Rene lærernegle i "de brølende tyvere" - begivenheder i Tanderup Sogn i 1920

Tiden efter corona kan komme til at ligne de "brølende tyvere",
men som i "Den Store Gatsby" eller "Cabaret" bliver det nok ikke. 

Der var ikke meget ”de brølende tyvere” over det nye tiårs begyndelse. Men noget der kunne minde om en mindre lokal revolution, skete der dog. 

Den nyansatte førstelærer ved Tanderup Skole skulle i modsætning til forgængerne ikke have jord under neglene. Førstelæreren skulle fremover ikke længere som tilskud til lønnen have et jordtilliggende stillet til sin rådighed. Derfor hørte der ikke jord med, da Kristen Pedersen Larsen i februar 1920 blev kaldet som førstelærer og kirkesanger i Tanderup. Ja, dengang blev man ”kaldet”, når man fik en stilling som lærer i folkeskolen. Lærerarbejdet blev anset for at være et ”kald”. Til gengæld var lærere og førstelærere specielt i landsognene højt estimerede og værdsatte personer. 

Førstelæreren holdt længe – også uden jord under neglene 

I februar 1920 havde Tanderup Skole og Tanderup Kirke manglet en førstelærer og degn i tre måneder. Stillingen havde været vikarbesat siden oktober 1919. Det var noget af et tomrum, der var blevet efterladt, efter førstelærer, degn og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsens død og begravelse. Begravelsen fandt sted torsdag den 23. oktober 1919 fra Tanderup Kirke under deltagelse af omkring 400 mennesker fra hele egnen. 

Førstelærer Madsen og hustru

Førstelærer Madsens gravsten på Tanderup Kirkegård

Madsen var død pludseligt på vejen til sit hjem ved skolen fra en sammenkomst i Emtekær. Han havde været lærer i Tanderup i 32 år og før den tid andenlærer ved Husby Skole. Hans efterfølger førstelærer Larsen holdt endnu længere. Han nåede at være førstelærer i Tanderup i 38 år, fra 1920 til 1958. Da han holdt, blev han boende i sognet. Kristen Larsen og hustruen Kamilla flyttede fra lærerboligen ved kirken til en villa på Hårevej. Larsen passede sygekassen, indtil den overgik til at være et kommunalt anliggende. I marts 1976 døde Kristen Larsen 86 år gammel. Da havde han været enkemand i 10 år, idet hustruen Kamilla var død 79 år gammel i 1966.

 

Førstelærer Larsen og hustru

Tilbage til skolens jord. Det med at afhænde skolejorden i de her år var ikke kun en lokal foreteelse i Tanderup. Den 3. marts 1920 skriver Middelfart Venstreblad: ”Degnelodderne i Tanderup og Gelsted averteres i denne tid til salg. Der er eller bliver vakance i embederne, og kommunerne benytter da deres ret til i sådanne tilfælde at afhænde jorden.” Det var vedtaget en ny lønningslov for lærerne, der betød , at kommunerne uden lønkompensation til lærerne kunne afskaffe skolejorden. 

Salget gik hurtigt. Måske der var indgået en forhåndsaftale. Tanderup Sogneråd averterede med jordsalget den 26. februar og allerede den 22. marts 1920 meddelte sognerådet, at skolelodden på 4 tønder land var blevet solgt til vognmand P. Sørensen for 3000 kr. svarende til 750 kr. pr. tønde land. 

Sorte fingre 

Som nu om dage var man også i 1920 i gang med omstilling af energisektoren. Energien fra Brænde Å´s fald fra den opstemmede møllesø var siden 1912 blevet udnyttet til elproduktion. Andelselværket Brende Mølle Elektricitetsværk producerede ren elektricitet på basis af vandkraft. Udviklingen i elforbruget på egnen gik dog så hurtigt, at den rene energi og de rene fingre snart måtte have tilskud af sort brændsel med tilhørende sorte fingre. Turbinerne måtte tilføres energi fra en tørvefyret dampmaskine og fra en dieselmotor. Der blev større og større behov for at producere ved hjælp af det, vi i dag kalder sort energi. De nye tider, som andre steder i verden blev kaldt de brølende tyvere, bankede på, når det gjaldt energiforbrug i Tanderup og omliggende sognekommuner. Elektricitet var hurtigt blevet uundværlig i hverdagen.

Brænde Mølle

Her i 1920 var elværket udfordret af både den af verdenskrigen affødte mangel på brændsel og det hastigt stigende elforbrug til belysning og maskiner. Denne udfordring skinnede tydeligt igennem, da andelshaverne i Brende Mølles Elektricitetsværk den 7. juni 1920 var samlede til generalforsamling på Ejby Gæstgivergård. Minerne var alvorstunge.

Elværket havde udfordringer både i forhold til elproduktionen og til økonomien. Følgerne af verdenskrigen gav stadig knaphed på brændsel med heraf følgende stærkt stigende priser. Det fremgår af beretningen til generalforsamlingen, at prisen på brændselsolien til brug for værkets dieselmotor var steget betydeligt, hvorfor man havde sikret sig et stort parti tørv til brug i dampmaskinen. På generalforsamlingen blev der drøftet et forslag om at købe strøm fra Odense, og bestyrelsen fik generalforsamlingens tilslutning til at undersøge, hvad det ville koste at udvide elværkets anlæg ved Brænde Å til dobbelt højde. Ingen af disse to spørgsmål forekommer at være blevet afgjort i år 1920. I hvert fald kan jeg ikke finde noget om det. Værket fungerede mange år endnu efter 1920, men nu ved vi, at tiden efterhånden løb fra et lokalt elværk som Brende Mølles Elektricitetsværk.

Den ustyrlige drift 

De moderne tider betød ønsker om forbedrede kommunikations- og transportforhold. Ønsket om flere jernbaner på Vestfyn havde floreret i årtier. Tanderup Sogneråd havde i 1919 efter en halv snes års drøftelser og skænderier mellem de vestfynske kommuner vist sig forbeholden og nærmest modvillig over for en jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til enten Gelsted, Ejby eller Nørre Åby.

Den 4. marts 1920 skrev aviserne, at Tanderup, Søby-Turup og Barløse kommuner nu endeligt havde meddelt, at de ikke kunne støtte en jernbane fra Assens til Ejby. Alligevel blev diverse spørgsmål om jernbanedrift ved at dukke op i den lokale debat. Alle forslagene havde gennem årene vist sig ikke at have gang på jord.

