Krænkelse krakelerede idyllen

Seriekrænkeren grev Pilfinger var på lørdagsjagt i Sønder Åby. Det var ikke kun vildt, han jagede. Han jagtede også mindreårige børn fra Sønder Åby. 

Det var i den mørke og regnfulde oktobertid. Højsæson for jagtens glæder på godset Wedellsborg i Husby Sogn på Vestfyn. Lensgreven på Wedellsborg havde i flere uger i oktober 1907 besøg af nogle adelige venner, grev Eggert Knuth til Knuthenborg og baron Rosenkrants. De to herrer benyttede noget af tiden lensgrevens gæstfrihed til jagtudflugter på godsets udstrakte besiddelser. På den tid var gårde, husmandssteder og huse i området fortsat fæste under Wedellsborg Gods, altså ejet af godset, men udlejet til fæstere. Selvejet på Wedellborg blev som et af de sidste steder i landet først indført en halv snes år senere. 

Denne lørdag i oktober havde de to adelsmænd henlagt deres jagtfornøjelser til jagtterrænet nær Sønder Åby. Det er noget usikkert, om de to denne dag jagede sammen eller hver for sig. Givet er det, at grev Knuth nød jagtens glæder ved Sønder Åby.

Fint nok med jagt på vildt. Men grev Knuth havde også andre interesser. Han havde en ulyksalig interesse i børn. Ude på en af markerne ved Sønder Åby antastede grev Knuth nogle 6-10 årige småpiger fra Sønder Åby og var uterlig mod dem. Hans adfærd mod pigerne var af en sådan karakter, at enhver anden borger ville være kommet under lås og slå. Sådan gik det ikke grev Knuth. 

Børnenes forældre meldte sagen til birkedommeren i Wedellsborg Birk. Nu gik det hurtigt. Dog ikke med at få krænkeren anholdt, men med at få sagen dysset ned. Birkedommeren var en god ven af lensgreve Wedell. De blev enige om at sende birkets politiassistent Rasmussen til Sønder Åby for at holde et møde med de krænkede børn og deres forældre, en gårdfæster og en husfæster i et afhængighedsforhold til Wedellsborg. 

Det foreligger ikke oplyst, hvad der blev talt om ved mødet, men en time efter mødets afslutning besøgte grev Knuth børnenes forældre og bad om forladelse. Samtidig blev det pålagt de krænkede børns forældre at holde tand for tunge.

Denne gyselige historie kunne man dengang først og fremmest læse om i alle landets socialdemokratiske aviser. På den tid havde så godt som hver købstad sine egne aviser hver med tilknytning til datidens store politiske partier. Sagen om grev Knuths udfoldelser i Sønder Åby blev hovedsageligt omtalt i de socialdemokratiske aviser. Det var der flere årsager til. 

Ud over de politiske årsager var der en helt afgørende anden årsag. Grev Knuth var rigtig godt gift. Han var gift med Sylvia født med efternavnet Pio. Jo, det er den Pio, der var hendes far. Louis Pio var en dansk socialistisk pioner, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Pio stiftede sammen med Harald Brix og Paul Geleff i 1871 Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som senere blev til Socialdemokratiet. Sylvia blev født som såkaldt ”uægte barn” af en ugift mor, Augusta. Pio blev udlagt som barnefaderen. Det var nu ikke denne forbindelse, der var med til at redde grev Knuth fra fængselsstraf i forbindelse med de mange uterlighedskrænkelser. Men fru Sylvia havde et vindende og charmerende væsen, der i forening med hendes gode forbindelser til landets chefredaktører og journalister i nogle tilfælde, kunne bruges til at glatte ud og dølge hendes adelige ægtefælles eskapader. Navnet Pio var dog ikke en nøgle til de socialdemokratiske avisers redaktører. Hvorfor? Den sag vender vi tilbage til.

Journalist ved den radikale avis Politiken Anker Kirkeby beskrev hende engang på følgende måde, en beskrivelse der nok i dag ville være blevet betragtet som sexistisk og dermed ikke ville være kommet i avisen.

”En dronningeagtig skønhed, en høj, blond dansk type af fuldendt harmoni, et fortryllende væsen, hun ligesom skred frem i en stråleglorie af solskin, den smukkeste og mest indtagende dame i Danmark”.

Hvor om alt er, benyttede hun sit væsen og sine forbindelser til at glatte ud efter sin mands gentagne pædofile krænkelser og havde som regel held til at sikre sin mand mod offentlige skandaler. Hun overtalte simpelthen redaktørerne af de fleste aviser til ikke at bringe artikler om mandens gentagne overgreb på børn, såvel på den lollandske hjemegn som ude omkring i landet. 

