Egen fortæller historie

"Du, Petra. Hvad med om vi starter med en helt ny begyndelse ?"

"Hvad tænker du på Thorvald?"

"Jeg har set, at der er et husmandssted til salg i Bramdrup, lidt uden for landsbyen og tæt på Bramdrup Nørreskov. Den ejendom, tror jeg, kunne være noget for os."

"Hvis du synes det, og tror vi kan klare det Thorvald, så er jeg med på det."

Nogenlunde sådan forestiller jeg mig en af de sandsynligvis mange samtaler mellem Thorvald og Petra Lygum har udspillet sig forud for, at de i starten af 1930´erne besluttede sig for at flytte fra købstaden Kolding ud til den nord for Kolding beliggende landsby, Bramdrup. Her købte de omtrent en halv kilometer nordøst for Bramdrup Kirke et mindre husmandsted. Et husmandssted hvor de havde deres familieliv og virke i de næste omkring 40 år. Husmandsstedet havde lave jorder og lå tæt på Bramdrup Nørreskov. 

Det var en stor og modig beslutning at tage midt i en tid præget af en verdensomspændende økonomisk krise.

Jeg kom til at tænke på Lygumfamilien, da jeg en torsdag i august som så ofte før vandrede forbi det store egetræ, der står ved markvejen i skovkanten mellem nuværende Hvidtjørnevej og den øst for beliggende store regnvandssø. Markvejen til Thorvalds og Petras nu nedrevne husmandssted udgik fra den endnu eksisterende grusvej, der fra nuværende Skovæblevej forløber øst på forbi regnvandssøen, ud til fodboldgolfbanen og hundekennelen. Lige her ved egetræet lå husmandsstedet, som de drev i omkring 40 år.

Midt i billedet Lygums nu  nedrevne ejendom på Bramdrup Nørremark. Bemærk egetræet til venstre for ejendommen. Til venstre ses den stadig eksisterende ejendom, der nu har adgang fra Skovæblevej. Helt i øverste venstre hjørne anes Højgård. Luftfoto 1977.

Den grønne pil viser beliggenheden af Lygums  nu nedrevneejendom. I det åbne land nordøst for Bramdrup Kirke. Tæt på Bramdrup Nørreskov og beliggende på de lave jorder øst for og nedenfor Højgård (nu daginstitutionen Kastanjegården).  Nedenfor Lygums ejendom ses den stadig eksisterende vest-østgående markvej (engang hed den Fæledvej), der slutter ude ved den nuværende hundekennel. I dette område lå engang frem til 1970´erne fire husmandssteder. Tre af dem kan endnu ses i terrænnet, nu renoveret og udbygget tilstand. Længst ude ad den stadig eksisterende markvej, der engang udgik fra Oktobervænget (og nu fra Skovæblevej) ligger det østligste af de fire husmandssteder (nu hundekennel). Ved regnvandssøen lige nord for markvejen ligger et nybygget hus, der hvor der engang lå et husmandssted. Vest for Lygums ejendom ligger områdets fjerde og vestligste husmandssted. Denne ejendom har nu adgang fra den nyanlagte Skovæblevej.

Udsigten fra Højgård (nu Kastanjegården) over det lave område mod sydøst. Nederst og forrest til højre ses Højgård, derefter - i krattet - den stadig eksisterende ejendom, der nu har adgang fra Skovæblevej. Længst til venstre Lygums ejendom. Bemærk den store eg til højre for ejendommen. Den eg står endnu. Øverst til højre ejendommen, der lå ved regnvandsøen, hvor der nu ligger et nybygget hus. Til venstre for denne ejendom længst ude ad markvejen i træerne ligger den ejendom, der nu er hundekennel. Luftfoto omkring 1950.

Her i trekanten mellem de tre ejendomme er der nu etableret en stor regnvandssø og plantet skov til udvidelse af Bramdrup Nørreskov. Nederst ved markvejen den ejendom, hvor der nu er bygget et nyt hus. Yderst til højre ses Lygums nu nedrevne ejendom. Bemærk egen til venstre for ejendommen. Adgangsvejen gik (og store dele går stadig) langs det levende hegn. Øverst til venstre ses den stadig eksisterende ejendom med adgang fra nyanlagte Skovæblevej. Mellem denne ejendom og Lygums ejendom ligger boligblokkene ved Hvidtjørnevej. Ejendommen der nu er hundekennel skjuler sig under fotoflyets vinge. Luftfoto 1977.