De vestfynske roebaner. Fra Salbrovad blev roesaften
 i pipeline pumpet til sukkerfabrikken i Assens

Dette faktum kunne dog ikke afholde en kreds af borgere fra her i 1920 at foreslå forlængelse af den smalsporede roebane fra Salbrovad til Assens og fra Skadebjerg ved Udby til Nørre Åby. Roebanen fungerede fra 1912 og blev helt nedlagt i 1952. Forslagsstillerne af forlængelsen forestillede sig, at den smalsporede roebane så kunne anvendes til godstransport fra Nørre Åby og Assens til bl.a. Husby og Tanderup, så disse og tilstødende sogne kunne kompenseres for manglende nærhed til statsbanerne. Dette forslag fik heller ingen gang på jord. Og i mellemtiden løb tiden fra flere jernbaner. Biler og lastbiler havde nu entydigt taget overhånden både med hensyn til passager- og godstransport.

Fra vugge til grav  

Tanderup Sogn havde især brug for tre vigtige funktioner. En jordmoder til at hjælpe børn til verden, en præst til at få børnene døbt og lærere til at undervise dem. Det var et basalt behov i Tanderup Sogn som alle andre steder. Nu havde man ansat en ny førstelærer, men man manglede også en ny jordemoder. Som nu om dage var jordemødre også dengang en mangelvare. Tanderup, Sandager og Kerte havde med udgangspunkt i Stubberup fælles jordemoderordning. I august meddeles det, at stillingen er blevet nybesat med virkning fra 1. oktober 1920. I jordemoderdistriktet er der omkring 45 fødsler årligt. Kirkebogen for Tanderup Sogn viser, at der i sognet i 1920 blev født 16 børn, 8 drenge og 8 piger. Dem sørgede pastor Jes Hansen for blev døbt. 

Pastor Hansen måtte i 1920 forestå begravelsen af 9 døde fra Tanderup Sogn. Endvidere konfirmerede han 10 unge, 7 drenge og 3 piger. Efterslægten skulle jo også sikres, så heldigvis havde præsten 9 vielser i løbet af året. Ikke den store kirkelige aktivitet. Passer meget godt med indtrykket af et sogn, der i disse år ikke buldrer derudaf. 

Året efter i 1921 blev der afholdt folketælling ud over hele landet. Folketællingen viste, at der i Tanderup Sogn på det tidspunkt var 601 indbyggere. I 2020 var indbyggertallet faldet til 410 indbyggere, et fald over de 100 år på knap en tredjedel. 

Frigjort fra snærende bånd 

Tiden ændrede drastisk på det at drive landbrug og dermed på livssituationen for hovedparten af befolkningen i sognene på og omkring Wedellsborghalvøen. De fleste af egnens gårde og husmandssteder var her i 1920 allerede for få år siden blevet afløst fra fæstetilhørsforholdet til Wedellsborg Gods og var blevet selvejende. Men der var nogle fæstere, som det endnu ikke var lykkedes at købe deres ejendomme på vilkår, de fandt rimelige. 

Konkret udestod der i Husby og Tanderup sogne aftaler om 4 ejendomme beliggende i Sdr. Åby, Eskør, Hjorte og Emtekær. Til brug for afklaring af tvister i forbindelse med fæsteafløsningen var der nedsat en række statslige organer. Første instans var Afløsningskommissionerne. Over Afløsningskommissionerne stod en klageinstans kaldet det skrækkelige lange ord Overafløsningskommissionen. 

Overafløsningskommissionen aflagde i september 1920 besøg i Emtekær og Eskør for ved selvsyn at sætte sig ind i de sager, hvor de pågældende fæstere og Wedellsborg Gods ikke havde kunnet tilslutte sig afløsningskommissionens forslag til løsning af konflikten. 

Overafløsningskommissionen hørte ved besøgene parternes standpunkter og beså forholdene på de besøgte ejendomme. Hvordan afgørelsen blev, melder historien ikke noget om.

Processen vedrørende afvikling af fæstevæsenet foregik noget sendrægtigt ved Wedellsborg Gods. Mange godser ud over landet havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet solgt jorden til deres fæstebønder, der så blev selvejere. Wedellsborg stod derimod fast på ikke at sælge ud af bøndergodset, og først i 1916, da Folketinget rumlede med lovgivning på fæsteområdet, begyndte Wedellsborg for at komme loven i forkøbet at indgå aftaler om fæstebøndernes overgang til selveje. Et arbejde der blev afsluttet i 1920-21 med Overafløsningskommisionens (pyha!) afgørelser på de sidste tvister. 

Politik spillede en større og større rolle  

Indenrigspolitisk var 1920 et særdeles ustabilt år. Den sociale og politiske situation var tilspidset med optræk til arbejdskampe og store demonstrationer. Mellem kong Christian den Tiende og den radikale regering Zahle var der efter udfaldet af afstemningerne i Slesvig stor uenighed om Flensborgs kommende tilhørsforhold. Kongen og en stor gruppe politikere ville have Flensborg forenet med Danmark uanset forårets afstemningsresultat, hvor der i byen var flertal for Tyskland. 

Kongen afskedigede egenrådigt den siddende radikale regering. Det blev af mange opfattet som statskup, og der blev truet med omfattende strejker. 

Den politiske ustabilitet førte til, at der i løbet af året blev afholdt hele tre folketingsvalg. Det første blev afholdt den 26. april, det næste den 6. juli og årets sidste den 21. september. Samme år blev der også afholdt en folkeafstemning om en revidering af Grundloven affødt af Genforeningen. 

I Tanderup Sogn var der ikke tegn på politisk ustabilitet. Her blev resultatet af årets sidste folketingsvalg den 21. september 1920, at Venstre fik 122 stemmer (mod 111 ved årets første folketingsvalg den 26. april), Radikale Venstre fik 44 (mod 34), Konservative 39 (mod 45) og Socialdemokratiet 11 (mod 10). Altså nærmest status quo, når man sammenligner de to valg. Der var 16 flere afgivne stemmer i september sammenlignet med april. Forud for årets sidste folketingsvalg den 21. september var nedsættelsen af valgretsalderen til Folketinget fra 29 år til 25 år blevet en realitet. Ændringen i valgretsalderen gav ikke nogen væsentlig forskydning mellem partiernes resultater i Tanderup Sogn. 

De brølende biler 

Nu indledte jeg denne fortælling med at udtrykke opfattelsen af, at der ikke var meget ”de brølende tyvere” over Tanderup Sogn i 1920. Og så dog alligevel. Bilernes antal var hastigt stigende og skabte usikkerhed og utryghed. Specielt kørslen med lastbiler på vejen mellem Husby og Håre var blevet et problem for mange af beboerne langs vejen. Beboerne anmodede derfor Assens Amtsråd om, at denne vej måtte blive lukket for lastbilkørsel. Anmodningen fra beboerne blev behandlet af amtsrådet på dets møde i december 1920. Amtsrådet besluttede at svare, at det ikke kunne tage stilling til anmodningen, da det var beboerne og ikke sognerådet, der ansøgte. Sådan slap amtspolitikerne af med den varme kartoffel. 

Hvorfor har jeg i denne fremstilling flere gange henvist til ”de brølende tyvere”? Det har jeg, fordi tiden for cirka 100 år siden på mange måder minder om det, vi står overfor, når den nuværende coronakrise er løst.

På mange måder har vi de samme kulturelle, økonomiske og sociale udfordringer, som man havde i 1920´nes efterkrigstid.  Mange mennesker håbede på, at en ny, mere retfærdig og mere fredelig verden ville opstå efter 1.Verdenskrig. Men der var også mange, der forventede, at de nu kunne vende tilbage til den samme tilværelse som før 1914. "Tilbage til normalen" blev et slogan under valgkampen i USA i 1920, og det var langt fra kun i USA, at det var det, folk længtes efter.

Efter 1. verdenskrig blomstrede jazz-musikken, frisindet redefinerede den dengang moderne kvinde og Art Deco toppede. Økonomisk sås storskalabrug af biler, telefoner, tonefilm, elektricitet, industriel vækst uden fortilfælde, accelereret forbrug, efterspørgsel og forhåbninger, plus betydelige ændringer i livsstil og kultur. 

Lad os for at sætte situationen i 1920 i det lille landsogn Tanderup i relief se nærmere på et kendt eksempel på ”de brølende tyvere”, nemlig løssluppenheden i efterkrigstidens Berlin. En løssluppenhed vi har læst om og set film om. Frivole danse som foxtrot, charleston og shimmy, blinkende lysreklamer, selvsikre kvinder og hæmningsløse varieteer. Jo, sådan var det vist dengang i 1920’ernes Berlin. 

Med Wall Street-krakket i 1929 sluttede de brølende 1920ere og afløstes af 1930´ernes depression, hvilket resulterede i dysterhed og trængsler og lagde kimen til en ny altødelæggende verdenskrig.

Alt dette kan synes langt fra Tanderup Sogn i 1920, men noget smittede af helt ud i de små danske landsogne. Det stigende antal biler. Store ændringer i transport- og kommunikationssektoren. Energiforbruget der buldrede opad. Ændringerne i erhvervsstruktur og ejerforhold. Udvikling i uddannelses- og sundhedssektor. Fraflytningen fra land til by.

Jo, den store verdens påvirkninger kan vi spore i Tanderup Sogn i 1920, selvom sognet ved første blik ligesom landsognene i øvrigt virkede lidt søvnigt og stillestående. Men 1920 indledte vist ikke de ”buldrende tyvere” i Tanderup Sogn på det sociale og kulturelle område.Der var nok ikke meget "Den Store Gatsby" og "Cabaret" over tyverne i Tanderup.

Hvordan situationen i Tanderup Sogn var i det første efterkrigsår 1919, kan man læse i min fortælling herom via dette link: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html

Sol over øen - en sommermorgen på Bågø i 1968

Bum! Så hang vi dér til berettiget spot og spe. 

Vores båd hang fast på nogle af havnens ophalingsskinner, der lå lige under vandoverfladen. Men hvordan var vi overhovedet endt der? 

Det var i sommeren 1968. Vi var lige blevet færdige med 10 års skolegang og skulle efter ferien videre i livet. I fortsat uddannelse eller i beskæftigelse. Derfor var der fin anledning til at holde en god fest. Det gjorde vi så. Ved en skolekammerat i Sønder Åby. De nærmeste kammerater fra Husby, Sdr. Åby og Håre. 

Det blev en rigtig god fest, der varede til solen lavtstående i øst på en lys sommernat begyndte at oplyse Lillebælt mellem Sønder Åby, Bågø og Assens.

Den flotte morgen gav os den ide, at vi måtte over til Bågø for at se, hvad der skete i lysbådehavnen der. Som tænkt, så gjort. En af kammeraternes far havde en klinkbygget båd med indenbords motor og dam liggende ved bredden af Brænde Ås udløb i Lillebælt ved Sdr. Åby. En båd han brugte til fiskeri. En tre-fire stykker af os entrede båden og stævnede mod syd ud i den opgående sols stråler. 

Præstegården i Sdr. Åby, hvor vi gik til konfirmationsforberedelse 1964-65.
I baggrunden Lillebælt og Bågø

Ved Bænde Å´s brinker ved Sandgraverhuset ligger stadig både, 

men nu med plads til udliggermotorer. Min mellemste bror Leif og

 jeg havde i vores drengetid en lille plimsoller af en robåd liggende

 her. Den kom aldrig uden for bugten, og vi roede altid tæt på land.

Sollyset landede allerede på Bågøs kyst. Dette syn havde en særlig tiltrækning over sig. Hvor tit havde vi ikke under morgensangen siddet ved vinduerne i Husby Skole og set ud over Lillebælt mod Bågø, mens vi under ledsagelse af førstelærer Andersens violinspil sang Jakob Knudsens smukke salme fra 1891 ”Se nu stiger solen af havets skød.” Jeg tror, den var en af førstelærerens yndlingssalmer. Det var i hvert fald en salme, vi sang rigtig mange gange i løbet af skoletiden i Husby Skole. Den blev også en yndlingssalme for mig. En salme jeg ofte husker sammen med det indre billede af udsigten fra Husby Skole mod Bågø. Specielt linjen ”lyset stander stille på livets kyst” glæder jeg mig tit over under mine vandringer langs Lillebælts kyster. Den glæde følte jeg også nævnte sommermorgen, da vi stævnede ud fra Brænde Å´s udmunding mod Bågø.

Udsigt mod Assens og Bågø fra Sdr. Åby Strand

Vi nåede havnen på Bågøs sydkyst ved seks-tiden. Det at kigge ind på havnen var der i sig selv ikke meget spas ved. Vi fik så den ulyksalige ide at sejle ind i lystbådehavnen for at foretage en kraftig u-vending, der kunne skabe et bølgeskvulp, der ville få de primært tyske lystbåde til at vugge kraftigt i deres fortøjninger. Det var vel også tid selv for sejlturister til at stå op og nyde den smukke morgen? Her var det så, at drengestregerne kom til at medføre straffen i sig selv.