Utroligt nok, at grev Knuth kunne slippe godt fra gentagne uterligheder som den fra Sønder Åby. De socialdemokratiske aviser benyttede sagen som et eksempel på, at der fortsat næsten tres år efter Grundloven stadig var stor ulighed i samfundet. Lige så utrolig som håndteringen af uterlighedssagen er fortællingen om hans kones Sylvia født Pios liv. Derfor vil jeg slutte denne fortælling med at fortælle om hendes liv. 

Sylvia levede et farverigt og anderledes liv end de fleste andre kvinder, fra sin fødsel i 1876 og til sin død i 1932. Hendes far Louis Pio (1841-1894) blev i 1877 af den danske statsmagt presset til at udvandre til USA. Statsmagten frygtede hans socialisme, der ville 'true eller detronisere kongen, kuldkaste forfatningen og rigsdagen og omforme samfundet', som anklageskriftet i en retssag mod ham lød. 

Pio havde gældsat sig for at kunne udgive avisen ”Social-demokraten”. Truet af fallit tog han mod en bestikkelse på 10.000 kr., som Københavns politidirektør havde indsamlet blandt byens rige borgere. Modydelsen var, at han skulle emigrere til USA. Samleversken Augusta og den fire måneder gamle Sylvia fulgte med, da Pio rejste til Chicago. Her voksede Sylvia op og blev opdraget til at stole på sig selv og sine evner. 

Som 27-årig fik Sylvia tyfus og mødte under rekreationsopholdet i Miami den seks år yngre lensgreve Eggert Knuth til Knuthenborg på Lolland. De forelskede sig og flyttede tilbage til Danmark, hvor hun blev adelsfrue. Noget der gav problemer, da hun var opdraget som socialist. Efter to børn – en søn i 1904 og en datter i 1911 - krakelerede ægteskabet på grund af adelsmandens pædofile tilbøjeligheder over for børnene på egnen og altså også i Sønder Åby på Vestfyn. Adelstitlen og Sylvias glatten ud sikrede ham mod straf. Sylvia og Eggert Knuth blev skilt i 1912.

Senere blev Sylvia Pio gift med skuespilleren Johannes Poulsen, hvilket bragte hende fra adelslivet på Lolland til det mere excentriske kulturliv i hovedstaden. Også dette ægteskab brast. Herefter fik hun et så tæt forhold til den senere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, at hun kunne være blevet hans hustru, hvis hun havde ønsket det. Stauning hjalp Sylvia med at få æresoprejsning til hendes far i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921. Pios aske kom i en urne fra USA og blev nedfældet i en obelisk på Vestre Kirkegård ved en ceremoni, hvor både Stauning og Sylvia talte. Pios flugt til USA ansås som forræderi. Det havde hidtil været årsagen til, at hans navn og hans datter ikke havde høj status blandt socialdemokratiske redaktører. Derfor havde Sylvia i sit ægteskab med grev Knuth haft svært ved at udglatte omtalen af hans uterlighedstendenser i de socialdemokratiske aviser.

Efterhånden blev Sylvia mere og mere politisk radikaliseret og i 1922-23 rejste hun til Moskva i Sovjetunionen, inviteret af bolsjevikkernes viceudenrigskommissær Maxim Livitnov, som hun kendte fra Københavns selskabsliv. Hun blev dog aldrig kommunist, for hende var Lenin ”en romantisk fakkelbærer for en ny menneskeorden” og kommunismen en romantisk affære.

Sylvia uddannede sig i socialistisk økonomi og engagerede sig atter i Socialdemokratiet, hvor hun udrettede et stort arbejde med at organisere kvinderne, indtil hun i blev ramt af en hjerneblødning og døde i 1932. Hun blev begravet mellem lensgreve Knuth og Stauning, de to yderpunkter i hendes liv. Hendes gravsten blev betalt af de kvindekomiteer, hun havde taget initiativet til.

Sylvia Pios liv og levned er beskrevet i en bog af Kristian Hvidt ”Sylvia Pio. En adelig socialist”. Bogen udkom i 2017. Kristian Hvidt er meget fascineret af Sylvia Pio og mener, hun må have haft noget specielt i sig, for hun kom altid tæt på magtens mænd og til tops i de foretagender, politiske eller kulturelle, hun beskæftigede sig med. Kristian Hvidt mener det skyldtes en blanding af skønhed, charme, intelligens, sprogegenskaber og evnen til at begå sig hos alle klasser og samfundslag. 

Nå, det blev en længere fortælling ned i den politiske historie, inspireret af en konkret forfærdelig krænkelsessag for mere end 100 år siden i stadig idylliske Sønder Åby i Husby Sogn. Sådan går der, når det ene river det andet med sig.

