Folkeskolerne i Kolding Kommune i godt selskab, når det gælder elever med ikke-vestlig baggrund

Dejligt at se, hvordan Kolding Kommunes pædagogers og læreres energiske, målrettede og engagerede arbejde giver udbytte til gavn for elever med ikke-vestlig baggrund.

Fra dagens Fyens Stiftstidende:

"Udlændinge- og Integrationsministeriet har undersøgt kommunernes evne til at løfte elever med ikke-vestlig baggrund i perioden 2010-2016.

De fem kommuner, hvor de ikke-vestlige elever klarer sig bedst, er Nyborg, Brønderslev, Kolding, Skive og Faaborg-Midtfyn.

Disse fem kommuner løfter elevernes karakterer mellem 0,5 og 0,9 i gennemsnit i forhold til forventet ud fra deres rammevilkår.

De fem kommuner, hvor de ikke-vestlige elever klarer sig dårligst, når der tages højde for kommunens rammevilkår er Faxe, Favrskov, Vordingborg, Helsingør og Tønder.

I disse fem kommuner ligger eleverne mellem 0,4 og 1,2 karakterer lavere end forventet.

Analysen omhandler ikke-vestlige indvandrere, som kom til Danmark, da de var højst 12 år gamle samt alle ikke-vestlige efterkommere. Analyseudsnittet består af 28.100 elever. 


Kilde: ”Kommunernes evne til at løfte nydanske folkeskoleelever”, Udlændinge- og Integrationsministeriet, 2018. "

Hvad er opskriften i Kolding Kommune?:

Sprogscreening og sprogtræning i børnehaverne
Centrale modtagelsesklasser med erfarne, veluddannede, vidende og engagerede ansatte.
Særligt tilbud til sent ankomne tosprogede elever i regi af Ungdomsskolen
Dygtige, engagerede og veluddannede tosprogskonsulenter
Integrationsmedarbejdere på de skoler, der har flest tosprogede elever
Læsekonsulenter, der tester niveau og progression i læsefærdigheder med henblik på efterfølgende opfølgning
Erfarne, veluddannede og engagerede lærere på skoler med mange tosprogede elever.
Samarbejde mellem skolerne, PPR og forvaltningen om opgaven.
Lokal og central erfaringsopsamling.

En ny start for folkeskolen begynder med et "stop"!

Når lærerne ikke trives falder elevernes resultater. 

Denne sammenhæng burde ligge forrest i politikernes hoveder, når de forhandler overenskomster eller laver indgreb i lærernes overenskomster.

Hovedet på mange af vores folkevalgte politikere er desværre i hverdagen fyldt op med meget andet end det at lave politik, der forbedrer vilkårene for borgerne.

Nu er jeg i avisen. TV-avisen ringer til mig. TV2 News flyder over med omtale af mit nyeste forslag. Mine opdateringer på Facebook likes og deles af mange af mine følgere. Der er snesevis, der retweeter mine indlæg på Twitter.

Sådanne tanker er hovedet desværre fyldt med hos mange af vore politikere. Problemet er, at vigtige samfundsinstitutioner bliver hårdt ramt af denne politiske "som om virkelighed". Det gælder også folkeskolen.

Fikse ideer, udokumenterede påstande, mere eller mindre gennemtænkte forslag, pådutninger og masser af løs snak og "vonhören sagen" baseret på tilfældige kontakter til få udvalgte vælgere og borgere. Det er det, folkeskolen dagligt udsættes for. Uvejr skyller ind over folkeskolens elever og ansatte med jævne mellemrum.

En del politikere - og måske særlig, men ikke kun i KL - har meget svært ved at forstå, at gode arbejdsforhold for folkeskolens ansatte har stor betydning for elevernes udbytte af skolen.

Elever, der ikke trives, har sværere ved at lære. Lærere, der ikke trives og som ikke har tid til forberedelse, har sværere ved at skabe god trivsel og god undervisning til gavn for eleverne.

Modsat giver god lærertrivsel god elevtrivsel og dermed bedre undervisning med bedre elevresultater til følge.