Bågø Havn. Efter storm i 1941

Midt i vendingen rørte båden sig pludselig ikke ud af stedet. Skruen snurrede lystigt, men båden sad uhjælpelig fast. Vi hang på havnens ophalingsskinner, mens vi modtog en regn af fortjent skældud fra de nu vågne sejlturister. Så var der ikke andet at gøre end at stige ud af båden ned på ophalingsrampen og skubbe båden af skinnerne. Det gik let nok, og snart kunne vi slukørede vende næserne og stævnen mod Sdr. Åby. Slukørede, men rigere på smukke morgenstemningsoplevelser og med nyttige erfaringer i bagagen i forhold til ordentlig opførsel.

Stormflodsstenen på brinken mellem Brænde Å og Bredninge Huse 

Den markerer hvor højt vandet nåede op ved stormfloden i 1872

Bågø er i sig selv en rigtig spændende ø, der er værd at besøge. Det har jeg selvfølgelig gjort senere med en stille og rolig landgang med tilhørende afslappet vandretur. 

Øens højeste punkt ligger 8 meter over havet. Det meste af øen er lavtliggende marker og fugtige strandenge. Godt, højdedraget var der, da den store stormflod i november 1872 hærgede i den vestlige del af Østersøen og i Lillebælt. Øens beboere kunne søge hen på højdedraget, mens Lillebælt trængte ind over de lavereliggende dele af Bågø. På det tidspunkt levede der vel 2-300 personer på øen. Nu er indbyggertallet ifølge en optælling fra år 2017 faldet til 24 personer. 

Når man ankommer med færgen fra Assens til Bågø Havn, kan man gå op til Bågø by, der ligger midt på øen. Bågø by kan spores helt tilbage til 1200-tallet. Den oprindelige »byplan« er bevaret med store gårde på begge sider af den brede bygade. Der er ikke som mange andre steder i landet foretaget nogen egentlig jordudskiftning, men fem af gårdene er flyttet ud på deres marker som følge af brand eller pladsmangel. I tidens løb har der kilet sig forskellige servicefunktioner ind blandt gårdene: købmand, mejeri og smedje. Alle disse funktioner er nedlagt i nutiden, men bygningerne kan stadig stedfæstes. Naturskolen i den sydvestlige del af byen var indtil 1986 både skole og lærerbolig, men ophørte som folkeskole, da der kun var én elev tilbage. 

Bågø er nævnt første gang omkring år 1300 i formen Bokø. Forleddet er bok, der betyder bøg. Samme betydning som i Båg Herred. Et herred der strækker sig helt fra Tanderup Sogn over Assens til Helnæs. Brænde Å er grænseåen mellem Vends Herred, hvor Husby ligger og Båg Herred, hvor søstersognet Tanderup ligger. Bågøs gård- og husmænd var i mange år fæstebønder under grevskabet Wedellsborg. Efterhånden som godserne ud over landet i begyndelsen af 1800-tallet solgte jorden til fæstebønderne blev de selvejere, men ikke på Bågø, ligesom heller ikke i andre dele af Wedellsborgs kæmpe fæsteområde. Wedellsborg stod fast på ikke at sælge ud af bøndergodset, og først i 1916, da Folketinget rumlede med lovgivning på området, opnåede øen "selvstændighed.” Gårdfæsterne blev selvejere, ligesom bønderne i øvrigt i Wedellsborgs område, der omfattede mange sogne på Vestfyn.

Bågø kirke 

Danmarks mindste kirkesogn udgøres af øen Bågø. Bågø Kirke blev indviet 3. november 1861 ved sognets oprettelse. Kirken har 125 siddepladser. Gudstjenesterne varetages på skift af præsterne fra Assens, idet der dog selvfølgelig ikke henset til øens nuværende beskedne indbyggertal er gudstjeneste hver uge. 

Grev Karl Wedell af Wedellsborg medvirkede ved beslutningen om opførelse af Bågø Kirke. Hele øen hørte jo på det tidspunkt ind under Wedellsborg. Bågø Kirke blev bygget i 1861 og kostede omkring 3000 rigsdaler. Finansieringen fremkom ved hjælp af en ekstrabevilling på finansloven og 2000 rigsdaler, som øboerne selv havde indsamlet.

Grev Karl Wedell skænkede en ikke ubetydelig kapital til lønning af en præst og gav således anledning til, at øen kunne udskilles fra Assens sogn, og der kunne oprettes et særskilt præsteembede på Bågø. Til gengæld forlangte Karl Wedell, at han fra sit gods Wedellsborg i Husby Sogn skulle kunne se lyset i kirken. Derfor ligger kirken på øens nordside, hvorfra der så også omvendt er en god udsigt mod Wedellsborg Slot, Wedellsborghalvøen og Husby.

Farvandet mellem Wedellsborg Hoved, Sdr. Åby og Bågø

Husby Kirke set fra Sdr. Åby

På vej mod nye tider - begivenheder i Bramdrup Sogn 1920

Vejlevej i Bramdrupdam set mod nord. Den hvide bygning til højre er

 Bramdrupdam Kros nu nedrevne rejsestald. Vejen, der midt i billedet

 går af mod venstre, er Påbyvej. Postkort stemplet 3.7.1917

Efterlysning. Murer Hans Henrik Petersen, Bramdrupdam efterlyses indtrængende. Hans stemme er vital.

Det lyder dramatisk og var det på sin vis også, men ikke for hverken H. H. Petersen selv eller for Bramdrupdam. Mere om det senere.

 

Roekørsel på Kringsgård i Bramdrup 1937

Den daglige trummerum 

Dagliglivet i Bramdrup og Bramdrupdam i 1920 var hverken særlig dramatisk eller sindsoprivende. Livet gik sin vante gang. Dagene var rutineprægede med faste arbejdsopgaver. Forskellene i dagenes dont var affødt af årets gang. Såning, lugning, høslæt, høst, roeoptagning, pløjning og tærskning. Alt efter årstiden. Året rundt, alle dage skulle dyrene passes. Helligdagene, mærkedagene og skiftedagene var mærkbare afbræk i den daglige trummerum. Skiftedagene 1. maj og 1. november var de dage, hvor de ansatte rejste fra en arbejdsplads eller ankom til en ny plads.

