Ørneflugt

Glædeligt, at havørnene er vendt tilbage. På begge sider af Lille Bælt kan man heldigvis igen opleve havørne, for eksempel ved Solkær Enge på den jyske side og ved Tybrind Vig på den fynske side.

Ørne er inspirerende. Tænk, hvis man båret af stærke ørnevinger kunne tage på fugleflugt over Lille Bælt. Eller tænk, hvis man kunne flyve tilbage i tiden og se, hvordan der så ud her i området for tusindvis af år siden. Det er selvfølgelig ren utopi. Men sådan kan en fri fugl, dagdrømmer og dagdriver tænke. Så lad os på fantasiens vinger stige højt til vejrs og slå nogle slag udover Lille Bælt og nærliggende kyster. Hvad mon vi oplever?

Vi lander først på kysten ved Tybrind Vig, ved Husby Strand nær Wedellsborg. Når vi står her på en klar dag og kigger over bæltet, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem det landskab, der nu er Lille Bælt og nærliggende kyster. Bragene, når gletsjerens front i den korte kolde polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende smeltevandssøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Vi hører måske også det hæse skrig fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger strandengene og kysterne for bytte.

Lad os et øjeblik lægge fantasien væk. Stadig stående på kysten ved Husby Strand kan vi iagttage den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.

Når vi herfra kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan vi mod nordøst se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer. Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med nåleskov. På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget på en af disse bakker i 1856. Længere inde i landet ligger Lunge Bjerge. Her på toppen af Klakkebjergs sandede jorde forføres vi i august af de smukt blomstrende lyngpletter i alle nuancer af lilla. Her midt på Vestfyn kan vi næsten føle os henført til de jyske heder.

Når vi stadig stående på kysten ved Husby Strand kigger udad – lige frem og til venstre mod vest og nordvest - over Tybrind Vig og Lille Bælt, kan vi ovre på den jyske kyst skimte den høje pendant til Ørslev-Lunge Bjerges randmoræne, Skamlingsbanken.

De to randmoræner er begge dannet i forbindelse med Lillebæltsgletsjerens fremstød. De enorme spor efter isens virksomhed binder de vestfynske og sydjyske kyster sammen på tværs af Lille Bælt. Lad os derfor igen tage fantasiens ørnevinger på og slå et smut over på den jyske side af Naturpark Lille Bælt. Efter knap 20 kilometers flyvning over den del af Lille Bælt, der hedder Bredningen, lander vi på Syd- og Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, 113 meter over havoverfladen.

Når vi nu står her på toppen af Skamlingsbanken, kan vi ved at dreje os rundt mod de fire verdenshjørner se forskellige resultater af den hidtil seneste istids udformning af de landskaber, der i dag omgiver Skamlingsbanken.

Når vi kigger østpå ud over Lille Bælt mod Wedellsborghalvøen og Tybrind Vig, kan vi se resultatet af, at Lille Bæltsgletsjeren for omkring 15.000 år siden modellerede landskabet. Bakker, dale, hav, øer, halvøer, bugte og vige. Alt hvad hjertet kan begære af smukke landskaber.

Hvis vi kigger nordpå kan vi se, hvordan istidens fossende vand som følge af det enorme overliggende tryk af kilometertyk is formede tunneldalene nord for Skamlingsbanken i form af Sdr. Bjert-tunneldalen og Kolding Fjord-tunneldalen. Kolding Fjord-tunneldalen strækker sig helt ud til Dollerup ved Lunderskov længst mod vest i Kolding Kommune.

Kigger vi nu mod syd, kan vi  tilsvarende opleve en tunneldal, der strækker sig fra Hejlsminde Nor helt ind til Unescobyen Christiansfeld i vest.

Umiddelbart nedenfor Skamlingsbanken mod vest ser vi et småtbølgende morænelandskab. Længere vesterude rager radiotårnet ved Fovslet godt op. Her ved Ødis, Vamdrup og Lunderskov starter de store smeltevandssletter, der ligger vest for den seneste istids vestligste isrand. Smeltevandssletterne strækker sig helt ud til Vadehavet. Koldingegnens Lufthavn er placeret ved Vamdrup, selvfølgelig med en placering på en flad smeltevandsslette, som det gælder for stort set alle lufthavne i Danmark. Det sparer anlægsudgifter! 

Vi kan selvfølgelig også bare stå på toppen af Skamlingsbanken og nyde den flotte natur. Udsigten over de grønne skove, strandengene, de grønne marker og over det blå Lille Bælt mod Fyns smukke kyster i det fjerne er jo en nydelse og oplevelse i sig selv.

Lad mig slutte med at forklare min association til novellen ”Ørneflugt”. Den kan også relateres til Naturpark Lille Bælt, det samarbejde der er indgået mellem Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner. Nobelprismodtageren i litteratur Henrik Pontoppidan er nemlig jyde og blev født i Fredericia i 1857.

Som interesseret i pædagogik har hans ”Ørneflugt” fra 1899 gjort et stort indtryk på mig. Pontoppidan slutter novellen på følgende måde: ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.”

Her er den berømte jyde stik modsat af en lige så berømt forfatter, nemlig fynboen H. C. Andersen, født i Odense i 1805. Han havde i 1843 forfattet ”Den grimme Ælling”, hvor han skriver: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”

Drøftelse af betydningen arv og miljø er stadig spændende. Den må vi tage en anden gang.

Øverste billeder er fra Skamlingsbanken. Nederste billeder er fra Tybrind Vig

Fortalt af Ib Hansen, Kolding – født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn.