High Noon

 

Solen strålede. Himlen var blå. Vinden lå stille. En rigtig septemberdag. En lad grå kat daskede døsigt over Storegade. Nær den nedlagte skole, hvor skolegårdens kæmpestore kastanjetræer nu er fældet. Dyr og mennesker lavet af kastanjer fra netop disse træer er en saga blot. Vejen var fuldstændig tom. Ikke et menneske, ikke en lyd. Kun en kat.

Stående på kirkens parkeringsplads med kirken i ryggen betragtede jeg dette billede. Og fik associationer til de cowboyfilm, vi i drengetiden så i forsamlingshuset. Placeret på de to første 25-ørerækker bestående af fire umage gymnastikbænke. Stjernebios cowboyfilm med indledningsbilleder fra mennesketomme forladte minebyer med raslende saloonskilte og knirkende kirkedøre.

Men så krakelerede billedet. Ovre ved forsamlingshuset var der liv. Mennesker og maskiner. Stor aktivitet. Grunden planeret. Grundstenene lagt. El, vand og afløb forberedt. Nu venter blot gulv, mure, vinduer, døre og tag. Et tilskud til forsamlingshuset er godt på vej. Nye muligheder føjer sig til de gamle til glæde for borgerne på halvøen. Fantastisk, som det lykkes ihærdige borgere at sikre liv i de små sogne. Det er absolut ikke hendøende landsogne. Go west! Mit billede blev ændret til vestens pionerer, der ad nye veje vestpå sikrede sig nye muligheder.

Kvaliteterne i vandkantslandet er til at få øje på. Som så ofte før fortsatte jeg min tur i hjemlandet fra Downtown Husby til halvøens sydkyst for at nyde det kølige tørre smukke septembervejrs vanddampsfrie vidsyn over det solbelyste sølvskinnende bælt. Hej! Vandet stod godt nok højt i grøfterne omkring græsgrønningen, tænkte jeg, da jeg ankom. Og det viste sig også at stå højt i bæltet. Det havde jeg ikke ventet på en dag som denne. Cirka en meter over daglig vande. Derfor kunne jeg ikke gå min sædvanlige tur under mursejlernes smukke høje klinter ud til Hovedet og tilbage igen. Men jeg kunne på stykket frem til skoven Bodilsdræt nyde den flotte udsigt, de græssende heste og den netop rengjorte kyst og strand. En tidlig efterårsstorm over Den Botniske Bugt næsten 1000 km væk var årsagen til højvandet ved Sdr. Åby på denne stille septemberdag.

Tilbage på grønningen fik jeg et hold snak med et frokostspisende ægtepar fra Hobro, der undervejs på deres Tour de Fyn – i bil forstås – i det fine efterårsvejr spiste frokost ved et af strandens borde. De anråbte mig for at spørge, om jeg var en lokal, der kunne svare på nogle spørgsmål om egnen. Lokal. Det kunne jeg jo ikke bryste mig af. Både og! Jeg forlod egnen for snart 50 år siden, men jeg kunne da svare på deres spørgsmål. En god snak var heller ikke at kimse af, når nu jeg ikke kunne gå den sædvanlige tur. Og jeg havde lidt for travlt i dag til i stedet af tage en alternativ vandretur ved Tybrind Vig.

Turisterne fra Hobro kørte videre sydpå mod nye oplevelser i Assens og Fåborg, mens jeg vendte næsen hjemad mod det jyske via den skønne kystrute over Eskør, Tybrind, Skovløkken, Føns, Ronæs og Gamborg. Så fås det ikke smukkere.

Tanker fra en bænk

 

I skoven på en stejl skrænt højt hævet over Marielundsøen står en bænk. Hvem sidder der på bænken med hatten på skrå? 

Det gør såmænd Holger Drachmann. Eller rettere det gjorde Drachmann.

 

Indskåret i bænkens ryglæn står Drachmanns Bænk. På en tidligere bænk her i skoven yndede digteren og maleren Holger Drachmann at sidde og nyde udsigten over det romantiske Marielundanlæg og den opstemmede Marielund Møllesø. Dengang kunne hans blik gå helt ud til Kolding Fjord, en udsigt der i dag er begrænset af træer og bebyggelser. Og dengang? Det var i perioden 1875 til 1899, hvor Drachmann kom en del i Kolding.

 

Drachmann gjorde af og til ophold her i egnene omkring Lillebælt. I Kolding og i Middelfart. Opholdene kunne være af længere eller kortere varighed. Ofte gjorde han ophold, når han var på nogle af sine mange rejser i ind- og udland. Han var en meget kompleks person, der både havde sine maniske og depressive perioder. Under sine ophold i Kolding nød han naturen, de muntre lag, et godt glas eller flere og det at blive betragtet som en berømthed på besøg i byen. I Middelfart var han indlagt på det, der dengang hed Middelfart Sindssygehospital.

