Folkeskolen fortjener optimisme trods al trøstesløsheden

Politiken har opgjort, at kommunerne i 2016 sparer 290 mio. kr. på  folkeskolen, og det efter  kommunerne har sparet 13 % pr. elev i folkeskolen fra 2002 - 13.

Samtidig har kommunerne, KL og Folketinget  i 2013 gennemført en mindre revolution i form af en folkeskolereform med et af verdens højeste undervisningstimetal og en tvangsoverenskomst med kraftig forringelse af lærernes vilkår for at planlægge, forberede og efterbehandle undervisningen med tilhørende opgaveretning og tilbagemelding til eleverne. Og det oven på en lock-out af lærerne i foråret 2013. Det skulle næsten gå galt. Det tilsiger al psykologisk og praktisk forståelse.

I en kommentar til Politikens oplysninger om de massive besparelser udtaler professor Per Fibæk Laursen, DPU følgende: »Det bekymrende er, hvis lærerne i stigende grad føler sig dårligt behandlet af kommunerne. Det kan få væsentlige negative konsekvenser for folkeskolen og medvirke til, at både lærere og forældre søger over i de private skoler«.

Men det er vel lige netop det, der er den slet skjulte politiske hensigt: At få grundskolen privatiseret og få afmonteret den fælles folkeskole.

Jeg ser dog stadig tegn på, at denne tilgang er gået op for flere og flere politikere, der ikke er enige i retningen, men ikke helt endnu er kommet ud af busken. Det kræver, at borgere og forældre, der kan se værdien af en fælles folkeskole, melder sig kraftigere på banen. Eleverne har meldt sig.

Selv om sådanne tal som Politikens gør det svært, er jeg trods alt stadig optimist. Folkeskolen er værd at bevare og kæmpe for. Og næsten på trods viser folkeskolen generelt fortsat gode faglige og trivselsmæssige resultater.

Blot det ikke viser sig, jeg er jubeloptimist. Men det må jeg så i givet fald leve med.