De huløjede skeletter taler til os

To skeletters hule øjne stirrede fra bunden af Lillebælt op på de overraskede dykkere. Det var skeletterne af en 14-15-årig pige med knoglerne af et få måneder gammelt spædbarn på brystet.

 

Hvad ligger der bag de to skeletters dystre gravplads på havets bund? Den historie vender vi tilbage til. Vi skal først lige have et par andre fortællinger med.

 

Danmarks undergrund vipper over en  sydøst-nordvest gående akse. Nord for aksen, der går midt gennem Fyn, hæver landet sig. Syd for sænker det sig. Bevægelserne i undergrunden er en stadig igangværende følge af tyngden af den massive ismasse, der lå over landet i den seneste istid.

 

Selv om landet omkring Lillebælt kun sænker sig nogle få millimeter om året bliver det over otte tusind år til flere meter. Det betyder, at store landområder fra fortiden nu ligger som druknede landskaber på bunden af de vestfynske vige og fjorde, som for eksempel Gamborg Fjord og Tybrind Vig.

 

I dette undersøiske druknede 6-7000 år gamle land dukker der af og til overraskende fund op. Skeletterne fra Tybrind Vig er blot et eksempel. Ved Gamborg Fjord nær lokaliteten Ronæs Skov er der også to-tre meter under havets overflade gjort overraskende fund.

Stammebåden på bunden af Gamborg Fjord ved Ronæs Skov

 

Et af de bedste fund ved Ronæs Skov er gjort af ungdomsskoleleder Mikkel Villadsen fra Kolding. Under dykning stødte han på en stammebåd fra samme tid som skeletterne fra Tybrind Vig, Ertebølletiden fra for 6-7000 år siden. Stammebåden og de øvrige fund fra Gamborg Fjord ved Ronæs Skov føjer sig smukt til de fortidens fortællinger, der kan genskabes ud fra fundene fra bunden af Tybrind Vig, hvor der for øvrigt blandt de mange fund også er optaget resterne af tre udhulede stammebåde af lindetræ med pagajer af asketræ.

 

De sensationelle fund fra Tybrind Vig og Gamborg Fjord giver viden om højt specialiserede stenaldersamfund ved Lillebælts kyster for omkring 7000 år siden.

 

   Moesgaard Museums Stenalderudstilling

Fortællingen om ”De første indvandrere - Stenalderen” kan opleves på Moesgaard Museum ved Århus. Den i indledningen omtalte unge stenalderkvinde med det lille barn udgør en hovedattraktion i udstillingen. Udstillingen omfatter både de fundne skeletrester og en rekonstruktion på baggrund af skeletresterne.

 

Når vi træder ind i museets stenalderudstilling, bliver vi mødt af en ung pige siddende på en dynge ophobede østersskaller i strandkanten ved et bål. Et lille barn ligger på et skindtæppe ved hendes side. Pigens hår er flettet og sat op, hendes krop er bemalet, og hun har et flettet net af lindebast med nyligt indsamlede østers ved sin side. Hun kigger ud over vigen, hvor hendes bopladsfæller fra udhulede stammebåde, som de fundne fra Ronæs Skov og Tybrind Vig, fisker og jager marsvin. Rekonstruktionen er skabt af Moesgaard Museum med hjælp fra udenlandske eksperter. Billedet fra udstillingen er taget af Moesgaards Museums foto og medieafdeling. Stort, at mine brødre og jeg, vores fætre og kammerater har badet i Tybrind Vig sammen med den tusindårige huløjede pige.

 

Rekonstruktionen er sammen med de øvrige udstillingsgenstande fra Ertebølletiden virkelig en øjenåbner for den udstillingsgæst, der med lige dele åbent sind og historisk fantasi ønsker at opleve, hvordan de tidligste danskere har levet. I pagt med naturen og i daglig kamp med naturen. Akkurat som vi stadig gør det, blot på en helt anden og mere sofistikeret måde. Hvad Tybrindpigen ser, ser vi udstillingsgæster sammen med hende, når vi bevæger os gennem udstillingen.

 

Gennem museets formidling kommer fundene af skeletterne med de tomme hule øjne, de udhulede stammebåde og alt det andet fundne stenalderudstyr fra blandt  andet Tybrind Vig og Gamborg Fjord til at tale til os nutidsmennesker. Lillebælt overskyllede Ertebøllefolkets bopladser. De måtte trække sig længere ind i landet og måske så småt starte på at lægge deres livsstil om. Vi er i vores tid udfordret af den samme problemstilling. Ændringerne i klimaet med den hertil affødte afsmeltning af store dele af de i gletsjer- og indlandsis bundne vandmasser får havspejlet til at stige, kysterne nedbrydes, og vi må indrette og tilpasse os på nye måder.