 

Som ung valgte Holger Drachmann først billedkunsten og blev uddannet marinemaler fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han udgik af guldaldertraditionen, der forfinede det maritime maleri i løbet af det 19. århundrede, men Drachmann var også påvirket af nye strømninger fra blandt andet Frankrig, hvor den naturalistiske retning gjorde op med borgerskabets idealer og søgen mod harmoni. Det var dog først og fremmest hans digtning, der allerede i hans levetid gjorde ham til folkeeje, og i dag er han da også mest kendt som forfatter til midsommervisen ”Vi elsker vort land”. Mange kender dog også efter besøg i Skagen nogle af hans malerier.

 

Såvel i Drachmanns malerier som i hans digtning var havet hans store inspirationskilde. Et udstillingskatalog fra Skagens Museum formulerer hans fascination af havet på følgende måde: ”Havets uberegnelige og ustadige natur var noget Drachmann kunne genkende i sig selv – altid i bevægelse, tilsyneladende autonomt og uden retning.”

 

Når jeg går på skrænterne ved mølledammen Marielundsøen i Kolding og funderer over, hvad Drachmann mon har spekuleret over, når han her i skoven har kigget ud over mølledammen og har slappet af efter endnu en aften i festligt lag, så tænker jeg, han har sammenlignet mølledammen med det helt anderledes brusende hav ved Skagens Grenen. Måske har han spekuleret over sit eget strittende sind og de genvordigheder, det voldte ham. I hvert fald har han i sit digt ”Kan du forklare mig, hav” i følgende vers beskrevet en sådan sammenligning.

 

”Jeg kunde vel være en Mølledam

Og male for Folk paa Kværne;

Ja, kunde jeg, skulde jeg gerne.

Men jeg er nu engang ikke saa tam;

Man kan gerne skælde paa Vandet:

Jeg er Hav. Jeg kan ikke andet.«

 

Drachmann strittede i sit personlige liv så meget, at han adskillige gange måtte tage ophold på diverse sindssygehospitaler og nerveklinikker. Et nervøst sind, druk og rod i kærlighedslivet med mange både ægteskabelige og uægteskabelige forhold satte sig sine spor. Et kort digt fra en af hans svære perioder viser meget godt hans mørke sider:

 

"Jeg prygler den lurvede vægter,

jeg prygler hver kvindefødt mand,

jeg bliver en gudsfornægter...

jeg drikker mig fra min forstand".

 

I 1903 måtte Drachmann lade sig indlægge på Middelfart Sindssygehospital. Indlæggelsen fandt sted på samme tid som hans kone Soffi Lasson og hans bekendte den berømte skagensmaler P.S. Krøyer også var indlagt. Tre store personligheder indlagt i Middelfart på samme tid. Soffi Lasson på kvindeafdelingen til afvænning for opiumsmisbrug. Drachmann og Krøyer på mandeafdelingen med nervesammenbrud.

 

Ved nytårstide 1908 måtte Drachmann igen lade sig indlægge. Denne gang i Hornbæk i Nordsjælland. Omkring den 10. januar 1908 indså lægerne, at der ikke var mere at gøre og telegraferede til fru Soffi i Rom, hvor hun havde tilbragt julen sammen med en af sine elskere, at hvis hun ville sige farvel til sin mand, så var det nu. Hun nåede lige netop frem. Dagen efter den 14. januar 1908 døde han 61 år gammel. 

 

Drachmanns kiste blev båret til toget af Hornbæk-fiskere, og han blev kørt til København og blev kremeret. 

 

Hans aske blev sejlet til Frederikshavn og kørt til Skagen derfra. På en smykket hestevogn blev urnen, designet af maleren J.F. Villumsen, ført til Nordstrand gennem flere æresporte, heraf en tegnet af P.S. Krøyer, som også tegnede portalen til gravkammeret. 

 

Holger Drachmanns ønske var, at hans aske skulle spredes i hans elskede hav, men det var ikke tilladt på det tidspunkt. Det næstbedste var så at blive begravet i klitterne og lade havet tage graven på et tidspunkt. Dette skete dog ikke, idet graven to gange er blevet flyttet og nu er beskyttet af høfder og tyske bunkere. 

 

Et besøg ved Drachmanns grav på Grenen, hvor to haves bølger slår brusende sammen er altid en stor oplevelse, men mindre kan også gøre det. Her ved Lillebælt har vi mulighed for at gå tur i Marielundskoven, nyde det romantiske anlæg med Drachmanns øjne og sætte os på den nye Drachmanns Bænk, eller vi kan besøge museet på Middelfart Sindssygehospital. Endelig kan vi gå i Drachmanns fodspor et tredje sted her ved Lillebæltsegnene. I 1885 besøgte han nemlig Skamlingsbanken. Efter besøget skrev han følgende vers:

 

”Det er Volden, af Naturen rejst,

Mur mod Fjender, Maal for Folke-Stævne;

her ved Støtten biir den Fane hejst,

som den Fattigste sin Arv tør nævne.

