Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op
over Skræppedalsbakken nær Husby Hole.
Det var en lun aften sidst i juli måned.
Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen
bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over
Skræppedalsbakken. Året var 1968. Det år min mellemste bror Leif og jeg tog
realeksamen. Leif og jeg havde været uadskillelige, lige siden han blev født et
år og seks dage efter mig. Nu var han med sin realeksamen i lommen rejst til
København for at gå i lære som shippingassistent i hæderkronede ØK – Østasiatisk
Kompagni. Hvad skulle være fremtiden for mig?
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg
ville være. Da jeg gik tredje klasse, var jeg godt nok en dag kommet hjem fra
skole og havde sagt til min mor, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Det
var fordi, jeg den dag i Husby Skole havde fået ros af lærer Tagesen. Jeg havde
ved overhøringen kunnet gengive dagens lektie i historie næsten på komma. Det
med et lærerjob var ikke noget, der lige faldt mig ind efter realeksamen, uanset
at jeg var og er en bogorm og bognørd. Jeg har aldrig været praktisk anlagt.
Alligevel havde jeg lige efter realeksamen søgt en pedelstilling ved det dengang
forholdsvis nye Odense Universitet, der var blevet grundlagt i 1964. Nu hedder
Odense Universitet efter en række fusioner tværs over både Lillebælt og
Storebælt Syddansk Universitet. Jeg fik selvfølgelig afslag. Og set i
bagklogskabens lys heldigvis for det. Det var ikke et job for en mand med 10
tommelfingre og uden praktisk sans. Men hvad skulle jeg så tage mig til? Jeg
kunne jo ikke bare gå derhjemme uden at lave noget.
Netop denne sommeraften gik
jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med
mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken
mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med
sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby.
Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i
Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik
ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen
i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke
gymnasium i Middelfart.
Agnete spurgte selvfølgelig til, hvad Leif og jeg skulle lave efter realeksamen. Jeg fortalte, at Leif allerede var rejst til
København, og at jeg havde fået afslag på min ansøgning om en pedelstilling. Du
skal da starte i gymnasiet, mente hun. Det er vist for sent her en uge før
gymnasiet starter, replicerede jeg. Hun blev ved og foreslog, at jeg skulle
ringe til vores tidligere klasselærer og skoleinspektør Holger Lund på Ejby
Folke- og Realskole for at høre, om han ikke kunne lave en anbefaling, der kunne
hjælpe mig ind på Vestfyns Gymnasium. Næste dag fulgte jeg Agnetes forslag og
ringede til Lund. Han ville gerne hjælpe og tog kontakt til rektor Poul Hansen på
Vestfyns Gymnasium. Poul Hansen var meget imødekommende, og jeg fik lov at
starte på gymnasiet ugen efter.
Nu var det jo kun et par år efter
kommunesammenlægningen i 1966, hvor Husby, Tanderup, Ørslev og andre små
sognekommuner forud for den store kommunesammenlægning i 1970 var blevet lagt
sammen med Ejby til Ejby Storkommune. Det viste sig at have den store fordel, at
jeg, når jeg skulle hen på gymnasiet i Glamsbjerg, bare kunne cykle ned til
Købmand Thomsen i Håre og køre med ham. Han kørte en skolerute til gymnasiet fra
Håre over Hjerup, Kaslund, Barløse og Ørsted til Vestfyns Gymnasium. Ruten var
blevet oprettet, da gymnasiet blev grundlagt i 1959 af Assens og Glamsbjerg
kommuner og en række andre vestfynske kommuner, herunder Tanderup Sognekommune,
som jo i mellemtiden var blevet en del af Ejby Kommune.
Ved tilfældighedernes
spil kom jeg således i gang med at tage en matematisk-fysisk studentereksamen.
Og det med bedre transportforhold end til realskolen i Ejby, hvor vi hver dag skulle
cykle omkring 10 kilometer hver vej. Hvis jeg var gået i gymnasiet i Fredericia,
skulle jeg først have cyklet til Ejby Station, have taget toget til Fredericia
og gået fra Fredericia Banegård til gymnasiet og samme vej retur efter skoletid. Nu skulle jeg kun cykle 4 km hver
vej til Håre, mens resten af skolevejen foregik i bil.
Da jeg tre år efter i
foråret 1971 skulle i gang med at overveje, hvad jeg skulle gå i gang med efter
studentereksamen, stod jeg med samme problem som efter realeksamen. Hvad skulle
jeg give mig til? Denne gang var det dog ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg
ville. Det var valget mellem mulighederne, der voldte problemer.