På et nutidigt kort lå Lygums ejendom lige under den grønne pil. Gennem billedet fra syd mod nord ses den nyanlagte slyngede Skovæblevej. Boligblokkene nævnt fra syd mod nord: Hvidtjørnevej, Snebærvej og Slåenvej. Til højre for Hvidtjørnevej ses den nyetablerede regnvandssø omkranset af nyanlagt skov. Til højre for regnvandssøen og nyskoven ses fodboldgolfbanen. Øverst til højre i billedet lige nedenfor husene på Slåenvej (under hvor der står "Indlæs kort") lå  for omkring 2000 år siden en jernalderbebyggelse. Her er fundet potteskår, knoglerester, en bålplads og en kogestensgrube. 

På Bramdrup Nørremark lå der engang fire husmandssteder. Det samme antal som i husmandskolonien ved Surkjær. Husmandskolonien i Surkjær var beliggende på de lave fugtige jorder i den anden ende af  Bramdrup Sogn, umiddelbart vest for stationsbyen Bramdrupdam.

Husmandskolonien på Bramdrup Nørremark lå på de lave fugtige jorder nedenfor den fra Bramdrup landsby udflyttede gård Højgård. Højgård er nu daginstitutionen Kastanjegården. Ærgerligt, at navnet Højgård ikke blev fastholdt som institutionsnavn. Tre af husmandsstederne kan man endnu se rester af omend totalt ombyggede. Husmandsstedet ved den gamle eg er derimod totalt jævnet med jorden. Bramdrup Nørreskov er udvidet med nyplantning henover, og der er etableret en stor regnvandssø nær stedet, hvor ejendommen har ligget.

En ny begyndelse

Men hvorfor begyndte Thorvald og Petra at tale om en ny begyndelse?

Det kan vi blive klogere på ved at se på deres baggrund. Thorvald Thue Mourits Lygum og Petra Hansine født Poulsen Skjøth. Det var de fulde navne for ægteparret, der i starten af 1930´erne lavede en fundamental ændring af deres liv ved at flytte fra købstaden til udkanten af en landsby.

Thorvald var oprindelig landsby- og landbodreng. Født den 31. marts 1892 i Ødis-Bramdrup syd for Kolding som søn af gårdejer Mathias Lygum og hustru Marie Kathrine født Damgaard.

I en tidlig alder flyttede Thorvald fra Ødis-Bramdrup til Kolding. Han fik  arbejde som portør og jernbanearbejder ved det private jernbaneselskab Kolding Sydbaner. Kolding Sydbaner betjente fra 1911 med to banelinjer Koldings sydlige opland. Thorvald bosatte sig i Kolding, i sydlige del af byen ved Sdr. Vang. En del af byen der indtil 1930 hørte til Vonsild Sognekommune.

Thorvald fandt interesse i en pige fra hjemsognet Ødis. Ja, mere end blot interesse. Den 24. februar 1917 giftede han sig 25 år gammel med den 21-årige Marie, der også var fra Ødis Sogn.

Det nygifte par bosatte sig på Piledamsvej 6 nær Sdr. Vang i Kolding. Året efter den 30. december 1918 fik de en søn. Han fik navnet Christian Skou Lygum. Alt så på det tidspunkt lyst ud til for Thorvald og Marie. Men så døde Marie. Blot 16 måneder efter Christians fødsel og kun 24 år gammel. Nu var Thorvald alene med en 16 måneder gammel søn. Og han havde et arbejde at passe. Hvad nu?

En ny hustru

I første omgang blev løsningen en husbestyrerinde, den 35-årige Christine M. Andersen. Thorvald flyttede samtidig fra Piledamsvej 6 til Højbovej 2, der også lå nær Sdr. Vang. Efterhånden var Thorvald blevet vant til store forandringer i sit liv. Og der skulle komme mange flere.

To et halvt år efter Maries pludselige død fandt Thorvald den endelige løsning på sin lille families udfordringer. Han giftede sig igen. Thorvald var nu 30 år gammel, mens sønnen Christian var 4 år.

Thorvalds udvalgte var en 23-årig pige fra Strandhuse, fiskerlejet ved Kolding Fjord. Petra Hansine Poulsen Skjøth var født den 17. januar 1899 som datter af fiskehandler Poul Jørgensen Poulsen Skjøth og hustru Hansine Bertheline født Madsen.

