onsdag den 31. januar 2018

Halvøen Wedellsborg - vanskeligere at få fat i end man ville tro

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.”
 
Landet "der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro"
Sådan skriver forfatteren Palle Lauring i sin herlige bog "Fyn" fra 1974. Hans beskrivelse af grænselandet mellem Wedellsborghalvøen og det øvrige Vestfyn, den smukke langstrakte skovklædte randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge er både fængende og flyvsk. Søen han omtaler, er søen ved Hylken Mølle, tæt på den gamle herregård Minendal og Hylkedamvejen mellem Håre og Gelsted. Laurings smukke beskrivelse har inspireret mig til en fortælling om, hvilken naturmæssig udvikling, der ligger bag det for mig så kendte hjemland. Det er dejligt at nyde den smukke natur, men det giver nogle ekstra noter i nydelsen at vide noget om, hvorfor naturen ser ud, som den gør.

Det vestfynske land, vi i dag vandrer i, cykler og kører i, og de vandområder i Lille Bælt vi bader i, fisker i eller sejler på, er resultatet af tusindvis af års langsomme, men meget virksomme og spændende kraftfulde naturmæssige processer. Vi oplever selvfølgelig mest det, vi umiddelbart kan se. Den overflade, den kyst og det hav, vi ser, er først og fremmest et resultat af de sidste par hundrede tusinder års påvirkninger af is og vand. Men skjult for vores øjne ligger millioner af års udvikling.

Store kraftfulde gletsjere. Strømmende, eroderende og aflejrende vand fra smeltende iskolosser og fra regnvand. Faldende og stigende havspejl. Havets bølger og strømme, der både bryder ned og bygger op. Landet der vipper. Danmark sænker sig mod sydøst, mens det hæver sig mod nordvest. Vippelinjen går tværs over Fyn fra Strib til Nyborg. Nord for vippelinjen hæver Fyn sig. Syd for – og dermed også Wedellsborghalvøen- sænker Fyn sig.

Sådan er Vestfyn, Wedellsborghalvøen, Husby og omegn gennem årtusinder blevet skabt og løbende forandret. I de sidste 2-300 år begynder menneskenes aktiviteter også at forandre landskabet. Det er for eksempel sket i forbindelse med dige- og dæmningsbyggeri. Kystlinjen ved Husby, Tybrind og Føns blev rettet ud, og de afsnørede vige blev tørlagte, så nyt land kunne inddrages. Byer blev bygget og udbygget. Skove blev plantet. Vandløb blev udrettet og uddybet, nogle blev rørlagte. Fugtige områder blev drænet. Åer blev stemmet op til brug for mølle- og kraftanlæg. Jord blev opdyrket. Infrastruktur som for eksempel havne, broer, veje og jernbaner blev anlagt.

Alt sammen har været med til at forandre det naturgivne landskab. Nu åbnes nogle af digerne igen, og flere af vandløbene bringes tilbage til naturlig tilstand. Der laves snoede omløb uden om de opstemmede søer. Naturen og det naturlige får igen mere vægt.

Landskabet er under evig forandring. Selv om dynamikken som oftest er usynlig for vores øjne, og konsekvenserne næppe er synlige i en enkelt menneskealder, så er det naturens kræfter, der er helt fundamentale for landskabets udseende og udvikling. Og det gælder uanset menneskenes aktiviteter.

Det vestfynske landskab - herunder landskabet på Wedellsborghalvøen, som vi kender det i dag, - hviler på en dybgrund, der er resultatet af millioner af års geologiske udvikling. Lad os derfor starte med at gå mange millioner år tilbage og kigge ned i det fundament, det for os så kendte og smukke område hviler på. Det der i det daglige er usynligt for vore øjne, men som er helt afgørende for det landskab, vi kender.
 
