lørdag den 5. december 2015

Vidunderlige vide verden

Herfra min verden går.
Sdr. Åby Strand, Rømø, Fønsskov, Å Strand og Harte Skov er blandt de mange smukke steder i Danmark jeg har besøgt i 2015.

Det er en god ballast at have med ud i den vidunderlige vide verden.
Madrid, Beijing, Xi´an, Guilin, Shanghai, Genova, Savona, Albisole er blandt de mange smukke steder i ind- og udland, jeg har besøgt i 2015. 
Når jeg bevæger mig rundt i natur- og kulturlandskaberne såvel inden- som udenlands, tager jeg ofte snapshots med min i-phone.
Her hvor vi nærmer os årsskiftet, er det blevet tid til at gøre årets billedhøst op og reflektere og glæde sig over årets mangfoldige oplevelser.
Forhåbentlig bliver der også i 2016 mulighed for at dyrke glæden over både hjemstavns- og verdensarven. Med baggrund i denne glæde må vi forsøge at være åbne, imødekommende, tolerante og nysgerrige i forhold til andre positioner end lige vores egen.
Besøg på unikke steder på såvel vores plet på jorden som i den vide verden giver anledning til at møde andre tiders, andre steders og andre folkeslags udfoldelser og tankegods. Og ikke mindst glæde sig over den smukke natur og den kulturarv, vi er blevet betroet. In-puttene kan man bruge til at spekulere over, om der er noget, vi kan bruge i vores tid og i vores del af verden. Et eksempel. Den kinesiske vismand Confucius (551 f.kr. - 479 f.kr) har udtrykt følgende om de kinesiske kongers og kejseres regering af landet:
"I et land godt styret, er fattigdommen noget at skamme sig over. I et land dårligt styret, er rigdom noget at skamme sig over."
Et sådant udsagn kan nok give en noget at tænke over. Prøv for eksempel at sætte Confucius udsagn i relation til et af mine yndlingscitater af den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804):
"Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på den ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side."
Vi må forsøge at leve efter devisen: hjemme er bedst, men ude er også godt. Og måske er der noget i udefrakommende tanker og ideer, der kan have nytteværdi for os. Det sædvanlige og det velkendte kan være godt, jævnfør valgsloganet: "Det Danmark vi kender". Men det ukendte og fremmede kan altså også indeholde noget godt til eftertanke og inspiration. Det er farligt at lukke sig inde i sin egen såvel fysiske verden som idéverden.
Med baggrund i glæden over vores egen og vores lands historie, traditioner, holdninger og baggrunde, må vi prøve at være åbne, imødekommende, tolerante, læreivrige og nysgerrige i forhold til andre landes og andre menneskers tilsvarende historie, traditioner, holdninger og baggrunde. Det har vi lettest ved, når vi kender grundlaget, vi står på på vores del af jordkuglen.

Facebook: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671

Den Forbudte By, Beijing, Kina, sommeren 2015

Fønsskov, Vestfyn, foråret 2015

Gotisk hovedindgang til den romanske San Lorenzo-kirke, Genova, Ligurien, Norditalien, efteråret 2015

Harte Skov ved Kolding, foråret 2015

Den futuristiske bydel Pudong, Shanghai, Kina. Billedet er taget fra den gamle kolonibydel the Bund på den anden side floden, sommeren 2015

Rømø, Sønderjylland, sommeren 2015

Sdr. Åby Strand, billedet taget mod Wedellsborghalvøen, Husby Sogn, Vestfyn foråret 2015

Terrakottahæren, Xi´an, Kina, sommeren 2015

Udsigt fra Å Strand over Lillebælt mod Helnæs, Vestfyn, sommeren 2015


Ingen kommentarer:

Send en kommentar