Ib Hansen, oktober 2020

Brødreodyssé

Oktober på Island. I 2016. Det år og i netop den måned hærgede den eks-tropiske orkan Matthew i nogle dage øen med store mængder nedbør og kraftige vindstød af orkanstyrke. I dagevis styrtede regnen ned særlig i den sydøstlige del af sagalandet. Lige netop i det område, vi de næste dage på vejen fra Seydisfjordur mod Reykjavik skulle køre igennem. 

I takt med, at det blev ved med at regne, steg vandstanden i floderne naturligvis også. Det kunne resultere i, at floderne gik over deres bredder. Der var risiko for mudderskred og underminering af veje. Radioen meldte om fjeldskråninger, der skred ned i dalene og ud over landevejene i det område, vi skulle køre igennem. Og vi skulle jo helst i tide komme frem til Reykjavik og Keflavik for at nå flyveren tilbage til København. På vejen skulle vi køre over de udstrakte flade smeltevandssletter i Sydisland. Ville sletterne være farbare? Vi var på brødreodyssè i Nordatlanten. Min bror Leif Emil og jeg. 

Jeg var taget af sted med tog fra Kolding til København, hvorfra jeg sammen med Leif entrerede rutemaskinen til færøske Torshavn, hvor vi havde planlagt at opholde os i 4 dage. Tiden brugte vi til at opleve den færøske natur og kultur. Vi tog med lokalbusser over fire færøske øer til Klaksvig og retur, brugte de gratis bybusser til at krydse igennem alle dele af Torshavn og omegn. Vi stod af og på bybusserne, som vi lystede og oplevede byens og omegnens mange spændende seværdigheder.

Den rigtige måde at ankomme til Island på er med skib, derfor tog vi efter opholdet i Torshavn videre med færge over Nordatlanten til Islands østligste by Seydisfjordur. Vi oplevede indsejlingen til Seydisfjordur nøjagtig som beskrevet af Kristin Marja Baldursdóttir i romanen ”Karitas. Uden titel”. 

”Sejladsen ind i den fortryllende stille, dybe og blå fjord havde en sælsom virkning på passagererne. Hvilket ikke var så sært, for det var som at sejle ind i selveste guddommen. Folk kunne ikke få et ord frem, betragtede bare i tavshed bjerge og kendemærker, og da en kirke på en lille landtange kom til syne på højre hånd, sank de, der var på vej hjem, en klump for at skjule, hvor bevægede de var”. 

Lige netop sådan oplevede vi en tidlig morgen sejladsen gennem fjorden og ankomsten til Seydisfjordur. I Seydisfjordur skulle vi bo nogle dage og hente den lejede bil for efterfølgende at afslutte odyssèen med at køre de mere end 1000 km gennem Islands robuste landskaber fra Seydisfjordur i øst, syd om indlandsgletsjeren Vatnajøkull til Reykjavik og Keflavik i vest. 

Heldigvis nåede vejret at blive bedre, regnen hørte op, og vi kunne komme af sted som planlagt. Det blev en tur med store oplevelser i Islands vidunderlige åbne, rene og fri natur.

Morgensol over sorte sandstrande, på fuglefjeldene, på den naturligt forekommende mangekantede søjlebasalt og på de troldelignende havmonolitter ved den lille sydkystby Vik. Oplevelserne, både i Vik og alle de andre steder vi besøgte, stod i kø. 

Turen over de uendeligt lange flade smeltevandssandurer, hvor de mange vandløb transporterer sort sand, der stammer fra asken fra de seneste udbrud fra vulkanerne, der gemmer sig under indlandsgletsjernes tunge isskjold. Støvregnen fra faldknuste vanddråber fra det gyldne vandfald, Gullfoss.

Gejseren Strokkur der med korte mellemrum med høje vand- og dampsprøjt viser sin glæde ved, at den har overtaget sprøjtejobbet efter den nu slumrende nabo Geysir, der har givet navn til alverdens springkilder, gejserne.

Turen over det tektoniske vidunderlandskab Tingvalla, hvor lodrette bevægelser i jordskorpen har skabt et unikt landskab med dybe søer, enormt lange næsten retlinede strækrevner i jorden og stejle lodrette klippesider.

Det hele er opstået, fordi kilometerlange og kilometerbrede kæmpe jordklodser er sunket ned i jordskorpens dyb, mens andre klodser er presset op. Alt sammen er det en følge af, at Island ligger tværs over den revne i jordskorpen, der er resultatet af, at fastlandene Europa og Amerika flyder fra hinanden. Atlanterhavet bliver år for år bredere og bredere. Island dannes løbende af materiale fra jordens indre, der stiger op gennem den atlantiske revne i jordskorpen.

På Tingvallaslettens spændende tektoniske landskab mødtes vikingerne og deres senere efterkommere foran den stejle lovsigerklippe hvert år til Alting. Verdens første, men dog ikke demokratiske parlamentariske forsamling.