Thorvald og Petra blev den 4. november 1922 gift i Nørre Bjert Kirke. De blev boende på Thorvalds adresse Højbovej 2 i det sydlige Kolding. Thorvald var stadig portør og jernbanearbejder ved Kolding Sydbaner, som havde hovedbanegård i nuværende Sydbanegade i Kolding.

Året efter brylluppet fik de den 2. december 1923 de en søn. Han blev  i Vonsild Kirke døbt Arne Skjøth Lygum. Familien flyttede på et tidspunkt mellem 1923 og 1928 fra Højbovej til Dalbyvej 28, endnu tættere på banegården i Sydbanegade.

Den 11. marts 1928 blev familien forøget med en datter. Hun blev i den nyopførte Kristkirken døbt Gerda Skjøth Lygum. Familien bestod i 1928 nu af Thorvald på 36 år, Petra på 29 år, Christian på 10 år, Arne på 5 år og nyfødte Gerda.

Nye muligheder

Det må være i årene efter Gerdas fødsel, at Thorvald og Petra begyndte at se sig om efter nye muligheder. Muligheder der indebar, at de kunne flytte ud af Koldings tætbebyggede midtby. Og muligheder, hvor de kunne få fødderne under eget bord. Thorvald var nok blev præget af sin hidtil omskiftelige tilværelse, men alligevel har det nok krævet en del drøftelser at lave et nyt stort skifte i familiens liv.

Jeg kan ikke finde det eksakte år for, hvornår Thorvald og Petra erhvervede husmandsstedet ved den store eg på Bramdrup Nørremark nær Bramdrup Nørreskov. Men meget tyder på, at det har været på et tidspunkt mellem 1930 og 1932.

Det virker som om familien trivedes godt i Bramdrup Sogn. Den nu 22-årige Christian var i 1940 på den Jyske Husmandsskole i Borris. Han har sikkert efter konfirmationen, som det var sædvanligt dengang, været ude at tjene på forskellige gårde. Broderen Arne var 17 år i 1940. Helt usædvanligt for en husmandsfamilie var han endnu hjemmeboende. Han havde gode evner og var efter indskolingsårene på landsbyskolen nær Bramdrup Kirke blevet optaget på Kolding Realskole, hvorfra han tog eksamen. I 1940 var 12-årige Gerda indlagt på Kolding Sygehus, men det var åbenbart ikke noget langvarigt alvorligt. Hun var i hvert fald 93 år gammel, inden hun døde i august 2021.

Ud over at drive landbrug dyrkede Thorvald og Petra grøntsager, som de sammen med blandt andet æg solgte til borgere i den nærliggende stationsby Bramdrupdam.

Hvordan gik det børnene fra husmandsstedet under egen på Bramdrup Nørremark? Det er det næste, vi ser på.

Verden venter

Efterhånden flyttede børnene hjemmefra og fik deres egne hjem. Christian blev husmand først i Skads ved Esbjerg, og senere flyttede han med sin familie til Henne Stationsby i Vestjylland. Christian fik tre børn . En af dem var sønnen Thorvald Lygum opkaldt efter sin farfar i Bramdrup. Han blev født i  i 1944. Thorvald begyndte at arbejde som 14-årig og kom i hæren i en alder af 17 år. Fem år senere gik han i beriderlære. I 1981 flyttede han til Italien, hvor han sideløbende med arbejdet som berider begyndte at skrive fiktionsromaner. 

Arne tog som nævnt eksamen. Den benyttede han til at blive jagerpilot. Han blev 24 år gammel i 1947 gift med Anna Sophie Jacobsen fra Højer i Sønderjylland. De bosatte sig i Højer, men Arne arbejdede som jagerpilot med udgangspunkt i Karup. 

I arbejdet som jagerpilot blev han udsat for lidt af hvert.  I januar 1949 måtte han i en Spitfire jagermaskine fra Karup foretage en nødlanding. Ved nødlandingen knækkede flyet i tre dele, men Arne overlevede mirakuløst, men svært skadet. Han genoptrænede og vendte tilbage til gerningen som jagerpilot. Midt under genvordighederne efter flyulykken oplevede Anna Sophie og Arne i september 1949 den glæde, at deres datter blev født. Hun fik navnet Lea Lygum. Allerede i februar 1951 slap Arnes held dog op. Han styrtede nær Kjellerup med en Harvard Mk træningsmaskine. Ved styrtet blev han dræbt.