Selve Støtten som en Flagstang synes;

her med Ord fra Højens Top der lynes,

indtil Sværdslag dirrer i hver Tanke.

Det er Danmarks gamle Helligdom,

strenge Tider paa de store kom,

Højen maner: Se Dig for og om! . . .

det er Sønderjyllands Skamlingsbanke.”

 

Holger Drachmann

Når vi højt oppe fra Skamlingsbanken kigger ud over den del af Lillebælt, der hedder Snævringen, kan vi da også lige mindes nogle af de andre kunstnere, der binder egnene omkring Lillebælt sammen. Skulptøren Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen på Thygesminde i Sønder Stenderup. Både på Skamlingsbanken, i Sdr. Stenderup og i Kolding er der opstillet skulpturer udført af hende. Hun opholdt sig jævnligt sammen med sine børn og sin mand fynboen og komponisten Carl Nielsen på gården Damgaard helt tæt på Lillebæltskysten nær Taulov. Og så er der ikke mindst kunstneren Henrik Starcke, der står bag skulpturen ”Middelfartdrengen” på torvet i Middelfart og de fortællende relieffer om Sønderjyllands historie på væggene i Kongesalen på restaurant Skamlingsbanken.

De huløjede skeletter taler til os

To skeletters hule øjne stirrede fra bunden af Lillebælt op på de overraskede dykkere. Det var skeletterne af en 14-15-årig pige med knoglerne af et få måneder gammelt spædbarn på brystet.

 

Hvad ligger der bag de to skeletters dystre gravplads på havets bund? Den historie vender vi tilbage til. Vi skal først lige have et par andre fortællinger med.

 

Danmarks undergrund vipper over en  sydøst-nordvest gående akse. Nord for aksen, der går midt gennem Fyn, hæver landet sig. Syd for sænker det sig. Bevægelserne i undergrunden er en stadig igangværende følge af tyngden af den massive ismasse, der lå over landet i den seneste istid.

 

Selv om landet omkring Lillebælt kun sænker sig nogle få millimeter om året bliver det over otte tusind år til flere meter. Det betyder, at store landområder fra fortiden nu ligger som druknede landskaber på bunden af de vestfynske vige og fjorde, som for eksempel Gamborg Fjord og Tybrind Vig.

 

I dette undersøiske druknede 6-7000 år gamle land dukker der af og til overraskende fund op. Skeletterne fra Tybrind Vig er blot et eksempel. Ved Gamborg Fjord nær lokaliteten Ronæs Skov er der også to-tre meter under havets overflade gjort overraskende fund.

Stammebåden på bunden af Gamborg Fjord ved Ronæs Skov

 

Et af de bedste fund ved Ronæs Skov er gjort af ungdomsskoleleder Mikkel Villadsen fra Kolding. Under dykning stødte han på en stammebåd fra samme tid som skeletterne fra Tybrind Vig, Ertebølletiden fra for 6-7000 år siden. Stammebåden og de øvrige fund fra Gamborg Fjord ved Ronæs Skov føjer sig smukt til de fortidens fortællinger, der kan genskabes ud fra fundene fra bunden af Tybrind Vig, hvor der for øvrigt blandt de mange fund også er optaget resterne af tre udhulede stammebåde af lindetræ med pagajer af asketræ.

 

De sensationelle fund fra Tybrind Vig og Gamborg Fjord giver viden om højt specialiserede stenaldersamfund ved Lillebælts kyster for omkring 7000 år siden.

 

   Moesgaard Museums Stenalderudstilling

Fortællingen om ”De første indvandrere - Stenalderen” kan opleves på Moesgaard Museum ved Århus. Den i indledningen omtalte unge stenalderkvinde med det lille barn udgør en hovedattraktion i udstillingen. Udstillingen omfatter både de fundne skeletrester og en rekonstruktion på baggrund af skeletresterne.

 

Når vi træder ind i museets stenalderudstilling, bliver vi mødt af en ung pige siddende på en dynge ophobede østersskaller i strandkanten ved et bål. Et lille barn ligger på et skindtæppe ved hendes side. Pigens hår er flettet og sat op, hendes krop er bemalet, og hun har et flettet net af lindebast med nyligt indsamlede østers ved sin side. Hun kigger ud over vigen, hvor hendes bopladsfæller fra udhulede stammebåde, som de fundne fra Ronæs Skov og Tybrind Vig, fisker og jager marsvin. Rekonstruktionen er skabt af Moesgaard Museum med hjælp fra udenlandske eksperter. Billedet fra udstillingen er taget af Moesgaards Museums foto og medieafdeling. Stort, at mine brødre og jeg, vores fætre og kammerater har badet i Tybrind Vig sammen med den tusindårige huløjede pige.

