Den vinter lærer Andersen faldt i baghold

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Snevejret var for eksempel skyld i den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole. 

Førstelærer Viggo Andersen, Husby Skole 1961

Vi var gruppe halvstore drenge, der efter skoletid en dag ind under jul stod og snakkede for enden af skolegården ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne foran skolens ladelænge. Alt virkede såre fredeligt og stilfærdigt.

Men så fik af drengene, - jeg husker ikke hvem, - pludselig den ulyksalige ide at kaste en hård snebold op på taget ovenover lærer Andersen. 

Den hårde snebold fik en lavine af sne fra taget til at falde ned over den helt uforberedte sagesløse førstelærer. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Nu var eftermiddagen pludselig ikke så fredelig længere. Ingen af drengene ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet. Derfor kom hele gruppen af drenge til at sidde efter. Vi skulle arbejde  i vores danskbøger, mens lærer Andersen ind i mellem kontrollerende stak hovedet ind i klasseværelset fra privaten, hvor han nød en opvarmende kop kaffe. Efter en halv times tid slap vi for videre tiltale.

Vinterfornøjelser

Jo nærmere vi kom jul, jo mere spændte blev vi. Men efter skoletid havde vi heldigvis masser af muligheder for vinterudfoldelser, der hjalp os med til at få tiden til at gå. 

Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Uanset at det var i fritiden iagttog lærerne med kikkert, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de synes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. 

Det var meget ansvarligt af lærerne. Dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.

Os der boede tæt på Husby Mose og eng- og kratområdet Holen havde andre muligheder. Muligheder hvor der ikke var overvågning.

Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. Isen kunne så knække og lægge sig i flere niveauer hen over mosens græstuer. Det var sjovt at lave skøjtespring mellem de forskellige isniveauer.

Udsigt over del af Husby Mose fra Skræppedalsvej mod Bondero og Eskør

Vi kunne også løbe på skøjter på engenes vandhuller  omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde igennem en sprække i isen, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.

I Holen havde vi også verdens - i hvert fald Husby Sogns -  bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – den lave nede på engen og den lille græsmark ovenfor den stejle skrænt og skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud!

Min far og andre vinterledige landarbejdere havde for øvrigt sidst i 1950´erne været med til lave den pågældende kælkebane ved at rydde bakken for stabbe, som det hedder på vestfynsk. Det var de stubbe, der blev tilbage, da hasselskoven blev afhugget og lavet til kvasbrænde til brug for sognefogedgården Breidabliks fastbrændselsfyr. Det var hårdt arbejde, hvor rydningen skete ved brug af hakke, skovl og spade.

Stabberydningen gav sved på kroppen, værkende rygge og vabler i hænderne og indtjening i vintermånederne. Det kunne nok bruges i en tid, hvor der var karensdage, inden man kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Altså et antal dage uden løn eller dagpenge, inden perioden med arbejdsløshedspenge startede.

Formålet var ikke at skabe den perfekte kælkebakke, det blev til. Rydningsarbejdet skulle som nævnt  skabe græsgangsforbindelse mellem sognefogedgårdens to græsmarker, men det blev altså også til en rigtig fin kælkebakke – det bedste i miles omkreds, - samtidig med at ungkreaturerne og hestene kvierne fik et større græsareal. Det sidste var jo nok det, de voksne lagde mest vægt på.

Husby Hole

Snestorme hærgede sognet

Når det var snestorm og bivejene føg til, var der også arbejde at få for vinterarbejdsløse og karle på gårdene. De kunne komme ud at rydde sne med skovl.

Engang i starten af 1960´erne faldt der så meget sne, at sognets snefogeder sammensatte flere snerydningshold, hvor min far var med på et af holdene. De ryddede blandt andet sne på Eskørgyden, hvor sneen lå så dyb, at den måtte skovles ind på markerne ved, at snerydderne først lavede en sneterrasse i vejsiden, som de nederste ryddere fra vejniveau kastede sneen op på, hvorefter dem, der stod oppe på sneterrassen, kastede den videre op på næste niveau og ind på marken.

Kirkeklokkerne kimede til hjemtur

Nå, uanset hvor sjovt vi havde i vintertiden op mod jul, skulle vi da også hjem at spise og lave lektier. Vi havde ikke armbåndsur. Det første armbåndsur  fik man først ved konfirmationen. Så indtil da havde vi ikke noget ur til at styre vores tid. Men vi vidste altid, hvornår vi skulle hjem og spise. Mørket faldt jo på og i den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker helt tæt på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.

Da min far gik på efterløn, hjalp han som ringerafløser ved Husby Kirke. Der var ingen automatisering. Spændende var det at være med oppe for at ringe solen ned og kigge gennem lugerne ud mod de fire vestfynske verdenshjørner og de omliggende kirketårne

Nu kan den ikke trækkes mere. Langt om længe blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene. Ikke mindst juletræsfesterne i Husby Forsamlingshus står klart i erindringen. Men julens fejring og glæder er en anden fortælling, der må vente til en eventuel anden god gang.