Drengenes søster Gerda endte på Vestfyn. I Sdr. Åby i Husby Sogn. Som mange andre jyske piger dengang, blev hun tjenestepige på Fyn. I hendes tilfælde på en gård i Nakke i Tanderup Sogn, nabosognet til Husby Sogn.

Mens hun arbejdede i Nakke mødte hun fiskeren Niels Peter fra Sdr. Åby. bekendtskabet blev til ægteskab. I februar 1948 blev Niels Peter Gardermand-Kristensen og Gerda Skjøth Lygum gift i Bramdrup Kirke.

Her i Bramdrup Kirke blev Petras og Thorvalds datter Gerda i 1948 gift med fisker Niels Peter fra Sdr. Åby på Vestfyn.

Deres førstefødte, Inge Lise blev født i Gerdas barndomshjem på Bramdrup Nørremark. Gerda og Niels Peter bosatte sig i den ene ende af et tofamilies hus i Sdr. Åby, tæt på og lige overfor Niels Peters forældres husmandssted. I Sdr. Åby blev sønnen Arne født, opkaldt efter Gerdas døde bror, piloten Arne. Omkring 1960 fik Gerda og Niels Peter en efternøler, Marianne.

Da Niels Peters far, Bertel døde i 1962, flyttede Gerda og Niels Peter med deres familie ind i husmandsstedet overfor, hvor de så boede sammen med Niels Peters mor, Emma. Her blev de i mange år boende tre generationer under samme tag. Datteren Marianne og hendes mand overtog forøvrigt ejendommen i Sdr. Åby, da generationskollektivet ophørte.

Petras og Thorvalds datter Gerda og svigersøn Niels Peter ligger begravet på Husby Kirkegård, i mit hjemsogn på Vestfyn

Egen fortæller historie

Thorvald og Petra blev de sidste ejere af husmandsstedet under egen nær Bramdrup Nørreskov. Nu står egen stovt tilbage og minder om den familie, der fik deres udkomme og levede deres liv på jorden her. Den minder også om husmandslivet i det hele taget her på marginaljorderne i den nordøstlige udkant af den gamle landsby Bramdrup. 

Det kan man godt falder i staver over, når man på sine vandreture i lokalområdet møder egen. Den har meget at fortælle. Familiehistorie, lokalhistorie og historien om vores hastige samfundsudvikling.

Midt i billedet landsbyen Bramdrup i 1955. Øverst i venstre hjørne ses stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej. Midt i billedet ses den gamle vej mellem Vejlevej og Hvidsminde. Som det ses forløb denne vej over kirkepladsen. Først i 1960´erne blev den nye Bramdrupskovvej anlagt som omfartsvej med et forløb fra hallen til Hvidsminde, udenom pladsen ved kirken.

Der var flere husmandskolonier i Bramdrup Sogn. Jeg har tidligere skrevet om husmandskolonien i Surkjær umiddelbart vest for stationsbyen Bramdrupdam: 

https://ih18.blogspot.com/2023/04/forvandlingen-af-den-sure-jord-til.html 

Ib Hansen, 19. august 2023

Velkommen i den grønne lund

Sus i skørterne. Armbøjninger. Løsnede tungebånd. Sang under de grønne trækroner. Romantisk levende lys leveret af fakler og kulørte lamper. Måske et enkelt hurtigt kys bag en busk? Jo, Holme Skov i Hjorte i Tanderup Sogn og Husby Hole i Husby Sogn lagde engang ramme til mangen et festligt lag.

Dans, øl, mad, snak, taler, sang, musik og kram. Illuminerede festpladser i de grønne lunde dannede rammen om skovfesterne.

Festerne havde en hensigt. De skulle være med til at skaffe penge til veldædige formål. Sygekasserne manglede penge. Foreningslivet kunne også godt bruge penge.

Fest i Hjorte Holme Skov i Tanderup

Den 30. maj 1891 blev der i Middelfart Avis annonceret en fest søndag den 21. juni 1891 i Hjorte Holme Skov i Tanderup Sogn. Skoven ligger nær landevejen mod Assens og var derfor let tilgængelig ikke bare for Tanderup Sogns beboere, men også for gæster fra de omliggende sogne. Festen blev afholdt til fordel for Tanderup Sogns Sygekasseforening. Sygekasseforeningen var blevet stiftet vinteren før festen. Foreningen havde brug for startkapital for at kunne hjælpe sognets syge medborgere.