Når jeg dykker ned i dagliglivet og årets gang i landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam i 1920, opdager jeg på trods af dagenes rutinepræg og forudsigelighed alligevel ind i mellem påvirkninger fra begivenheder i den store verden uden for det lille landsogn. Efterlysningen i aviserne af murer H. H. Petersen er et eksempel på, at verden uden for sognet trænger ind i sognets daglige trummerum.

Genforeningsåret

Det var ”Foreningen Sønderjyderne”, der i marts 1920 i alle egnens aviser efterlyste mureren, hvis sidste kendte opholdssted var Bramdrupdam. Han var født i Flensborg. Den 14. marts 1920 skulle der i zone 2, det vil sige Sydslesvig, afholdes afstemning om tilknytning til enten Tyskland eller Danmark. Stemmeretten hang sammen med fødested. Det var med at skrabe så mange danske stemmer sammen som muligt, så flere områder i Zone 2 kunne komme til at følge Nordslesvig, hvor et stort flertal den 10. februar allerede havde stemt sig til Danmark. Nordslesvig er det, vi i dag kalder Sønderjylland. 

Dansksindet plakat forud for afstemningen 14. marts 1920. Ønsket er Flensborg til Danmark

I dag ved vi, at alle bestræbelserne i forhold til at sikre Sydslesvig på danske hænder ikke lykkedes. Grænsen kom efter afstemningerne til at gå, som vi kender den i dag. Nord om Flensborg og syd om Tønder.

Genforeningen var noget, der blev snakket en del om i Bramdrup Sogn, når man mødtes i brugsen, ved smeden, i kroen eller forsamlingshuset, men ellers havde slaget om Slesvigs tilhørsforhold ikke den store indflydelse på hverdagen.

Økonomiske problemer 

Hverdagene blev afgrænset af kirkeklokkerne, der ringede solen op eller ned. Og dagen blev underopdelt af togene på den smalsporede Egtvedbane, der tre gange om dagen i hver retning i sindigt tempo asede over banedæmningen ved kroen på sine to timer lange ture hver vej mod Kolding eller Egtved. Også togene på Troldhedebanen opdelte dagene. De hårdt arbejdende på markerne eller i staldene rettede lige ryggen, når de hørte togenes dampfløjten, når de passerede trinbrættet ved dammen nær Påbyvej på deres tur tre gange om dagen i hver retning mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland. En togtur på fire timer og et kvarter i hver retning. Ikke sært, at de to jernbaner og specielt Egtvedbanen allerede her i 1920 havde problemer med økonomien. Og med konkurrencen fra den hastigt voksende biltrafik.

Troldhedebanen under anlæggelse 1914-17. 

Egtvedbanen krydser i anlægsperioden over på interimistisk bro.

I forgrunden broen der forbinder kroens efter anlæggelsen 

af Troldhedebanen nu todelte have

Egtvedbanens problemer afspejler sig i, at Harte-Bramdrup Kommune sammen med andre kommuneinteressenter i Egtvedbanen i foråret 1920 ansøgte Vejle Amtsråd om tilladelse til at give støtte til nedbringelse af Egtvedbanens underskud. Vejle Amtsråd gav denne tilladelse, og Egtvedbanen kørte videre på pumperne, indtil den efter 32 års drift måtte lukke i 1930.

Påvirkninger udefra 

Verdenskrigens eftervirkninger var endnu mærkbare i Bramdrup Sogn i 1920. Knapheden på energi var stadig næsten to år efter verdenskrigens slutning udtalt i Bramdrup Sogn som ud over hele landet. Flere gange i løbet af året havde Harte-Bramdrup Kommune annoncer i aviserne med besked om, hvor og hvornår borgerne skulle betale for den af kommunen udleverede brændsel, og om hvornår uddeling af brændsel ville finde sted. 

Bramdrup Sogn blev stadig i 1920 påvirket af den pandemi, der blev kaldt den spanske syge. Sygdommen var brudt ud i slutningen af 1918, lige før verdenskrigens afslutning. Den spanske syge var en verdensomspændende influenzapandemi, der krævede flere end 50 millioner døde, de 15-18.000 var danskere. Risikoen for smitte betød blandt andet, at et møde i Bramdrup i marts med Venstres landstingsmedlem frk. Marie Christensen blev udsat. 

Derimod blev et vælgermøde på Bramdrupdam Kro med socialdemokraten Knud Hansen den 25. april 1920 gennemført. Knud Hansen blev efterfølgende for første gang valgt til Folketinget, men ikke på grund af storslåede stemmetal i Bramdrup Sogn. Knud Hansen blev senere borgmester i Kolding i 1937. Der står en mindesten for ham midt i Legeparken i Bypark Øst.

Politiske skillelinjer

Lad os benytte lejligheden til at se på den politiske situation i Bramdrup Sogn her i 1920. Sognet var et rigtigt landsogn, præget af gårdbebyggelser og husmandssteder. Ved Vejlevej i stationsbyen Bramdrupdam var der en del selverhvervede håndværkere og butiksdrivende. I den sydligste del af sognet ved Gammel Kongevej, Fjordvej og Fredericiagade var der en del rige borgere, der havde bygget store villaer i landsognet Bramdrup, der indtil 1930 gik helt ned til Kolding Fjord. Området ved fjorden var blevet en form for skattely i forhold til Kolding Købstad.

Smedien på Vejlevej i Bramdrupdam 1912

Th. G. Hansens købmandsbutik på hjørnet
af Vejlevej og Bramdrupvej o. 1920. Th. G. Hansen
 drev købmandsbutik her indtil 1960

                                                                            

Denne sociale og erhvervsmæssige fordeling afspejlede sig ved de mange valg, der blev afholdt i 1920. I løbet af året blev der afholdt tre valg til Folketinget, to valg til Landstinget og en folkeafstemning 6. september 1920 om ændringer i Grundloven som følge af Sønderjyllands indlemmelse i Danmark.

Den parlamentariske situation i Danmark var netop i 1920 voldsomt spændende og anspændt, blandt andet som følge af, at kong Christian den Tiende i Påsken 1920 egenhændigt afskedigede den radikale regering Zahle. Kongen var uenig i regeringens håndtering af forhandlingerne om opdelingen af Slesvig og genforeningen af dele af Slesvig med Danmark. Hans ageren blev i visse kredse kaldt for et statskup og udløste Påskekrisen. Interessant nok, men her beskæftiger vi os med Bramdrup Sogn i 1920, så lad os nøjes med at se på det lokale udfald af et af årets folketingsvalg, nemlig valget i april 1920. 

