Folkeskolen efterladt på højhastighedstogets utopiperron

Folkeskolens lærere og elever bliver ladt skrammede tilbage på det uddannelsesmæssige højhastighedstogs forladte utopiperroner. Konkurrencestatens stigende behov for arbejdsbier fører til, at der løbende søges rundt i hele verden efter effektive metoder til at producere sådanne.

Hastigheden i forandringerne af uddannelsessystemet øges kraftigt. Europæisk og dansk undervisningsmæssig tradition og dannelsesfilosofi bliver i disse år blæst af banen. Men det er efterhånden mange år siden forandringernes højhastighedstog på uddannelsesområdet blev sat i gang.

I slutningen af 1960´erne og i starten af 1970´erne var der i nogle danske universitets- og seminariepædagogiske kredse stor fascination af angelsaksisk pædagogik og undervisningsmetoder med tilhørende adfærdspsykologi kaldet behaviorisme. Dengang som nu var der i Danmark to hovedretninger i undervisningspædagogikken.  Firkantet sagt kunne man kalde de to retninger henholdsvis den dannelsesmæssige/myndiggørende/frigørende retning og den undervisningsprogrammerende/adfærdsregulerende retning.

Behaviorisme

Men hvad er behaviorisme? Det kan man blive klogere på ved at se på en leksikal definition af begrebet.

"Behaviorisme arbejder med lovmæssigheder for påvirkning af en organisme, dennes reaktion og konsekvenserne heraf. Der skelnes ikke mellem "sjæl" og "legeme" (monisme), og i alle forhold anses en årsag for at være til stede (determinisme).

Dette medfører, at tilstedeværelsen af en "fri vilje" betvivles. "Originale" tanker, følelser og anden adfærd er altså kun et resultat af individets indlæringshistorie. I princippet giver man sig ikke af med at definere, hvad der er "sundt" eller "sygt" for mennesket, for uanset sådanne — i øvrigt kulturdefinerede — værdidomme er adfærden et resultat af indlæring under påvirkning af miljøet."

(Citat: http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/behaviorisme )

Læringsmål og programmerbar undervisning

Fascinationen af behaviorisme og programmerbar undervisning førte dengang til oversættelse og udgivelse af en del bøger om emnet, ligesom tilgangen blev promoveret af en gruppe danske uddannelsesforskere og seminarielærere. Specielt to bøger vandt indpas på lærerseminarierne. 

Norman E. Gronlund udgav i 1970  bogen "Stating Behavioral Objectives for Classroom Instructions". Denne bog blev udgivet på dansk af Gyldendal i 1972 og kom til at hedde "Undervisningsmål og indlæringsresultater".


I 1973 føjede Gyldendals danske oversættelse af Robert F. Magers bog fra 1962 "Preparing Instructional Objectives" sig til. På dansk kom bogen til at hedde "Målsætning i undervisningen - en programmeret gennemgang af målbeskrivelsens udformning". Bogen er udformet som et eksemplarisk eksempel på, hvordan man kan tilrettelægge programmeret undervisning. Denne bog er oprindelig blevet til i lyset af den amerikanske "raketkløftforskrækkelse", der herskede i 1960´erne, efter at russerne til amerikanernes store overraskelse som de første i oktober 1957 havde sendt en rumkapsel, Sputnik i kredsløb om jorden.

Bøgerne bygger på såkaldt evidensbaseret forskning af amerikanerne B. F. Skinner og Ralph Tyler. Et centralt emne var undersøgelse af motivationsfaktorer og relationen mellem stimuli og respons. Benjamin Bloom opstillede i denne sammenhæng taxonomier for formulering af målbare undervisningsmål. I dag ville vi nok kalde det læringsmål. Russeren Pavlovs kendte forsøg med, hvordan man kunne få hunde til at respondere som ønsket ved brug af passende stimuli spillede også en vis rolle i denne forskning.

Intet nyt under solen

Indtil for få år siden troede jeg, at den slags tænkning baseret på hunde-, abe- og rotteforsøg var lagt på glemmehylden. Men med nutidens uddannelsespolitiske debat, må jeg desværre konstatere, at det langtfra er tilfældet. Stærke politiske, administrative og forskningsmæssige kræfter ønsker at dreje den danske uddannelsessektor i retning af det "stimuli-respons" baserede. De nævnte bøger er igen blevet sørgeligt aktuelle og ville med få rettelser kunne genudgives og passe ind i nutidens uddannelsespolitiske kontekst. 

Grundfilosofien i de nævnte bøger er logisk-positivistisk, altså at alt vigtigt skal kunne måles, mens det, der ikke kan måles, ikke er vigtigt. 

Kernen i den logisk-positivistiske tilgang er, at tilhængerne mener, at alle meningsfulde påstande er enten sande eller falske, og at deres sandhedsværdi kan empirisk afgøres af videnskaberne. Denne tankegang ligner jo meget nutidens ønske om at kvantificere alt. Hvis der ikke umiddelbart er tilgængelige data, så beslutter man at skaffe sådanne for eksempel i form af resultater fra gennemførte testninger eller mere eller mindre lødige kvantitative brugerundersøgelser. 

