Kan det nu passe! Det var min første tanke, da jeg i det skarpe lys fra mandagens aprilsol så to gravstene med næsten samme tekst. Under et gammelt frønnet trækors stod gravstenene for to drenge, der begge hed Niels Mortensen og som begge var døde den 2. juli. Den første født den 19. juni 1882 og død 14 dage efter den 2. juli samme år. Den anden født 3 år efter den 30. juni 1885 og død 3 dage efter den 2. juli samme år.
Jeg havde denne mandag besluttet at vandre en rundtur på cirka 14 km nordøst om Bramdrupdam forbi Eltang Kirke, gennem dalene ved Sletteskov og ad Birkemosevej tilbage til Bramdrupdam. Som ved tidligere lejligheder gjorde jeg rast ved Eltang Kirke og benyttede pausen til at kigge på nogle af kirkegårdens gamle gravstene. Og her var det så, jeg anede ulykke og drama. Hvilken historie var mon bag de to små gravstene og de to små drenge? Og de to gravstene lænede sig i øvrigt op mod en noget større sort gravsten over en Victor Mortensen. Var der nogen sammenhæng?
Det havde jeg masser af tid til at spekulere over på den dejlige forårsdag under den videre vandring i det dramatiske landskab ved Sletteskovvej. Storbølgende bakker. Stejle skrænter. Støvede grusveje. Rislende vandløb. Bøgeskove med svulmende bladknopper på spring til at folde sig ud. Jeg satte farten op for at komme hjem. Nu var jeg inspireret til at gå i gang med en anden af mine yndlingsbeskæftigelser: at hige og søge i gamle dokumenter, kirkebøger, aviser og alskens skrifter. Og sikken historie der foldede sig ud efter nogle få timers granskning.
De to Niels Mortensen drenge var sønner af lærer og degn ved Eltang Kirkeskole Christian Mortensen og hans hustru Micha Elise født Nielsen.
Christian Mortensen var søn af skolelærer i Balle Niels Mortensen. Micha Elise var en lokal pige fra Eltang-Vilstrup Sogn. Hun var datter af gårdejer Niels Nielsen i Drejens. Ægteparret Mortensen blev gift i Eltang Kirke den 27. maj 1881. Han var 35 år. Hun var 25. Ærbare var de. Der gik over et år, før de fik deres første søn, som de navngav Niels. Ikke sært de ønskede sig en søn med navnet Niels. Det var det navn, som begge bedstefædre bar.
Desværre døde spædbarnet Niels som nævnt ret hurtigt. I februar 1884 fik Kristian og Micha en datter, der blev navngivet Else Marie Abelone Mortensen. Tre år efter den første Niels fik de igen en søn. Han fik også navnet Niels, men overlevede kun tre dage. Som om det ikke var nok, døde Micha to måneder senere den 31.8. 1885. Nu var læreren i Eltang Kirkeskole alene og med Else Marie på 18 måneder. Men det var der råd for.
Micha havde nemlig en søster Anna Kathrine. Hende blev Christian gift med den 16. november 1886, 14 måneder efter Michas død. Christian var nu 41 år, mens Anna Kathrine var 26 år.
Ægteskabet blev hurtigt frugtbart. Allerede 6 måneder (!) efter ægteskabets indgåelse fødte Anna Kathrine den 14. maj 1887 tvillingedøtre. Knap så ærbart for Kristian som ved det første ægteskab med Micha! Nu stod han med to spædbørnsdøde sønner, en død hustru, et ægteskab med den afdøde hustrus søster og tvillinger født i "utide". En del mærkværdigheder. De to drenge døde på samme dato med tre års mellemrum. Micha døde to måneder efter. Er der mon noget, der ikke helt er, som det ser ud? Snakken har nok gået ivrigt i sognet. Hvorom alting er blev tvillingedøtrene navngivet Micha og Elise. Elise var Michas mellemnavn.
Året efter fik ægteparret den 27. maj 1888 en søn, der fik navnet Niels. Tredje gang var lykkens gang. Niels overlevede og kunne med sit navn minde om to afdøde brødre, en morfar og en farfar.
I juli 1889 fremgik det af Kolding Folkeblad, at Christian Mortensen blev kaldet til lærer i Bredstrup, der ligger mellem Fredericia og Vejle.
I Bredstrup blev lærerfamilien den 2. april 1890 forøget med en pige, der blev navngivet Gudrun. Gudrun døde tre år gammel den 30. april 1893. Det blev der navnemæssigt rådet bod på året efter den 4. juni 1894, hvor Anna Kathrine fødte en pige, der fik navnet Gudrun. Ind i mellem kom sønnen Andreas til verden den 13. maj 1892.
Sønnen Aage Mortensen blev født den 14. januar 1896. Den 16. juli 1902 fødte den nu 42-årige Anna Kathrine sønnen Victor Emil Mortensen. Det er den Victor, hvis gravsten de to små Niels-drenges gravstene læner sig op ad på Eltang Kirkegård.
I 1907 flyttede Anna Kathrine og Christian Mortensen efter 20 år i Bredstrup til Fredericia, hvor de bosatte sig i Dalegade 75. Her døde Christian Mortensen 70 år gammel den 9. juni 1916 og blev den 14. juni begravet på Eltang Kirkegård.
Han nåede ikke at opleve endnu en stor familiesorg. Men det gjorde Anna Kathrine. Hun overlevede sønnen Victor, der 23 år gammel den 3. februar 1925 døde i Fredericia og også blev begravet på Eltang Kirkegård. Anna Kathrine boede på det tidspunkt fortsat i Dalegade 75. Fire år efter den 18. maj 1929 døde Anna Kathrine 69 år gammel og vendte tilbage til sit fødesogn. Hun blev begravet på kirkegården ved Eltang Kirke.
Sikken en dramatisk familiekrønike, der ligger bag det frønnede trækors og de tre gravstene, der faldt i mine øjne under pausen på Eltang Kirkegård. Vores omgivelser er heldigvis spækket med oplevelsesrig natur og spændende kulturhistorie. Det er blot at grave lidt efter de gode historier og spærre øjnene op rundt om i landskabet.
Hvor er det altså spændende :-)
SvarSletJeg holder meget af at tulle rundt på kirkegårde og digte historier inde i mit hoved om de skæbner, man (næsten) kan læse ud fra tekster og datoer på gravsten, men du har da virkelig taget den så langt ud, som den kan komme og haft et større detektivarbejde ud af det. Respekt for det!
Og ja: Det var lidt underligt med de små drenges og deres mors tidlige død, men det blev der åbenbart ikke gravet mere i - selv om han temmelig kort tid efter hustruens død har indledt et forhold til hendes søster. Måske allerede inden hun døde? Det er jo en hel kriminalroman!
Kirkegårde er guldgruber af kulturhistorie
SvarSlet