Folkeskolen efterladt på højhastighedstogets utopiperron

Folkeskolens lærere og elever bliver ladt skrammede tilbage på det uddannelsesmæssige højhastighedstogs forladte utopiperroner. Konkurrencestatens stigende behov for arbejdsbier fører til, at der løbende søges rundt i hele verden efter effektive metoder til at producere sådanne.

Hastigheden i forandringerne af uddannelsessystemet øges kraftigt. Europæisk og dansk undervisningsmæssig tradition og dannelsesfilosofi bliver i disse år blæst af banen. Men det er efterhånden mange år siden forandringernes højhastighedstog på uddannelsesområdet blev sat i gang.

I slutningen af 1960´erne og i starten af 1970´erne var der i nogle danske universitets- og seminariepædagogiske kredse stor fascination af angelsaksisk pædagogik og undervisningsmetoder med tilhørende adfærdspsykologi kaldet behaviorisme. Dengang som nu var der i Danmark to hovedretninger i undervisningspædagogikken.  Firkantet sagt kunne man kalde de to retninger henholdsvis den dannelsesmæssige/myndiggørende/frigørende retning og den undervisningsprogrammerende/adfærdsregulerende retning.

Behaviorisme

Men hvad er behaviorisme? Det kan man blive klogere på ved at se på en leksikal definition af begrebet.

"Behaviorisme arbejder med lovmæssigheder for påvirkning af en organisme, dennes reaktion og konsekvenserne heraf. Der skelnes ikke mellem "sjæl" og "legeme" (monisme), og i alle forhold anses en årsag for at være til stede (determinisme).

Dette medfører, at tilstedeværelsen af en "fri vilje" betvivles. "Originale" tanker, følelser og anden adfærd er altså kun et resultat af individets indlæringshistorie. I princippet giver man sig ikke af med at definere, hvad der er "sundt" eller "sygt" for mennesket, for uanset sådanne — i øvrigt kulturdefinerede — værdidomme er adfærden et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet."

(Citat: http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/behaviorisme )

Læringsmål og programmerbar undervisning

Fascinationen af behaviorisme og programmerbar undervisning førte dengang til oversættelse og udgivelse af en del bøger om emnet, ligesom tilgangen blev promoveret af en gruppe danske uddannelsesforskere og seminarielærere. Specielt to bøger vandt indpas på lærerseminarierne. 

Norman E. Gronlund udgav i 1970  bogen "Stating Behavioral Objectives for Classroom Instructions". Denne bog blev udgivet på dansk af Gyldendal i 1972 og kom til at hedde "Undervisningsmål og indlæringsresultater".


I 1973 føjede Gyldendals danske oversættelse af Robert F. Magers bog fra 1962 "Preparing Instructional Objectives" sig til. På dansk kom bogen til at hedde "Målsætning i undervisningen - en programmeret gennemgang af målbeskrivelsens udformning". Bogen er udformet som et eksemplarisk eksempel på, hvordan man kan tilrettelægge programmeret undervisning. Denne bog er oprindelig blevet til i lyset af den amerikanske "raketkløftforskrækkelse", der herskede i 1960´erne, efter at russerne til amerikanernes store overraskelse som de første i oktober 1957 havde sendt en rumkapsel, Sputnik i kredsløb om jorden.

Bøgerne bygger på såkaldt evidensbaseret forskning af amerikanerne B. F. Skinner og Ralph Tyler. Et centralt emne var undersøgelse af motivationsfaktorer og relationen mellem stimuli og respons. Benjamin Bloom opstillede i denne sammenhæng taxonomier for formulering af målbare undervisningsmål. I dag ville vi nok kalde det læringsmål. Russeren Pavlovs kendte forsøg med, hvordan man kunne få hunde til at respondere som ønsket ved brug af passende stimuli spillede også en vis rolle i denne forskning.

Intet nyt under solen

Indtil for få år siden troede jeg, at den slags tænkning baseret på hunde-, abe- og rotteforsøg var lagt på glemmehylden. Men med nutidens uddannelsespolitiske debat, må jeg desværre konstatere, at det langtfra er tilfældet. Stærke politiske, administrative og forskningsmæssige kræfter ønsker at dreje den danske uddannelsessektor i retning af det "stimuli-respons" baserede. De nævnte bøger er igen blevet sørgeligt aktuelle og ville med få rettelser kunne genudgives og passe ind i nutidens uddannelsespolitiske kontekst. 

Grundfilosofien i de nævnte bøger er logisk-positivistisk, altså at alt vigtigt skal kunne måles, mens det, der ikke kan måles, ikke er vigtigt. 

Kernen i den logisk-positivistiske tilgang er, at tilhængerne mener, at alle meningsfulde påstande er enten sande eller falske, og at deres sandhedsværdi kan empirisk afgøres af videnskaberne. Denne tankegang ligner jo meget nutidens ønske om at kvantificere alt. Hvis der ikke umiddelbart er tilgængelige data, så beslutter man at skaffe sådanne for eksempel i form af resultater fra gennemførte testninger eller mere eller mindre lødige kvantitative brugerundersøgelser. 