De konservative fik i Bramdrup Sogn 105 stemmer, en markant fremgang på 38 stemmer i forhold til det seneste valg i 1918. Venstre havde også en markant fremgang på 40 stemmer til 171 stemmer. De radikale holdt med 37 stemmer nogenlunde skansen med en tilbagegang på 4 stemmer, mens socialdemokraterne, fik 33 stemmer, en fremgang på 4 stemmer. Der var ved aprilvalget 1920 flere afgivne stemmer end ved valget i 1918.

Den lokale stemmeafgivning i Bramdrup Sogn afspejler meget godt landsresultatet. Folketingsvalget den 26. april gav uventet Venstre en lille fremgang, mens valgets store taber var Radikale Venstre, der blev halveret.

Sort stempel

I løbet af 1920 fik de lokale aviser store annonceindtægter, når Harte-Bramdrup Kommune i lighed med alle andre kommuner forud for de mange valg annoncerede med, hvor kommunens valglister var fremlagt til gennemsyn. I marts annoncerede Harte-Bramdrup Kommune for eksempel med, at folketingsvalglisterne var fremlagt til offentlig gennemsyn i Bramdrup Skole, der dengang lå ved pladsen nær Bramdrup Kirke.

 

Hvorfor er det interessant at opholde sig ved, at valglister forud for diverse valg blev fremlagt til offentligt gennemsyn? Det er det, fordi borgerne dengang ikke kunne være sikre på at stå på valglisterne. Nogle kunne for eksempel have mistet deres stemmeret, fordi de havde følt sig nødsaget til at modtage fattighjælp fra kommunen. 

Situationen var ganske barsk for sognets underklasse, ligesom den var i resten af landet. Underklassen på landet optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne. På grund af det sæsonprægede landarbejde, var landarbejderne i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænserne. 

Det med at modtage fattighjælp og dermed miste sin stemmeret føltes nedværdigende og stigmatiserende. Derfor gjorde mange af sognets arbejdsløse, syge og gamle meget for at undgå fattighjælpen. Det kan blandt andet ses af taksigelsesannoncer i aviserne. En Frederikke Madsen skriver for eksempel i en taksigelsesannonce i Kolding Folkeblad den 3. maj, at hun sender ”Hjertelig tak til enhver, som har ydet bidrag til mig ved indsamlingen i Nr. Bjært og Bramdrup.” Hvad man ikke gjorde for at have til dagen og vejen og for ikke at miste sine borgerrettigheder. 

Forfatteren Jørgen Nielsen har i en novelle ”Sort stempel” på en meget indlevende og følsom måde fortalt om, hvordan det føltes at få fattighjælpens sorte stempel sat på sig og dermed miste sine borgerrettigheder. Novellen handler om Emma og Laurits, der ser sig nødsaget til at anmode om fattighjælp. Laurits havde været syg og arbejdsløs længe, og nu var han gået til sognerådsformanden for at anmode om fattighjælp. Imens sidder Emma hjemme og tænker på familiens situation. ”De var de befængte, de forstødte, de til ødemarkerne bortviste. Når man en tid ikke kunne klare sig selv… nej, man behøvede ikke sulte ihjel, man kunne blive støttet. Men ikke med sin menneskeværdighed bevaret! Man blev mærket, man fik sort stempel.” 

Sådan var der også i Bramdrup Sogn i 1920 mennesker, der oplevede livet. Stemplet sort socialt og med tabt stemmeret. På hjørnet af Vejlevej og Egtvedvej i Bramdrupdam lå fra 1830 og indtil begyndelsen af 1960´erne en gulkalket fattiggård under Harte-Bramdrup Kommune. Fattiggården blev derfor også kaldt ”Kommunehuset”.

Gl. Sandbjergvej. Her havde Harte-Bramdrup Kommune fattiggård

 indtil 1906. Til venstre Sandbjerg Nye Skole fra 1911. Nærmest Egtvedvej 

ligger den ældste skole, der blev lærerbolig, da den nye skole blev bygget. Sandbjerg

Skole blev nedlagt i 1963, og eleverne blev flyttet til Harte Skole. 

Bag den tidligere fattiggård ses Stallerup Sø

Harte-Bramdrup Kommune var en fælles selvstændig Kommune fra 1842 til 1970 og havde i den periode flere forskellige fattiggårde og fattighuse, bl.a. var Sandbjerggård - på hjørnet af Egtvedvej og Gammel Sandbjerg, ved vejen mellem Bramdrupdam og V. Nebel - fattiggård indtil 1906. På hjørnet modsat Sandbjerggård lå for øvrigt en af Harte- Bramdrup Kommunes skoler, Sandbjerg Skole også kaldet Harte Nordre Skole. Både en tidligere og senere skolebygning samt fattiggården ligger der endnu. Alle tre bygninger nu med andre funktioner.

Grænseløs åbenhed? 

Arbejderne rundt om i landet havde på dette tidspunkt organiseret sig i forskellige fagforeninger med tilhørende arbejdsløshedskasser. Jeg har ikke kunnet finde noget om, at der skulle have været fagforeninger hjemmehørende i Bramdrup Sogn. Jeg er dog stødt på en fagforeningssag vedrørende et fagforeningsmedlem fra Bramdrup. Arbejdsmændenes Fagforening A i Kolding offentliggjorde i oktober 1920 en liste over medlemmer, der ville blive slettet på grund af kontingentrestance. På listen figurerer et medlem fra Bramdrup. 

Mon ikke nutidens datatilsyn og andre myndigheder, der fører tilsyn med overholdelse af EU-forordningerne om beskyttelse af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, ville få kaffen galt i halsen, hvis de i en avis læste om en sådan udhængning? 

Men det var almindeligt dengang. Borgerne kunne i årets løb se fremlagte lister på enten kroen, skolen eller i forsamlingshuset vedrørende, hvem der var på valglisterne, hvor meget de enkelte borgere var ansat til at betale i statsskat, kommuneskat og flere andre ting. Altså en meget større personbaseret åbenhed end vi kender i dag.

