Landsknægte hærgede i Wedellsborg Banker - Grevens Fejde

Marius Jensen "Tybrind Bjærge". 1888. Skovplantningen er godt i gang.

Rædselsslagne råb gjaldede gennem de små vestfynske landsbyer. "Kongens landsknægte er gået i land ved Føns og hærger omkring Tybrind!" 

Nogenlunde sådan lød råbene nok i landsbyerne Husby, Hygind, Eskør, Ørslev, Føns, Håre og Lunge i 1534. Landsbyerne ligger alle på eller omkring det dengang hedeagtige langstrakte grusede bakkedrag, som tidligere blev kaldt Wedellsborg Banker. Bankerne består af Ørslev Bjerge, Tellerup Bjerge, Håre Bjerge, Lunge Bjerge og Faurskov Bjerge.

Efterretningerne bredte sig som en altfortærende steppebrand. Rædslen voksede og voksede. Historierne blev nok ikke mindre dramatiske af at blive fortalt gennem mange led. Ville egnen nu blive hærget af ildsvåde, plyndring, voldtægt og mord? Beboerne kendte nok ikke meget til baggrunden for de forfærdelige kampe, der udspillede sig rundt om på Fyn og i hele Danmark under borgerkrigen i disse år. Men ét vidste de. Landsknægte, uanset om de var venner eller fjender, var ikke sjove at få besøg af.

Træfningen ved Tybrind

I første omgang slap landsbyerne omkring Wedellsborg Banker nådigt gennem træfningen ved Tybrind. De udenlandske landsknægte, der havde besat Fyn, vandt over kong Christian den Tredjes tropper, der også var lejede landsknægte. De kongelige tropper måtte trække sig tilbage. Men roen var en stakket frist. Året efter i 1535 blev kamphandlingerne i Wedellsborg Bjerge genoptaget, nu i Faurskov Bjerge. Det vender vi tilbage til. Først skal vi lige have på plads, hvad borgerkrigen drejede sig om.

Kongen var død! Frederik den Første var den 10. april 1533 sovet ind på Gottorp Slot, hvorfra han i 10 år havde styret det danske rige, som han ved de danske stormænds og hansestaden Lübecks hjælp havde fravristet sin brodersøn kong Christian den Anden. Efter kongens død gerådede landet ud i opslidende og enerverende kampe mellem samfundets magtblokke.

Samfundets magtblokke og strid om tronen

Hansestaden Lübeck benyttede lejligheden til at søge sin magt og indtjeningsmuligheder i Danmark øget ved at ville genindsætte den med Lübecks bistand tidligere afsatte kong Christian den Anden på den danske trone. Det er ham, der under den nordiske Kalmarunion er kendt for i Det Stockholmske Blodbad i 1520 at have fået myrdet omkring 80 svenske stormænd. Og det er ham, der er kendt for efter afsættelsen som konge at have siddet fængslet på Sønderborg Slot. Nu kunne Lübeck bruge ham i deres spil.

Men borgerkrigen var ikke kun en strid mellem handelsgerrige hansekøbmænd og danske konger og stormænd. Den var også en strid mellem almuen og stormændene i Danmark. Landet var uden konge fra Frederik den Førstes død 10.april 1533, indtil den danske adel den 4. juli 1534 ved et møde i Ry valgte den afdøde konges søn Christian den Tredje som ny konge. Det blev almuen og borgerne ikke glade for. De gjorde oprør mod herremændene og drog brandhærgende gennem landet. Stærkt understøttet af Lübeck.

Grevens Fejde

Borgerkrigen fik navn efter Grev Christoffer af Oldenborg, der arbejdede sammen med Lübeck. Slaget ved Tybrind i 1534 var et indledende slag i den borgerkrig, vi kalder Grevens Fejde. Brikkerne var stillet op sådan her.

Lübeck forsøgte at genindsætte Christian den Anden på den danske trone. Christian den Anden fik støtte fra almue, borgere og bønder. På den modsatte side stod den danske adel og højere præstestand, der ikke igen ønskede "tyran og blodkonge" Christian den Anden som konge, men støttede Frederik den Førstes søn, hertug Christian den senere Christian den Tredje.

Hele forløbet er meget kompliceret med masser af intriger og sammenstød. Men holder vi os til Fyn er det mere enkelt. En hær organiseret af den fynske adel havde brutalt nedkæmpet et oprør blandt fynske borgere og bønder. I Nyborg gennemførte adelshæren ligefrem en massakre på oprørerne. Da grev Christoffer, lübeckerne og den tidligere kong Christian den Andens tilhængere besatte Fyn, blev de derfor af borgere og bønder anset som befriere.