Denne angelsaksiske pædagogik og psykologi med dens  tilgang om adfærdsregulering, programmerbarhed og logisk-positivisme fandt som nævnt i første omgang ikke større genklang i bredere kredse i Danmark, men jeg skal lige love for, at den i de senere år blandt skolepolitikere og uddannelsesforskere igen har fået vind i sejlene og er ved at blæse den gennem århundreder succesrige nordiske og europæiske undervisnings- og dannelsestradition af banen.

Den globale forskrækkelse

Ivrigt supporteret af den økonomiske  samarbejdsorganisation OECD har de herskende uddannelsespolitikere i Europa gennem de seneste to-tre årtier ivrigt set sig om i verden efter nye undervisningsmæssige og pædagogiske tilgange, der kan sikre fremgang i den globale økonomiske konkurrence.

Flere hundrede års europæisk tradition, kultur, filosofi, pædagogik og undervisningstilgang er blevet smidt på porten. Også den verdensanerkendte særlige skandinaviske uddannelsesmæssige og pædagogiske tradition er sat under stærkt pres.

OECD og de herskende politiske magter i Kontinental-Europa har set sig om efter inspiration alle mulige andre steder, primært i den angelsaksiske verden. Græsset opfattes på uddannelsesområdet som værende grønnere på andre kontinenter end i Europa. Samtidig taler politikerne ved festlige lejligheder på alle andre områder om det vigtige i at bevare og bygge på det særligt europæiske eller det særligt skandinaviske.

England med new labourpolitikeren Toni Blair og hans rådgiver sociologen Anthony Giddens i spidsen blev i slutningen af 1990´erne inspirationskilde for mange europæiske lande på det uddannelsespolitiske område. New Labours tilgang til uddannelsespolitik var målstyring, testning, rangordning, statslige skoleinspektioner, konkurrencesætning, frit valg og en generel drejning af samfundsstyringen i retning af New Public Management, altså en tro på, at mennesker alene lader sig motivere af konkurrence og økonomiske incitamenter. "Lad falde, hvad ikke kan stå" var en af holdningerne affødt af denne drejning. Denne tilgang fik som konsekvens, at i tusindvis offentlige engelske skoler måtte dreje nøglen, og at grundskolesystemet blev segmenteret efter befolkningens uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske baggrunde.

Efterhånden som Blair-politikkens noget blakkede bagside i form af mangel på positive resultater for det samlede skolesystem viste sig, flyttede OECD og de europæiske skolepolitiske beslutningstagere deres opmærksomhed mod andre lande, hvor man håbede at finde inspiration til mere konsistente resultater. Mærkeligt nok tænkte man ikke på, om den europæiske tradition måske var så stærk, at den i sig selv kunne give grobund for positiv evolution af pædagogik og undervisning.

Den angelsaksiske tradition forblev tillokkende. Man vendte sig i rækkefølge mod lande, som New Zealand, Australien, Singapore, USA og Canada. Tidsrummet mellem hvornår man atter engang mener at have fundet ”de vises sten” bliver stadig kortere. Den politiske tilgang er i høj grad "dur ikke, væk" og "vi må hellere prøve noget andet". 

Forandringer og såkaldte reformer er på manisk vis blevet gennemført i hurtigere og hurtigere tempo med den konsekvens, at flere og flere undervisere og elever er blevet ladt skrammede tilbage på det uddannelsesmæssige højhastighedstogs forladte utopiperroner. Skrammerne fremstår i form af stressede undervisere og rodløse og socialt segmenterede elever. Og værst af alt - samfundets sammenhængskraft lider herunder. 

Uddannelsesklimaet ramt af angelsaksisk oversvømmelse

Den økonomiske og politiske "prøv nyt og smid væk mentalitet" har udover voldsomme ændringer på undervisningsområdet også enorm kulturel betydning og kommer til at understøtte den angelsaksiske "oversvømmelse" af vitale samfundsområder. Oversvømmelser som allerede præger Europa og det danske samfund.

Udover på uddannelsesområdet kan man bare se på konsekvenserne for kultur, film, musik, radio, TV, underholdning, forskning, politik og meget andet. Hvad det på sigt får af konsekvenser for vores særlige skandinaviske samfundsmodel, kan man kun gisne om. Såfremt der ikke skabes modvægt mod den logisk-positivistiske og angelsaksiske tankegangs sejrsrække vil der givet ske store samfundsmæssige ændringer. Ulighederne i samfundet vil tiltage. Sammenhængskraften vil blive svækket. Medborgerskabsevne og –engagement vil blive sat under pres. Afstanden mellem befolkningen og beslutningstagerne vil blive oplevet som stigende. Der vil blive større social uro. Den politiske udvikling i Danmark og Europa de sidste 15 år viser kraftige tegn på, at slaget allerede er ved at være tabt.