Fra Sønder Åby Strand er der en formidabel udsigt over den del af Lille Bælt, der hedder Bredningen. Assens, Torø, Bågø, Brandsø og den sønderjyske kyst
Wedellsborgområdet for millioner af år siden

I princippet kunne vi undersøge forholdene mange kilometer ned i jorden, men for at det ikke skal blive alt for uoverskueligt og kompliceret, nøjes vi med at kigge nogle hundrede meter ned under jordoverfladen og kommer dermed mere end 65 millioner år tilbage i tiden, til en tid der ligger skjult for vort blotte øje her på Wedellsborghalvøen, men hvis spor kan ses andre steder i Danmark, for eksempel i kystklinter, i kalkbrud og i ler- og grusgrave.
Vi er så heldige, at vi kan kigge ned under Wedellsborghalvøen ved at se over skulderen på geologen Ove Balthasar Bøggild, der i 1918 beskrev en boring ved Wedellsborg udført 1882-83. I boringen fandt han fra 149 meter under terræn og ned til 163 meter under terræn bryozokalk . Det betyder, at vi i denne dybde er helt tilbage i Paleocæntiden, der varede fra for 65,5 til for 55,8 millioner år siden.

Bryozokalken (er også kendt under navnet limsten og er blevet brugt som byggesten) er en kalkstenstype, der er vidt udbredt  i den danske undergrund. Den kan blandt andet ses i overfladen i Stevns Klint og i Bulbjerg ved Jammerbugten. Bryozokalk indeholder talrige lag af flint og består af skelet- og skalrester af havlevende organismer. Kalkstenen har navn efter nogle små havkolonidyr bryozoer, også kaldet mosdyr. Havbunden må i sin tid have været tæt dækket af disse mosdyr. Kalken indeholder udover resterne af bryozoer også en lang række fossiler af dyr, der levede i det hav, der engang var, hvor nu Wedellsborg og Vestfyn ligger. Derfor kan vi være heldige på vore strandture langs de vestfynske kyster at finde forsteninger af søpindsvin, kammuslinger, søliljer, kiselsvampe og hajtænder i strandopskyllene.

Nærmere den nuværende terrænoverflade og ovenpå Paleocæntidens bryozokalk gik Wedellsborgboringen fra 47 meter under terræn til 149 meter under terræn gennem lag fra Eocæntiden. Eocæntiden dækker tidsperioden fra for 55,8 millioner år til for 33,9 millioner år siden. I denne del af boringen fandt O. B. Bøggild plastisk ler iblandet adskilte askelag. Enkelte steder i Danmark er tilsvarende plastiske ler- og askelag af de senere istider presset op til overfladen. Lagene kan for eksempel ses adskillige steder i kystklinterne ved den nordlige del af Lille Bælt, hvor lerformationen kaldes Lillebæltsler. Særlig kendt som et sted for iagttagelse af Lillebæltsleret er Røjle Klint.
Den plastiske ler er meget fed og meget finkornet og består overvejende af lermineraler iblandet kalk. Askelagene i leret er spor af nogle store vulkaner, der for omkring 55 millioner år siden lå ved Færøerne og langs en lang sprække i havet mellem Norge og Grønland.
Han Klit er i virkeligheden en kystklint presset op af store ismasser nordfra. De mørke lag er vulkanske askelag. De samme askelag findes dybt nede i undergrunden under Wedellsborghalvøen

Askelagene i boreprøverne fra dybet under Wedellsborghalvøen er de samme askelag, der på grund af istidernes oppresning af undergrunden kan ses i overfladen i lerlagene ved for eksempel den 61 meter høje Han Klit på Mors og som allerede nævnt i den af havet fritlagte del af den op til 45 meter høje Røjle Klint, der i Istiden blev presset op af en nordøstfra kommende kæmpegletsjer. I Han Klit har man talt i alt 179 forskellige askelag, der hver vidner om et vulkanudbrud, udbrud der altså også kan spores i de lerlag, der blev aflejret i det hav, der dengang var, hvor Wedellsborghalvøen nu er. Et hav der dækkede det meste af det nuværende Danmark.
Et sidste kig ned i Wedellsborghalvøens undergrund
Nå, men vi mangler at se på lagene fra den nuværende terrænoverflade og ned til de 47 meter under terræn, hvor vi sluttede med at se på den af Bøggild beskrevne boring. Her er vi så heldige, at vi netop for disse jordlag kan se på nyere og flere forskellige boreprøver, der er udtaget fra boringer, der er foretaget i forbindelse med eftersøgning af vandførende lag til brug for Husby-Sønder Åby Vandværk. Vandværket blev grundlagt i 1905.
Boringerne er af flere omgange foretaget i vandværkets indvindingsområde rundt om den 29 meter høje bakke Farshøj, der ligger nordøst for Husby kirke ved Hovvej, mellem Klokkekær og Husby Hole.
Hovvej mellem Husby og Håre. Farshøj ligger på marken til venstre

