Når lyset bryder frem - mellem Assens og Wedellsborg

"Marine med regntung luft." Dankvart Dreyer. 1839

Der står han jo! Vor egns berømte landskabsmaler. Maleren der opnåede at få en gade i sin fødeby opkaldt efter sig. Og en buste opstillet foran byens smukke Vor Frue Kirke.

Det er Dankvart Dreyer, vi som buste møder foran Vor Frue Kirke i Assens, og som fik gaden Dankvart Dreyers Vej opkaldt efter sig. Dreyers forældre var det kunstinteresserede købmandsægtepar i Assens, Jørgen Christian og Caroline Dorothea Dreyer. Han blev født i Assens i 1816 og døde blot 36 år gammel i Barløse i 1852. Men hold da op! I sin korte tid nåede han at sætte sig spor og videregive masser af landskabsindtryk fra hele landet og specielt fra Assens og omegn.

Inciterende landskabsbilleder fra blandt andet Lillebælt, Wedellsborg Hoved, Brandsø, Tybrind og mange andre steder har han videregivet til os. Og selvfølgelig fra Assens.

Busten af Dankvart Dreyer foran Vor Frue Kirke i Assens er udført
 af Hans Gyde Petersen og opstillet i 1942

Dankvart Dreyer. "Selvportræt" 1938

Dankvart Dreyer tilhører kernen af de nationalromantiske danske landskabsmalere. Det meste af sit virke viede han til landskabsmaleriet. Under uddannelsen på Kunstakademiet i København havde han blandt andre den store danske guldaldermaler C. W. Eckersberg som lærer. Dreyers hovedlærer var dog den i vores tid ret ukendte professor J. L. Lund.

Dreyers billede "Marine med regntung luft" fra 1839 er et meget fint eksempel på det, Dreyer især var optaget af i sin malerkunst. Hans malerier er ofte intense naturskildringer. Han yndede at skildre den foranderlige natur, hvilket ses af hans malerier af ofte dramatisk vejrlig. Mørke skyer, regnbyger og blæsevejr og til tider lys, der pludselig bryder frem mellem skyerne. På billedet "Marine med regntung luft" ser man et sejlskib, der kæmper sig frem over, hvad jeg forestiller mig må være Lillebælts krappe bølger og mod bæltets regntunge stride vind. Et glimt af lys titter frem gennem de mørke tunge skyer. Jeg ved det ikke sikkert, men det ser ud til, at skibet sejler i farvandet mellem Husby, Tanderup, Sandager og Bågø. Det er så i givet fald det skovdækkede Wedellsborg Hoved, vi ser i baggrunden. 

Hvis min antagelse er rigtig, så er malerens udsigtspunkt Sandager Næs, lige nedenfor og vest for højdedragene ved Barløse, hvor Dankvart Dreyer 9 år senere i 1848 købte en gård. Herefter ophørte han næsten med at male. Den ugifte Dreyer boede på gården i Barløse sammen med sin mor Caroline, til han døde af tyfus i 1852. Han havde tidligere i 1841 malet altertavlebilledet "Kristus hos Maria og Martha" til Barløse Kirke. 

Altertavle "Kristus hos Maria og Martha". Barløse Kirke. Dankvart Dreyer 1841

Dankvart Dreyer havde gode forbindelser til godsforvalter Evers på Wedellsborg. Gennem Evers fik han adgang til Brandsø, som er en del af Husby Sogn og hører under Wedellsborg Gods.

På Brandsø følte han sig fri og skabte landskabsmalerier, der var fuldt på højde med nogle af de allerbedste guldaldermaleres landskabsbilleder. Her kunne han i forhold til hans samtids romantiske landskabssyn finde det ideelle urlandskab med stendysser og udsigt til fjerne bakkede skovklædte kyster i horisonten. 

"Parti af øen Brandsø med udsigt til Wedellsborgs skove på Fyn"
Dankvart Dreyer 1843

"Udsigt over Lillebælt mod Skamlingsbanken fra Brandsø"

Dankvart Dreyer 1840

"Kæmpehøj på Brandsø". Dankvart Dreyer 1842.

Jeg har desværre aldrig haft lejlighed til at besøge den nu ubeboede Brandsø, så jeg har ikke kunnet nyde Dreyers synsvinkler over landskabet derfra. Men det har jeg heldigvis kunnet i Assens, i Barløse og Sandager, på Wedellsborg Hoved og ved Tybrind. Og den modsatte vej fra Skamlingsbanken mod Brandsø. Så lad mig slutte denne lille fortælling om assensdrengen Dankvart Dreyer med nogle af hans billeder fra min barndomsegn.