Tankevækkende, at danske 4.klasseelever efter Folketingets indgreb (Lov 409) i lærernes overenskomst 2013 - og KL´s efterfølgende stive fastholdelse af denne lov - i følge en international undersøgelse fra 2016 er dumpet fra en 5. plads i læsning på verdensplan i 2011 til en 13. plads i 2016. Sammenlignet med de nordiske lande opnår Danmark det laveste gennemsnitlige niveau i læsning 2016.

Denne sammenhæng burde som nævnt ligge helt fremme på forreste hylde hos kommunerne og KL, når der føres overenskomstforhandlinger om lærernes arbejdsforhold.

Heldigvis kan de politiske og administrative beslutningstagere forholdsvis let sætte sig ind i sammenhængen mellem arbejdsmiljø, trivsel og resultater. Videncenter for Arbejdsmiljø har lavet nogle korte og klare artikler, der beskriver denne sammenhæng.

Lad OK´18 være en ny start for folkeskolen. Muligheden er der.

Verdens bedste danske folkeskole. Det må være politikerne mål for den danske folkeskole. En folkeskole der passer til vores danske samfund og det samfund, vi ønsker os i fremtiden. Et samfund, hvor der er respekt for det at vide noget. Hvor det at  udtrykke sin mening og holdning er værdsat, men hvor det er endnu bedre at udtrykke en mening baseret på indsigt. Hvor alle har lyst til at påtage sig sit medborgeransvar og lyst til at indgå i og påvirke samfundets udvikling. Hvor der er plads til den enkelte og respekt for fællesskaber. Folkeskolen har nok at gøre. 

Gode råd til politikerne kunne derfor være følgende. Stop med de fikse ideer. Stop med udviklingsrevolutionerne, der markedsføres under den forkerte varebetegnelse, reformer. Stop med de luftige eksperimenter og forsøg, der er uden bund i grundig forskning og mangler grundlæggende indsigt i praksisvirkelighedens ønsker, muligheder og behov. Stop med bragesnakken om at "tænke ud af boksen". Udvikling og innovation består for det meste i at kunne sammensætte kendt viden på nye måder. Det gælder både for elever, studerende, erhvervsliv, forskere og politikere. Hvis man ikke ved noget, kan man ikke være kreativ og skabe bæredygtig udvikling og nye løsninger på nye udfordringer.

Kort sagt "stop"! Hvis skeen ikke snart tages i den anden hånd, er der endnu flere af folkeskolens aktører i form af ansatte, elever og forældre, der vil tænke "stop jeg vil af" og gøre alvor af det.

Stop betyder jo ikke, at politikerne skal interessere sig mindre for og beskæftige sig mindre med folkeskolen. Tvært i mod. Men skole- og uddannelsespolitikken bør i højere grad basere sig på grundige overvejelser, alment anerkendt forskning, bred inddragelse forud for stillingtagen til og beslutning om forandringer - herunder inddragelse af praksisviden.

Et fornuftigt overenskomstresultat 2018, der signalerer respekt for og indsigt i lærerarbejdet, kunne være en god ny start, der kunne ændre udviklingen i folkeskolen til gavn for elevernes trivsel og udbytte.

Og så skal politikerne i Folketing, i KL og i kommunerne i den videre genopretning af de seneste års politisk påførte kalamiteter prioritere ud fra viden om praksis og sund fornuft. Folkeskolens almene generelle vigtigste udfordringer må løses før de knap så vigtige. Og vigtigst af alt. De folkevalgte må i ord og gerning udtrykke og konkret vise opbakning til, omsorg for og tillid til folkeskolen og folkeskolens ansatte. Først da kan vi sætte næsen op efter en endnu bedre verdens bedste danske folkeskole. 

Kilde til læseresultater:

https://uvm.dk/internationalt-arbejde/internationale-undersoegelser/pirls/pirls-2016

Kilde vedrørende trivslens betydning:

http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Emner/Psykosocialt-arbejdsmiljo/Trivsel/Viden-om-trivsel/Investering-i-trivsel-betaler-sig

Andre af mine blogindlæg med synspunkter vedrørende folkeskolen:

http://ih18.blogspot.dk/2018/01/mine-blogindlg-i-2018-om-folkeskolen.html

Barndommens vej - landskaber og mennesker omkring Skræppedalsvej i Husby

Der er 10 ejendomme, der har adresse på Skræppedalsvej på strækningen mellem Husby og Hygind Bæk.

