En tråd i livets væv

 

Væverens kone Trine havde et dramatisk og omskifteligt liv med både mange glæder og mange sorger. Hun blev allerede enke i en alder af 45 år. 

Trines vævermand skrev kort før sin død ovenstående hyldestdigt til sin elskede væv. Han burde også have skrevet et hyldestdigt til sin viv. Hun havde gennem tykt og tyndt holdt sammen på deres familie i de 21 år, de nåede at være gift, inden hans sygdomsramte krop ikke kunne mere.

Damaskvæverens kone kunne ellers nok fortjene stor hyldest. Hun knoklede i hjemmet, hvor hun måtte opleve død, sygdom og store sorger, selvom der i hendes lange liv selvfølgelig også var glæder. Trines liv blev i høj grad en tråd vævet på mange væve. Men hun stod dengang og i de efterfølgende år i skyggen af sin mand. Det forsøger den efterfølgende fortælling at råde bod på.

Den store væverfamilie

Det var damaskvæver og digter Lars Clausen, der kun 52 år gammel den 10.6.1893 efter mange års svær sygdom måtte opgive livet. Han efterlod konen Trine med to børn i hjemmet i Emtekær. 

I denne fortælling er det Trine, jeg har i fokus. Hun blev den 22.9.1848 født ind i en væverfamilie i Sdr. Åby nær Brændeåens udløb i Lillebælt. Ved dåben i Husby Kirke blev hun døbt Ane Cathrine Hansen. Hendes forældre var væver Hans Jeppesen og hustru Bodil Olesdatter.

Ane Cathrine var åbenbart for besværligt et navn til daglig brug, så hun blev kaldt Trine. Hendes liv blev fyldt med væve. Hendes far var væver, hendes kommende mand Lars var væver, Lars´ far, bedstefar og oldefar var også vævere hjemmehørende i Sø-Søby øst for Assens. Trines bror Ole Hansen blev også væver efter at have været lærling ved hendes mand Lars Clausen.

Lars Clausen var født i Sø-Søby den 25.1.1841 og havde stået i lære hos sin far og hos en væver i Hårby. Da han var 23 år deltog han i den ulykkelige krig i 1864. For sin indsats under kampene i Sønderjylland  opnåede han hæderfuld omtale for udført heltedåd. Efter at være vendt hjem fra krigen arbejdede han forskellige steder som væversvend, inden han i 1868 blev væver på Wedellsborg. Lars Clausen flyttede ind i det nu nedrevne væverhus, der dengang lå helt tæt på Wedellsborgs porthus Adlerhus. På stedet, hvor væverhuset lå, står nu en mindesten for Lars Clausen. Han blev anerkendt for sine kunstneriske damaskvævninger, sine dagligdags brugsvævninger og ikke mindst for sine digte.

Væveren og væverdatteren fandt sammen

Lars fandt sammen med væverdatteren Trine fra Sdr. Åby. De blev gift i Husby Kirke tæt ind under jul den 20. december 1871. Nu kunne Trine 23 år gammel flytte ind i Wedellsborgs væverhus. Her afløste hun som husmoder Else Kirstine Clausen, der hidtil havde ført hus for broderen Lars. Else Kirstine var født 22. marts 1846. Hun var således kun 2 år ældre end svigerinden Trine. Meget passende blev Else Kirstine gift nogle få måneder efter Trine og Lars. Hun fandt sammen med en 25 år ældre enkemand Anders Nielsen, der sammen med sin afdøde hustru havde en børneflok på 9. Anders Nielsen boede med sin børneflok i Holme Huse tæt på væverhuset ved Adlerhus. Else Kirstines og Anders Nielsens ægteskab blev meget frugtbart. I de følgende år kom der 13 børn ud af det.

Trine og Lars Clausens ægteskab startede godt. Det gik fint med vævervirksomheden. Lars ansatte svende og holdt lærlinge, som nævnt blandt andre Trines bror Ole Hansen. Efterhånden kom der også logerende til, så Trine på et tidspunkt havde 8 mand i kost. Digtning blev der også tid til. Lars fik indrykket en del af sine digte i egnens aviser. Samtidig blev han anerkendt for sine kunstneriske damaskvævede ofte religiøse tekstilbilleder.