"Høstlandskab med udsigt til Wedellsborg Hoved i baggrunden"

Dankvart Dreyer 1846.

"Parti i det nordlige Fyn med udsigt over Tybrind"

Dankvart Dreyer 1840-41

Heldigvis kan jeg og alle andre nyde Dreyers og øvrige fantastiske guldaldermaleres landskabs- og marinbilleder på vore mange velassorterede kunstmuseer. Jeg kan også nyde at vandre gennem landskaberne og gå langs kysterne og tænke på, hvordan kunstnere har oplevet de samme steder. Men jeg tænker også tit på, hvordan guldaldermalerne stadig påvirker vores natur- og landskabssyn. 

Vi - og også jeg - har svært ved forlade vores nedarvede natursyns friserede og regulerede landskaber til fordel for mere naturnære, mangfoldige landskaber og naturområder. Vores syn på den skønne, æstetiske og produktive natur må vi balancere i forhold til et naturnært, mangfoldigt og etisk natursyn. Overvejelser herover er gode at gøre ved vandringer i naturen. Man tænker så godt gennem fødderne!

Ib Hansen, 15. oktober 2022

 

Fuglene flyver

Johannes Larsen: Flyvende skeænder. Wedellsborg 1912

Ved Wedellsborg. Udsigt over Tybrind Vig mod Skamlingsbanken. 

Flyvende fugle, græssende dådyr og andre naturmotiver fra Wedellsborg. Det var vores berømte fynbo- og naturmaler Johannes Larsen mester for. Han har malet naturmotiver fra hele Fyn og rundt om fra det ganske land. Men der er en helt særlig baggrund for hans malerier fra Wedellsborg.

De landskaber, han tog udgangspunkt i, når han malede på Wedellsborghalvøen, er let genkendelige. Fuglene over "Sudden" - den store vandfyldte strandeng på nordsiden af Wedellsborghalvøen. Rådyr og dådyr på markerne og i skovbrynene yderst på Wedellsborg Hoved. Udsigten over Lillebælt fra Wedellsborg Hoved mod Skamlingsbanken, Bågø og Brandsø. Altsammen er herlige oplevelser, man selv kan få på vandreture i området.

Johannes Larsen: Vinterdag med dåbuk. Wedellsborg 1918

Som nævnt var der en helt særlig grund til, at Johannes Larsen ofte besøgte Wedellsborg og lod sig inspirere af naturoplevelser derfra. Hans yngre bror Vilhelm Larsen var i en lang årrække skovrider på Wedellsborg med bopæl på Skovridergården ved Rørdam. Et sted med den smukkeste udsigt over Lillebælt og med let adgang til Wedellsborghalvøens mange forskellige og smukke landskabstyper. Dengang som nu er der masser af vildt at opleve og iagttage på halvøen.

Skovridergården ved Rørdam, nær Wedellsborgs gamle havn

Vilhelm Larsen (1874-1949), skovrider på Wedellsborg 1906-1944

 

Udsigt gennem skoven fra klinten ved Rørdam

Vilhelm Larsen blev skovrider på Wedellsborg i 1906. I 1907 blev han i Hellerup Kirke gift med Gudrun født Kaufmann. De fik tre børn, to drenge og en pige. Efter Vilhelms pensionering som skovrider i 1944, fik de lov at blive boende på Skovridergården. Vilhelm døde 5 år senere 75 år gammel i 1949 og blev begravet på Husby Kirkegård. Gudrun flyttede derefter til Odense og boede hos deres førstefødte søn Gudmund til sin død. Hun blev også begravet på Husby Kirkegård.

Johannes og Vilhelm Larsen var født i Kerteminde som sønner af en kunstinteresseret købmandsfamilie. Johannes Larsen døde næsten 94 år gammel i Kerteminde i 1961. På Johannes Larsen Museet i Kerteminde er der store oplevelser at indsuge. Fynboerne er en betegnelse, der er brugt om en række fynske kunstnere, der alle som Johannes Larsen var elever af Kristian Zahrtmann. På Fåborg Museum kan man ligesom på museet i Kerteminde opleve en stor samling af Fynboernes malerier.