 

Rekonstruktionen er sammen med de øvrige udstillingsgenstande fra Ertebølletiden virkelig en øjenåbner for den udstillingsgæst, der med lige dele åbent sind og historisk fantasi ønsker at opleve, hvordan de tidligste danskere har levet. I pagt med naturen og i daglig kamp med naturen. Akkurat som vi stadig gør det, blot på en helt anden og mere sofistikeret måde. Hvad Tybrindpigen ser, ser vi udstillingsgæster sammen med hende, når vi bevæger os gennem udstillingen.

 

Gennem museets formidling kommer fundene af skeletterne med de tomme hule øjne, de udhulede stammebåde og alt det andet fundne stenalderudstyr fra blandt  andet Tybrind Vig og Gamborg Fjord til at tale til os nutidsmennesker. Lillebælt overskyllede Ertebøllefolkets bopladser. De måtte trække sig længere ind i landet og måske så småt starte på at lægge deres livsstil om. Vi er i vores tid udfordret af den samme problemstilling. Ændringerne i klimaet med den hertil affødte afsmeltning af store dele af de i gletsjer- og indlandsis bundne vandmasser får havspejlet til at stige, kysterne nedbrydes, og vi må indrette og tilpasse os på nye måder.

Bro over tidsgabet

Eltang Kirke til venstre. Eltang Rytterskole til højre

En robust kridhvid middelalderkirke dukkede op over bakkekammen, da vi en af de første dage i den i følge kalenderen første efterårsmåned kom vandrende gennem grønne dale og over stejle bølgende bakker.

Nordgående ad Birkemosevej og Sletteskovvej i det flotte septembervejr med blå, blå himmel havde vi besluttet at holde pause og se nærmere på Eltang Kirke fra 1100-tallet og den nærliggende Eltang Rytterskole fra 1720erne. Kirke og skole ved siden af hinanden og i parløb, som det var sædvane i hundredvis af år. Kirken og kirkegårdens fortællinger skulle selvfølgelig opleves.

Men ak! Kirken var aflåst. Men det var der råd for. Som jeg plejer, når jeg besøger kirker og kirkegårde, så jeg mig om efter graveren. Han var i gang med at slå græs. Sikken service. Graveren stoppede beredvilligt græsslåmaskinen, hentede nøglen til kirken og lukkede op for og fortalte om de mange herligheder.

Den tidligere kvindeindgang i kirkens nordside er nu blevet til vindue

Middelalderkirker påvirker mig. Opført for omkring 1000 år siden af kløvede og ukløvede marksten indsamlet under slid og slæb af datidens bønder, husmænd og tyende. Opmuret af dygtige inden- og udenlandske stenmestre og deres svende. Senere renoveret og udbygget med store teglmunkesten brændt af hårdtarbejdende svedende teglbrændere nær stedet, hvor stenene skulle bruges. Kirkens interiør udført af træskærermestre og kirkemalere, der med stor indfølingsevne har skabt medrivende billeder og skulpturer, der gennem århundrederne har berørt de besøgende.

Når så fortidens udtryk bliver suppleret med nutidige udtryksfulde værker, opstår der nogle helt særlige følelser og stemninger. Arkitektur og kunst skaber forbindelser mellem mennesker over det tusindårige spænd af tid.

Prædikestolen har altid vist de fire evangelister. Nu i Mogens Hoffs udgave

Eltang Kirkes prædikestol er i renæssancestil og er formentlig skænket til kirken af lensmanden på Koldinghus Casper Markdanner. Den dateres fra omkring 1600. En præsteindberetning fra 1768 fortæller, at der på prædikestolen var billeder af de fire evangelister. Disse billeder er over tid blevet bleget af solen og er siden overmalet.

Altertavlens midterparti er fornyet med et billede af Mogens Hoff

Ved kirkens seneste renovering i 2007 er prædikestolen igen blevet prydet af de fire evangelister – denne gang malet af kunstneren Mogens Hoff (1934-2008). Også kirkens altertavle har Mogens Hoff fornyet, så den nu fremstår med et moderne udtryk, der taler til nutidens mennesker, og som samtidig står flot til kirkens middelalderlige interiør. Fortid og nutid i sammenhæng skaber hos beskueren helt særlige følelser og stemninger. Jeg er vild med vore gamle kirkers arkitektur, kunst og kultur.

Besøget ved og i Eltang Kirke viste sig at være en rigtig givtig pause på fodturen.