Jeg havde tre
ting, jeg godt kunne tænke mig. Mit gamle ønske om at blive lærer var poppet op
igen. Og så havde gymnasietiden med vores fantastiske historielærer Skaaning
understøttet de historiske interesser, jeg altid har haft. Endelig havde vores
fransklærer Mønsted, som også var erhvervsvejleder og kontaktlærer til
elevrådet sagt til mig, at han synes, jeg ville kunne blive en god
socialrådgiver. Jeg var medlem af elevrådet, så han havde sågar udstyret mig med en personlig håndskrevet
anbefaling til Den Sociale Højskole i Odense. Gad vide, hvorfor Mønsted mente, som han gjorde? Jeg skrev tre ansøgninger. Historiestudiet i Århus. Den Sociale
Højskole i Odense. Og læreruddannelsen i Kolding. Jeg kendte ikke noget til
nogen af de tre byer.
Efter studentereksamen fik jeg brev fra alle tre
uddannelser om, at jeg var optaget. Tro mod min barndomsdrøm valgte jeg
læreruddannelsen i Kolding med historie og geografi som linjefag. Det har jeg
aldrig fortrudt. Med min stærke tilknytning til hjemegnen på Vestfyn havde jeg
en forventning om, at jeg efter bestået lærereksamen ville søge lærerstillinger
på Fyn og bosætte mig på Vestfyn. Det blev ikke tilfældet. Der kom lige en
sønderjysk forbindelse i vejen. To år efter jeg flyttede ind på Nordre Kollegium, flyttede tilfældigvis en sønderjysk lærerstuderende med interesse for geografi
ind. Det blev med tiden ikke blot til en løs kollegieforbindelse, men en
fast forbindelse.
Det ses, at jeg havde al drengeidrætten på skolen. Træningsdragten var købt i Brugsen og var skrapgul!
Den 25. januar 1975 blev jeg færdig med lærereksamen og
startede dagen efter i en halvt års midlertidig stilling ved Ødis Sogneskole.
Jeg boede stadig på Nordre Kollegium. En dag efter skoletid sad jeg ude i
kollegiekøkkenet og talte med en kollegianerkammerat om mine planer for
fremtiden. Det var den sønderjyske lærerstuderende Keld Oksen. Han havde et godt
forslag. Et forslag affødt af, at han havde været i praktik på Bramdrup Skole i Bramdrupdam.
En skole han roste i høje toner. Den skole ville lige være noget for mig, mente
han.
Man skal altid lytte til gode og velbegrundede råd, særligt fra
sønderjyder! Så jeg skrev en ansøgning og blev kaldt til samtale. En samtale som
bekræftede mig i, at Bramdrup Skole lige ville være skolen for mig. En dygtig,
engageret og karismatisk leder, Åge Knudsen. Fantastiske kolleger, dejlige
elever og en meget opbakkende forældrekreds. Det var mit indtryk efter
ansættelsessamtalen. Jeg sagde ja til stillingstilbuddet og startede derfor på
Bramdrup Skole i august 1975. I september 1976 flyttede jeg sammen med den sønderjyske
forbindelse i et rækkehus i Bramdrup for senere i 1980 at flytte ind i det hus i
Bramdrup, hvor vi stadig 40 år efter endnu bor. Det var hvad en tilfældig samtale i et kollegiekøkken førte til.
Jeg var ualmindelig glad for at arbejde på Bramdrup Skole. Sideløbende med min lærerstilling på skolen var jeg også en årrække ansat i deltidsstillinger som henholdsvis underviser på Kolding Seminarium i linjefaget geografi og ved Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, hvor jeg underviste lærere på efteruddannelse i geografi. Alligevel begyndte omkring 1990 tanker om min fremtid på skoleområdet at poppe op i mit sind. Det var især tanken om måske at kunne øve positiv indflydelse på områder, der lå og ligger mit hjerte
nær, der rodfæstede sig. I 1992 søgte jeg og fik stilling som skoleinspektør på
Lyshøjskolen i Strandhuse. Igen oplevede jeg en helt fantastisk skole.
Fantastiske medarbejdere og medledere samt herlige elever med god støtte fra forældrene.
Lyshøjskolen 1993/94
Efter 3
gode år på Lyshøjskolen fik jeg den tanke, at det måske var tiden at søge
overordnet indflydelse på et samlet skolevæsen. Det blev til, at jeg i 1995
søgte og fik en stilling som forvaltningschef i Nørre Åby Kommune med det
overordnede administrative og ledelsesmæssige ansvar for ikke kun skoler, men også for dagtilbud, social-, sundheds,- og ældreområderne, fritid og
folkebiblioteker. Hold da op, hvor jeg lærte meget. Bare det at sætte sig ind i
metervis af regler på social- og ældreområdet. Et spændende og givende
job.