Skræppedalsvej i Husby er min barndomsvej. Det er herfra min verden går. Godt nok er jeg født 10 kilometer derfra i Ejby, men da jeg var fire år, flyttede vi til huset på Skræppedalsvej. Det ville dengang sige mor, far, lillebror Leif og mig. Tre år efter var jeg så heldig at få endnu en lillebror, da Bo blev født.

Landskabet

Vores barndomshjem ligger lige der, hvor Skræppedalsvejen knækker og retningen svinger fra nord mod nordøst, lige midt i alverdens herligheder. Tre meter fra drengeværelsets vindue på 1. sal og øst for Skræppedalsbakken ligger skoven, kaldet Holen. Det var vores fantasi- og vintersportsland. Her legede vi cowboy og indianere. Klatrede i træer. Byggede huler. Lavede bål. Overnattede i selvbyggede bivuakker. Vi kørte på kælk ned ad en af Holens stejle skrænter eller løb på skøjter på et af de tre kreaturvandingshuller, der ligger på Holens fugtige enge. Enge der er resultatet af en langsomt afsmeltende kolos af dødis i slutningen af Istiden.

Mod vest ligger et stort eng- og mosestrøg langs bækken Moserenden. Området har mange forskellige navne. Husby Mose. Husby Made. Eller Sjoen, som er det officielle navn på et nutidigt geodætisk kortblad. Sjoen har givet navn til den nærliggende markante bakke, Sjobjerg. På engen spillede vi fodbold og benyttede den bløde engjord til at øve os i baglæns saksespark.  Mosens frosne fladvandsområder var et godt sted at løbe på skøjter om vinteren. Eller vi vandrede langs Moserenden gennem moselandskabet forbi Sjobjerg og Rævebjerg helt ud til Tybrind Vig og legede opdagelsesrejsende som for eksempel Livingstone og Stanley på jagt efter Nilens kilder. Af og til sneg vi os til at klatre op i det luftmeldetårn, der stod på toppen af Sjobjerg. Det var forbudt område, men den formidable udsigt over Husby, Tybrind Vig og Lille Bælt helt til Skamlingsbanken kunne få selv velopdragne drenge til at gå på akkord med reglerne.

Når vi færdedes sydpå ad Skræppedalsvej for at gå i skole, til sport, i ungdomsklub, besøge skolekammerater eller for at hænge ud med kammesjukkerne hos Ellas Brødudsalg og Café på Storegade, så skulle vi op ad den lange stejle bakke, der ligger mellem Holen og "Sognefogedgården". Vi gik for det meste de 7-800 meter, vi havde til skole. Når vi startede turen nede fra bakkens bund, kunne vi snart skimte spiret på Husby Kirke. Efterhånden som vi kom længere og længere op ad bakken, kunne vi se mere og mere af kirken. På et tidspunkt kunne vi også se kirkens flagstang. Med skam at melde glædede det os, når vi kunne se flaget hænge på halv på kirkens flagstang. Så vidste vi nemlig, at vi ville få fri til middag, da førstelærer Andersen også var kordegn og derfor skulle deltage i begravelseshøjtideligheden, der typisk fandt sted klokken 13.00.

Mod nord skulle vi også på den modsatte side af dalen ved Holen op ad en stejl bakke. Det var vejen, når vi skulle til Eskør for at besøge vores familie eller for at bade ved Eskør Strand med dens formidable sandbund på kanten af den store tidligere Stenalderhavbund, strandengen Flægen. Denne vej skulle vi også, når vi skulle besøge legekammerater i Hygind. En af dem, Keld havde en ægte sabel, som vi anså for at have været med i Treårskrigen eller i krigen 1864. Den var god at have med, når vi inspirerede af drengebøgerne om Rasmus fra Rodskov legede helte i de slesvigske krige. Hygind bæk har en god sandbund, så den blev også brugt, når vi legede opdagelsesrejsende. I modsætning til Moserenden, der var meget mudret, kunne vi her vade gennem bækkens vand, indtil den blev så dyb, at gummistøvlerne ikke længere kunne holde vandet ude.

