens tavshed var overvældende. Tænk sig at stå foran en sådant artefakt over menneskers arbejde for tusinder af år siden. I nicher og de omtalte sidekamre er alle mure og vægge dækket med farverige billeder og hieroglyffer, der beskriver afdødes liv og livet i Ægypten på det tidspunkt den pågældende konge levede. I flere af gravene er der også hugget relieffer ind i bjergets kalksten, relieffer der bagefter er blevet poleret og malet. I Kongernes Dal er der 64 kendte gravsteder. Jeg nåede bare  2-3 stykker.

Turen til Ægypten indeholdt mange andre oplevelser end de allerede nu beskrevne. Trinpyramiderne i Memphis-Sakkara. Serapeum med de hellige Apistyres sarkofager. og meget, meget mere. Men lad os slutte her med en afrunding af rejsen, der fik betydning for resten af mit liv.

Vel hjemme igen efter Ægyptensbesøget blev jeg syg. Jeg ved ikke, hvad jeg fejlede. Men voldsom feber, ledsmerter og kvalme lagde mig i sengen i adskillige dage på mit lille 14 kvadratmeters værelse på Kolding Nordre Kollegium langt fra min familie på Fyn. 

Heldigsvis havde jeg kort før rejsen til Ægypten indgået en sønderjysk forbindelse med min kollegiebofælle Anne Marie, der boede et par værelser længere oppe ad gangen. Hun passede og plejede mig under sygdommen. Forbindelsen udviklede sig til en varig forbindelse, der holder den dag i dag.

Efterfølgende har jeg yderligere to gange i selskab med kone og datter besøgt Ægypten. Det har også været gode oplevelser, selvom jeg må indrømme, jeg blev en smule chokeret og lidt skuffet, dengang vi for nogle år siden var i Luxor og sammen skulle besøge Kongernes Dal. Det var en noget anderledes oplevelse, end da jeg i 1974 sejlede med felukka over Nilen og red på æselryg op over bjerget og ned i Kongernes Dal. Det havde jeg selvfølgelig fortalt min familie om. Men nu gik det i bus via en højbro over Nilen til et sted på de dødes side af Nielen, vestbredden. Den side af Nilen som solen hver aften går ned over. Her skulle vi fra bussen stige om til et transportmiddel, der mindede om de sydfranske byers ”petite train”. Men fremme ved indgangen til Kongernes Dal skiftede det hele tilbage til den tilstand, jeg husker. Ikke noget tingel-tangel eller turistgøgl, da vi kom ind i dalen med kongegravene. Her fik vi samme unikke oplevelse, som jeg fik i 1974. Stor respekt for ægypternes måde at håndtere denne unikke kulturarv på.

Nu vil jeg slutte min imaginære oplevelsesrejse for denne gang og begynde at fundere over, om der måske er andre steder, jeg i fantasien kan vende tilbage til, mens vi venter på, at verden forhåbentlig snart normaliserer sig.

Ib Hansen, juli 2020