Denne angelsaksiske pædagogik og psykologi med dens  tilgang om adfærdsregulering, programmerbarhed og logisk-positivisme fandt som nævnt i første omgang ikke større genklang i bredere kredse i Danmark, men jeg skal lige love for, at den i de senere år blandt skolepolitikere og uddannelsesforskere igen har fået vind i sejlene og er ved at blæse den gennem århundreder succesrige nordiske og europæiske undervisnings- og dannelsestradition af banen.

Den globale forskrækkelse

Ivrigt supporteret af den økonomiske  samarbejdsorganisation OECD har de herskende uddannelsespolitikere i Europa gennem de seneste to-tre årtier ivrigt set sig om i verden efter nye undervisningsmæssige og pædagogiske tilgange, der kan sikre fremgang i den globale økonomiske konkurrence.

Flere hundrede års europæisk tradition, kultur, filosofi, pædagogik og undervisningstilgang er blevet smidt på porten. Også den verdensanerkendte særlige skandinaviske uddannelsesmæssige og pædagogiske tradition er sat under stærkt pres.

OECD og de herskende politiske magter i Kontinental-Europa har set sig om efter inspiration alle mulige andre steder, primært i den angelsaksiske verden. Græsset opfattes på uddannelsesområdet som værende grønnere på andre kontinenter end i Europa. Samtidig taler politikerne ved festlige lejligheder på alle andre områder om det vigtige i at bevare og bygge på det særligt europæiske eller det særligt skandinaviske.

England med new labourpolitikeren Toni Blair og hans rådgiver sociologen Anthony Giddens i spidsen blev i slutningen af 1990´erne inspirationskilde for mange europæiske lande på det uddannelsespolitiske område. New Labours tilgang til uddannelsespolitik var målstyring, testning, rangordning, statslige skoleinspektioner, konkurrencesætning, frit valg og en generel drejning af samfundsstyringen i retning af New Public Management, altså en tro på, at mennesker alene lader sig motivere af konkurrence og økonomiske incitamenter. "Lad falde, hvad ikke kan stå" var en af holdningerne affødt af denne drejning. Denne tilgang fik som konsekvens, at i tusindvis offentlige engelske skoler måtte dreje nøglen, og at grundskolesystemet blev segmenteret efter befolkningens uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske baggrunde.

Efterhånden som Blair-politikkens noget blakkede bagside i form af mangel på positive resultater for det samlede skolesystem viste sig, flyttede OECD og de europæiske skolepolitiske beslutningstagere deres opmærksomhed mod andre lande, hvor man håbede at finde inspiration til mere konsistente resultater. Mærkeligt nok tænkte man ikke på, om den europæiske tradition måske var så stærk, at den i sig selv kunne give grobund for positiv evolution af pædagogik og undervisning.

Den angelsaksiske tradition forblev tillokkende. Man vendte sig i rækkefølge mod lande, som New Zealand, Australien, Singapore, USA og Canada. Tidsrummet mellem hvornår man atter engang mener at have fundet ”de vises sten” bliver stadig kortere. Den politiske tilgang er i høj grad "dur ikke, væk" og "vi må hellere prøve noget andet". 

Forandringer og såkaldte reformer er på manisk vis blevet gennemført i hurtigere og hurtigere tempo med den konsekvens, at flere og flere undervisere og elever er blevet ladt skrammede tilbage på det uddannelsesmæssige højhastighedstogs forladte utopiperroner. Skrammerne fremstår i form af stressede undervisere og rodløse og socialt segmenterede elever. Og værst af alt - samfundets sammenhængskraft lider herunder. 

Uddannelsesklimaet ramt af angelsaksisk oversvømmelse

Den økonomiske og politiske "prøv nyt og smid væk mentalitet" har udover voldsomme ændringer på undervisningsområdet også enorm kulturel betydning og kommer til at understøtte den angelsaksiske "oversvømmelse" af vitale samfundsområder. Oversvømmelser som allerede præger Europa og det danske samfund.

Udover på uddannelsesområdet kan man bare se på konsekvenserne for kultur, film, musik, radio, TV, underholdning, forskning, politik og meget andet. Hvad det på sigt får af konsekvenser for vores særlige skandinaviske samfundsmodel, kan man kun gisne om. Såfremt der ikke skabes modvægt mod den logisk-positivistiske og angelsaksiske tankegangs sejrsrække vil der givet ske store samfundsmæssige ændringer. Ulighederne i samfundet vil tiltage. Sammenhængskraften vil blive svækket. Medborgerskabsevne og –engagement vil blive sat under pres. Afstanden mellem befolkningen og beslutningstagerne vil blive oplevet som stigende. Der vil blive større social uro. Den politiske udvikling i Danmark og Europa de sidste 15 år viser kraftige tegn på, at slaget allerede er ved at være tabt.

Spørgsmålet er, om vi som borgere finder retningen rigtig, og om vi som borgere i virkeligheden ønsker det samfund, som bliver konsekvensen af de drastiske omvæltninger, der allerede er sat i gang?