De opdagelsesrejsende Ib og Leif ved hjemmebasen "Svinget"

Mennesker jeg mødte

Barndomslandets landskaber betyder enormt meget senere i livet. Men mødet med barndomsvejens mennesker gør selvfølgelig også et stort indtryk. Derfor i det følgende lidt om de mennesker, vi mødte i de 10 ejendomme, der har adresse på Skræppedalsvej fra Husby til Hygind Bæk. Første hus nord for bækken i Hygind tæller ikke med i min beskrivelse, men blev kaldt Kronborghuset. Det ligger ved vandet som Kronborg ved Øresund. Det folkelige vid var dengang stort i form af spøjse flotte navne til uprætentiøse bygninger og i form af øgenavne til mange af sognets beboere. Men det er en anden snak.

Hvis vi starter længst mod syd, hvor Skræppedalsvej går mod nord fra Storegade, har vi først på venstre hånd Husby Skole. Her boede førstelærer Andersen med sin familie. Han betød selvfølgelig meget under vores opvækst. Lærer Andersen boede i førstelærerboligen sammen med sin kone og sønnerne Knud Erik og Ib samt en datter Kirsten, men hende husker jeg kun svagt. Fru Andersens søster boede der også. De to søstre passede huset og de store haver, der hørte til førstelærerboligen. Der var en flot blomsterhave og en sirligt holdt stor køkkenhave. Hvert år op mod jul kom fru Andersen ind i klassen for at hjælpe os med at flette julestjerner og klippe julehjerter. Det var noget, vi så frem til. Hun var mild og venlig. Mange år senere kom jeg til at spille serie 3 fodbold med "Ib Skolelærer", der før den tid havde haft en karriere som førsteholdsspiller på Ejbys serie 1 hold. Skolens øvrige gennemgående lærere udover førstelærer Andersen var andenlærer Tagesen og småbørnslærerinde fru Breiner. Dertil kom lærerstuderende, der var tilknyttet skolen et halvt år "på græs" i forbindelse med deres uddannelse. Senere kom der en fast fjerdelærer til og der blevet bygget en lærerbolig mere nede ad Storegade.

Husby Forsamlingshus omkring 1960. I baggrunden skolen, lærerboligen til småbørnslærerinde Breiner og Brugsen

Næste ejendom er Husby Forsamlingshus, bygget af grevskabet i 1904, og som der står på tavlen over indgangsdøren, i taknemmelighed over Danmarks befrielse skænket til sognets beboere i 1947. Her havde vi gymnastik. Gik til badminton og bordtennis. Overværede dilettant. Så biograffilm, når den omrejsende Stjernebio kom til Husby. Og hyggede os i ungdomsklubben og til fester. Det nu nedrevne parcelhus mellem skolen og forsamlingshuset blev først bygget i begyndelsen af 1960´erne som bolig for forsamlingshusbestyreren og familie. Vores far var for øvrigt med til at bygge det, da han på det tidspunkt var ansat hos den lokale murermester "Sigfred Murer". Før parcelhuset blev taget i brug som bestyrerbolig, boede bestyreren med familie i den del af forsamlingshuset, der vender over mod skolen. Min bror og jeg gik i nogle år i klasse med "Lis Forsamlingshus". Ud over Lis var der også sønnerne Kristian og Lars samt yderligere en datter Jytte. Forældrene hed Grethe og Gunnar. Det var "Kristian Forsamlingshus", far entrerede med, når vi skulle have slagtet dueunger. Ingen i vores familie kunne dreje halsen om på en dueunge, men det var Kristian ualmindelig ferm til. Desto mere kunne vi nyde duerne og den gode sovs, når mor serverede den ret. Uhm, det er lige før tænderne løber i vand bare ved at tænke på og skrive om det.