 

Bramdrup Forsamlingshuset også kaldet Øvelseshuset cirka 1930

 

Det tidligere Bramdrup Forsamlingshus, nu Logen Saxum, 1991

Pæne, flinke, dygtige, tro og pålidelige 

Med forårets komme begyndte både arbejdsgivere og arbejdstagere at forberede sig på årets første skiftedag den 1. maj. Skiftedagene var der to af om året, udover 1. maj også 1. november. Det var de dage, hvor man kunne skifte arbejdsplads. Den kommende skiftedag betød, at årets første konfirmationsdag stod for døren, så skolens ældste elever kunne indtræde i de voksnes rækker og blive gjort parat til at komme ud på arbejdsmarkedet. 

Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde i 1920 et fælles pastorat og havde fælles præst, pastor Jespersen. Præsten boede i præstegården i Påby. Bramdrup Kirke var annekskirke til Harte. Sådan var det helt fra Reformationen i 1536 til 1993, hvor sognene igen blev delt. Hver anden søndag holdt pastor Jespersen formiddagsgudstjeneste i Harte Kirke og eftermiddagsgudstjeneste i Bramdrup Kirke og vice versa næste søndag. 

Sådan var det også med konfirmationerne i 1920. Årets første konfirmation blev holdt i Harte Kirke den 11. april med konfirmation af 3 drenge. Ved efterårskonfirmationen i Bramdrup Kirke blev der konfirmeret 2 drenge og 6 piger. Så det væltede ikke ligefrem ud med ny arbejdskraft. 

Spændende er det at se på ordvalget i annoncerne, når der blev søgt efter nye tjenestefolk. Ved ansøgningerne efter tjenestepiger anvendtes i annoncerne ord som ”dygtig”, ”pålidelig”, ”flink”, og i en enkelt annonce har jeg også noteret mig, at der blev søgt efter en tjenestepige ”fra et troende hjem”. Når der søgtes efter karle og fodermestre brugtes ordene ”dygtig”, ”tro” og ”pålidelig”. Jeg har prøvet her godt 100 år efter at se på jobopslag til stillinger i nutidens landbrug. Ordvalget ligger godt nok langt fra det, man brugte i stillingsopslag i 1920. Nu præges stillingsopslagene af ord som ”uddannelse”, ”selvstændig”, ”ansvarsbevidst”, ”erfaring” og ”samarbejdsevne”. Sådan en simpel sammenligning af stillingsopslag i landbruget siger meget om både den menneskelige, uddannelsesmæssige og teknologiske udvikling, der er sket fra 1920 til vore dage.

Nu vi er ved de kirkelige forhold, skal vi da også lige se på antallet af fødte og døde i 1920 i Bramdrup Sogn. Det var ikke noget, der kunne gøre pastor Jespersen forpustet. I årets løb blev 20 døbt og 8 begravet. Årets kirkelige handlinger bekræfter det generelle indtryk af et lidt stillestående landsogn.

Håndens arbejde 

Mit tjek i Bramdrup Sogns kirkebog af årets døbte, konfirmerede og begravede gav mig en glimrende indblik i sognets bebyggelsesstruktur i 1920. Kirkebogen benytter stedsangivelser som for eksempel Bramdrup, Bramdrupdam, Søbjerghus (Søbjerg er sognets højeste sted 69,2 meter, men med mange moser, nær den nuværende store rundkørsel Kolding Øst), Hvidsminde, Marielund, Fredericiagade, Strandvejen, Gl. Kongevej). Igen bliver vi mindet om, at Bramdrup Sogn indtil 1930 gik helt til Marielundsøen og Kolding Fjord.

Strandvejen 1920-30

Kirkebogen giver også et glimrende indblik i befolkningens beskæftigelse. Erhvervslivet dengang var primært en mandeverden, når der lige ses bort fra tjenestepiger, men ingen tvivl om, at sognets kvinder som husmødre og medhjælpende ægtefæller har taget stor del i det daglige slæb. 

Her en oplistning af nogle af de beskæftigelser, jeg stødte på ved min læsning i kirkebogens notater for 1920. Arbejdsmand, arkitekt, banearbejder, boelsmand (en mellemting mellem husmand og gårdejer, ejer af gård med mindre jordtilliggende), cementstøber, chauffør, fodermester, forkarl, fuldmægtig, gårdejer, husmand, landpost, mejeribestyrer, mejerist, restauratør, skibstømrer, skomager, skrædder, smedemester, stuepige, træskomand og tømrer. 

Altså en meget blandet beskæftigelsesstruktur, men med hovedvægten lagt på håndens arbejde. Håndværkere, forretningsfolk og arbejdere i stationsbyen Bramdrupdam. Hovedsageligt beskæftigede ved landbrug og håndværk i landsbyen Bramdrup og i Hvidsminde. På sognets sydkyst ved Kolding Fjord og nær købstaden Kolding var der begyndt at bosætte sig ansatte i det offentlige, folk med penge og folk med uddannelse.

Fest og glade dage 

Nu har jeg beskrevet Bramdrup Sogn i 1920 som et stillestående sogn præget af daglige rutiner og trummerum. Det er også rigtigt, men der var alligevel indimellem plads til fest og glade dage i forbindelse med søn- og helligdage. Lad mig give nogle eksempler. 

Pinsemorgen klokken 6.30 blev der afholdt stor koncert i Bramdrup Skov med underholdning af Lomholdts Orkester. 

I maj måned blev der på Bramdrupdam Kro afholdt aftenunderholdning med numre fra Kolding Forårsrevy og musik af Harmonikaduetten.

I juni måned afholdt Bramdrup Skytteforening præmieskydning på deres skydeanlæg bag Bramdrupdam Kro. Banerne lå, hvor der nu er golfbane. Foran den stejle sydlige bakke, hvor golfbanen nu har udslagssted vendt mod Bramdrupdam, kan vi endnu se rester af de betongrave, der blev brugt af dem, der skulle markere skudresultater. Skytteforeningen havde også et klubhus her nær skydebanerne. 

Gymnastikstævne i Bramdrupdam cirka 1920

Søndag den 27. juni blev der afholdt folkefest og gymnastikopvisning. Det var en længere affære. Udover gymnastikopvisningen var der tale af højskolelærer Arnfred fra Askov Højskole. Efterfølgende kunne deltagere og tilskuere spise medbragte madkurve i Bramdrupdam Kros smukke have, der strakte sig på begge sider af Troldhedebanen. Krohavens to afsnit var forbundet af den betonbro, vi stadig kan se spænde sig i en smuk bue over Troldhedebanen. Ifølge datidens aviser deltog 5-600 mennesker i arrangementet.

Bramdrupdam Kros todelte have o. 1930. Bemærk den smukt buede bro
mellem de to afsnit af haven. Broen blev opført, da Troldhedebanen mellem
1914-17 blev anlagt tværs gennem kroens have.