Gudrun Larsen ved deres førstefødte Gudmunds dåb 1910

Gravsten Husby Kirkegård

Ib Hansen 12. oktober 2022

 

Landsknægte hærgede i Wedellsborg Banker - Grevens Fejde

Marius Jensen "Tybrind Bjærge". 1888. Skovplantningen er godt i gang.

Rædselsslagne råb gjaldede gennem de små vestfynske landsbyer. "Kongens landsknægte er gået i land ved Føns og hærger omkring Tybrind!" 

Nogenlunde sådan lød råbene nok i landsbyerne Husby, Hygind, Eskør, Ørslev, Føns, Håre og Lunge i 1534. Landsbyerne ligger alle på eller omkring det dengang hedeagtige langstrakte grusede bakkedrag, som tidligere blev kaldt Wedellsborg Banker. Bankerne består af Ørslev Bjerge, Tellerup Bjerge, Håre Bjerge, Lunge Bjerge og Faurskov Bjerge.

Efterretningerne bredte sig som en altfortærende steppebrand. Rædslen voksede og voksede. Historierne blev nok ikke mindre dramatiske af at blive fortalt gennem mange led. Ville egnen nu blive hærget af ildsvåde, plyndring, voldtægt og mord? Beboerne kendte nok ikke meget til baggrunden for de forfærdelige kampe, der udspillede sig rundt om på Fyn og i hele Danmark under borgerkrigen i disse år. Men ét vidste de. Landsknægte, uanset om de var venner eller fjender, var ikke sjove at få besøg af.

Træfningen ved Tybrind

I første omgang slap landsbyerne omkring Wedellsborg Banker nådigt gennem træfningen ved Tybrind. De udenlandske landsknægte, der havde besat Fyn, vandt over kong Christian den Tredjes tropper, der også var lejede landsknægte. De kongelige tropper måtte trække sig tilbage. Men roen var en stakket frist. Året efter i 1535 blev kamphandlingerne i Wedellsborg Bjerge genoptaget, nu i Faurskov Bjerge. Det vender vi tilbage til. Først skal vi lige have på plads, hvad borgerkrigen drejede sig om.

Kongen var død! Frederik den Første var den 10. april 1533 sovet ind på Gottorp Slot, hvorfra han i 10 år havde styret det danske rige, som han ved de danske stormænds og hansestaden Lübecks hjælp havde fravristet sin brodersøn kong Christian den Anden. Efter kongens død gerådede landet ud i opslidende og enerverende kampe mellem samfundets magtblokke.

Samfundets magtblokke og strid om tronen

Hansestaden Lübeck benyttede lejligheden til at søge sin magt og indtjeningsmuligheder i Danmark øget ved at ville genindsætte den med Lübecks bistand tidligere afsatte kong Christian den Anden på den danske trone. Det er ham, der under den nordiske Kalmarunion er kendt for i Det Stockholmske Blodbad i 1520 at have fået myrdet omkring 80 svenske stormænd. Og det er ham, der er kendt for efter afsættelsen som konge at have siddet fængslet på Sønderborg Slot. Nu kunne Lübeck bruge ham i deres spil.

Men borgerkrigen var ikke kun en strid mellem handelsgerrige hansekøbmænd og danske konger og stormænd. Den var også en strid mellem almuen og stormændene i Danmark. Landet var uden konge fra Frederik den Førstes død 10.april 1533, indtil den danske adel den 4. juli 1534 ved et møde i Ry valgte den afdøde konges søn Christian den Tredje som ny konge. Det blev almuen og borgerne ikke glade for. De gjorde oprør mod herremændene og drog brandhærgende gennem landet. Stærkt understøttet af Lübeck.

Grevens Fejde

Borgerkrigen fik navn efter Grev Christoffer af Oldenborg, der arbejdede sammen med Lübeck. Slaget ved Tybrind i 1534 var et indledende slag i den borgerkrig, vi kalder Grevens Fejde. Brikkerne var stillet op sådan her.

Lübeck forsøgte at genindsætte Christian den Anden på den danske trone. Christian den Anden fik støtte fra almue, borgere og bønder. På den modsatte side stod den danske adel og højere præstestand, der ikke igen ønskede "tyran og blodkonge" Christian den Anden som konge, men støttede Frederik den Førstes søn, hertug Christian den senere Christian den Tredje.