Sorger og glæder

Snart måtte Trine erkende, at livet udover hårdt arbejde indebar både sorger og glæder. Det startede fint. Allerede ti måneder efter brylluppet fødte Trine den 31. oktober 1872 deres førstefødte søn. Han fik navnet Claus Hansen Clausen, opkaldt efter farfaderen Claus og morfaderen Hans. Datteren Johanne Kirstine Clausen fulgte efter den 18. april 1875, mens nummer tre, sønnen Bent Clausen kom til den 12. november 1879. Gad vide om Trine var glad eller ked af, at hun ikke skulle igennem så mange graviditeter som den nærtboende svigerinde Else Kirstine, der i 1880 allerede havde født 6 af sine 13 børn.

Men så vendte lykken for Wedellsborgs væverfamilie. Omkring 1880 begyndte Lars Clausens helbred at skrante helt alvorligt. Det viste sig, at han led af en uhelbredelig kræftsygdom i brystet. Selv om han blev indlagt på hospital så langt væk som i København, kunne lægerne ikke helbrede ham. Han havde i starten af sin sygdom både gode og dårlige perioder, så indtil videre gik det. Nu var det mere end nogensinde vigtigt, at Trine kunne holde sammen på virksomheden og på familien.

Værre var det med Lars og Trines datter. Kun 9 år gammel døde Johanne Kirstine den 5. januar 1885. Trine og Lars blev som mange andre dengang ramt af tidens store svøbe, den høje børnedødelighed. Men det skulle blive meget værre!

Familien måtte flytte fra hus og hjem

Greven på Wedellsborg ønskede at forskønne adgangen til Wedellsborg Slot gennem porthuset Adlerhus. Det gamle skæve væverhus lige uden for porten pyntede ikke, syntes han. Greven besluttede derfor at rive huset ned. Så samme år som deres datter var død, måtte familien Clausen i 1885 flytte til et af grevskabets fæstehuse i landsbyen Emtekær i Tanderup Sogn 3-4 km fra Wedellsborg.

Knap var de flyttet ind i huset i Emtekær før Trine fødte en datter. Denne datter blev opkaldt efter sin døde storesøster Johanne Kirstine. Men Trine og Lars skulle ikke forskånes for endnu en stor sorg. Den nyfødte datter døde blot fem uger efter fødslen. Efterfølgende fik de ikke flere børn. Lars fik det dårligere og dårligere. Den 10. juni 1893 bristede livets tråd for Lars Clausen. Nu var Trine som 45-årig alene med sønnerne Claus og Bent på henholdsvis 21 år og 14 år.

Trine kunne glæde sig over, at det i første omgang gik sønnerne Claus og Bent godt. På skift boede de, indtil de blev gift hjemme i huset i Emtekær, hvor Trine tjente til dagen og vejen blandt andet ved at udføre håndarbejde. Omkring 1910 flyttede Trine til Bredning for at bo sammen med Bent i huset på matrikel 25,b. Bent havde da efter blot 10 måneders ægteskab mistet sin første kone.

Sådan gik det Trine og Lars Clausens sønner

Begge sønnerne lærte et håndværk og blev dygtige håndværksmestre. Claus blev uddannet som sadelmager. Efter udstået læretid dygtiggjorde han sig ved rejser i Tyskland og Frankrig. Bent kom i malerlære. Trine fik udover indkomsten fra håndarbejdet hjælp fra både sønner og øvrig familie. Hun var jo en ung enke på blot 45 år, da manden Lars døde.

Claus var den første af sønnerne, der blev gift. Den 4. oktober 1901 blev han i Sankt Knuds Kirke i Odense gift med Else Larsen. Hun var fra Sdr. Åby og var datter af gårdfæster Mads Larsen og hustru Karen. 

Else og Claus bosatte sig 1901 i Ejby, hvor Claus nedsatte sig som sadelmagermester. Det gik dem godt. De fik 4 drenge og desværre også en dødfødt tvilling. Forretningen blomstrede. Claus blev medlem af Balslev-Ejby Sogneråd valgt ind for Venstre. Han blev formand for Ejby Håndværker- og Industriforening og spillede en stor rolle ved planlægningen af den store håndværker- og industriudstilling i Ejby i 1913.

Bent slog sig ned som malermester, først fra væverhuset i Emtekær og siden fra hans eget hjem i Bredning. Trine var sikkert meget tilfreds med hans valg af ægtefælle. Han blev nemlig 24.1.1908 i Tanderup Kirke gift med Dora Bolette Lasthein Madsen, der var datter af Tanderup Skoles højt estimerede førstelærer Rasmus Theodor Madsen. Trine kunne se lyst på tilværelsen, begge sønner var godt i vej. Men nej, sådan ville skæbnen det ikke. Ulykkerne slog igen hårdt ind over Clausen familien.