I oktober afholdt aktionærerne i Bramdrup Forsamlingshus høstfest for medlemmer med husstand. Forsamlingshuset, der også blev kaldt for øvelseshuset, ligger her endnu nær kirken, men nu ejet af logen Saxum. Samme måned afholdt Foredragsforeningen foredragsaften i forsamlingshuset.

Grund til ængstelse

I foråret 1920 havde ængstelsen i forhold til pandemien den spanske syge ført til aflysninger af sammenkomster. 

I efteråret 1920 kom der en ny grund til ængstelse. Denne gang var det i forhold til det livsgrundlag, mange af sognebeboerne havde i kraft af dyrehold. De klovbærende dyr var udsat for at kunne blive ramt af den meget smitsomme mund- og klovsyge. Der var udbrud af sygdommen mange steder i landet og flere steder uhyggelig tæt på Bramdrup Sogn. Sygdommen nærmere sig sydfra, blandt andet med udbrud i Harte Sogn og også i Dons. Når der udbrød mund- og klovsyge et sted etablerede politimyndighederne afspærringsdistrikter med en radius af 5 kilometer fra udbrudsstedet. Et af afspærringsdistrikterne fra Harte strakte sig helt til Sonebjerg ved nuværende Egtvedvej, ganske tæt på Bramdrupdam. Foranlediget af de mange udbrud på egnen besluttede Sydjysk Mejeriforening i august at etablere en forsikringsordning i forhold til mund- og klovsygeramte. Et udbrud kunne ellers blive katastrofalt for besætningsejerne. 

Mund- og klovsyge er en virussygdom, der kan ramme alle klovbærende dyr. Det er en dyresygdom, som anses som meget væsentlig, selvom sygdomsforløbet sjældent er med dødelig udgang. Grunden til at mund- og klovsyge alligevel tages meget alvorligt er, at der i kølvandet på sygdomsudbrud er meget store tab, f.eks. tabt mælkeproduktion, yverbetændelse og nedsat vækst. 

Mund- og klovsygevirus er meget smitsom og kan overføres ved kontakt klovdyr imellem, ligesom mennesker eller trækfugle kan være smittebærere. Endvidere kan der ske luftbåren smitte over store afstande. Politimesteren i Kolding havde ved sine bekendtgørelser om restriktioner og afspærringsdistrikter også fokus på hunde som mulige smittebærere. Hunde skulle derfor holdes bundne eller føres i snor. 

Jeg er ikke truffet på smitteudbrud af mund- og klovsyge i Bramdrup Sogn i 1920. På trods heraf har mange besætningsejere nok sovet uroligt om natten, mens epidemien stod på. Men sognet slap tilsyneladende helskindet gennem denne udfordring. Året 1920 i Bramdrup og Bramdrupdam sluttede derfor ligeså stille og roligt, som det var begyndt. 

Nye tider

Nu skal man jo ikke tage sorgerne på forskud. Men allerede her i 1920 var det begyndt at rumle med udfordringer i forhold til Bramdrup Sogns udstrækning og størrelse. Købstaden Kolding var på spring efter mere land og flere gode skatteborgere. Bramdrup Sogns bedste skatteborgere boede nær fjorden og op af skråningerne ved Gammel Kongevej og Marielund. Dette område havde købstaden kig på. Folketællingen for Bramdrup Sogn fra 1921 kaldte området for Bramdrup Villakvarter. I dette villakvarter boede 361 af sognets 935 indbyggere, mens 260 boede i stationsbyen Bramdrupdam og resten 314 i landsbyen Bramdrup og landdistrikterne i øvrigt.

Der var allerede i 1920 og i det følgende tiår stort politisk spilfægteri ikke bare lokalt, men også på landsplan i forhold til landdistrikters indlemmelse i købstæderne, som på grund af industrialiseringen udviklede sig kraftigt med stor tilflytning, der krævede skatteindtægter til velfærdsgoder. Der skulle dog komme til at gå ti år endnu, før Bramdrup Sogn i 1930 måtte afstå området fra Bøgelund til Marielundsøen og Kolding Fjord til Kolding Købstad og hermed mistede mere end en tredjedel af sognebeboerne, i mange tilfælde nogle af de bedste skatteborgere.

Damptog ved den nu tosporede jernbane ved Strandvejen cirka 1920.

I baggrunden Kolding Havn og dele af Kolding by.

Tidernes skiften blev også indvarslet af en noget bureaukratisk bekendtgørelse indrykket i de lokale aviser i november 1920. Foranlediget af anlæggelse af 2. jernbanespor mellem Lunderskov og Taulov for så vidt angår strækningen mellem Kolding og Taulov blev ejere fra Eltang og Bramdrup sogne, der havde afgivet jord fra deres ejendomme til projektet, indkaldt til møde på Kolding Rådhus den 16. november om erstatningsbeløbenes størrelse (pyh for en kancelliagtig sætningskonstruktion!). For ejerne fra Bramdrup Sogn var der tale om jernbanestrækningen fra Apotekerengen neden for Lyshøj Allé til nuværende Fredericiagade. Dynamikken og samfærdslen i samfundet var kraftigt stigende og påvirkede også Bramdrup Sogn.

Luftfoto fra cirka 1945. Forrest Vejlevej med først brugsforeningen og så mejeriet nederst til venstre og med kroen over for til højre. Vejen op gennem billedet er Donsvej, nu Gl. Donsvej. Den var engang landevejen fra Kolding mod Viborg og Ringkøbing. Nu skåret over af motorvejen i 1970. De nye tider har så sandelig indtaget Bramdrup og Bramdrupdam.

Det store i det små

Hermed slutter min fortælling om livet i Bramdrup Sogn 1920. Årets gang vekslede mellem hverdagenes trummerum, glade dage og ulykkelige dage. Helt som livet er. 

Jeg synes, det er spændende gennem almindelige menneskers hverdagshistorie at blive klogere på det større historiske billede og på den udvikling, vores samfund med raketfart har taget gennem de seneste 100 år. Hvordan vi alle, om vi vil det eller ej, er en del af den store vide verden og er afhængige af små og store påvirkninger, der kommer til os udefra. 

Når luppen sættes på et lille samfund, er der mulighed for at se de store historiske linjer i det små. Og hverdagens små historier medvirker til at give en større indsigt og forståelse for de større historiske og samfundsmæssige linjer. 

Tak for tålmodigheden!