Spørgsmålet er, om vi som borgere finder retningen rigtig, og om vi som borgere i virkeligheden ønsker det samfund, som bliver konsekvensen af de drastiske omvæltninger, der allerede er sat i gang?

Bindegale

I 2015 har vi efter min mening som samfund bevæget os i den "bindegale" retning.

Det gælder desværre hele året og ikke noget med under den ene eller den anden regering med støttepartier. På det seneste er det blevet tydeligt, at vælgerne protesterer, men har svært ved at finde de rette kanaler for deres protest. Vælgerne har svært ved at vurdere de politiske partier og politikerne. Skal de bedømmes på deres udtalte hensigter eller på deres konkrete handlinger? Jeg synes det sidste. Bedøm dem ikke på, hvad de lover, men på hvad de gør. Og som vælgere må vi også kigge os selv i øjnene og finde ud af, hvad vi virkelig står for.

Søndag formiddag var jeg en tur i P4-Trekantens Sorte Gryde sammen med Mette Ullersted og Flemming Paasch. Vi skulle blandt andet forholde os til hvilket "årets ord", vi synes kunne karakterisere 2015.

Mette foreslog ordet "sammenhængskraft", som jeg synes er et godt ord, men jeg synes ordet "bindegale" er mere dækkende for 2015. Flemming mente, at begge ord tilsammen nok var meget dækkende.

Ordet "bindegale" blev jo brugt af Uffe Ellemann til at karakterisere dele af vælgerkorpsets holdning til afstemningen om EU - tilvalgsordningen. Det må stå for hans regning. Men jeg synes "bindegale" er fint dækkende for mange ting, der er sket i 2015, selv om der heldigvis da også er sket mange gode ting, som nu senest klimaaftalen i Paris.

Jeg synes, vi (og ikke kun politikerne) er "bindegale", når vi accepterer
- at folkeskolen holdes som gidsel i forhold til en konkurrencestatsambition
- at mennesker i Danmark nu kan fængsles uden at have været for en dommer inden 24 timer
- at Folketinget på fundamentale retssikkerhedsområder gennemfører parthøring med kun 23 timers høringsfrist
- at krigshærgede flygtninge nu kan få konfiskeret værdier, de måtte medbringe på flugten til DK
- at mennesker i DK i vinterkulden nu huses i telte, mens tusindsvis af boliger står tomme
- at klima- og miljøambitionerne i DK sænkes og det netop nu, hvor vi kunne høste af tidligere tiders investeringer og ambitioner, og nu hvor behovet for forbedringer aldrig har været større
- at der gøres attak på vore største og eneste rigtige naturområder, nemlig vore strand- og kystområder
- at fattige medborgere gøres endnu fattigere, mens dem med deres på det tørre får afgiftslettelser, skattelettelser, bolig-jobtilskud (håndværkerfradraget) m.v.
- at Folketingets ombudsmandsinstitution negligeres - en institution, der er opfundet i DK, og som resten af verden misunder os
- at vores politiske liv på den ene side bliver mere og mere populistisk orienteret og mediestyret samtidig med, at politikerne ind i mellem viser stor mangel på vilje til at lytte til almindelige menneskers og fageksperters praksiserfaringer
- at vi bevæger os længere og længere mod kanten - og i nogle tilfælde over kanten - i forhold til internationale grundlæggende konventioner, om måden vi er sammen på som medmennesker. Konventioner vi som et lille land er ekstremt afhængige af bliver overholdt. Det har vi op gennem vores historie lært på den hårde måde. Men måske er vi desværre ved at blive historieløse og dermed perspektivløse.

Mange ting i 2015 har bevæget sig i den forkerte retning, når det gælder at fastholde grundlæggende retssikkerhedsprincipper, grundlæggende sammenhængskræfter, beskyttelse af samfundets svageste, beskyttelse af den naturarv, vi har overtaget og skal bringe videre gerne i bedre stand, end vi overtog den.

Alt er jo ikke sort-hvidt. I 2015 er der også sket positive ting, men desværre må jeg nok sige, at for meget efter min mening går i den "bindegale" retning. Værst af alt, er det min oplevelse, at vi er flere og flere, der ikke længere føler os repræsenteret af de eksisterende politiske partier og deres handlinger. Og det er virkelig "bindegalt"!

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4trekanten/den-sorte-gryde-2015-12-13#!/

Vidunderlige vide verden

Herfra min verden går.

Sdr. Åby Strand, Rømø, Fønsskov, Å Strand og Harte Skov er blandt de mange smukke steder i Danmark jeg har besøgt i 2015.

Det er en god ballast at have med ud i den vidunderlige vide verden.

Madrid, Beijing, Xi´an, Guilin, Shanghai, Genova, Savona, Albisole er blandt de mange smukke steder i ind- og udland, jeg har besøgt i 2015. 