Sognefogedgården

Så når vi længere mod nord til "Sognefogedgården". Det hedder den ikke officielt, men ejeren Anders Claudius Andersen var i mange år sognefoged i Husby. Så mange år at han opnåede at blive Ridder af Dannebrog, som det ses på hans og hustruens gravsten på Husby Kirkegård. "Sognefogedgården" er for øvrigt udflyttet fra sin tidligere placering midt i landsbyen Husby, hvor den oprindelig lå ved krydset Lillegade-Sjobjergvej. Efter en brand i 1915 blev den besluttet genopført tættere på gårdens yderste marker på sin nuværende placering. Jeg kan se, at Bangs gård i Lillegade har et årstal 1915 på havefacaden. Måske har der i 1915 været en større brand involverende flere gårde i Lillegade. Da vi var store drenge blev "Sognefogedgården" overtaget af sønnen Jørgen, mens Anders Claudius og hustru Kirstine flyttede ind i et i begyndelsen af 1960´erne nyopført aftægtshus. Vi kom meget på "Sognefogedgården" for at hjælpe til. Både med markarbejde og med at passe dyrene. Når der var arbejde, hvor vi kunne køre Ferguson, var det en rigtig god dag. Jørgen var ualmindelig god til at tage sig af os, fortælle historie om sin tid som karl og som garder og lære os mange fif til brug i en landbrugsbedrift. Han lærte os at fange en hest, der skulle have grime på. Vi lærte, hvordan en so blev løbet af en orne. Og hvor mange grise en so kunne få. Vi fik en krone per pattegris, vi tog imod. Herligt den eftermiddag, hvor der var en so, der fik atten pattegrise. Jørgens kone Kirsten beværtede os i pauserne under arbejdet med lækre ting som kage og rødgrød. Jørgen og Kirsten har to børn, Ulla og Bent. Lillebror Bo gik i skole med Bent. De lavede mange "spændende" ting sammen. Blandt andet havde Bent bygget en go-kart ud af en gammel plæneklippermotor. Den kørte de ræs i rundt om gårdens udlænger. "Sognefogedgårdens" officielle navn er for øvrigt "Breidablik". Et imposant navn for et æstetisk smukt, harmonisk og funktionelt gårdbyggeri. Breidablik er i den nordiske mytologi guden Balders bolig.

Udsigt fra Skræppedalsbakken over Moserenden mod Bondero og Eskør

Så følger som nævnt aftægtsboligen for Anders Claudius og Kirstine. Den balancerer på toppen af Skræppedalsbakken med en formidabel udsigt over moseområdet over mod Bondero og Eskør. Huset er opført i bungalowstil og med garage i kælderplanet. Udgravningen gav masser af lerjord, der blev kørt ned og placeret på engen i udkanten af mosen. Når vi var i gang med forårsaktiviteter i marken kom Kirstine af og til ud i marken med en skål friskopgravede nye kartofler krydret med smør, persille og salt. Det var et dejligt pauseindslag på en varm dag. Der findes ikke bedre snack end krydrede nyopgravede kartofler.

Vores hjem på Skræppedalsvej, 1958

Neden for bakken vest for bondeskoven Holen ligger tre huse på rad. Det første på højre hånd lige efter skoven er vores hjem. Her boede vi mor Nina, far Peter Emil, storebror Ib, mellemste bror Leif og lillebror Bo. 

Jeg har lavet en særlig blogartikel om vores hjem. "Historien om huset i Husby": 
http://ih18.blogspot.dk/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html

De tre huse  i svinget på Skræppedalsvej ved markvejen om til Husby Hole, 1. februar 2018. Vi boede i det øverste hus "Svinget", dengang var det hvidt. H.C. og Helga boede i det midterste, der også dengang var hvidt. Så var det nederste hus, Hans Nielsens "Norddal", -  her forrest i billedet- til gengæld gult dengang.