Boreprøverne fra Farshøj blev i 1986 i forbindelse med en planlagt udvidelse af  Sønder Åby–Husby Vandværk undersøgt og tolket af et rådgivende konsulentfirma.
Dybest nede, fra -35 meter under havoverfladen til -50 meter under havoverfladen, fandt firmaet fed eocænt Lillebæltsler fra for 55,8 millioner år til for 33,9 millioner år siden. Samme lag som beskrevet ovenfor i Bøggilds rapport over boringen ved Wedellsborg fra 47 til 149 meter under nuværende terræn. Godt at tingene hænger sammen, og at boringerne viser samme resultat! 
I de øverste 60 meter i vandværksboringerne, altså fra terræn, som her rundt regnet er gennemsnitligt + 25 meter over havoverfladen (med Farshøjs 29 meter som højeste punkt) og ned til -35 meter under havoverfladen, fandt konsulentfirmaet istidsaflejringer bestående af usorteret moræneler og sorterede smeltevandsaflejringer. Ind i mellem fandt de også mellemistidslag i form af ler- og sandaflejringer, der er bundfældet i et tidligere hav.
Med tolkningerne af vandværkets konsulentrapport kan vi konstatere, at vi nu under vores kig 60 meter ned i dybet under Wedellsborghalvøen fra terrænoverfladen og ned til cirka -35 meter under havoverfladen er nået til lag fra de sidste 2 millioner år af Jordens geologiske historie. Denne periode kaldes Kvartærtiden. Kvartærtiden var præget af meget store klimasvingninger, skiftende mellem perioder med istider og varme mellemistider. Kvartærtiden er en periode, der har haft afgørende betydning for den endelige udformning af Wedellsborghalvøen. Ind imellem har perioden givet sig dramatiske udslag i forhold til landskabsdannelsen. Det vil vi nu gå i gang med at kigge på.
Is og vand har modelleret Wedellsborghalvøen
Is og vand har været de afgørende faktorer i modelleringen af det landskab, vi kender i dag. Det er Kvartærtidens klimasvingninger gennem de sidste 2 millioner år, der er baggrunden for den is og det vand, som har været de primære landskabsdannende kræfter bag udformningen af Wedellsborghalvøen.

I løbet af Kvartærtidens 2 millioner år har der været flere perioder med istider, og ind i mellem har der været varmere perioder med mellemistider. Fire gange rykkede gletsjerne fra Skandinaviens fjelde frem over Danmark, og fire gange smeltede de igen tilbage. De tre første istider er der ikke mange spor af på Vestfyn.

Det er den seneste istid (kaldet Weichsel-istiden), der har været afgørende i forhold til det landskab, vi ser i dag. Denne istid varede fra omkring 117.000 år siden til for cirka 11.700 år siden. Det er derfor denne istid og følgerne af denne, vi primært vil koncentrere os om.