Når jeg bevæger mig rundt i natur- og kulturlandskaberne såvel inden- som udenlands, tager jeg ofte snapshots med min i-phone.

Her hvor vi nærmer os årsskiftet, er det blevet tid til at gøre årets billedhøst op og reflektere og glæde sig over årets mangfoldige oplevelser.

Forhåbentlig bliver der også i 2016 mulighed for at dyrke glæden over både hjemstavns- og verdensarven. Med baggrund i denne glæde må vi forsøge at være åbne, imødekommende, tolerante og nysgerrige i forhold til andre positioner end lige vores egen.

Besøg på unikke steder på såvel vores plet på jorden som i den vide verden giver anledning til at møde andre tiders, andre steders og andre folkeslags udfoldelser og tankegods. Og ikke mindst glæde sig over den smukke natur og den kulturarv, vi er blevet betroet. In-puttene kan man bruge til at spekulere over, om der er noget, vi kan bruge i vores tid og i vores del af verden. Et eksempel. Den kinesiske vismand Confucius (551 f.kr. - 479 f.kr) har udtrykt følgende om de kinesiske kongers og kejseres regering af landet:

"I et land godt styret, er fattigdommen noget at skamme sig over. I et land dårligt styret, er rigdom noget at skamme sig over."

Et sådant udsagn kan nok give en noget at tænke over. Prøv for eksempel at sætte Confucius udsagn i relation til et af mine yndlingscitater af den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804):

"Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side."

Vi må forsøge at leve efter devisen: hjemme er bedst, men ude er også godt. Og måske er der noget i udefrakommende tanker og ideer, der kan have nytteværdi for os. Det sædvanlige og det velkendte kan være godt, jævnfør valgsloganet: "Det Danmark vi kender". Men det ukendte og fremmede kan altså også indeholde noget godt til eftertanke og inspiration. Det er farligt at lukke sig inde i sin egen såvel fysiske verden som idéverden.

Med baggrund i glæden over vores egen og vores lands historie, traditioner, holdninger og baggrunde, må vi prøve at være åbne, imødekommende, tolerante, læreivrige og nysgerrige i forhold til andre landes og andre menneskers tilsvarende historie, traditioner, holdninger og baggrunde. Det har vi lettest ved, når vi kender grundlaget, vi står på på vores del af jordkuglen.

Facebook: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671

Den Forbudte By, Beijing, Kina, sommeren 2015

Fønsskov, Vestfyn, foråret 2015

Gotisk hovedindgang til den romanske San Lorenzo-kirke, Genova, Ligurien, Norditalien, efteråret 2015

Harte Skov ved Kolding, foråret 2015

Den futuristiske bydel Pudong, Shanghai, Kina. Billedet er taget fra den gamle kolonibydel the Bund på den anden side floden, sommeren 2015

Rømø, Sønderjylland, sommeren 2015

Sdr. Åby Strand, billedet taget mod Wedellsborghalvøen, Husby Sogn, Vestfyn foråret 2015

Terrakottahæren, Xi´an, Kina, sommeren 2015

Udsigt fra Å Strand over Lillebælt mod Helnæs, Vestfyn, sommeren 2015

Kampen om folkeskolen

Skal eleverne kun lære at læse og regne, eller skal skolen OGSÅ fremme deres personlige udvikling og refleksionsevne?

Nedenstående et aktuelt interview med Michael Böss. Manden der har skrevet bogen "Det demente samfund". En bog der leverer en af de senere års væsentligste analyser af nutidens historieløse samfund.


Interviewet er fra Berlingske 13. november 2015. I interviewet pointerer Michael Böss, at han ikke er modstander af højere faglighed si skolen. Man kan fint forene en højere faglighed med stærke dannelsesværdier, lyder hans pointe. Der skal bare være balance i regnskabet.

Interviewet slutter med følgende, der pinpointer vigtigheden af, at der i skolen er balance mellem dannelse og uddannelse: »Det er vigtigt, at vi satser på at give vores børn og unge viden, for den er selve forudsætningen for, at der kan foregå en eksistentiel refleksion på et højere niveau. Omvendt skal vi passe på, at vi ikke ryger i den anden grøft, hvor viden kun får en instrumental betydning. Hvis det voksende krav om, at skolen skal kunne »bruges« til noget, får magten, overser man betydningen af alt det, der ikke har direkte anvendelighed i erhvervslivet, men som mennesket har nytte af for at kunne eksistere. Også for at kunne udfolde de faglige færdigheder, det tilegner sig. Vi har brug for både uddannelse og dannelse.«


Jeg kunne ikke være mere enig. Derfor har jeg også i en del år haft følgende motto med i min e-mail autosignatur: ”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den.” Det er et citat fra den irsk-amerikanske forfatter Frank McCourts bog "Angeles aske".


De seneste dages og måneders voldsomme begivenheder gør desværre tankerne i interviewet her endnu mere aktuelle og væsentlige.