I huset ved siden af os boede H.C. (Hans Christian) og Helga. Deres børn var allerede voksne og de fleste flyttet hjemmefra, så dem husker jeg ikke rigtig. De havde to piger Else og Gerda og måske en eller to drenge. Datteren Else gik i skolens ældste klasser, mens vi gik i de yngste klasser. Hun gik klasse med Palle fra nabohuset Norddal. H.C. kunne virkelig fortælle historier, blandt andet fra sin tid som herregårdskarl. Og altid historier om personer med fængende øgenavne, som for eksempel "Den glade Abe", som han havde oplevet i Randers. "Den glade Abe" havde lagt sig ud med nogle herregårdsbisser og måtte for at redde sig fra klø af bissernes medbragte svensknøgler hoppe i vandet og svømme tværs over Randers Havn. "Små krukker har også ører". Vi havde store ører, når H.C. fortalte den slags historier. H.C. havde båd og fiskede i sin fritid med udgangspunkt i Sdr. Åby Bugten en del på Lille Bælt. Da han engang fik ny robåd, gav han den gamle til os drenge. Den var god nok, da vi fik skiftet et råddent bræt i rælingen. Så havde vi i nogle år en robåd, vi kunne plaske i på den yderste del af Brænde Ås udløb og ude på bugtens lave vand. Godt at få de oplevelser ind i vores barndomsliv. Dansken har jo altid plasket til søs. Det gjorde vi for øvrigt også på bugten med kammerater, der havde meget bedre fartøjer end vores lille robåd. Vores skolekammerat Jørgen havde en træbåd, der kunne rigges til med sejl. En anden skolekammerat, Arne havde en far, der var fritidsfisker med klinkbyggede både med indenbords motor og fangstdam. Med de både sejlede vi så vidt omkring som til Wedellsborg Hoved og helt over til havnen på Bågø. God måde at opleve det smukke Lille Bælt på. Det var med Arne, vi på stille sommeraftener roede ud på Sdr. Åby Bugten for at blusse ål. Det blanke vand, den stille aftens klare stjerner og sommeraftenens lune luft ligger stadig som dejlige billeder på nethinden. Nu er fiskeri med ålelyster forbudt. 

Da jeg gik på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg 1968-71arbejdede H.C. og far sammen hos entreprenørfirmaet Hans Jørgensen og Søn i forbindelse med en stor udvidelse af Skærbækværket. De var fire fra egnen, der tidligt hver morgen kørte sammen til Skærbæk, nemlig ud over far og H.C. også Elmer fra Ruerne og Gregersen fra Emtekær. Det var Elmer, der lagde en Volvo Amazon til. Jeg var så heldig som  sommerferiejob at få lejlighed til at arbejde sammen med dem på Skærbækværket og kørte derfor sammen med dem i 6-7 uger og fik del i deres snak om alt i almindelighed og entreprenørarbejdet i særdeleshed. Det var enormt lærerigt for en bogorm som mig. Far, der var tillidsmand, krævede jeg fik fagforeningsbog. Jeg har stadig min røde fagforeningsbog fra Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund liggende. Den er udstedt af far som kasserer i Husby-afdelingen og behørigt udstyret med de kontingentmærker, man skulle klistre i. Engang vi klatrede i træer inde i skoven tæt ved vores hus, var lillebror Bo så uheldig at få sin ene fod i klemme i en grenkløft. Leif og jeg kunne ikke selv med mors hjælp lirke foden fri. Heldigvis kom far og Gregersen hjem fra arbejde og hjalp ved hjælp af et brækjern og de to mænds samlede kræfter Bo fri af træets hårde og ubønhørlige greb.

H.C. og Helgas hus har efter deres død haft forskellige ejere. Dem, vi har haft mest at gøre med, er Bent og Inge med døtrene Lone og Dorthe. Bent var meget arbejdsom med udendørs arbejde på huset og med at kløve brænde, så ham har vi tit snakket meget med, når vi også arbejdede ude sammen med far. Dorthe kom tit over for at lege med Leifs ældste datter Sara, når hun var på besøg hos vores mor og far.

Jeg havde skam "bogen" i orden med stempel, mærker og det hele. Og med kassererens underskrift

Næste hus er "Norddal". Der boede Hans Nielsen og hustru Esther. Deres datter Jonna var nogenlunde på alder med Leif og mig, så hende legede vi en del med. Jonna havde en søster, der hed Birgit og fire storebrødre, der hed henholdsvis Ingvald, Werner, Henning og Palle. Både Ingvald og Werner var blandt de første danske FN-soldater. De var begge udsendt til Gaza. Det var stort, da en af dem engang viste os lysbilleder fra sin tid som FN-soldat. Han fik med sine lysbilleder bragt den store verden og dens problemer ind i vores lille verden omkring Skræppedalsvej. Hvor var det lækkert, når Esther spurgte, om vi ikke ville spise med. Jeg husker endnu hendes formidable brunkålssuppe. Esthers søster Erna var også fantastisk til at lave mad. Erna var i mange år bestyrer og kogekone i Ørslev Forsamlingshus. Datteren Jonna boede som voksen fra 1974 - 1976 med sin familie i Norddal. Mor passede i perioder Jonnas ældste børn, Benny og Lene. Efter at være flyttet fra Norddal fik Jonna yderligere en søn, Brian. 