Under nedisningen pressede isens vægt det isdækkede landområde ned. På grund af dette tryk dybt ned i jordlagene, blev områderne udenfor og nær isranden presset op. Undergrunden ser billedligt talt ud som en stabel dybe tallerkener.
Da isen smeltede, løb smeltevandet ud i verdenshavene, og havspejlet steg mange meter over hele jorden. Men samtidig forsvandt trykket fra isen, og Danmark begyndte at hæve sig i den del af landet, der havde ligget under isen, mens den del af landet der lå i udkanten af eller udenfor isen begyndte at sænke sig. Det indtil nu foreløbige resultat af disse processer har vi fine spor af på Wedellsborghalvøen.
Men vi må hellere starte med at få et overordnet billede af Wedellsborghalvøens placering i det vestfynske istidslandskab.
Isstrømmene kom ind over Vestfyn fra både sydøst og nordøst. Fra det nuværende Østersøområde og fra Norge og Sverige. Det kan man få et godt billede af ved at se på, hvilken slags sten vi finder på områdets strande, og hvor i Skandinavien og Østersøområdet disse sten stammer fra.
Undervejs i de mange år den foreløbigt sidste istid varede, har der været varmere perioder, hvor gletsjerne har trukket sig tilbage for så, når det  igen blev koldere, atter at rykke frem.
Røjle Klint og Båring Bakke er af isen, der kom fra nordøst, presset op som randmoræner. Midt på Vestfyn i et stort område fra omkring Ejby over Vissenbjerg og Frøbjerg til lidt øst for Tommerup har der ligget et stort dødisområde bestående af kæmpestore iskolosser, der i en tilbagetrækningsperiode mistede forbindelsen til hovedgletsjeren. Da det så i slutningen af sidste istid for omkring 15.000 år siden midlertidigt atter blev koldere, stødte gletsjerne frem igen, delte sig og gled uden om det centrale Fyn og dødisområdet på Vestfyn. Storebæltsgletsjeren udformede Østfyn og Storebæltsområdet, mens Lillebæltsgletsjeren udformede de vestfynske og sønderjyske kystlandskaber, herunder Wedellsborghalvøen. Lad os derfor koncentrere os om Lillebæltsgletsjeren.
Lillebæltsgletsjeren udgravede, transporterede og aflejrede
Lillebæltsgletsjerens fremstød skete som nævnt hen i mod slutningen af sidste istid. Gletsjerisen kom denne gang fra det nuværende Østersøområde og gled i retningen fra sydøst mod nordvest indtil den stoppede i Sydøstjylland.
Når vi står en dejlig klar dag på Husby Strand ved Tybrind Vig, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører mange lyde. Gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem landskabet. Bragene når gletsjerens front i den korte polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende issøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Måske også skriget fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger Tybrind Vig og omliggende kyster for bytte.
Den vandfyldte moræne foran og under den fremrykkende is blev udtværet i langstrakte bakker i isens fremløbsretning. Hvor isen har stået stille gennem en længere periode, har den virket som et stort transportbånd der i usorteret form har aflejret al den ler, kalk og sand, den har skrabet op på sin færd iblandet sten og klippeblokke fra de forskellige skandinaviske grundfjelde, den har gledet hen over.
Lægger vi igen fantasien væk og vender tilbage til vores egen tid, kan vi stadig stående på kysten ved Husby Strand iagttage den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.
Randmoræne viser, hvor isranden har stået stille i en længere periode
Udsigten fra Eskør Strand over Tybrind Vig mod Grevindeskoven ved Jomfrumarken. I Ertebølletiden var der omtrent her en tange tværs over vigen. Her lå en boplads, der nu ligger gemt under havets overflade