Festen startede klokken 4 søndag eftermiddag. Der blev holdt taler. Der blev sunget fællessange. Og der blev spist og drukket ved de til lejligheden opstillede borde og bænke. Entreen til festpladsen var sat til 35 øre for voksne og 25 øre for børn.

Efter talerne, sangen og beværtningen begyndte det, som især de unge nok havde længtes efter hele eftermiddagen. Dansen.

Adgang til dansepladsen kostede 65 ører for herrer og 35 ører for damer. Efterhånden som tusmørket trak hen over den lyse sommeraften, er der nok rigtig kommet sus i skørterne og gang i benene. I følge et referat i Middelfart Avis den 26. juni - fem dage efter festen -  var ungdommen talrigt til stede, så entreen til dansen har nok givet et godt bidrag til støtte af festens formål. 

Jeg ved ikke om sommerfesten i Hjorte Holme Skov var inspireret af tilsvarende fester i Husby Hole i Husby Sogn, men det lyder meget sandsynligt.

Fester i Husby Hole i Husby Sogn

Husby Sogns Sygekasseforening blev allerede oprettet ved et møde i Husby Skole den 28. februar 1886. Sygekasseforeningen manglede startkapital og afholdt derfor sommerfest i Husby Hole i juni 1886. Mon ikke mange fra Tanderup Sogn deltog i den fest og i de efterfølgende fester i Holen. 

Husby Sygekasseforenings første fest blev en bragende succes. Både i forhold til det festlige og i forhold til fortjenesten til foreningen. Overskuddet blev på svimlende 1000 kr.

Et sådan overskud fik selvfølgelig andre i Husby Sogn til at ville afprøve samme model. Husby Sogns Skytteforening afholdt den 22. juni 1888 en tilsvarende fest i Husby Hole. Året efter i 1889 afholdtes der to fester i Holen. Husby Sygekasseforening og Husby Sogns Skytteforening afholdt hver sin fest. Det må have været en god forretning med disse fester. Så ikke sært, hvis ideen spredte sig til Tanderup.

Fest i skytteforeningens regi

I Tanderup var det udover sygekasseforeningen også Tanderup Sogns  Skytteforening, der tjente penge på at afholde fester på den ved landevejen centralt beliggende smukke festplads i Hjorte Holme Skov. Således blev afholdt skytteforeningen fest søndag den 30. august 1896.

Ved skytteforeningens fest startede man selvfølgelig med præmieskydning. Det var på det tidspunkt under 10 år siden loven mod privates anvendelse af skydevåben var blevet ophævet. Ellers fulgte festen i skytteforeningens regi den sædvanlige model for tidens skovfester. Start klokken fire eftermiddag. Taler, sang under medvirken af Tanderup Sogns Sangforening, beværtning og som afslutning musik og dans. Festpladsen var illumineret med fakler og flere hundrede kulørte lamper. Hvis vejret ellers har været med dem, må det have været en dejlig fest i den grønne skov. Udendørsfester er jo altid et sats. Dengang var der ikke mange alternativer, når det drejede sig om store fester. Der var hverken forsamlingshuse, gymnastiksale eller haller i i Husby og Tanderup Sogne.

Ib Hansen 15. august 2023

FAKTAOPLYSNINGER om sygekasser og skytteforeninger: 

I dag er det ikke til at forstå, men sygekasseforeninger og specielt skytteforeninger som dem i Tanderup og Husby i 1880´erne og 1890´erne var engang storpolitik i Danmark. 

1.

En sygekasseforening var en forening af personer, der havde sluttet sig sammen for at sikre hinanden gensidig hjælp i tilfælde af sygdom. Medlemmerne skulle betale sygekassekontingent, og der var ingen tilskud fra det offentlige. 

Først i 1892 - året efter den første sygekassestøttefest i Hjorte Holme Skov og 6 år efter den første i Husby Hole - blev der vedtaget en egentlig sygekasselov. Borgerne kunne frivilligt melde sig ind og betale kontingent og dermed sikre sig hjælp under sygdom. Sygekasser, der blev oprettet efter denne lov, blev kaldt statsanerkendte sygekasser. Her skulle der også betales kontingent, men der kom tilskud fra det offentlige.

