Ib Hansen, tidligere børne- og uddannelsesdirektør: august 2017

fredag den 25. august 2017

Mine blogindlæg i 2017 om folkeskolen, uddannelse og dannelse

Disruption, forstyrrelser og afbrydelser

Nu har vi så fået et officielt statsligt organ kaldet Disruptionsrådet. Rådet består af 7 ministre og 32 faste medlemmer og har statsministeren for bordenden.

Direkte oversat fra engelsk betyder disruption forstyrrelse eller afbrydelse. Man må formode, at hensigten er at forandre samfundet gennem afbrydelser og forstyrrelser. En ny bolle i ordsuppen, hvor der i forvejen svømmer mere eller mindre smagfulde ingredienser som innovation, entreprenørskab, omstillingsparathed, nytænkning og ud af boksen.

Nu skal man jo passe på ikke at gøre sig til smagsdommer af værste skuffe, men det er ikke min opfattelse, at tilgangen forstyrrelse eller afbrydelse af den hidtil naturlige udvikling af samfundet baseret på en stille og rolig tilpasning af opgaveløsningen til de konstaterede og forventede behov er særlig hensigtsmæssig.

Historisk set er samfundsudviklingen i Danmark blevet baseret på stille og rolig evolution, som for eksempel da vi tilbage i 1849 modsat mange andre lande uden vold og tumult fik vores grundlov. Denne evolutionære tilgang har placeret Danmark i verdenstoppen – både socialt, økonomisk og demokratisk.

Jeg oplever ikke, at der er brug for flere fikse ideer, udokumenterede påstande, mere eller mindre gennemtænkte forslag, pådutninger og masser af løs snak og vonhören sagen baseret på tilfældige kontakter til få udvalgte vælgere og borgere. De seneste års mange reformer har ikke bragt større tilfredshed i befolkningen. Se blot, hvordan det for eksempel er gået med den praksisafkoblede folkeskolereform. Se blot, hvordan det er gået i forhold til tilgangen om, at det vigtigste i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne er ”at lære at lære” fremfor reelt ”at vide noget” og der i gennem ”lære at lære”.

Det gælder på alle planer, at den disruptive tilgang om at lægge størst vægt på ”at lære at lære” har ført til mangel på viden og respekt for fakta. Dette er senest udtrykt af universitetslærere, der oplever, at de nye universitetsstuderende må starte med at lære matematik på et niveau, der svarer til niveauet i 1.g for få år siden. Det er bare et eksempel blandt mange. Desværre findes der massevis af lignende eksempler på alle planer og på alle niveauer – også i den politiske verden. Når virkelighedens fakta ikke stemmer overens med politikernes holdninger og hensigter, har mange af dem tillagt sig den uvane at meddele, at ”det kan godt være at rapporter og fakta er sådan, men det her er jo politik”!
Folkeskolen har nok at gøre. Den må der bakkes op om. Og ikke gennem flere afbrydelser og forstyrrelser. Det samme gælder i sundhedsvæsenet, sygehusvæsenet, i dagtilbuddene og i ældreplejen blot for at nævne nogle vigtige velfærdsområder, der er hårdt ramt af disruptionsfeberen.

Vi må have respekten for virkeligheden, for viden, for indsigt og for fakta tilbage. Det kunne fint starte med folkeskolen.

Verdens bedste danske folkeskole. Det må være målet for folkeskolen. En folkeskole der passer til vores danske samfund og det samfund, vi ønsker os i fremtiden. Et samfund, hvor der er respekt for det at vide noget. Hvor det at udtrykke sin mening og holdning er værdsat, men hvor det er endnu bedre at udtrykke en mening baseret på indsigt. Hvor der er lige muligheder for alle og omsorg for alles velbefindende og velfærd. Lyst til at påtage sig sit medborgeransvar og lyst til at indgå i og påvirke samfundets udvikling. Hvor alle hver på deres plads har lyst til at gøre en indsats efter evner og muligheder og anerkendes og respekteres herfor. Hvor der er plads til den enkelte og respekt for fællesskaber.

Stop med de fikse ideer. Stop med udviklingseruptionerne, der markedsføres under den forkerte varebetegnelse reformer. Stop med de luftige eksperimenter og forsøg, der er uden bund i grundig forskning og mangler grundlæggende indsigt i praksisvirkelighedens ønsker, muligheder og behov. Stop med bragesnakken om at "tænke ud af boksen". Det giver bedre resultater at nytænke stående "på kanten af boksen" - allerbedst med det ene ben i "boksen".

Efter min mening har vi ikke brug for disruption, forstyrrelse og afbrydelse. Spørg ledere og medarbejdere i det praktiske liv. De oplever i deres dagligdag alt for mange forstyrrelser og afbrydelser. Det, de har brug for, er ro og tid. Så bliver der også plads, tid og overskud til den nødvendige tilpasning af opgaveløsningen til nye behov og udfordringer både nu og i fremtiden.

søndag den 13. august 2017

Skal retssikkerheden trampes ned?

