søndag den 17. september 2023

Fantastisk, forunderlig og fabulerende fortælling

 


"... Dagen er brændende varm, spiddende som nåle. Det er en af disse sensommerdage, hvor verden føles overmoden og klar til at briste. Hunde gisper i skyggen med dirrende brystkasser. Regnorm bliver stegt til snørebånd. Et stearinlys, efterladt i solen, smelter og bliver til mælkeagtigt fedt. I det mindste er der en brise, som siver ind gennem dørene, får høet i krybben til at bevæge sig..."

Hold da op! Sikken et medrivende, billedskabende og fantasifremmende sprog. The Times betegner romanen "som smukt skrevet og fuld af karakter og liv." Jeg er helt enig. 

Jeg læste "Det forunderlige cirkus" i de timer på dagen, hvor jeg var nødt til at krybe i ly for dette års brændende hede septembersol. Sjældent har jeg haft så fantastisk en sproglig oplevelse samtidig med, at romanen fortællemæssigt og indholdsmæssigt kunne påvirke og rive mig med.

Forførende. Meningsfuld. Vedkommende. Tankevækkende. Aktuel. Dette til trods for, at fortællingen er lagt tilbage i tid til 1866 og hovedsageligt foregår i et cirkus. En allegorisk fortælling om vores brutale og samtidig skønne verden. Om magtforhold. Om stigmatisering. Om marginalisering. Om overgreb. Om fordomme. Om fascinationen af det anderledes. Om sammenhold og kærlighed. Og om livets svære valg.

I forbindelse med læsningen af denne flotte bog kom jeg til at tænke på det at læse digitalt i forhold til det at læse analogt.

Sikken nydelse at læse en rigtig papirbog. Alene forberedelserne forud for læsningen.

Mærke bogens fysiske tyngde. Have den i hænderne. Studere det flotte omslag. Lade hånden glide følende hen over omslagets glatte forside. Studere indholdsgodbidden på bagsiden. Læse omslagsflappens forfatterbeskrivelse. Slå op og se omslagets indersides figurative verdensbeskrivelse med dyr, planter, sol, måne, stjerner, blomster og snirklede mønstre.
Blade videre og læse om rettigheder, udgivelsesår og tekniske detaljer. Se hvem oversætteren er. Bemærke støtten til udgivelsen fra Statens Kunstfond.
Blade fremad i bogen. Vende og føle det velafpassede papir med passende tykkelse. Nyde det gode tydelige tryk og den smukke læsevenlige typografi. Når det så til og med er en rigtig sidevender af en roman med et åndeløst spændende, underholdende, gribende og tankevækkende indhold. Ja, så bliver det ikke bedre. En dejlig analog bog er god at have i hånden. God for øjnene. God for oplevelsen. Flot, indfølende sprogligt oversættelsesarbejde af Lotte Kirkeby Hansen.

Elisabeth MacNeals roman "Det forunderlige cirkus" får min allerbedste og varmeste anbefaling. Den skal ses, mærkes og føles.

Omslagets indersides forunderlige fabulerende stil stemmer på forhånd læserens sind til den oplevelse, der venter.



Ib Hansen 17. september 2023

2 kommentarer:

  1. Tak for anbefaling ... din beskrivelse af din opfattelse af en papirbog lyder som et helt kærlighedsforhold 😀
    Jeg tror dog, på trods af din fine beskrivelse, at jeg holder mig til e-bøger og lydbøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ingen tvivl. Jeg elsker at have "en rigtig bog" i hænderne.

      Slet