Sygekasserne fungerede, indtil Folketinget i 1973 vedtog Loven om Offentlig Sygesikring, som er gældende endnu, og som vi alle helt automatisk og uden kontingent er medlemmer af. En positiv udvikling og et fundament i vores velfærdssamfund.

2.

Skytte- og riffelforeninger spillede en rolle i forfatningskampen i 1880´erne, hvor Venstre og Højre (nuværende Konservative) stod stejlt overfor hinanden. 

Det var (og er) efter Grundloven kongen, der udnævnte regeringen uanset flertallet i i Folketinget. Og kongen udnævnte i de år altid regeringer fra Højre og dermed i høj grad fra landets adelsstand. Det brød Venstre sig ikke om. Venstre havde flertallet i Folketinget og nægtede at vedtage de obligatoriske årlige finanslove. Venstres politik blev kaldt visnepolitikken. Den betød, at Regeringen med  statsminister og adelsmand Estrup i spidsen vedtog og regerede ved hjælp af provisoriske (foreløbige) finanslove.

Estrups ageren fik Venstre til at rasle med sablerne - eller rettere geværerne. Nogle kredse med tilknytning til Venstre udsendte slet skjulte trusler om at bruge landets mange venstreprægede skytte- og riffelforeninger til et oprør mod Estrup og kongen. "Hvert andet barn i Dannevang forstår halvkvæden vise". Truslerne fik Estrupregeringen til i 1885 at vedtage et riffelforbud, der også gjaldt skytteforeningerne. Der blev ligeledes dannet et centralt statsligt ridende sikkerhedspoliti, De Blå Gendarmer. De Blå Gendarmer slog hårdt ned på alle tendenser, de anså som tegn på tilskyndelse til oprør. Efter et mislykket attentat på Estrup i oktober 1885 var gendarmerne i de efterfølgende år særdeles hårdhændede. 

Riffelforbuddet blev ophævet nogle år efter, da tingene igen var faldet lidt til ro, derfor kunne der atter afholdes skydninger i skytteforeningerne, således også i Husby og Tanderup, som det fremgår af ovenstående fortælling.

Problemerne i forhold til dannelse af regeringer faldt dog først endelig på plads i 1901, da parlamentarismen blev indført. Det eller de partier, der i Folketinget ikke har et flertal i mod sig, kan danne regering. Ændringerne betegnes som Systemskiftet 1901. Parlamentarismen er nu en bærende grundsten i vores danske repræsentative demokrati. 

Sommeruvejr

Hagl og store isstykker. Isstykker så store, at de endnu var synlige tre dage efter, de kom drønende ned fra skyerne. Sommeruvejret drev rasende ind over egnen. Uvejret var en plage og ulykke for mange mennesker.

Nej, det er ikke haglstormen i Norditalien eller stormvejret over det nordøstlige Danmark i sommeren 2023, jeg omtaler.

Vi skal tilbage til 24. august 1838. Et frygteligt tordenvejr med regn, hagl og is raserede landsbyerne Håre og Hjorte i Tanderup Sogn på Vestfyn. Høsten var lige gået i gang, men langt fra tilendebragt. På nogle af landsbyernes marker stod stadig uhøstet vårkorn. Flere gårdejere og husmænd led betydelige tab, da haglbyen klaskede det uhøstede korn til jorden og rev de modne aks fra hinanden. Tabet for de nævnte landsbyer  blev opgjort til 270 tønder korn. De største tab oplevede gårdmand Jørgen Andersen og husmand Lars Knudsen. Deres tab blev opgjort til henholdsvis 60 tønder og 9 tønder korn, mens det resterende opgjorte tab i de to berørte landsbyer var fordelt på mindre, men mærkbare tab blandt landsbyernes landmænd.

Set med nutidens briller kan det måske opfattes som mindre tab, enhver landmand må kunne tåle. Vejret har altid betydet, at høsten går op og ned set over årene.

Nu var det imidlertid sådan, at flere af de berørte landbrugere i Håre og Hjorte allerede forud for haglstormen sad i ringe kår. Hvis de ikke fik hjælp efter skaderne, kunne de se frem til en vinter med smalhals og sult.

Situationen fik sognepræst Bagger og sognefoged Pedersen i Tanderup Sogn til i fællesskab at anmode de ramtes medborgere til at yde bistand. Sognepræsten og sognefogeden tilbød i et avertissement i avisen at forestå indsamlingen og efterfølgende fordele det indsamlede så retfærdigt som muligt blandt de haglramte.