En ulykke kommer sjældent alene 

Bent og Dora blev nemlig ramt af den store sorg, at deres førstefødte blev en dødfødt pige. Og ikke nok med det. Tre dage efter den 21. februar 1909 døde Dora i hjemmet i Bredning af fødselsbesværet. 

Efterfølgende blev Bent gift med Kirstine født Lahn. Trine blev boende sammen med dem i huset i Bredning. Bent og Kirstine fik 7 børn. Det gik Bent godt. Han havde tid til udover malervirksomheden at beskæftige sig med politik og stillede op for Radikale til sognerådet. Der har sikkert ved familiesammenkomsterne været en del diskussion mellem brødrene Claus og Bent. Radikale var jo et udbryderparti, der i 1905 var blevet udskilt fra Venstre.

Men Trine havde mange sorger at bære på. Efter svigerdatteren Doras død i 1909, måtte Trine opleve den store  sorg, at hendes ældste søn sadelmageren Claus døde den 12.3. 1919 kun 45 år gammel. Han efterlod sig konen Else og fire mindreårige sønner.

Efterfølgende er glæderne for Trine i højsædet. Men så vendte svøben spædbørnsdødelighed tilbage. Trine måtte sammen med Bent og Kirstine opleve den sorg, at hendes barnebarn og deres søn Johan Peter født den 31.12.1929 allerede døde 4.1.1930, 4 dage efter fødslen. 

Clausenfamilien satte sit præg på egnen

Clausenfamilien kom i flere generationer til at sætte deres præg på egnen. Sønder Åby, Wedellsborg, Emtekær, Bredning, Holme Huse, Gammel Huse og Ejby er blot nogle af de steder, som Clausen-familien har haft tilknytning til gennem flere slægtled helt op til vores tid. Nogle af de senere slægtled er vendt tilbage til steder, hvor de ældre slægtled slog deres folder.

Trine og Lars Clausens barnebarn Johanne Karoline født 2. september 1916 som datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig 17. maj 1942 med gartner Frede Christensen fra Ø. Skerninge. De slog sig ned og drev gartneri i Bredninge nær Brændeåen, på modsatte bred i forhold til Sdr. Åby, hvor Johannes farmor Trine blev født og voksede op. 

Et andet af Trine og Lars Clausens børnebørn Astrid datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig med skovarbejder på Wedellsborg Kristian Levinsen og flyttede ind i huset Wedellsborgvej 82 i Gammel Huse ganske tæt på Adlerhus, hvor Trine og Lars Clausen oprindelig boede. Og tæt på Holme Huse, hvor farfar Lars´ søster og farmor Trines svigerinde Else Kirstine boede i mange år og fødte 13 fætre og kusiner til Trine og Lars´ sønner Claus og Bent. Kristian Levinsen kom en del i mit barndomshjem. Han var en spændende mand. Men det er en anden historie.

Efter et langt og begivenhedsrigt liv døde Ane Cathrine Clausen født Hansen og kaldet Trine 89 år gammel den 18. september 1937. Hun blev begravet på Tanderup Kirkegård ved siden af sin væver- og digtermand Lars.

Trine var en del af en på Vestfyn velkendt familie, men jeg tror, hun kan stå som eksponent for, hvordan mange kvinder oplevede sig som en tråd i livets væv for 100 år siden. En skrøbelig, men også stærk tråd.

Fortællingen om Trine og hendes familie kan sætte i relief, hvad vi som samfund har kæmpet os til gennem de sidste hundrede år ligestillingsmæssigt, velfærdsmæssigt og politisk. Foråret giver anledning til at forny håbet om, at vi som samfund fortsat må bevæge os frem mod en tryggere, mere retfærdig og mere sikker verden. Derfor slutter jeg denne fortælling om Trines færden gennem livet med et forårsdigt af hendes mand Lars Clausen. 

Paa Tagryg og Gavle

er Fløjten og Sang,

For Bierne travle

blev Kuben for trang,

Violen med Gækken

har alt byttet Kaar, den hvisker fra Hækken

saa blidt: Det er Vaar!

