Miner til slet spil

Minespærring i Lille Bælt mellem Bågø og Wedellsborg

Lille Bælt har gennem århundreder haft stor strategisk betydning for Danmark. Tænk bare på de mange gamle borge og skanseanlæg, der stadig kan ses på kysterne på begge sider af den nordlige del af Lille Bælt. Skansen og Borgsted Banke ved Sønder Stenderup Midtskov, Høneborg ved Hagenør, Gamle Slot ved Hindsgavl, skanserne på Fænø Kalv, på Hindsgavlhalvøen og ved Strib.

Kongeslottet Koldinghus ved Kolding Fjord blev i 1268 anlagt som værn af riget mod indfald fra syd, mens Fredericia i 1650 på baggrund af erfaringerne fra Trediveårskrigen, hvor svenskerne under general Torstensson i 1644 besatte hele Jylland, blev anlagt som en stor fæstning. Og tænk hvilket chok, det var da svenskerne i 1658 efter at have besat Jylland kunne gå over isen og besætte resten af Danmark på nær København. Eller omvendt da Lille Bælt i 1848-50 og i 1864 forhindrede tyskerne i at besætte Danmark udover Jylland. Lille Bælt spillede også en stor militærstrategisk rolle under 1. Verdenskrig, selvom Danmark var neutral.

Under 1. Verdenskrig 1914-18 planlagde tyskerne, hvordan de skulle besætte Danmark, hvis Danmark sluttede sig til Ententen, eller hvis Entente-magterne søgte at åbne en nordlig front i krigen ved en landgang i Jylland. På landjorden etablerede tyskerne i Sønderjylland, der dengang var tysk, en fæstningslinje "Sicherungsstellung Nord" fra Hoptrup ved Lille Bælt i øst over Toftlund og Agerskov til Skærbæk ved Vadehavet i vest. Etablering af den militære zeppelinerbase ved Tønder skal også ses ind i denne militære geostrategi.

Det neutrale Danmark bøjede sig allerede i 1914 for en tysk anmodning om at minere Lille Bælt, Store Bælt og Øresund, så englænderne ikke kunne sejle igennem til de tyske krigshavne ved Østersøen, fx. Sønderborg og Kiel. Og tyskerne lagde selv yderligere søminer ud for beskytte sine flådehavne.

Tyskerne kontrollerede Lille Bælts sydvestlige del, der jo dengang var tysk fra Hejlsminde og sydpå. Danmark etablerede en minespærring i bæltets østlige del fra Bågø til Wedellsborghalvøen.

Den tyske invasionsplanlægning mod Danmark var indledningsvis defensiv og ville kun blive iværksat som en reaktion på britiske militæroperationer i Danmark. I krigens første år var Tyskland hårdt trængt og havde ikke tilstrækkelige troppereserver til en nordfront. Derfor var planen i givet fald kun at besætte Danmark op til linjen Fredericia-Kolding-Esbjerg, samt etablere nogle støttepunkter på Fyn.

I 1917 var det tæt på, at planlægningen ville blive til virkelighed. Briterne planlagde et raid ned gennem bælterne – hvilket ville have udløst en tysk invasion af Danmark. Dette raid blev imidlertid ikke til noget, da briterne måtte bruge alle deres ressourcer på at afstive Italien, som var ved at kollapse. Fredsslutningen mellem Tyskland og Rusland i december 1917 betød, at behovet for et raid ind i Østersøen for at hjælpe Rusland ikke længere var nødvendigt.

Fredsaftalen med Rusland skabte imidlertid det tyske troppeoverskud, der kunne bruges til en besættelse af hele Jylland. Samtidig betød udviklingen, at tyskerne blev interesserede i at skabe flådestøttepunkter i Jylland for derved at opnå en strategisk fordel i krigsførelsen mod den britiske flåde i Nordsøen og Atlanten. Den tyske planlægning var derfor i slutningen af krigen mere offensiv. 

Som om bekendt lykkedes det Danmark at holde sig neutral under hele krigen. Og Tyskland måtte i 1918 indgå våbenhvile. En våbenhvile der blev fulgt op af en fredsaftale, der indebar, at Sønderjylland i 1920 igen blev dansk. Dermed blev Lille Bælt igen et indre dansk farvand.