Her er så artiklen fra Berlingske 13. november 2015: Nationalt har vi brug for både uddannelse og dannelse

Moderne tider - oplevet som barn og ung i Husby Sogn og i Husby Skole

Husby Skole fik lov at leve i mere end 250 år. Lensgrevinden på Wedellsborg stiftede i 1712 fundatsen for Husby Skole.

I 1814 vedtog den enevældige konge de love, som førte til det, der senere er blevet kaldt folkeskolen. Lovgivningen omfattede skoler, der enten var købstadsskoleordnede eller landsbyskoleordnede.

Folkeskoleloven af 1958 afskaffede landsbyskoleordningen. I hele min skoletid i Husby Skole fra 1958 til 1965 var skolen organiseret efter landsbyskoleordningen. Det indebar blandt andet, at vi gik flere årgange i samme klasse.

For at kunne leve op til den nye lovgivning fra 1958 blev der midt i 1960´erne, gennemført en sammenlægning af Husby og Tanderup skoler. Nogle årgange i den fælles skole blev undervist i Husby, mens andre blev undervist i Tanderup. Min mellemste bror Leif og jeg var gået ud af Husby Skole på det tidspunkt, men min yngste bror Bo har gået i skole under denne ordning.

Tanderup skole blev i slutningen af  1960´erne den fortsættende skole, mens Husby Skole blev helt nedlagt. Nu er Tanderup Skole også blevet lukket. De moderne tider har krævet sine ofre.

2. årgang Husby Skole 1959. Min årgang, men vi havde flere klassekammerater, da vi i de ældste klasser gik flere årgange i samme klasseværelse.

1. række fra venstre: Ib (undertegnede), Henrik, Vilhelm, Keld, Agnete, Else Marie, Bent, Leif (min bror).

2. række fra venstre: Førstelærer Andersen, lærer Tagesen, Jørgen (Nyhuse), Vagn Aage, Jørgen (Sdr. Åby), Bjarne (Sibirien), fru Breiner, Bjarne (Bondero)

Min mellemste bror og jeg gik i Husby Skole fra 1958 - 1965. Efter syvende klasse fortsatte vi den videre skolegang på Ejby Folke- og Realskole. Det var således nogle af Husby Skoles sidste leveår, vi oplevede. Først i perioden udvikling. Sidst i perioden afvikling.

Skolebilleder

Husby Skole 1939

Dette luftfoto viser Husby Skole i 1939, længe før der var tænkt på mig. Men skolens bygningsmæssige struktur så stadig nogenlunde sådan ud, da min bror og jeg startede i skolen 1. april 1958. Dengang var der lærerboliger på skolen, og lærerne havde meget flotte pryd- og nyttehaver rundt om skolen. I skolegården ses skuret med toiletretirader. Retiraderne var dog ikke mere i brug, da vi startede i skolen.

Bygningen i nederste venstre hjørne er Husby Brugsforening, hvor min familie senere i 1950´erne og 1960´erne gjorde næsten al handel, inklusive FDB-køkkenmøbler. På det tidspunkt hed uddeleren Folmer Andersen. Min bror Leif og jeg havde ham som fodboldtræner, da vi spillede på drengeholdet i Husby. Fodboldbanen lå og ligger fortsat nordvest for Brugsen lige uden for billedet.

Når vi spillede fodbold i skolens gymnastiktimer, klædte vi om på de to bænke, der ses mellem skolegårdstræet og den første hæk ind mod Forsamlingshuset. Nogle gange var det lidt ulækkert, når førstelærerens høns havde brugt bænkene til at sidde på. Vi skulle efter omklædningen gå gennem førstelærerens frugtplantage øverst til venstre ned til fodboldbanen. Om efteråret kunne det være noget af en oplevelse, da førstelæreren havde gæs på græs i frugtplantagen. En hvæsende gase, der forsøgte at nappe en i de bare lår kunne nok få gang i en hurtig passage af frugtplantagen, men det var stort set også opvarmningen, inden fodboldkampen startede. I idræt var alle drenge fra 4.- 7. årgang med i samme time. Så vi lærte tidligt som mindre purke at begå os på banen mellem de ældre drenge, der ikke rigtig tog hensyn til de små. Den samme aldersspredning oplevede vi også, da vi begyndte at spille ”karlefodbold” på serieholdet, hvor vi som 16 - 17 årige spillede sammen med malermester Danevig. Han var på det tidspunkt tæt på de 50 år.

Husby Skole 1957

Luftfotoet af Husby Skole her er fra 1957. Året før vi startede i 1. klasse. I forhold til skolebilledet fra 1939 er der sket drastiske ændringer. Nu er der bygget lærerbolig til venstre i billedet. Her boede i vores skoletid forskolelærerinden fru Breiner. Til højre anes lige hækkene fra haven ved nybyggede lærerbolig, hvor andenlærer Tagesen boede. Førstelærer Andersen boede som hidtil i den venstre vestlige ende af selve skolebygningen. Endnu senere blev der bygget endnu en lærerbolig længere nede af Storegade vest for stien op til fodboldbanen. Her husker jeg, at blandt andre frøken Nissen og Conni Tøndering boede. Det var, da der kom fire lærere i skolen.

