Sol over øen - en sommermorgen på Bågø i 1968

Bum! Så hang vi dér til berettiget spot og spe. 

Vores båd hang fast på nogle af havnens ophalingsskinner, der lå lige under vandoverfladen. Men hvordan var vi overhovedet endt der? 

Det var i sommeren 1968. Vi var lige blevet færdige med 10 års skolegang og skulle efter ferien videre i livet. I fortsat uddannelse eller i beskæftigelse. Derfor var der fin anledning til at holde en god fest. Det gjorde vi så. Ved en skolekammerat i Sønder Åby. De nærmeste kammerater fra Husby, Sdr. Åby og Håre. 

Det blev en rigtig god fest, der varede til solen lavtstående i øst på en lys sommernat begyndte at oplyse Lillebælt mellem Sønder Åby, Bågø og Assens.

Den flotte morgen gav os den ide, at vi måtte over til Bågø for at se, hvad der skete i lysbådehavnen der. Som tænkt, så gjort. En af kammeraternes far havde en klinkbygget båd med indenbords motor og dam liggende ved bredden af Brænde Ås udløb i Lillebælt ved Sdr. Åby. En båd han brugte til fiskeri. En tre-fire stykker af os entrede båden og stævnede mod syd ud i den opgående sols stråler. 

Præstegården i Sdr. Åby, hvor vi gik til konfirmationsforberedelse 1964-65.
I baggrunden Lillebælt og Bågø

Ved Bænde Å´s brinker ved Sandgraverhuset ligger stadig både, 

men nu med plads til udliggermotorer. Min mellemste bror Leif og

 jeg havde i vores drengetid en lille plimsoller af en robåd liggende

 her. Den kom aldrig uden for bugten, og vi roede altid tæt på land.

Sollyset landede allerede på Bågøs kyst. Dette syn havde en særlig tiltrækning over sig. Hvor tit havde vi ikke under morgensangen siddet ved vinduerne i Husby Skole og set ud over Lillebælt mod Bågø, mens vi under ledsagelse af førstelærer Andersens violinspil sang Jakob Knudsens smukke salme fra 1891 ”Se nu stiger solen af havets skød.” Jeg tror, den var en af førstelærerens yndlingssalmer. Det var i hvert fald en salme, vi sang rigtig mange gange i løbet af skoletiden i Husby Skole. Den blev også en yndlingssalme for mig. En salme jeg ofte husker sammen med det indre billede af udsigten fra Husby Skole mod Bågø. Specielt linjen ”lyset stander stille på livets kyst” glæder jeg mig tit over under mine vandringer langs Lillebælts kyster. Den glæde følte jeg også nævnte sommermorgen, da vi stævnede ud fra Brænde Å´s udmunding mod Bågø.

Udsigt mod Assens og Bågø fra Sdr. Åby Strand

Vi nåede havnen på Bågøs sydkyst ved seks-tiden. Det at kigge ind på havnen var der i sig selv ikke meget spas ved. Vi fik så den ulyksalige ide at sejle ind i lystbådehavnen for at foretage en kraftig u-vending, der kunne skabe et bølgeskvulp, der ville få de primært tyske lystbåde til at vugge kraftigt i deres fortøjninger. Det var vel også tid selv for sejlturister til at stå op og nyde den smukke morgen? Her var det så, at drengestregerne kom til at medføre straffen i sig selv.

Bågø Havn. Efter storm i 1941

Midt i vendingen rørte båden sig pludselig ikke ud af stedet. Skruen snurrede lystigt, men båden sad uhjælpelig fast. Vi hang på havnens ophalingsskinner, mens vi modtog en regn af fortjent skældud fra de nu vågne sejlturister. Så var der ikke andet at gøre end at stige ud af båden ned på ophalingsrampen og skubbe båden af skinnerne. Det gik let nok, og snart kunne vi slukørede vende næserne og stævnen mod Sdr. Åby. Slukørede, men rigere på smukke morgenstemningsoplevelser og med nyttige erfaringer i bagagen i forhold til ordentlig opførsel.

