Tanker fra en bænk

 

I skoven på en stejl skrænt højt hævet over Marielundsøen står en bænk. Hvem sidder der på bænken med hatten på skrå? 

Det gør såmænd Holger Drachmann. Eller rettere det gjorde Drachmann.

 

Indskåret i bænkens ryglæn står Drachmanns Bænk. På en tidligere bænk her i skoven yndede digteren og maleren Holger Drachmann at sidde og nyde udsigten over det romantiske Marielundanlæg og den opstemmede Marielund Møllesø. Dengang kunne hans blik gå helt ud til Kolding Fjord, en udsigt der i dag er begrænset af træer og bebyggelser. Og dengang? Det var i perioden 1875 til 1899, hvor Drachmann kom en del i Kolding.

 

Drachmann gjorde af og til ophold her i egnene omkring Lillebælt. I Kolding og i Middelfart. Opholdene kunne være af længere eller kortere varighed. Ofte gjorde han ophold, når han var på nogle af sine mange rejser i ind- og udland. Han var en meget kompleks person, der både havde sine maniske og depressive perioder. Under sine ophold i Kolding nød han naturen, de muntre lag, et godt glas eller flere og det at blive betragtet som en berømthed på besøg i byen. I Middelfart var han indlagt på det, der dengang hed Middelfart Sindssygehospital.

 

Som ung valgte Holger Drachmann først billedkunsten og blev uddannet marinemaler fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han udgik af guldaldertraditionen, der forfinede det maritime maleri i løbet af det 19. århundrede, men Drachmann var også påvirket af nye strømninger fra blandt andet Frankrig, hvor den naturalistiske retning gjorde op med borgerskabets idealer og søgen mod harmoni. Det var dog først og fremmest hans digtning, der allerede i hans levetid gjorde ham til folkeeje, og i dag er han da også mest kendt som forfatter til midsommervisen ”Vi elsker vort land”. Mange kender dog også efter besøg i Skagen nogle af hans malerier.

 

Såvel i Drachmanns malerier som i hans digtning var havet hans store inspirationskilde. Et udstillingskatalog fra Skagens Museum formulerer hans fascination af havet på følgende måde: ”Havets uberegnelige og ustadige natur var noget Drachmann kunne genkende i sig selv – altid i bevægelse, tilsyneladende autonomt og uden retning.”

 

Når jeg går på skrænterne ved mølledammen Marielundsøen i Kolding og funderer over, hvad Drachmann mon har spekuleret over, når han her i skoven har kigget ud over mølledammen og har slappet af efter endnu en aften i festligt lag, så tænker jeg, han har sammenlignet mølledammen med det helt anderledes brusende hav ved Skagens Grenen. Måske har han spekuleret over sit eget strittende sind og de genvordigheder, det voldte ham. I hvert fald har han i sit digt ”Kan du forklare mig, hav” i følgende vers beskrevet en sådan sammenligning.

 

”Jeg kunde vel være en Mølledam

Og male for Folk paa Kværne;

Ja, kunde jeg, skulde jeg gerne.

Men jeg er nu engang ikke saa tam;

Man kan gerne skælde paa Vandet:

Jeg er Hav. Jeg kan ikke andet.«

 

Drachmann strittede i sit personlige liv så meget, at han adskillige gange måtte tage ophold på diverse sindssygehospitaler og nerveklinikker. Et nervøst sind, druk og rod i kærlighedslivet med mange både ægteskabelige og uægteskabelige forhold satte sig sine spor. Et kort digt fra en af hans svære perioder viser meget godt hans mørke sider:

 

"Jeg prygler den lurvede vægter,

jeg prygler hver kvindefødt mand,

jeg bliver en gudsfornægter...

jeg drikker mig fra min forstand".

 

I 1903 måtte Drachmann lade sig indlægge på Middelfart Sindssygehospital. Indlæggelsen fandt sted på samme tid som hans kone Soffi Lasson og hans bekendte den berømte skagensmaler P.S. Krøyer også var indlagt. Tre store personligheder indlagt i Middelfart på samme tid. Soffi Lasson på kvindeafdelingen til afvænning for opiumsmisbrug. Drachmann og Krøyer på mandeafdelingen med nervesammenbrud.

 

Ved nytårstide 1908 måtte Drachmann igen lade sig indlægge. Denne gang i Hornbæk i Nordsjælland. Omkring den 10. januar 1908 indså lægerne, at der ikke var mere at gøre og telegraferede til fru Soffi i Rom, hvor hun havde tilbragt julen sammen med en af sine elskere, at hvis hun ville sige farvel til sin mand, så var det nu. Hun nåede lige netop frem. Dagen efter den 14. januar 1908 døde han 61 år gammel. 

 

Drachmanns kiste blev båret til toget af Hornbæk-fiskere, og han blev kørt til København og blev kremeret. 

 

Hans aske blev sejlet til Frederikshavn og kørt til Skagen derfra. På en smykket hestevogn blev urnen, designet af maleren J.F. Villumsen, ført til Nordstrand gennem flere æresporte, heraf en tegnet af P.S. Krøyer, som også tegnede portalen til gravkammeret. 

 

Holger Drachmanns ønske var, at hans aske skulle spredes i hans elskede hav, men det var ikke tilladt på det tidspunkt. Det næstbedste var så at blive begravet i klitterne og lade havet tage graven på et tidspunkt. Dette skete dog ikke, idet graven to gange er blevet flyttet og nu er beskyttet af høfder og tyske bunkere. 

 

Et besøg ved Drachmanns grav på Grenen, hvor to haves bølger slår brusende sammen er altid en stor oplevelse, men mindre kan også gøre det. Her ved Lillebælt har vi mulighed for at gå tur i Marielundskoven, nyde det romantiske anlæg med Drachmanns øjne og sætte os på den nye Drachmanns Bænk, eller vi kan besøge museet på Middelfart Sindssygehospital. Endelig kan vi gå i Drachmanns fodspor et tredje sted her ved Lillebæltsegnene. I 1885 besøgte han nemlig Skamlingsbanken. Efter besøget skrev han følgende vers:

 

”Det er Volden, af Naturen rejst,

Mur mod Fjender, Maal for Folke-Stævne;

her ved Støtten biir den Fane hejst,

som den Fattigste sin Arv tør nævne.

Selve Støtten som en Flagstang synes;

her med Ord fra Højens Top der lynes,

indtil Sværdslag dirrer i hver Tanke.

Det er Danmarks gamle Helligdom,

strenge Tider paa de store kom,

Højen maner: Se Dig for og om! . . .

det er Sønderjyllands Skamlingsbanke.”

 

Holger Drachmann

Når vi højt oppe fra Skamlingsbanken kigger ud over den del af Lillebælt, der hedder Snævringen, kan vi da også lige mindes nogle af de andre kunstnere, der binder egnene omkring Lillebælt sammen. Skulptøren Anne Marie Carl Nielsen født Brodersen på Thygesminde i Sønder Stenderup. Både på Skamlingsbanken, i Sdr. Stenderup og i Kolding er der opstillet skulpturer udført af hende. Hun opholdt sig jævnligt sammen med sine børn og sin mand fynboen og komponisten Carl Nielsen på gården Damgaard helt tæt på Lillebæltskysten nær Taulov. Og så er der ikke mindst kunstneren Henrik Starcke, der står bag skulpturen ”Middelfartdrengen” på torvet i Middelfart og de fortællende relieffer om Sønderjyllands historie på væggene i Kongesalen på restaurant Skamlingsbanken.