Med vand i øjnene

Hvidensand

På cykel på vej fra Ejby mod Husby. Vandet stod i mine øjne. Ja, det løb vel også over. Og det var ikke kun modvinden på den lange vej fra skolen til hjemmet en blæsende regnfuld efterårsdag i oktober, der var skyld i det. Drenge på vores alder græd ikke offentligt.

Jeg husker endnu tydeligt sorgen suge i maven, da jeg og min bror Leif som en del af flokken af elever fra Husby om eftermiddagen den første mandag i oktober 1966 i strid modvind på cykel var på vej fra Ejby Folke- og Realskole sydover mod vores hjem på Skræppedalsvej i Husby. Sorgen var også i blandet en del angst. Tænk, hvis det havde været mig. Eller en af mine brødre, mine forældre eller en af kammeraterne.

Da cykelflokken passerede gården ”Hvidensand” i Sibirien i den yderste nordlige del af Hygind, tror jeg, alle i flokken havde tankerne rettet mod Jørgen, vores tidligere skolekammerat fra Husby Skole. I vores gamle 7. klasse i Husby Skole var vi 10 elever. De 5 af os, tre drenge og to piger, fortsatte i realskolen i Ejby. De andre var kommet ud at tjene på en af sognets gårde eller havde fået anden beskæftigelse. Jørgen Rasmussen fra Nyhuse tjente på ”Hvidensand”.

Pågældende mandag havde vi på skolen fået at vide, at Jørgen var blevet dræbt i en arbejdsulykke. Under markarbejde var der sket det, at den traktor, han førte, var væltet. Og den var væltet så uheldigt hen over Jørgen, at han var blevet dræbt. Det var noget, der satte sig i vores unge påvirkelige og sensible sind. Forfærdeligt for Jørgen, hans forældre og søskende og også for gårdmanden og hans familie. Gårdmandens sønner kendte vi udmærket. Hans og Ejlif. Dem havde vi gået i klasse med hvert andet år, idet landsbyskoleordningen i Husby var indrettet således, at vi gik to årgange i samme klasse.

Sorg og glæde de vandrer sammen. Lykke og ulykke kommer på rad og række. Sådan var det også i ulykkesugen den første uge i oktober 1966. Forklaring følger.

Jørgen blev klemt ihjel af den tunge traktor lørdag den 1. oktober 1966 og blev begravet den følgende tirsdag den 4. oktober. Begravelsen blev foretaget i hans konfirmationskirke, Husby Kirke og blev foretaget af pastor Jensen, som vi alle kendte ganske godt. Han havde året før den 4. april 1965 konfirmeret alle os afgangselever fra Husby Skoles syvende klasse. Og vi havde haft ham som vikar i skolen for andenlærer Tagesen, som flere gange var alvorligt syg de sidste år af vores skolegang. Jørgen og lærer Tagesen står noteret som døde lige ved siden af hinanden i Husby Sogns kirkebog. Vores dygtige og respekterede lærer Tagesen var død året efter vores afgang fra Husby Skole for at skifte til Ejby. Lærer Tagesen døde den 9. juli 1966 og blev begravet på Husby Kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses. Jørgen blev også begravet på Husby Kirkegård, men hans grav er for længst slettet. Men tilbage til det med, at sorg og glæde vandrer sammen.

Om lørdagen den 8. oktober, som Jørgen var blevet begravet om tirsdagen, skulle vi for Ejby junior A spille fodboldkamp mod Harndrup. Jørgen spillede også fodbold i Ejby, men var, som jeg husker det, ikke tit med på førsteholdet, men vi trænede sammen. Han var en del af fodboldflokken, også selv om han ikke var fast mand på holdet og ikke gik i skole i Ejby. Træner og klubledelse med formanden Wackerhagen i spidsen havde gjort sig tanker om, hvordan en sådan kamp i sorgens skygger skulle udspille sig. Resultatet af overvejelserne blev, at vi alle fik udleveret et stykke sort sørgestof, som vi bandt om venstre arm på vores røde Ejby-trøjer. Og så blev der ved kampens start på Harndrup Stadion selvfølgelig holdt et minuts stilhed.

Det var noget af en afgørende kamp for os Ejby-spillere. Vi havde en plet, der skulle vaskes af. Hjemmekampen mod Harndrup i foråret 1966 havde vi tabt 0-1. Det var ikke noget, der huede vores træner – og vores idrætslærer på skolen – Bent Bill Brodersen, og selvfølgelig heller ikke os spillere. Vi gik jo i skole med elever fra Fjelsted og Harndrup. Og hvad nu, når vi var påvirkede af sorg og ulykke. Hvordan ville kampen forme sig?

Kampen blev spillet i stærk blæst. Der havde som nævnt været stærk efterårsvind hele den uge. Det var vi, der cyklede de 10 kilometer frem og tilbage hver dag mellem Ejby og Husby, meget bevidste om. Men vinden viste sig i denne uge fra sin hjælpsomme side. Om mandagen kunne den skjule en tåre, og om lørdagen hjalp den specielt mig til en minderig og lykkelig dag midt i al sorgen.

Jeg scorede direkte på hjørnespark. Mine hjørnespark var altid indadskruede mod forreste stolpe. Denne dag kom sydvestenvinden med yderligere hjælp, så bolden gik direkte ind i forreste trekant. Forårssæsonens nederlag på 0-1 blev til en sejr i efterårssæsonen på hele 1 – 12!

Jeg vil altid huske den første uge i oktober 1966 som en både sorgens og en glædens uge. Et billede på hvordan menneskets lod er. Vi oplever alle både medgang og modgang i livet. Lykke og ulykke. Sorg og glæde. Og det i både småt og stort. Jørgens død var det store i den uge, mens fodboldsejren var det inferiøre, den i det store billede lille og helt betydningsløse ting. Men begge ting husker jeg, som var det i går her over 50 år efter. Jeg sender altid en tanke til Jørgen, når jeg passerer forbi Hvidensand eller kigger ind på Husby Kirkegård, selv om hans grav nu er slettet.