Længere sydpå oppe på bakken ligger Holehuset. Her boede en gammel enke kaldet "Kirstine Holehus". Hun har gjort et uudsletteligt indtryk på os drenge i forhold til påholdenhed og sparsommelighed. Engang vi besøgte hende sammen ved vores mor, serverede hun kaffe. Dengang brugte vi drenge mælk i kaffen. Leif brugte temmelig meget. Så da han hældte en ordentlig tår mælk i kaffen, udbrød hun på klingende vestfynsk: "Jæ  kå´ jutte så´n gå u´ i stå´li å målk en ko!". Da "Kirstine Holehus" døde flyttede "Harry Kontrol" ind i huset og boede der nogle år.

Markvejen fra Skræppedalsvej om til Husby Hole.
Til venstre ligger Holehuset, hvor Kirstine boede.
 Huset til højre er Kaj S.L.´s, hvor senere Jørgen og
  Herdis Rasmussen flyttede ind med sønnen Lars

Næste ejendom på venstre hånd - ved vejkrydset Eskørgyden-Skræppedalsvej - var ejet af Kaj S. L., "Kaj Æsel". Jeg husker kun manden. Han drev husmandsbrug og kørte ved siden af mælk til Fælleslykke Mejeri ved Brænde Mølle. Når han kom forbi om morgenen, tog han en lille mælkespand med, som mor havde sat ud til vejen med de fornødne mønter pakket i et stykke papir. Senere på dagen afleverede han så spanden med konsummælk. Vi var derfor helt fra små vant til at drikke dejlig kølig og behandlet mejerimælk. Det var nogen gange et problem. Far købte engang en ko, som gik på græs enten omme i Holen eller på Bakkegårdens eng. Så mente han, vi kunne få friskmalket mælk, men vi kunne ikke lide råmælk. Det var også et problem, når vi var på ferie eller besøg hos familie med landbrug. Havregryn med friskmalket varm fed gul jersey-råmælk var det simpelthen umuligt for os at få ned.

Leif og jeg hjalp Kaj S.L. med at tærske om vinteren. Han havde et lille husmandstærskeværk, som det Frank Erichsen bruger i TV-programmet "Bonderøven". Vi stod oppe på stænget på loftet over laden og smed negene ned til Kaj, der skar dem op og lagde dem i tærskeværket. Stænget var blot nogle lange rafter lagt over ladens bjælker. Når vi stod der og forkede neg ned, stak vi af og til forken ned i musereder fyldt med små lyserøde museunger. Det syntes vi ikke var særlig lækkert, men gårdhunden og kattene, der sprang rundt om os, syntes om det og fik hurtigt gjort kål på sådanne lækkerbiskener. Efter Kaj S. L. har Herdis og Jørgen Rasmussen med sønnen Lars boet der i mange år. 

Jørgen Rasmussen har i debatbogen fra 1990 "Lidenskab og smålighed" lavet en meget fin artikel om Husby i gamle dage,"Træk af Husby Kirkes og Sogns historie" . Herdis var i mange år leder af dagplejen i Nørre Åby Kommune, så hendes navn stødte jeg på mange gange i min tid som forvaltningschef i Enhedsforvaltningen i Nørre Åby Kommune, selv om hun var gået på pension nogle år før min ansættelse. Jørgen lavede på et tidspunkt i beton et æsel og stillede det op i indkørslen ind til deres ejendom. Æslet passer meget godt med, at ejendommen tidligere var ejet af Kaj S.L., "Kaj Æsel".

 

Roebanen (1910-52) havde en afstikker fra Håre til Husby. Banen fulgte Hovvej til en ladeplads mellem Husby Kirke og Klokkekær. Ved Mosebo drejede en stikbane nordpå mod Hygind. Denne stikbane havde en ladeplads ovenfor Hygindbakken umiddelbart nord for Jørgen Snedkers ejendom