Når vi kigger indad i Tybrind Vig, kan vi – til højre - mod nordøst se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer.
Kigger vi udad – lige frem og til venstre - over Tybrind Vig mod vest og nordvest, kan vi ovre på den sydjyske kyst skimte den op til 113 meter høje tilsvarende randmoræne, Skamlingsbanken. De to randmoræner er sammenhængende og er begge dannet i forbindelse med Lillebæltsgletsjerens fremstød.
Randmorænen Ørslev- Lunge Bjerge ligger højt og har en meget urolig overflade, hvilket ingen, der har gået tur i Tybrind Skovene, Håre Bjerge eller ved Klakkebjerg nær Lunge, kan være i tvivl om. Det tyder på, at isen her foran isranden oppe på toppen af randmorænen har efterladt dødisklumper, der er blevet begravet af materialerne i den nordvestgående smeltevandsstrøm fra Lillebæltsgletsjeren og fra den smeltende dødis fra området ved Vissenbjerg. Vejen nordpå var blokeret af dødisen mellem Ejby og Tommerup. Da de begravede dødisklumper på toppen af randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge endelig var smeltet helt bort, opstod det kuperede terræn, som vi oplever i dag. Smeltevandsstrømmene på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med skov. På disse såkaldte bjerge,bakker og banker lever der naturligt planter, der sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. På toppen af Klakkebjerg i Lunge Bjerge mellem Favrskov og Gelsted kan vi i august føle os hensat til jyske heder og glæde os over smukt blomstrende lyngpletter i alle nuancer af lilla. Lyngen elsker den sandede jord.
Randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge udgør for mig grænselandet mellem Wedellsborghalvøen og det øvrige Vestfyn i Vends og Båg Herred.
Det øverste kort viser de overfladenære jordarter. Det lyserøde er smeltevandssand ovenpå randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge. Det nederste kort er et landskabskort. Den mørkebrune farve er randmoræner aflejret og presset op af gletsjere i Istiden. Den brune krydskraverede signatur er usorteret moræneler, mens den tynde brune enkeltskraverede signatur er morænesand. De sorte skraverede områder ved Husby Strand og inderst i Tybrind Vig er havaflejringer fra en tid, hvor havet gik længere ind i land. Denne signatur svarer til den blå signatur på det øverste kort. 

De langstrakte morænebakker viser isens glideretning
Den lange stejle Skræppedalsbakke op mod det langstrakte moræneplateau ved Husby. Moræneplateauet er langstrakt i Lillebæltsgletsjerens bevægelsesretning fra sydøst mod nordvest.

Isens glideretning ses og mærkes tydeligt i Wedellsborghalvøens morænelandskaber. Morænebakkernes stejle, men samtidig bløde udformning, er skabt ved, at den vandfyldte moræne af den fremrykkende is er blevet udtværet i en længderetning, der passer med gletsjerens bevægelsesretning.
Alle, der har cyklet på Wedellsborghalvøen, har på egen krop mærket den kilometerlange langstrakte 20-25 meter høje flade bakke, der strækker sig fra Holegården til Husby Strand. Bakken er også tydelig, hvis man drejer fra Storegade mod nord ned ad Skræppedalsvej mod Hygind eller mod syd ned ad Blidkærvej mod Sønder Åby. I begge tilfælde giver stejle bakker oplevelsen af den langstrakte sydøst–nordvestgående bakkes tydelige afgrænsning. Et tilsvarende eksempel er den langstrakte bakke, der strækker sig i samme retning mellem Holegården og Tybrind Vig ved Eskør. Denne bakke afgrænses mod syd af det lange dalstrøg fra Husby Hole over moseområdet Sjoen til Moserendens udløb i Tybrind Vig og mod nord af stejle bakker ned til Flægen ved Tybrind og ned til Hygind og Hygind Bæk. På et kort med højdekurver ses denne sydøst-nordvestgående landskabsorientering tydeligt. Højdekurver er sammenhængende kurver tegnet gennem landskabspunkter, der ligger i samme højde. På det geodætiske kortblad over Wedellsborghalvøen ses det tydeligt, at de fleste kurver strækker sig i retningen sydøst mod nordvest, netop gletsjerisens glideretning.
Dødisområde midt ned gennem Husby Sogn
Dødisområdet fra Husby Hole langs Moserenden, forbi Sjobjerg og Rævebjerg ud til Tybrind Vig. Højdekurverne på det nederste kort viser fint, hvordan morænebakkernes længderetning er fra sydøst mod nordvest, og hvor flot kuplede Sjobjerg og Rævebjerg er. Nederst til højre er det Husby Hole. Øverst til venstre er det Moserenden, der løber gennem moseområdet Sjoen ud til Tybrind Vig