Stormflodsstenen på brinken mellem Brænde Å og Bredninge Huse 

Den markerer hvor højt vandet nåede op ved stormfloden i 1872

Bågø er i sig selv en rigtig spændende ø, der er værd at besøge. Det har jeg selvfølgelig gjort senere med en stille og rolig landgang med tilhørende afslappet vandretur. 

Øens højeste punkt ligger 8 meter over havet. Det meste af øen er lavtliggende marker og fugtige strandenge. Godt, højdedraget var der, da den store stormflod i november 1872 hærgede i den vestlige del af Østersøen og i Lillebælt. Øens beboere kunne søge hen på højdedraget, mens Lillebælt trængte ind over de lavereliggende dele af Bågø. På det tidspunkt levede der vel 2-300 personer på øen. Nu er indbyggertallet ifølge en optælling fra år 2017 faldet til 24 personer. 

Når man ankommer med færgen fra Assens til Bågø Havn, kan man gå op til Bågø by, der ligger midt på øen. Bågø by kan spores helt tilbage til 1200-tallet. Den oprindelige »byplan« er bevaret med store gårde på begge sider af den brede bygade. Der er ikke som mange andre steder i landet foretaget nogen egentlig jordudskiftning, men fem af gårdene er flyttet ud på deres marker som følge af brand eller pladsmangel. I tidens løb har der kilet sig forskellige servicefunktioner ind blandt gårdene: købmand, mejeri og smedje. Alle disse funktioner er nedlagt i nutiden, men bygningerne kan stadig stedfæstes. Naturskolen i den sydvestlige del af byen var indtil 1986 både skole og lærerbolig, men ophørte som folkeskole, da der kun var én elev tilbage. 

Bågø er nævnt første gang omkring år 1300 i formen Bokø. Forleddet er bok, der betyder bøg. Samme betydning som i Båg Herred. Et herred der strækker sig helt fra Tanderup Sogn over Assens til Helnæs. Brænde Å er grænseåen mellem Vends Herred, hvor Husby ligger og Båg Herred, hvor søstersognet Tanderup ligger. Bågøs gård- og husmænd var i mange år fæstebønder under grevskabet Wedellsborg. Efterhånden som godserne ud over landet i begyndelsen af 1800-tallet solgte jorden til fæstebønderne blev de selvejere, men ikke på Bågø, ligesom heller ikke i andre dele af Wedellsborgs kæmpe fæsteområde. Wedellsborg stod fast på ikke at sælge ud af bøndergodset, og først i 1916, da Folketinget rumlede med lovgivning på området, opnåede øen "selvstændighed.” Gårdfæsterne blev selvejere, ligesom bønderne i øvrigt i Wedellsborgs område, der omfattede mange sogne på Vestfyn.

Bågø kirke 

Danmarks mindste kirkesogn udgøres af øen Bågø. Bågø Kirke blev indviet 3. november 1861 ved sognets oprettelse. Kirken har 125 siddepladser. Gudstjenesterne varetages på skift af præsterne fra Assens, idet der dog selvfølgelig ikke henset til øens nuværende beskedne indbyggertal er gudstjeneste hver uge. 

Grev Karl Wedell af Wedellsborg medvirkede ved beslutningen om opførelse af Bågø Kirke. Hele øen hørte jo på det tidspunkt ind under Wedellsborg. Bågø Kirke blev bygget i 1861 og kostede omkring 3000 rigsdaler. Finansieringen fremkom ved hjælp af en ekstrabevilling på finansloven og 2000 rigsdaler, som øboerne selv havde indsamlet.

Grev Karl Wedell skænkede en ikke ubetydelig kapital til lønning af en præst og gav således anledning til, at øen kunne udskilles fra Assens sogn, og der kunne oprettes et særskilt præsteembede på Bågø. Til gengæld forlangte Karl Wedell, at han fra sit gods Wedellsborg i Husby Sogn skulle kunne se lyset i kirken. Derfor ligger kirken på øens nordside, hvorfra der så også omvendt er en god udsigt mod Wedellsborg Slot, Wedellsborghalvøen og Husby.

Farvandet mellem Wedellsborg Hoved, Sdr. Åby og Bågø

Husby Kirke set fra Sdr. Åby