Ib Hansen, 21. marts 2022

 

 

 

Kvinderne knoklede og fødte mange børn

Kvinder og mænd. En evig interessant historie. En fortælling om nogle kvinder fra Holme Huse i Husby Sogn kan kaste lys over, hvordan mange kvinders dagligliv og livsvilkår så ud for ikke så længe siden. Masser af arbejde og masser af børn.

Tidligere tiders kvindeliv var præget af manglende prævention og dermed bestemmelse over egen krop, familiens og samfundets fordømmelse af mødre med børn født som et resultat af uægteskabelige forhold og ikke mindst den store børnedødelighed. På disse områder er der i vores tid trods alt sket markante forbedringer.

Tilbagemeldinger gav mig nyt fokus

Hvilke forbedringer er der sket i forhold til ligestilling, ligeværd og gensidig respekt mellem kønnene gennem de seneste århundreder?

Lad mig starte med udgangspunkt i en tilbagemelding, jeg fik i forhold til min tidligere fortælling om de børnerige træmænd fra Holme Huse. En stor tak for en sådan fin melding. 

"Historien om kvinderne, der fødte de utallige børn, kunne give endnu et lag i historien. Tænk sig et liv, hvor de ikke selv bestemte over deres egen krop, var gravide og fødte hvert eller hvert andet år, hvor flere af deres børn døde, inden de blev store, og hvor kvinderne selv blev slidt op af de mange fødsler og selv var i stor risiko for at dø af det. Deres meritter er værd at huske og have respekt for og kan minde os om, at det ikke er en selvfølge, at kvinder i dag selv bestemmer, hvem de vil leve sammen med, om de vil have børn (og hvor mange), og hvilken uddannelse eller job, de ønsker."

Nogenlunde sådan lød meldingen, jeg fik som respons på min fortælling om krigsveteranen og tømreren fra Holme Huse Anders Nielsen, som med to ægtefæller blev far til 22 børn: 

https://ih18.blogspot.com/2020/03/rig-patriark-fra-holme-huse-i-husby-pa_6.html

Tilbagemeldingens synspunkter er jeg meget enig i. Vi skal ikke mange år tilbage før kvinder, der arbejdede i hjemmet blev kaldt "hjemmegående", fremfor det de i virkeligheden var, nemlig "hjemmearbejdende". Min egen mor var en af de "hjemmearbejdende" kvinder. Min farmor var medhjælpende hustru og fik mange børn. Og det på et tidspunkt, hvor hun kun kunne holde et par dage fri lige omkring fødslerne. Både personligt, men også samfundsmæssigt har de knoklende kvinder min største respekt.

Men kunne jeg finde stof om Anders Nielsens to hustruer, der tilsammen fødte 22 børn? Kvinderne har jo ikke altid haft plads i historien. Jeg valgte at prøve.

Masser af arbejde og mange graviditeter 

Krigsveteranen fra Treårskrigen 1848-50, tømrer og husmand Anders Nielsen fik ved sin død i avisnekrologerne hædrende omtale ikke blot for sin krigsindsats, men også for sine mange børn. Han opnåede at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. Men hans to hustruer har jeg ikke fundet nogen hædrende omtale af. En stor mangel. Det er da trods alt dem, der har været gennem de mange fødsler, og som har knoklet i hjemmet med en stor husholdning og med have og husmandsbrug.

Anders Nielsen var født og opvokset i Husby. Det var hans første hustru Maren Nielsdatter også. Kort efter Anders kom hjem fra krigstjenesten blev han og Maren gift i april 1851, begge 26 år gamle. Det var to år efter Anders´ far træskomager Niels Andersen var død den 14. maj 1849, 55 år gammel.

Maren og Anders flyttede ind i Anders´ hjem. Det var en stor husholdning Maren i 1851 kom ind i. Med Marens efterfølgende mange fødsler og med både aftægtsfolk og tjenestefolk blev husholdningen større og større. Forhåbentlig har svigerdatter og svigermor under samme tag haft et godt indbyrdes forhold, ellers må det have været uudholdeligt. I 1855 bestod hjemmet i Holme Huse udover Anders og Maren af deres første tre børn, Anders´ mor Bodil og to tømrerlærlinge. En husstand på i alt 8 personer.

Det var et hårdt liv for Maren med megen arbejde, mange svangerskaber og mange fødsler. En oversigt over Anders´ og Marens børn giver et godt billede af Marens vilkår i forhold til svangerskaber og fødsler.

