Den samfundsmæssige
styring af offentlig virksomhed har i de sidste 15-20 år bygget på manglende
tillid til offentligt ansatte lederes og medarbejderes lyst og evne til at gøre
et godt stykke arbejde baseret på motivation og ansvarsbevidsthed.
Samfundets øverste
beslutningstagere - om de nu er politikere eller elitære bureaukrater - er
prægede af den samme ensidige
styringstilgang. Hvor de så har fået denne tankegang fra?
Afbureaukratisering,
tillidsreform, arbejdsmiljøreformer, medarbejderinvolvering, brugerindflydelse
og meget mere af samme skuffe. Antallet af
positive buzzwords har i samme periode nærmest været eksponentielt
stigende. Alligevel styrer nomenklaturaen af politikere og topbureaukrater stadig
rigidt ved brug af incitamenter, "pisk og gulerod". På det seneste i
en sofistikeret udgave, hvor incitamentet bedre økonomi først udbetales efter,
at opgaven om bedre resultater er løst med den allerede givne økonomi. Det
skriger til himlen!
Tilgangen mistillid og
regelregulering bliver værre og værre. Se bare på, hvordan politikerne har
ønsket at tage selvstændighed, fleksibilitet og frihed under ansvar fra fx
gymnasielærere og lærere. Se på, hvordan politikerne styrer politiet med måltal
for de forskellige politiopgaver. Og hvordan politikerne styrer sygehus- og
sundhedsvæsenet med måltal for ventetid, diagnosticering og operationer.
Hvem er det dog, der ikke
forstår at moderne dygtige medarbejdere og ledere i et demokratisk samfund
lader sig motivere af mere og andet end regeltyranni, kontrol og såkaldt
"normalisering"?
Er det politikerne? Er det
teknokraterne i topembeder? Er det uddannelses- og forskningsinstitutionerne?
Er det en udefra kommende plage fra internationale organisationer præget af et
ensidigt fokus på nationaløkonomi og konkurrence som styringsværktøj.
Vi skal have orden i
økonomien. Vi skal have en grad af konkurrence. Vi skal tjene penge. Vi skal
have noget at leve af, og det får vi kun gennem godt arbejde.
Men disse parametre må
ikke står alene. Mennesket motiveres af både ydre motivation (penge, fordele,
kors, bånd og stjerner osv.) og af indre motivation (nysgerrighed, interesse,
lyst til at gøre sit arbejde godt, føle et ansvar, opleve fleksibilitet, lyst
til at gøre noget fra andre osv.).
Balancen mellem ydre og
indre motivation er forskellig fra menneske til menneske. Det gør derfor stor
skade, når politikere og elitebureaukrater i den grad ensidigt lægger vægten på
ydre motivation og totalt negligerer indre motivation. Tingene hænger ikke
sammen.
Politikerne taler ved
festlige lejligheder om afbureaukratisering, kvalitetsudvikling, fokus på de
menneskelige ressourcer, tillidsreform m.v. Men det er netop kun noget de taler
om. Det bliver ved ordene, mens de i handling bliver ved at fremme styring, der indebærer flere
regler, mere kontrol, stigende
mistænkeliggørelse og en udpræget mangel på respekt for faglighed. Alligevel
fjerner de ressourcer, som om deres styringstilgang allerede har givet de
fornødne effektiviseringseffekter.
Styringsgeneralerne vil
ikke længere have faglige ledere, men vil i højere grad have generalistledere,
der ikke er tynget af viden om de områder, de er sat til at bestyre og styre.
Hele denne tilgang skaber utryghed og afmagt hos ledere og ansatte, og det går i sidste ende ud over brugerne i form af manglende kvalitet og effektivitet.
Hele denne tilgang skaber utryghed og afmagt hos ledere og ansatte, og det går i sidste ende ud over brugerne i form af manglende kvalitet og effektivitet.