Hvor ved jeg dette fra?

Det har jeg læst i "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresseavis og Avertissementstidende" fra den 10. september 1838.

Sognepræstens og sognefogedens initiativ blev bakket op af Søren Hempel, der i Odense var udgiver af "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresseavis og Avertissementstidende."  Han tilbyder at samle ind i Odense og omegn.

Men hvor stor var medborgernes offervillighed i forhold til de skadelidte i Håre og Hjorte?

Det kunne jeg finde ud af ved at læse et avertissement i samme avis året efter fra den 2. maj 1839.

I dette avertissement redegør sognepræst Bagger og sognefoged Pedersen for resultatet af deres bestræbelser på at få hjælp til de skadelidte. Jeg tager det blot i runde tal.

Der indkom omkring 35 tønder korn, hvoraf hovedparten, nemlig omkring 30 tønder kom fra landsbyerne Nakke, Emtekær, Håre og Hjorte i Tanderup Sogn. Fra Barløse og Fangel sogne indkom tilsammen omkring 5 tønder korn.

Men der indkom også en sum penge. I avertissementet angives hovedparten af pengene til at komme fra præsten i Tanderup Sogn og fra omegnssognenes præster. Gelsted, Kerte og Sandager. Også fra landsbyerne Rolund, Ronæs og Viby indkom der beløb, ligesom der indkom 5 rigsdaler fra en anonym. I alt indkom der 37 rigsdaler. Fæsteherren, greven på Wedellsborg figurerer ikke på listen, medmindre han er den anonyme giver. I givet fald et noget pauvert lille beløb set i relation til hans formåen.

Det er svært at vurdere indsamlingens samlede resultat. 35 tønder korn set i forhold til det vurderede tab på 270 tønder korn? Mon ikke de 37 rigsdaler faldt på meget tørre steder?

Nu var der på landet dengang ikke den store kontantøkonomi. Da rigsdalersystemet den 1.1. 1873 blev afløst af  kroner og ører, blev 1 rigsdaler omvekslet til 2 kroner. Så de 37 rigsdaler svarer til 74 kroner. Men værdien skal jo måles på købekraften. I 1873 kostede et rugbrød 1,20 kroner. Så for de 37 rigsdaler kunne man købe 62 rugbrød. Det siger ikke så meget, for på landet købte man ikke brød. Dem bagte man selv. Alligevel virker det ikke som om indsamlingens 37 rigsdaler er et fyrsteligt beløb. Men de er jo også indsamlet hos mennesker, der ikke selv havde for meget at slå til Søren med. 

Alt i alt må indsamlingen vel betegnes som jævnt tilfredsstillende. Men denne lille fortælling kan minde os om at glæde os over vores velfærdssystem og vores forsikringssystem. Vores velfærd er ikke kommet af sig selv, men har krævet mange års hård demokratisk kamp. Fortællingen kan også minde os om, hvor meget vi er afhængige af vejr og klima.

Ib Hansen, 8. august 2023

Tillæg til fortællingen om haglskaderne i Håre og Hjorte i 1838:

Danmarks første haglskadeforsikring blev oprettet i 1864. Forsikringsselskabet kom til at hedde  »Haglskadeforsikrings-Selskabet for Fyens Stift« - Danmarks ældste haglskadeforsikringsselskab. Ved en  generalforsamlingsbeslutning i 2005 blev selskabet opløst ved »solvent likvidation«, hvorefter selskabets formue blev uddelt til medlemmerne. Haglskadeforsikringen blev overdraget til Fynbo Forsikring. Fynbo Forsikring blev i januar 2009 til Concordia Forsikring.

"Haglskadeforsikrings-Selskabet for Fyens Stift" blev oprettet på initiativ af hofjægermester, senere kammerherre N.F.B. Sehested til Broholm, bistået af 13 kendte, større fynske landmænd.

Selskabet startede med 117 medlemmer, og medlemstallet steg støt. I 1875 var medlemstallet 448 og i 1890 6.757. Det hjalp på tilgangen, da der i sommeren 1891 indtraf et ualmindelig ondartet haglvejr, der særlig hjemsøgte Vestfyn. Fra 1890-95 steg medlemstallet således til 11.207, og det toppede i 1905 med 12.476 medlemmer.