Men så spillede tilfældighederne igen ind. Et halvt år efter jeg var
startet i Nørre Åby Kommune blev min ultimative drømmestilling opslået,
direktørstillingen i Skole- og Idrætsforvaltningen i Kolding Kommune. Vi var forblevet bosat i Bramdrup, da vores datter gik på Bramdrup Skole og min kone arbejdede som lærer i Kolding Kommune og
for øvrigt blev ved at arbejde på samme skole i 43 år. Så der var ikke noget med, at et jobskifte ville betyde, at vi skulle rykke teltpælene op.
Skole- og Idrætsforvaltningens personale foreviget ved årsskiftet 1997-98 umiddelbart før vi flyttede over vejen Ålegården til en placering helt nær Kolding Å.
Jeg søgte og fik
stillingen som skoledirektør. Så efter knap et år forlod jeg med nogle gode
oplevelser og nyttige erfaringer i bagagen Nørre Åby Kommune.
Hold da op! Tænk
sig at komme ind i Skole- og Idrætsforvaltningen og arbejde med områder, der var
og er mit hjerteblod. En forvaltning med nogle utroligt fagligt dygtige,
energiske og dedikerede medarbejdere og ledere på alle niveauer, centralt som decentralt.
Senere var jeg så heldig i 2006 at blive udpeget som
den sammenlagte Kolding Kommunes fortsættende direktør for det, der nu blev til Børne- og
Uddannelsesforvaltningen. Over 3000 ansatte, et budget på 1,5 mia. kr. årligt og
omkring 100 decentrale enheder. Som på mine tidligere arbejdspladser mødte jeg
også i denne nye store enhed alle steder fantastiske medarbejdere og ledere.
Undervejs i mit chefarbejde har jeg i mine ansættelsesforhold været så privilegeret at
samarbejde med nogle meget dygtige og visionære kommunaldirektører, gode
chefkolleger og dedikerede faglige organisationer. Det har også været en stor
fornøjelse at have nogle engagerede politiske arbejdsgivere, der
hver ud fra deres ideologiske og politiske udgangspunkter gerne ville
understøtte og fremme en god udvikling for børne- og uddannelsesområderne. Jeg
har gennem årene samarbejdet med udvalgsformænd fra Dansk Folkeparti,
Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre. Det har i alle tilfælde været en fornøjelse. De ville alle noget godt for
deres udvalgsområde og ville gerne samarbejde. Hvor heldig
har man lov at være!
Ved en af de første taler, jeg holdt som skoledirektør introducerede jeg mit motto: "Glade medarbejdere giver glade børn og unge, glade børn og unge giver glade forældre, glade forældre giver glade politikere, og glade politikere vil gerne understøtte og investere i børn og unge."
I 2013 valgte jeg at slutte i mit direktørjob i Kolding
Kommune for at gå på tjenestemandspension kombineret med freelancearbejde som
konsulent og foredragsholder. Og ikke mindst for at kunne nyde livet som fri fugl med de mange muligheder, det giver.
Undervejs siden den spekulative sommeraften på Skræppedalsbakken har jeg vigtigst af alt været så heldig at få en dejlig
familie. Min kone og vores datter er begge lærere. Så det tilfældighedernes
spil, der begyndte en lun sommeraften på bakken i Husby, resulterede i et spændende og givende liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Og allermest glædeligt førte tilfældighederne til en
familie, hvor alle er læreruddannede og optagede af uddannelse og dannelse. Mine to brødre har for øvrigt også uddannet sig på disse områder.
Hvor er det fint at høre om dine tanker om livet og om din baggrund for, hvorfor du i dag er den du er.
SvarSletDu blev student et år før mig (jeg sprang 3. real over), og jeg noterer mig, at der ikke var en eneste studenterhue på billedet. Det var lige i de år, hvor det var fuldstændig YT at have sådan en. Jeg havde dog en, men vi var kun fire i min klasse, som valgte at få huen på.
I dag er der en 'studenterhue' til snart sagt hver eneste form for eksamen, så det har så sandelig ændret sig.
Når sandheden skal frem - og det skal den jo - er billedet fra et tidspunkt i 3g før eksamen. Kan ikke huske, om der blev taget et studenterbillede. Studenterhuesituationen var meget broget. Nogle havde hue, andre som for eksempel mig havde ikke.
SvarSlet