Hele forløbet er meget kompliceret med masser af intriger og sammenstød. Men holder vi os til Fyn er det mere enkelt. En hær organiseret af den fynske adel havde brutalt nedkæmpet et oprør blandt fynske borgere og bønder. I Nyborg gennemførte adelshæren ligefrem en massakre på oprørerne. Da grev Christoffer, lübeckerne og den tidligere kong Christian den Andens tilhængere besatte Fyn, blev de derfor af borgere og bønder anset som befriere.

Det er i denne sammenhæng slaget på Tybrindegnen i juli 1534 og det senere slag ved Faurskov Bjerge skal ses.  Kong Christian den Tredje sendte fra Kolding 400 ryttere, 200 skytter og omkring 1000 fodfolkssoldater over Lillebælt. De gik i land i Føns og blev som nævnt i et slag nær herregården Tybrind slået tilbage af grev Christoffers landsknægte.

Slaget ved Faurskov nær Gelsted

Året efter Palmesøndag den 20. marts 1535 hen under aften tørnede grev Christoffers lejede landsknægte igen sammen med kong Christian den Tredjes lejede landsknægte, der blev anført af den holstenske greve Johan Rantzau. Det var ved Faurskov mellem Håre og Gelsted.

Rantzau og hans hær af fodfolk, ryttere og artilleri var natten mellem den 17. og 18. marts blev landsat på halvøen Helnæs syd for Assens. De landsatte tropper ilede med stor hast nordpå med direkte retning mod Middelfart-Strib, hvor grev Christoffer og hans hær havde forskanset sig. De forventede den kongelige hærs landgang der. For nu ikke at blive faldet i ryggen marcherede grevehæren, da de hørte om Rantzaus landgang på Helnæs, sydpå for at konfrontere den kongelige hær. De to hære mødtes og kom i kamp i området Faurskov Bjerge.

Vi ved ikke meget om kampen ved Faurskov udover, at Rantzaus kongelige hær vandt slaget. Netop det, at vi ikke ved så meget, gør, at vi har desto større mulighed for at lade fantasien spille, når vi vandrer rundt i området ved Faurskov Bjerge, og fra højdedragene der lader blikket vandre over de smukke foranliggende landskaber, hvor vi kan se helt til Barløse Kirke. Så er det let i fantasien at høre våbengny, hestetrampen, kampskrig og smertensskrig.

De store tabere i kampen ved Faurskov Bjerge var de mod kong Christian den Tredje og den danske adel oprørske borgere og bønder, der blev forladt af dem, de troede var deres kampfæller, grev Christoffers landknægte.

Mindestenen i Faurskov

Belejring og plyndring

Dele af grevens landsknægte forlod, da de blev trængt, slagmarken og søgte mod Assens for at søge ly bag byens forsvarsværker. Loyaliteten blandt lejede landsknægte var ikke høj. De kæmpede for løn og plyndring - og for at redde deres eget skind.

Rantzaus tropper belejrede efterfølgende Assens, der nu var besat af grev Christoffers landsknægte. Kampene på Vestfyn endte i et stort slag ved Øksnebjerg lidt øst for Assens den 11. juni 1535. Rantzaus hær og dermed kong Christian den Tredje sejrede. Grevens Fejde på Fyn var slut. Men assensborgerne kom fra asken i ilden. Rantzaus kongelige tropper plyndrede Assens. Lejetropper kendte ikke til fine følelser. De ranede, hvad den modsatte grevelige lejede hær af landsknægte måtte have efterladt.

Snart havde Christian den Tredje indtaget hele landet. Kongen og adelen var i 1536 tilbage ved magten. Almindelige mennesker var igen sat på plads. Christian den Tredje var lutheraner, så et af resultaterne af Grevens Fejde var, at Danmark gik fra at have været et katolsk land til at blive lutheransk.

Det vestfynske område indgik i krigsspillet under Grevens Fejde. Fremmede tropper skabte uro og frygt i landsbyerne og i købstæderne Middelfart og Assens. Der skulle nu gå lidt over 100 år, inden råbene om fremmede tropper på egnen igen gjaldede gennem landsbyerne på og omkring Wedellsborg Banker. Det var, da svenskerne i vinteren 1658 gik over Lillebælts is og gik i land ved Tybrind Vig, men det er en anden historie.

Udsigt fra Husby Strand over Tybrind Vig mod Grevindeskoven ved Jomfrumarken

Fra Klakkebjerg nær Faurskov

Skipper Clement var leder for den oprørske almue, der blev inddraget i samfundets magtblokkes blodige spil:

https://www.youtube.com/watch?v=iVxdUZa-K9M

Ib Hansen, 7. oktober 2022