Knap et år efter giftermålet fødte Maren den 27. marts 1852 deres første søn Niels.

Fjorten måneder senere den 31.5.1853 blev Knud født.

Så gik der femten måneder, inden Hans blev født den 5.9.1854.

Efter en lille pause blev Hans efter 23 måneder født den 5.8.1856.

Nu blev det så pigernes tur. Efter fire drenge blev Karen født den 27.8.1858, 24 måneder efter Hans.

Den næste i rækken var også en pige. Bodil Kirstine blev født den 27.4.1860, 20 måneder efter Karen.

Efter 22 måneder blev Jens Christian født den 12.2. 1862.

Den 27.1.1864 kom Ane Marie til, 23 måneder efter Jens Christian.

I 1865 blev Maren 40 år. Som den sidste af hendes 9 børn blev Carl Christian født den 21.8.1865, 19 måneder efter Jens Christian. Maren havde da været gift i 14 år, hvoraf hun havde været gravid i 6 år og 9 måneder. Maren var så heldig, at ingen af hendes børn døde som småbørn. Det var ellers i en tid med høj småbørnsdødelighed, hvor mange forældre smerteligt måtte sige farvel til mange nyfødte og småbørn. Småbørnsdødeligheden vender vi tilbage til.

Maren født Nielsdatter døde den 10.9.1869. Hun efterlod sig 9 børn i alderen 4-17 år, hvoraf 7 stadig var hjemmeboende. Herudover bestod husstanden i Holme Huse af enkemand Anders på 44 år, hans mor aftægtsenken Bodil født Jensdatter på 66 år, en logerende sypige på 41 år og to ansatte tømrere på 23 år. I alt en husstand på 12 personer. Så Anders´ 66-årige mor havde efter Marens død nok at se til med at holde huset og husmandsbruget kørende, mens Anders arbejdede med sin tømrergerning. Hun har ganske givet knoklet det bedste, hun havde lært. Men det kunne ikke blive ved at hænge sammen. Så nu var gode råd dyre. Men først måtte Anders´ mor knokle nogle år for at holde sammen på familien og det arbejdskrævende hjem

Sorg og glæde

Løsningen viste sig for Anders at være nærliggende. Ikke langt fra Holme Huse i det nu nedrevne væverhus ved Wedellsborgs porthus Adlerhus boede den estimerede væver og digter Lars Clausen. Han var endnu ikke gift, så han havde sin i datidens øjne giftefærdige søster Else Kirstine til at holde hus for sig. Lars Clausen skulle giftes, så han havde ikke længere brug for søsteren til at holde hus. Lars blev 30 år gammel den 20.12.1871 gift i Husby Kirke med den 23-årige Ane Cathrine Hansen fra Husby.

Else Kirstine Clausen var godt nok meget yngre end enkemanden Anders. Hun var født i Sø-Søby i Søby Sogn øst for Assens i 1846, mens Anders som tidligere nævnt var født i Holme Huse i 1825. Altså en aldersforskel på 21 år. Hvorom alt er, så blev det aftalt, at Else Kirstine og Anders skulle se at blive gift. Det blev de i Husby Kirke 17. februar 1872, tre et halvt år efter Anders´ første kone Marens død og mindre end to måneder efter, at Else Kirstines bror Lars blev gift med Ane Cathrine. Det kan man da kalde et fornuftsægteskab, hvilket jo ikke nødvendigvis udelukker kærlighed! 

Ægteskabet mellem Else Kirstine og Anders blev frugtbart. I hvert fald hvad angår børnefødsler. Tretten svangerskaber med tilhørende fødsler  måtte Else Kirstine igennem. Og arbejde var der nok af. I 1880 - otte år efter ægteskabets indgåelse - bestod husstanden udover ægteparret Anders og Else Kirstine på 54 år og 33 år af 10 hjemmeboende børn mellem 1 og 17 år, Anders´mor Bodil på 76 år tilligemed en tjenestekarl. Altså en husstand på i alt 14 personer. Og så var der lige et husmandssted at passe, mens Anders arbejdede med sit tømrermesterarbejde. Helt frem til 1888 kom der stadig flere børn til, men nogle flyttede selvfølgelig også hjemmefra.

De fleste gange endte fødslerne lykkeligt, men desværre ikke altid, som det vil fremgå af den følgende oversigt over Else Kirstines 13 fødsler.