Øverst til venstre i billedet ses Forsamlingshuset, som skolen brugte til gymnastik i vintersæsonen. Til højre i billedet Klokkekær, hvor min bror og jeg af og til hjalp til i høstens tid med at køre korn ind. Lige over Forsamlingshuset til venstre i billedet ses cisternen til vandværket, der dengang lå ude på marken nord for Klokkekær. Vandet blev pumpet op i cisternen af en vindmølle, som lignede en af dem, man ser i cowboyfilm. På stille sommernætter, hvor vi hjemme på Skræppedalsvej sov for åbne vinduer, kunne vi høre møllen pibe og hvine. 

Vi måtte ikke opholde os ved cisternen og vindmøllen. Det kunne vi ikke altid overholde, da det jo var et ret autentisk sted at lege cowboys og indianere. Det var gårdmanden på Klokkekær, der førte tilsyn med vandværket og møllen, så hvis vi satte en vagt op på cisternes dæk, kunne vi hurtigt nå at smutte ned i skoven, Holen nord for møllen, inden Ejnar eller sønnen Vagn Klokkekær kunne nå frem.

Da vandværket blev flyttet til sin nuværende placering og cisternen skulle fjernes, forsøgte hjemmeværnet sig med en sprængning. Det havde de ikke det store held af. Det var kun låget, de fik sprængt af. Men så kunne graveren, Frede Larsen heldigvis klare resten med noget af det dynamit, han brugte om vinteren, når kirkegårdsjorden var frosset!

Husby Skole 1960

Husby Skole 1962 (Med tak for lån til Preben Thuesen)

Fotografierne fra 1960 og 1962 viser, hvordan Husby Skoles udvikling i disse år virkelig tog fart. Billederne er taget mindre end 10 år før skolen blev nedlagt og kort tid efter der var bygget lærerboliger, lavet nye toiletforhold og indrettet nye klasselokaler.

Sammenlægningen med Tanderup Skole og efterfølgende Husby Skoles totale nedlæggelse var som tidligere nævnt affødt af folkeskoleloven fra 1958, der ophævede den særlige landsbyskoleordning, der havde været gældende siden folkeskolelovene i 1814. Nu skulle børn på landet havde samme skoletilbud som børn i de købstadsordnede skoler. På et tidspunkt havde man faktisk planer om at bygge en ny fællesskole for de to sogne på en af sandmarkerne ved Hårevejen lige over for indkørslen til Eskelund.

Toiletretiraderne i skolegården er nu fjernet, og der er indrettet moderne toiletforhold i skolens østre ende, hvor andenlæreren tidligere havde haft lejlighed. Mindst en af andenlærer Tagesens døtre er født i denne lejlighed, mens familien boede der. Den nye toiletbygning var i brug, da vi startede i skolen i 1958. Vi fik grundig instruktion af forskolelærerinde fru Breiner i, hvordan vandklosetter, tisserende og håndvask skulle benyttes. I 1958 var der fortsat mange hjem i Husby, der ikke havde vandkloset og indlagt vand. Så instruktion var nok nødvendig.

Den nye toiletbygning, der havde et flot terrazzogulv, ses på billedet fra 1962 til venstre for skolens indgang. Førstelærerboligen var stadig i skolebygningens vestre del ved elmasten. Her anes også lige udlængen, der blandt andet indeholdt vaskehus, og hvor der netop i disse år var indrettet klasselokale til indskolingen. Jeg tror, der på et tidspunkt også havde været bolig til forskolelærerinden her.

Det ses, at de fleste af skolens skorstene nu er revet ned som følge af indlæggelse af centralvarme. På forsamlingshuset er der fortsat skorstene. Der var stadig i min tid som elev i Husby Skole kakkelovn i forsamlingshusets store sal, som vi som nævnt brugte til gymnastik i vintersæsonen. Det betød, at gymnastikken måtte aflyses på dage, hvor der på grund af tåge ikke var træk i skorstenen, og salen derfor var helt røget til.

Luftfotoet fra 1960 er taget om sommeren. Det ses blandt andet af de flotte gammeldags høstakke på Klokkekærs marker lige nord for skolens frugtplantage. I luftfotoets øverste højre hjørne ses sognefoged Andersens gård, hvor min bror og jeg har tilbragt mange timer med at hjælpe til, og hvor vi fik lov at lave ting i gårdens såkaldte huggehus (værksted) godt hjulpet af gårdejeren, Jørgen Andersen, som lærte os mange ting om landbrug, dyr og maskiner.