Det er i denne sammenhæng slaget på Tybrindegnen i juli 1534 og det senere slag ved Faurskov Bjerge skal ses.  Kong Christian den Tredje sendte fra Kolding 400 ryttere, 200 skytter og omkring 1000 fodfolkssoldater over Lillebælt. De gik i land i Føns og blev som nævnt i et slag nær herregården Tybrind slået tilbage af grev Christoffers landsknægte.

Slaget ved Faurskov nær Gelsted

Året efter Palmesøndag den 20. marts 1535 hen under aften tørnede grev Christoffers lejede landsknægte igen sammen med kong Christian den Tredjes lejede landsknægte, der blev anført af den holstenske greve Johan Rantzau. Det var ved Faurskov mellem Håre og Gelsted.

Rantzau og hans hær af fodfolk, ryttere og artilleri var natten mellem den 17. og 18. marts blev landsat på halvøen Helnæs syd for Assens. De landsatte tropper ilede med stor hast nordpå med direkte retning mod Middelfart-Strib, hvor grev Christoffer og hans hær havde forskanset sig. De forventede den kongelige hærs landgang der. For nu ikke at blive faldet i ryggen marcherede grevehæren, da de hørte om Rantzaus landgang på Helnæs, sydpå for at konfrontere den kongelige hær. De to hære mødtes og kom i kamp i området Faurskov Bjerge.

Vi ved ikke meget om kampen ved Faurskov udover, at Rantzaus kongelige hær vandt slaget. Netop det, at vi ikke ved så meget, gør, at vi har desto større mulighed for at lade fantasien spille, når vi vandrer rundt i området ved Faurskov Bjerge, og fra højdedragene der lader blikket vandre over de smukke foranliggende landskaber, hvor vi kan se helt til Barløse Kirke. Så er det let i fantasien at høre våbengny, hestetrampen, kampskrig og smertensskrig.

De store tabere i kampen ved Faurskov Bjerge var de mod kong Christian den Tredje og den danske adel oprørske borgere og bønder, der blev forladt af dem, de troede var deres kampfæller, grev Christoffers landknægte.

Mindestenen i Faurskov

Belejring og plyndring

Dele af grevens landsknægte forlod, da de blev trængt, slagmarken og søgte mod Assens for at søge ly bag byens forsvarsværker. Loyaliteten blandt lejede landsknægte var ikke høj. De kæmpede for løn og plyndring - og for at redde deres eget skind.

Rantzaus tropper belejrede efterfølgende Assens, der nu var besat af grev Christoffers landsknægte. Kampene på Vestfyn endte i et stort slag ved Øksnebjerg lidt øst for Assens den 11. juni 1535. Rantzaus hær og dermed kong Christian den Tredje sejrede. Grevens Fejde på Fyn var slut. Men assensborgerne kom fra asken i ilden. Rantzaus kongelige tropper plyndrede Assens. Lejetropper kendte ikke til fine følelser. De ranede, hvad den modsatte grevelige lejede hær af landsknægte måtte have efterladt.

Snart havde Christian den Tredje indtaget hele landet. Kongen og adelen var i 1536 tilbage ved magten. Almindelige mennesker var igen sat på plads. Christian den Tredje var lutheraner, så et af resultaterne af Grevens Fejde var, at Danmark gik fra at have været et katolsk land til at blive lutheransk.

Det vestfynske område indgik i krigsspillet under Grevens Fejde. Fremmede tropper skabte uro og frygt i landsbyerne og i købstæderne Middelfart og Assens. Der skulle nu gå lidt over 100 år, inden råbene om fremmede tropper på egnen igen gjaldede gennem landsbyerne på og omkring Wedellsborg Banker. Det var, da svenskerne i vinteren 1658 gik over Lillebælts is og gik i land ved Tybrind Vig, men det er en anden historie.

Udsigt fra Husby Strand over Tybrind Vig mod Grevindeskoven ved Jomfrumarken

Fra Klakkebjerg nær Faurskov

Skipper Clement var leder for den oprørske almue, der blev inddraget i samfundets magtblokkes blodige spil:

https://www.youtube.com/watch?v=iVxdUZa-K9M

Ib Hansen, 7. oktober 2022