En familie med mange fødselsdage

Atten måneder efter giftermålet med Anders Nielsen fødte Else Kirstine den 10.8.1873 deres første barn. Det blev en pige, som fik navnet Maren. Sikkert opkaldt efter Anders´afdøde kone Maren. Så gik det ellers slag i slag, dog ikke uden sørgelige bump på vejen.

Det andet barn Claus blev født 25.10.1874, 14 måneder efter deres førstefødte. Claus gik det ikke så godt med. Han døde 2 måneder gammel den 1.1.1875. Som vi skal se på senere, var børnedødeligheden i hele Danmark dengang meget høj, men sorgen over et mistet barn har selvfølgelig alligevel været stor.

Tretten måneder efter den døde Claus fødte Else Kirstine den 27.1.1876 endnu et drengebarn. Drengen fik naturligvis navnet Claus.

Ane Johanne så dagens lys den 21.3.1877, tretten måneder efter broderen Claus. 

Så gik der nitten måneder inden Kirstine blev født den 14.11.1878.

Til gengæld gik der kun 14 måneder inden Lars Jørgen blev født den 16.1.1880.

De følgende år blev fødselstakten holdt. Fødselsintervallerne var 13 til 16 måneder. Karoline blev født 9.2.1881, 13 måneder efter Lars Jørgen. Efter 16 måneder kom Else Sofie til den 6.6.1882. Tretten måneder efter blev Julius født den 4.7.1883. Igen gik der kun 13 måneder før Anna blev født den 30.8.1884. 15 måneder senere blev Boline Margrete født den 13.12.1885.

Nummer tolv i børnerækken blev født 20 måneder senere den 23.9.1887. Det var Mette Marie. Hun levede ikke mere end 4 måneder og døde den 25.1.1888.

Nu var Else Kirstine blevet 42 år og Anders 63 år. Som sidste barn i rækken blev Johannes født juleaften den 24.12.1888.

I løbet af sine på dette tidspunkt 17 år som gift havde Else Kirstine været gravid i mere end halvdelen af tiden, nemlig 9 år og 9 måneder, havde født 13 børn og havde mistet to småbørn.

Anders´moder Bodil døde 18.1.1883, så hun oplevede gennem tiden at bo sammen med 17 af sine børnebørn.

Husholdningen i Holme Huse blev mindre og mindre

I 1890 var husholdningen i Holme Huse blevet meget mindre end tidligere. Den bestod nu "kun" af Anders, 64 år og Else Kirstine, 43 år

samt 8 hjemmeboende børn i alderen mellem 1 og 12 år.

Ti år senere i 1901 er børnene på nær 16-årige Boline flyttet hjemmefra, så nu kunne 54-årige Else Kirstine nok begynde at slappe mere af. Men i en så stor familie skete der hele tiden noget. Maren, Else Kirstines førstefødte, var med datidens sprogbrug kommet i "uføre". Hun var kommet for tæt på - meget for tæt på - en blikkenslagersvend Christian Larsen fra Ejby. Resultatet blev Anker Lars Clausen født den 11.4.1899 og i kirkebogen betegnet som "uægte". Dette begreb vender vi tilbage til.

Som det ofte skete dengang blev et barn af en ugift kvinde overladt til bedsteforældrene. Det skete også for Anker, der i 1901 figurerer som boende i Holme Huse sammen med sine morforældre Else og Anders samt sin moster Boline. Hans moder Maren blev dog senere gift med en vognmandskusk Valdemar Rasmussen fra København. Anker blev en del af denne familie.

Anders Nielsen døde 8.4.1910, så i 1911 bestod husstanden i Holme Huse kun af Else Kirstine, 65 år og Boline, 26 år. Snart kom dog Elses ugifte 38-årige datter Kirstine til. Hun ernærede sig som syerske, men var kronisk syg og flyttede derfor hjem. Senere kom Kirstine til bo på hjemmet for Kronisk Syge i Odense, hvor hun døde 54 år gammel i 1933. På det tidspunkt havde hendes mor Else Kirstine været død i 7 år.  Efter et langt liv præget af hårdt arbejde og mange børn med tilhørende sorger og glæder døde Else Kirstine den 11.5.1916, 80 år gammel.

Her ender fortællingen om kvinderne i Holme Huse. Og så dog alligevel ikke. Jeg har et par gange undervejs nævnt, at vi generelt ville vende tilbage til datidens svøber, børnedødelighed og uønskede børn. Det gør vi nu.