Det sidste hus i vores Skræppedalsland ligger på højre hånd lige før den stejle bakke ned til Hygind. Mellem dette hus og Kronborghuset var der for øvrigt indtil omkring 1950 en ladeplads for den nordvestfynske roebane. Roebanen havde en stikbane  fra Tanderup til Husby med ladeplads ved Husby Kirke og en afstikker ned forbi Holegården hen til  toppen af Hygindbakken. I vores barndom var det Jørgen og Marie Larsen, der boede i dette hus. Jørgen var en meget dygtig snedker. Der kom kunder fra store del af Fyn for at få restaureret og istandsat gamle møbler. Men han lavede også forefaldende snedkerarbejde. Så Leif og jeg har nogle gange besøgt ham, når vi var sendt der hen med et vindue, hvor vi med en fodbold var kommet til at smadre ruden. Så kunne vi stå og se på, hvordan han skar glas til, satte det i, stiftede det og til sidst kittede det. Samtidig kunne vi nysgerrigt kigge på hans mange forskellige maskiner og værktøjer, nyde synet af de smukke møbler, der ventede på hans dygtige hånd og nyde duften af træ, kit og maling. Huset ligger der endnu, men snedkerværkstedet er revet ned.

Jørgen og Marie Snedkers hus set fra Eskørgyden cirka fra det hus, der blev kaldt Polakhuset
Bag huset ned mod Hygind havde Roebanen lastestation til engang omkring 1950

Landskaber og mennesker omkring barndommens vej vil altid påvirke et modtageligt barndomssind og betyde meget i ens videre liv. Det har også været tilfældet for mig, der er vokset op ved Husby Hole, Sjoen og Skræppedalsvej omgivet af flotte og spændende landskaber og interessante mennesker på vejen. Hertil kommer betydningen af skolekammerater, sportskammerater og andre kammerater og beboere i Husby Sogn og omegn. Alt bringer jeg med mig, og alt har påvirket mig. 

Gåden ved Fristensbro og et dødislandskab under fødderne

På en kold, men dejlig frisk torsdag formiddag med rødmossende vind ind fra Lille Bælt,  fik jeg  det så kendte landskab i Husby på Vestfyn ind med fødderne. Ofte vandrer jeg langs Wedellsborghalvøens kyster. I dag blev det til vandring i indlandslandskaberne. Godt at bruge barndommens landskab til at få kilometer i benene. Samtidig med jeg fik tænkt med fødderne, kom jeg godt rundt om og gennem dødislandskabet ved Husby Hole, Sjoen og Sjobjerg.

Efter længere tids arbejde med Wedellsborghalvøens stednavne og landskabsdannelse gennem brug af de optegnelser, jeg har lavet gennem årene tilsat adskillige timers granskning af geodætiske og topografiske kort, gamle matrikelkort, gamle udgaver af Trap Danmark, arkiv.dk og diverse opslagsværker, var det godt igen "on location" at blive blæst igennem og igen føle landskabet på egen krop. 

Og så skulle jeg selvfølgelig lige tjekke den aktuelle virkelighed på det sted, der på kortene hedder Fristensbro. Stedet ligger, hvor Sjobjergvej møder Tybrindvej. Der hvor Tybrindvej går over Moserenden på en stor vejdæmning. Fristensbro er et navn, jeg aldrig i min tid i Husby har hørt brugt. Navnets oprindelse er mig en gåde. Jeg har uden held indtil nu søgt hjælp via Facebook.  Dagens besøg på stedet bragte ingen afklaring. 

Jeg kom på turen også forbi mange smukke bygninger - herunder også den smukke bindingsværksgård på Sjobjergvej, hvor vi i juni 1968 for snart 50 år siden holdt afslutningsfest efter 3. real. Glæder mig til at se de gamle gutter og de nok knap så gamle "gutterinder" til 50-års jubilæet.

Her er en video med billeder fra torsdagens vandretur rundt om og gennem det dødislandskab, der skærer sig ned midt gennem Husby Sogn:

https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/958314297657878/

Og her er links til fortællinger jeg har lavet om landskaber, steder og mennesker i Husby, Ejby og Vestfyn:

Halvøen Wedellsborg - vanskeligere at få fat på, end man ville tro:

http://ih18.blogspot.dk/2018/01/halven-wedellsborg-vanskeligere-at-fa_34.html

Wedellsborghalvøens spøjse navne fortæller fantastiske historier:

http://ih18.blogspot.dk/2018/01/wedellsborghalvens-spjse-stednavne.html