Lavningen øverst i billedet er Husby Made (mose). Gennem mosen løber en bæk, som har udløb i Tybrind Vig ved Sjobjerg. I mosen legede vi tit opdagelsesrejsende og gik langs bækken gennem mosen helt ud til Tybrind Vig. Det var også et fint sted at løbe på skøjter om vinteren og lege noget af det,  vi hørte om i historietimerne i skolen, for eksempel danskernes problemer i krigen med ditmarskerne, der brugte springstave til at forcere marskens mange render og kanaler. Sjovt var det, når en af vores hjemmelavede springstave blev hængende i bækkens dynd, og springeren i stedet for at nå modsatte bred lige så stille sank ned i bækken og blev dækket af mudder og slam. Det gav ikke popularitet hos mødrene, når vi kom hjem. Bækken var kloak for den østlige del af Husby By.

Dagligdagen i Husby Skole

Klasselokale i Husby skole, 1942.

Personerne nævnt i rækkefølge fra venstre: Lise Ellegård, Ellen Andersen, Ruth Hansen, Hans Rasmussen, Niels Jensen, Claus Bang, lærer Andersen, Ernst Rasmussen, Hans Larsen, Carl Lassen, lærer Ålund, Erling Christensen

Ovenstående fotografi fra 1942 af et af Husby Skoles klasseværelser er noget tidligere end fra den tid, jeg gik i skolen. Men mange ting på billedet så stadig sådan ud i min tid. 

Først og fremmest var førstelærer Andersen der stadig.  Altid ulasteligt klædt og med sølvbriller og lommetørklæde i lommen, og ikke kun fordi der som her blev taget billede. Det var hans daglige antræk. Hvis han om morgenen havde sit fine mørke tøj på, når han var ude at lufte sin hvide puddel, vidste vi, at vi ville få fri til middag. Så skulle han nemlig medvirke som kordegn ved en begravelse i kirken. Det var ikke noget, vi blev kede af.

Der var som nævnt kommet centralvarme, så kakkelovnen var væk, men tørvekassen var der stadig. Af og til blev en elev i frikvarteret stoppet ned i kassen, mens andre sad på låget. Mobning er ikke noget nyt, desværre, men er nok lidt mere sofistikeret i vore dage. Hvis de skyldige i kasseindespærringen kunne findes, så kunne konsekvensen blive en kontant afregning med et par på kassen. Nogle gange blev synderen afkrævet svar på, om han helst ville sidde efter eller have et par på kassen. De fleste valgte et par på kassen. Ellers ville de jo få et par på kassen, når de kom hjem og fortalte, at de havde siddet efter. Korporlig afstraffelse i folkeskolen blev i øvrigt først afskaffet ved lov i 1967.

Til venstre uden for billedet var hylderne til Skolebiblioteket. På bagvæggen var Sognebiblioteket, som lærer Andersen også administrerede. Det var en stor dag, da lærer Andersen en eftermiddag i 6. klasse sagde til min bror og mig, at nu havde vi læst alt i Skolebiblioteket og derfor måtte låne fra Sognebiblioteket.

Blyantspidseren på katederet til venstre i billedet viser også noget karakteristisk. Her måtte vi stille op i kø, når vi skulle have vore blyanter spidsede. Men hvis det var muligt at undgå en kraftig spidsning i blyantspidseren, spidsede lærer Andersen i stedet blyanten med sin fine sølvlommekniv. Så kunne blyanten holde lidt længere. Han havde i øvrigt også en fin sølvpencil, som han brugte til at prikke på køkkenvinduet, når vi skulle komme ind fra frikvarteret. Jeg har indtrykket af, at hvis legen i frikvarteret gik godt, eller lærerne lige havde noget, de skulle have aftalt, så blev frikvartererne lidt længere.

Vi sad ved de samme pulte,  som ses på billedet. Pulten havde plads til blækhus, og bordpladen kunne slås op, så der var adgang til opbevaringshylden under bordpladen. Fodpladen kunne også slås op. Så kunne pulten passe til både store og små, og gulvet var lettere at renholde.

Billederne på væggen var der også fortsat. Det er såkaldte anskuelsestavler. Anskuelsestavlerne viser, hvilken undervisning, vi blev udsat for især i indskolingsklasserne.

Anskuelsestavler og anskuelsesundervisning blev i høj grad  brugt som introduktion for de yngste elever til omverdenen – her kunne grundbegreber som former, farver, årstider, klokken, natur, kristendom, basal geografi og historie indlæres. I indskolingsklasserne havde vi fru Breiner. Hun kunne hurtigt få os lært at læse. En enkelt lille negativ oplevelse med hende har hængt sig fast i min erindring gennem alle de forløbne år. Vi havde hende også i de små klasser til gymnastik. Her kaldte hun mig engang klodrian, fordi jeg ikke kunne hoppe over bukken. Selv om fru Breiner var kontant, kunne jeg godt lide hende og hendes undervisning. Mærkeligt, at en sådan lille ting kan hænge ved så mange år efter.