Midt på Wedellsborghalvøen kan vi nyde et særdeles interessant og smukt dødisområde, der strækker sig en suite fra Husby Hole til Moserendens udløb i Tybrind Vig ved Husby Strand. Her kan vi i lille skala iagttage det, vi i stor skala kan se i prototypen på danske dødislandskaber, nemlig det store dødislandskab omkring Vissenbjerg. Vi mærker ikke dødislandskabet midt på Vestfyn, når vi på motorvejen eller på jernbanen kører over Vestfyn. Men prøv en tur på bivejene ved Vissenbjerg, Skalbjerg og Bred. Det er ikke for mennesker med tendens til køresyge. Op og ned, rundt og omkring går det. Masser af småbakker, moser og enge. Huller og smådale. Mange af dem afløbsløse. Her lå der i tusinder af år kæmpe isklumper under afsmeltning og uden kontakt til den levende is. Det er samme landskabstype, vi i meget mindre skala kan opleve her midt gennem Husby Sogn.
Husby Hole er en stor dal omkranset af bakker på tre sider. Dalen fortsætter langs Moserenden helt ud til Tybrind Vig. Helt dramatisk bliver det, når dalen snævrer ind og skarpt skærer sig ned i terrænet tæt forbi Sjobjerg og Rævebjerg. Dalen er opstået i forbindelse med istidens afslutning, hvor et kæmpe stykke dødis mistede forbindelse til den levende gletsjer. Denne dødis har så ligget her og er gennem hundreder af år afsmeltet og har dannet et stor dødishul, Husby Hole.

Dødislandskabet i Husby kan vi opleve, når vi kører ad Skræppedalsvej mellem Husby og Hygind. Først går det stejlt nedad og straks efter stejlt opad igen. Det samme oplever vi, når vi færdes på Tybrindvej mellem Husby og Eskør. Her kan vi samtidig nyde synet af de smukke kuplede bakker Sjobjerg og Rævebjerg, hvis former viser, at stedet her engang var tæt på en gletsjerfront under afsmeltning.

Brænde Ådal
Brænde Å og dens ådal har skabt et smukt og meget varieret landskab.

Brænde Ådal er et markant landskabselement på Wedellsborghalvøen. Dalen er skabt af kraftige smeltevandsstrømme fra slutningen af sidste istid, da de mange kæmpemæssige dødisklumper omkring Vissenbjerg smeltede. Brænde Å er med sine 28 kilometer Vestfyns længste vandløb. Det smukke og snoede vandløb har sit udspring nær Tommerup. Åen har et kraftigt fald og har mellem Årup og Håre flere steder skåret sig 20 meter ned i landskabet. Et vildt og dramatisk, men umådeligt smukt ålandskab, er blevet resultatet.

Landet sænker sig – havspejlet stiger og falder
Stenalderhavsklinten ved Flægen nær Leret på vejen mellem Tybrind og Eskør. Det venstre billede viser den gamle kystklint fra Stenalderhavet. Billedet til højre viser udsigten over den gamle havbund Flægen mod Tybrind Vig. Området svarer til kortets lyseblå signatur, der betyder havaflejringer. 


Viden om havstigning og landsænkning spiller en betydelig rolle i vore dage, når der skal laves planer for at sikre os mod konsekvenserne af nutidens og fremtidens klimaændringer med tilhørende  havstigning. Det skulle nødig gå os, som det gik med Ertebøllefolkets (5400- 3900 f.Kr.) boplads ved Tybrind Vig, der nu ligger under havets overflade ude i vigen.

Efter den seneste istids afslutning i Danmark fortsatte den arktiske is med at smelte, og verdenshavets overflade steg og steg. For mere end 7000 år siden trængte Stenalderhavet (også kaldet Litorinahavet) længere og længere ind over de vestfynske kyster. Det betød, at Ertebøllefolket havde meget større fladvandsområder at sejle på og fiske i, end vi har i dag. Og de kunne i deres egebåde sejle langt ind i landet, når de om vinteren forlod sommerbopladserne ved kysterne for at søge ly i bopladser i skovene længere inde i landet. Her var områder ved åer og søer gennem tusinder af år populære bosætningssteder. Det ser vi blandt andet af de mange gravhøje, der ligger ved det af Lauring så lyrisk omtalte smukke område i Håre Bjerge mellem Minendal og Hylken Mølle. Gravhøjene her er dog fra langt senere tider end Ertebølletiden, nemlig fra  Bronzealderen (1700-500 f. Kr.) og Jernalderen (500 f. Kr. – 750 e. Kr.). Men da Ertebøllefolket har kunnet sejle på en Tybrind Vig, der dengang gik meget længere ind i land, helt ind til Hybæk Mølle og på Hybækken, hvor vandet stod meget højere end i dag, føler jeg mig overbevist om, at Ertebøllefolket også har haft deres vinterbopladser i dette område.
Oldtidshøjene i Håre Bjerge oven for Hylken Mølle, der ligger  tæt på Hylkedamvejen mellem Gelsted og Håre