"Det gamle ordsprog lyder, at fælles skyld er ingens skyld - men det ønsker vi i (..???...) at lave om på, så retfærdigheden kan ske fyldest, selv i vanskelige sager. ... (Det) er nødvendigt for samfundet at kigge op, om de nødvendige redskaber er til rådighed, så politi og domstole kan placere skyld og straf. Derfor kommer vi ikke uden om at udruste myndighederne med muligheden for at idømme kollektiv straf". (Citat fra et medlem af Folketinget)

Mange vil fra deres skolegang kunne huske, hvordan kollektiv straf virker. "Det var da ikke mig", "uretfærdigt", "så kan jeg da lige så godt være med næste gang" m.m. Kollektiv straf er noget af det forældre ikke bryder sig om, at deres børn udsættes for. Kollektiv straf er med til at marginalisere og stigmatisere - også uskyldige. Den sætter de ramte ud på kanten af samfundet og op mod samfundet. Skaber flere anarkister, kriminelle og samfundsbekæmpere.

Fordelen ved at at leve i et demokrati fremfor i et totalitært system er begrebet ”retssikkerhed”. Retssikkerhed sikrer borgere mod vilkårlige, uforudsigelige overgreb fra statens side. Et af de centrale principper for en retsstat er, at der er lighed for loven, det vil sige, at loven gælder på samme måde for alle, uanset social status mv.

Retssikkerhed er ikke en moderne opfindelse eller noget, der er fundet på i moderne internationale konventioner. Der er en lang dansk historisk tradition bag begrebet. Længe før demokratiet blev indført blev der i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 bl.a. skrevet følgende:

”Med lov skal land bygges.[...] Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven."

Retssikkerhed er noget helt fundamentalt i et demokrati. Den bør ikke trædes under fode for at opnå kortsigtede, populistiske gevinster. Dette princip må vi, folkestyrets borgere værne om. Og så må vi i øvrigt være med til at sikre, at der afsættes ressourcer til at slå ned på dem, der forbryder sig mod os gennem kriminelle handlinger og forbryder sig mod folkestyret, herunder arbejder for at få folkestyret afskaffet eller underordnet noget andet.

Befolkningen blev for få år siden inddraget i et regeringsinitiativ om at lave en "Danmarkskanon - 10 værdier for fremtidens samfund". Folk kunne byde ind på vigtige værdier. En af de værdier, der fik flest stemmer og dermed kom med i Danmarkskanon, var retssikkerhed. Nu må vi også uanset partitilhørsforhold i øvrigt følge op ved fremover at vælge politikere, der tilslutter sig demokratiets grundlæggende retssikkerhedsprincipper.

Og nej. Den indledende udtalelse er ikke af Mette Frederiksen i forbindelse med hendes forslag om at forbyde alle muslimske friskoler, fordi hun har konstateret brådne kar på nogle af dem. Det kunne åbenbart godt have været hende, men denne udtalelse er nu gjort af Peter Skårup, DF.

tirsdag den 1. august 2017

En glad, stolt og taknemmelig fynbo

Gemt, men ikke glemt.

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er glad, stolt og taknemmelig over at være fynbo. Og over jævnligt at kunne drage over bæltet og opleve det altsammen live. I dag blev mine fynske strenge igen slået an. Og det af en gammel bog.

Ovenpå formiddagens tur i det dejlige vejr på de hjemlige stier fra de nedlagte jernbaner i Bramdrupdam fik de optrækkende skyer efter frokost mig til at "græsse" blandt de ældre bøger på mine boghylder.

Gemt på øverste hylde, helt oppe under loftet stod Palle Laurings herlige bog "Fyn" fra 1974. Bogen er ikke glemt. Alene det at få den i hænderne igen får fynske billeder og fynske oplevelser til at flyve over min indre skærm. Hvor kunne den mand dog fortælle, fængende og flyvsk.

Blandt meget andet skriver han i bogen om det skovområde, Ørslev Bjerge, der sætter en naturlig grænse mellem mit barndomsland på halvøen Wedellsborg og det øvrige Nordvestfyn. Det er disse skove, man kører igennem, hvis man følger landevejen mellem Middelfart og Assens.

Her er en lille godbid af hans fortælling, illustreret med mine billeder fra Brænde Å, Håre Mose og Sdr. Åbybugten:

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro. Jo længere man trænger ind i Fyn, jo klarere ses, at her er kontrasterne mindre end i det øvrige land, men de er her, fine overgange og vekslen i jordens rytmer, i frodighed, i landets dyrkning. (...) At få hold på det fynske land er ikke let, og alligevel er det her. Enhver der kommer med en smule sans for land blir fanget af det, men det er ikke til at sige præcis, hvad det er der fanger, og hvorfor dette her netop er Fyn, og ikke andet."

Hvor er det skønt at eje en bog fyldt med en sådan fortælleglæde. Fysisk at kunne tage den i sine hænder. At blade rundt i den. Erindre glæden ved den første gennemlæsning. Her kommer nutidens virtuelle gadgets virkelig til kort.

En dejlig bog om det fantastiske Fyn. Bogen introducerer sit indhold på følgende vis:
"Fyn er herregårdenes land, de ligger tæt over hele øen, større og mindre, næsten alle forskellige som kirkerne, ingen anden landsdel har bygget så selvstændigt sogn for sogn som Fyn. I strandkanten, ved de smilende sunde, ligger fiskerlejerne og de små havnesteder, vejret går hen over Fyn, årstiderne og fugletrækket. Altid havde Fyn sit eget ansigt og sin egen skæbne, og det både ses og mærkes." 😀