Udenadslæren var undervisningens helt centrale tilgang. Salmevers selvfølgelig, men også udenadslæren fra lærebøger. I de større klasser var der udenadslære fra Luthers Lille Katekismus i Biskop Balslevs udgave og ikke mindst udenadslære fra henholdsvis Danmarkshistorien og Verdenshistorien. Det var bøger på hver cirka 100 sider. Så verden var til at overskue. Til geografi og historie havde vi lærer Tagesen. Han var også vores regnelærer. Jeg husker særligt, at han var en fantastisk historiefortæller. Blandt andet gennem hans fortællinger fik jeg en livslang interesse for historie.

Om ikke andet fik vi stimuleret vores hukommelsesevne og evnen til at huske fakta. Det synes jeg, jeg har haft stor glæde af gennem årene, ligesom jeg har haft glæde af den almene basisviden, vi blev bibragt.

Skolen var ikke kun faglighed.

Om efteråret skulle vi i konkurrence med de tidligere omtalte gæs og gaser samle æbler i frugtplantagen, der lå der, hvor der nu er parkeringsplads til Forsamlingshuset. Æblerne blev kørt til Hønnerup Mosteri og lavet til most.

Om lørdagene, hvor vi også gik i skole, skulle nogle af drengene hente gasflasker i Brugsen. Nogle skulle feje fliser, mens andre trak dampvaskemaskinen hen til den næste husstand, der skulle bruge den til storvask. Det var de store drenge, der deltog i disse pligter. Jeg husker ikke, om pigerne også fik praktiske opgaver. Det var ikke opgaver, vi havde noget i mod.

Vi drenge havde også en særlig opgave, som vi dengang anså for at være en stor fordel. I jagtsæsonen blev der forud for de store klapjagter fra Wedellsborg ringet til førstelærer Andersen med besked om, at de store drenge fra skolen skulle møde på godset som klappere en af de efterfølgende dage. Vi fik så besked fra lærer Andersen om dette. Der var ikke noget med, at vi skulle spørge hjemme eller have seddel med hjemmefra.

Under klapjagten var vi under kommando af overjægermester Knarreborg og hans håndgangne mænd som for eksempel skytte Hansen på Wedellsborg og skytte Skæg (jeg husker ikke hans rigtige navn) på Fønsskov eller nogle af skovfogederne. I jægernes frokostpause havde vi så kampe med drengene fra de andre skoler, som for eksempel Føns Skole. Kampene blev udkæmpet med klapperstokkene. Det var ikke rart at få et slag over fingrene med en klapperstok, men vi havde en sjov dag, hvor vi til belønning fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone.

Den søde juletid

En af Forlaget Grønvald Fynbos julebøger

Der var i skolen et langt tilløb til julen. Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlen med hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og "Historiebogen. Børnenes Julebog". Op mod jul udleverede lærer Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter, og hvor vi havde lys, gran og slik med i skole!

Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter.

En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til ordningen i løbet af året. Så vidste vi, der også det år var penge til julegaver.

Julegaverne ønskede vi os ud fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Det var en stor dag, når vi skulle afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade hos Rute Ras kone, Anna, som administrerede uddelingen af pakker. Efterkravsopkrævningerne på pakkerne var selvfølgelig først modtaget hjemme fra Helge Post. Når vi havde hentet pakkerne gemte mor dem, så vi ikke vidste, hvad vi fik før juleaften. Men pakkerne blev godt og grundigt vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras. Var det bløde eller hårde pakker?

Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest i Forsamlingshuset fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle af de moderne tiders nye twist and shout musik. Ja, og så var det jo i 1962, vi begyndte at høre Beatles, da de udsendte deres første plade ”Love me do”. Den indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt.

Vi havde også været til Fagforeningens juletræsfest en af juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev Forsamlingshusets juletræ plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Jeg husker det, som om børnene altid vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest. Skolen startede hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar.

Husby Skole 2014 - nu Bendt Larsens smykkeværksted

Alt i alt en dejlig tid i Husby og Husby Skole, som jeg altid husker tilbage på med glæde, når jeg jævnligt kører forbi den gamle Husby Skole på vej til mine motions- og oplevelsesture på mit gamle hjemlands kyster. Skolen ser da heldigvis i det ydre stadig stort set ud, som den gjorde, da vi gik i skole der. Bortset fra det nu nedrevne cykelskur, der dengang lå ud mod vejen, og som udover opbevaring af cykler i skoletiden også var meget anvendelig senere, da vi begyndte at gå til fest i Ungdomsklubben, som holdt til i Husby Forsamlingshus under ledelse af Christian Olander.

Det, der har betydet mest, er selvfølgelig ikke bygningen, men lærerne og de gode skolekammerater. Men skolebygningen er god til at vække de gode minder til live.

Film om blandt andet Husby og Tanderup skoler i 1940´erne: https://www.youtube.com/watch?v=FPKhmxrx6SM

Ib Hansen