På grund af en efterfølgende klimaforværring blev mere og mere havvand igen bundet som is ved polerne, og kystlinjen trak sig igen tilbage. Stenalderhavets kystlinje kan stadig ses flere steder rundt om på Wedellsborghalvøen i form af tilgroede klinter og strandvolde længere inde i land end den nuværende kystlinje. Gode steder at se disse gamle kystklinter er på vejen mellem Tybrind og Eskør, når vi kører over dæmningen og op ad den stejle bakke lige før Eskør, ved det sted der så malende hedder Leret. Det er en af Stenalderhavets kystklinter, vi oplever her. Vi kan fra vejen se, den gamle kystklint strække sig mod øst ind mod Hybæk Mølle og mod vest til Eskør Strand, hvor Hybækken løber ud i Tybrind Vig.

Da megatrykket fra isen forsvandt, begyndte de landområder, der havde ligget under isen at hæve sig. Det fik landområderne, der havde ligget umiddelbart uden for isen til langsomt at sænke sig. Det er en proces, der stadig foregår.

I det nordlige Danmark hæver landet sig, mens det i det sydlige Danmark sænker sig. Selvfølgelig ganske langsomt, men alligevel så hurtigt at landskabet ved Frederikshavn har hævet sig cirka 12-13 meter, siden isen her forsvandt for omkring 12.000 år siden. De fleste, der har været i Frederikshavn og kørt ned mod havnen, har set de flotte stejle Stenalderhavsklinter, der nu står inde i landet, og hvorfra der er en flot udsigt ud over Frederikshavn.

I det sydlige Danmark – og dermed Vestfyn syd for vippelinjen, der på Fyn går cirka mellem Strib og Nyborg - har landsænkningen betydet, at stenalderfolkets kystbopladser nu mange steder ligger under havets overflade, som det for eksempel er tilfældet med Ertebøllebopladsen i Tybrind Vig, og i øvrigt en tilsvarende boplads ikke så langt derfra ved Ronæs.

Når vi vandrer langs Tybrind Vig, kan vi  ved Hybækkens udløb i Tybrind Vig som tidligere nævnt se den gamle Stenalderhavsklint ,og med lidt historisk viden (og eventuelt efter et besøg på Moesgaard Museum, der har udstillet fund fra Tybrind Vig) kan vi under bølgerne ude i vigen forestille os den overskyllede landtange, hvor Ertebøllefolket havde deres boplads.

Wedellsborghalvøen er mange andre steder præget af Stenalderhavet end den nu store tilgroede gamle havbund, Flægen i det inderste af Tybrind Vig mellem Eskør og Tybrind.

Strandengene i det område, der hedder Sudden ved Husby Strand er også gammel havbund fra Stenalderhavet. Wedellsborg gods har her ved Sudden som over Flægen for mange år siden omkring 1880 lavet et dige for at beskytte de inderstliggende strandenge, der ligger på dele af den gamle lave Stenalderhavsbund. Diget ved Sudden strækker sig helt fra Parkeringspladsen ved Husby Strand forbi Jagtslottet og om til, hvor Wedellsborg Hoveds stejle kystklinter rejser sig.

Syd for Wedellsborghalvøen findes der også spor af Stenalderhavet i form af gammel havbund og gamle kystklinter. Området mellem Wedellsborghoveds sydlige kystklinter startende vest for Sønder Åby Strand forbi Sdr. Åbybugten og Brænde Ås udløb og videre sydpå til Emtekær Nor, Emtekær Mose og helt ind til Bækhuse mellem Nakke og Orelund er også tidligere havbund i Stenalderhavet, som nu er groet til som mose og marint forland.