Børnedødeligheden var en svøbe

Vi tager udgangspunkt i Else Kirstine. Hun fødte 13 børn, hvoraf to døde som spæde. Claus døde i 1875 kun 2 måneder gammel, mens Mette Marie døde i 1888. Hun blev kun 4 måneder.

Det var der ikke noget usædvanligt i. Spædbørnsdødeligheden var høj i disse år. Antallet af døde 0-4 årige børn i Husby Sogn i Claus´dødsår 1875 var 8. I alt døde der 25 personer i Husby Sogn det år. Døde 0-4 årige udgjorde således cirka en tredjedel af årets døde.

Da Mette Marie døde i 1888, var der i sognet i alt 5 døde 0-4 årige ud af årets samlede antal døde på 15 personer, altså også en tredjedel. 

Det gjorde selvfølgelig ikke sorgen mindre over et mistet barn, at mange andre var i samme situation. 

Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere i hele Danmark var vant til. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. Omkring år 1900 begyndte situationen heldigvis at ændre sig i positiv retning. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbørnsdødelighed 1850 -1998. Spædbørnsdødelighed er her defineret som 0-1 årige. I mine tjek vedrørende Husby Sogn har jeg taget udgangspunkt i 0-4 årige

Indtrufne omstændigheder

Kvinderne var dengang som i årtusinder lige op til vores tid ramt af en anden svøbe, de mange uønskede graviditeter. Værst var det med uønskede graviditeter uden for ægteskab. Prævention var der ikke noget af. Når drifterne tog over kunne det få fatale konsekvenser for kvinderne. I mange tilfælde måtte den ulykkelige kvindes forældre træde til.

Det måtte Else Kirstine og Anders Nielsen også, da deres 25-årige datter Maren i 1899 vendte hjem for at føde frugten af et uægteskabeligt forhold. Barnebarnet Anker blev i kirkebogen for Husby Sogn betegnet som "uægte" ligesom alle andre børn, der var resultater af uægteskabelige forhold. Det var en stigmatisering af mødrene og børnene, der kunne hænge ved i mange år.

Men Maren var ikke alene som "falden kvinde", som var datidens betegnelse for enlige mødre.

Vi kan da lige tjekke, om der var andre kvinder og børn i Husby Sogn i 1899, som var i samme situation som Maren og Anker. Det tør svagt antydes, at det var der. Det år blev der født i alt 19 børn, hvoraf 5 fik stemplet "uægte" på sig. Det svarer til, at 25 % af alle børn født i Husby i 1899 var resultater af uægteskabelige forbindelser. Men kunne dette år være en enlig svale? Lad os tage nogle stikprøver i år både før og efter 1899.

I 1893 blev der i Husby Sogn i alt født 23 børn, hvoraf 5 fik betegnelsen "uægte". "Uægte" børn udgjorde således knap 22 procent i forhold til antal fødte børn.

Et tjek i Husby Kirkebogs optegnelser for det første år efter afslutningen af Første Verdenskrig giver samme resultat, men endda mere markant. I 1919 blev der i Husby Sogn født i alt 19 børn, hvoraf 6 betegnes som "uægte" svarende til en procentdel på knap 32 procent. 

Opnåede forbedringer

Man kan kun have den allerstørste respekt for fortidens kvinder i Holme Huse og de mange andre kvinder ud over landet. De måtte op gennem tiden lægge krop til uønskede og mange graviditeter, måtte indgå i "fornuftsægteskaber", måtte knokle hårdt, være afhængige af mandens indtægt og opleve sorg over børns alt for tidlige død og komme i anden række i forhold til mænd. Fremkomsten af effektiv prævention i 1960´erne, uddannelse og indtræden på arbejdsmarkedet har heldigvis medført en lang række forbedringer, selvom der stadig er meget, der bør forbedres.

Kvinderne er som nævnt ofte kommet i anden række i forhold til mændene, også i forhold til historisk dokumentation. Det sidste har jeg fået bekræftet, da jeg søgte kilder til denne fortælling. Der er ikke meget at finde. Alligevel håber jeg, at fortællingen her kan ses som udtryk for fortjent respekt og anerkendelse af fortidens hårdt knoklende kvinder. De kan godt fortjene, at vi som samfund fortsat skaber resultater, når det gælder ligestilling og ligeløn for alle uanset køn og baggrund.

Ib Hansen, 1. marts 2022.