Tilgroet Stenalderhavsklint mellem Sønder Åby Strand og Sønder Åby Bugten




Hermed er vi tilbage til nutiden og kan slutte med at se på, hvor vi bedst kan iagttage, hvordan landskab og kyster også i vor egen tid omformes som følge af naturlige processer.

Havet nedbryder, transporterer og opbygger

Kysterne omkring Wedellsborghalvøen er fantastisk smukke, varierede og oplevelsesrige. Samtidig giver de unikke muligheder for at iagttage havets kystformende virksomhed. Klinter og kyster nedbrydes. Odder, tanger, strandenge og marint forland opbygges.

Interesserede i natur og specielt i iagttagelse af havets dynamiske omdannelse af kystlandskaberne bør unde sig et besøg på enten feddet foran Sønder Åby Bugten eller feddet foran  Emtekær Nor. Det knap 1 km lange fed foran Sønder Åby Bugten er orienteret vest-øst og er skabt ved østgående materialetransport af nedbrydningsmateriale fra Wedellsborg Hoveds klinter og betinget af, at det største frie stræk over havet er fra vest, i gabet mellem Brandsø og Bågø.

Et tilsvarende  cirka 1 km langt fed ses foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport – en retning, der er betinget af et stort frit stræk over havet fra syd mellem Bågø og Fyn. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der forlægges mod nord i takt med feddets vækst.

Begge fed er unge dannelser, der ikke optræder på̊ Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På geodætiske kortblade fra midten af 1900-tallet fremstår feddet foran Sønder Åby Bugten som en cirka 500 m lang sandtange og feddet foran Emtekær Nor som en cirka 400 m lang, vegetationsløs tange. Begge tangers længde er i de seneste lidt over 50 år blevet fordoblet. Stedet, hvor feddet foran Sønder Åby Bugten og feddet foran Emtekær Nor nærmer sig hinanden, er et af de ganske få steder i Danmark, hvor det er muligt at iagttage feddannelse, hvor to fed nærmer sig hinanden næsten vinkelret.
Tangedannelserne foran Emtekær Nor og Sønder Åbybugten. Øverste billede  viser udløbet fra Emtekær Nor og tangen foran. Nederst til venstre viser udsigten fra tangen foran Sønder Åbybugten mod Sønder Åby og Husby Kirke


Nyd landskabet med ekstra smagsnoter af viden

Meget andet kunne fortælles, meget andet kunne besøges og opleves via vandring, på cykel eller i bil ude i Wedellsborghalvøens landskaber og langs halvøens kyster. Men mon ikke disse smagsprøver kan være med til at vise, hvordan det er muligt at opleve den smukke natur med de ekstra noter til nydelsen, det er at vide noget om, hvorfor naturen ser ud, som den gør. Landskabsnydelse er som nydelse af vin.

Ved man lidt om vinen. Hvor den kommer fra. Hvad den har vokset i. Hvordan vejret har været under vækst og modning. Ja, så kan man bedre erkende vinens noter og dermed få en dybere smagsoplevelse. Sådan er det også med landskaber.

Lauring havde ganske ret, når han i sin bog ”Fyn” beskrev vores vestfynske hjemegn, som ”det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.” Den, der ikke prøver, vil aldrig få at vide, om det kunne lade sig gøre at få fat i dette land.

Nu er forsøget i hvert fald gjort for mit vedkommende. Jeg fik ikke fat i det hele, men noget gjorde jeg forhåbentlig. Under alle omstændigheder har jeg jævnligt stor glæde og nydelse af at færdes gennem Wedellsborghalvøens landskaber og langs halvøens kyster.

Links til mine fortællinger fra Wedellsborghalvøen, Husby, Tanderup, Ejby og Vestfyn

 Wedellsborghalvøens spøjse stednavne fortæller fantastiske historier:





Indsendt af kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)