På turen i Island var jeg i godt selskab med den på Island dengang bosiddende niece Nanna og hendes forældre, lillebror Leif og Kirsten. Mange gode fælles oplevelser blev sat ind i nethindebanken. Alting har en ende, også brødreodyssèer i Nordatlanten. Efter 11 fantastiske dage måtte vi hjemad. Ikke med uld i mund, men med uldtrøjer i indkøbsposerne til brug i den tilstundende danske vinter.

Her fire år efter er alting forandret. Vi har ikke siden 2016 rigtig haft kolde vintre, så det er få dage om året, uldtrøjerne er i brug. Coronaen har sat sine spor. Vi kan ikke længere frit rejse ud. Og jeg kan ikke frit besøge min bror, der efterfølgende denne tur nu på grund af sygdom har måttet tage ophold på et plejehjem, hvis helt rimelige besøgsrestriktioner for tiden forhindrer mig i frit at kunne besøge ham.

Hvor er jeg taknemmelig for, at vi nåede vores nordatlantiske odyssé sammen. Og så er jeg glad for, at jeg på tidligere ture har oplevet den fantastiske natur og de fantastiske landskaber i Vest- og Nordisland. Det er gode minder at have, men minderne giver også abstinenser i forhold til frit at kunne rejse ud og opleve vores vidunderlige verden.

Bølgen tordner ud hans navn

På havnen i Assens står en ungdommelig, stovt og rank sømand. Han vender front mod byen, men hans blik lader ane de mange gange, han i sin barn- og ungdomstid her fra molen har skuet ud over Lillebælts strømrige viltre vande mod fjerne horisonter. Den følgende fortælling om denne vidtskuende sømand trækker fra Assens tråde nordover til Wedellsborg i Husby Sogn samt Minendal og Emtekær i Tanderup Sogn.

Det er den imposante statue af den berømte danske søhelt Peter Willemoes, der fra sin piedestal på havnekajen i Assens retter tankerne mod fjernere og mere vildsomme egne end den runde og bløde egn, han voksede op i på Vestfyn. Havet virkede dragende på ham, og havet blev hans skæbne og hans død.

 

Peter Willemoes blev født i en fornem bindingsværksgård på hjørnet af Østergade og Kindhestegade i Assens i maj 1783, som femte barn ud af en søskendeflok på 12 børn. De tre første i søskendeflokken blev født på gården Minendal i Tanderup Sogn. Gården ligger der endnu lige op af landevejen mellem Assens og Middelfart nær det sted, hvor vejen mod Gelsted går af. De resterende 9 søskende blev som Peter født i Assens.

Peter Willemoes var søn af Christen Willemoes, der stammede fra egnen mellem Holstebro og Struer, hvor han blev født i 1736. Moderen var Christiane født i 1753 i en forpagterfamilie på Wedellsborg. Christen Willemoes blev forvalter på Wedellsborg og faldt for den 17 år yngre Christiane. Christen Willemoes havde fra 1768 forvalterbolig på den til Wedellsborg tilhørende gård Minendal. Her boede han til 1781 med Christiane og den første del af deres store børneflok. 

Christen Willemoes blev i 1781 udnævnt til amtsforvalter i Assens og Hindsgavl amter. Familien bosatte sig nu i Assens, hvor de sidste 9 børn inklusive Peter Willemoes blev født. I 1791 blev Christen Willemoes, som nu også kunne kalde sig kammerråd, amtsforvalter i Odense og Rugårds amter, hvorfor familien flyttede til Odense.

Men tilbage til den eventyrlystne Peter Willemoes. Han blev som 12-årig uddannet til  søkadet. Knap fyldt atten år fik han under slaget på Københavns Red 2. april 1801 kommandoen over en åben kanonflåde med 24 kanoner. Kanonflåden kom i kamp med selveste den engelske admiral Nelsons linjeskib ”Elephant” og kæmpede bravt mod overmagten i 3 timer, hvorefter Willemoes måtte lade kanonflådens ankertove skære over, så flåden kunne drive væk fra kampen.

Willemoes blev efter søslaget hos det københavnske borgerskab og specielt den kvindelige del enormt populær. Man så i ham – den unge, uerfarne, men begejstrede og pligtopfyldende søofficer – et symbol for den kamp den danske flåde med nogen held havde ført mod stormagten England. I solidarisk begejstring satte borgerskabet deres hår á la Willemoes, der havde en frisure med nogle særlige sidekrøller. 

Der gik nogle år inden englænderne kom igen. Danmark var på Napoleons side og var derfor en torn i øjet på englænderne, der for at forstyrre Napoleons forsyningslinjer ønskede at lukke alle havne på det europæiske fastland. Disse år brugte Willemoes til at pleje sin udlængsel. Han deltog i et togt til Middelhavet. Hjemkommet herfra søgte han om tilladelse til at træde i russisk orlogstjeneste. Tilladelsen fik han og rejste derfor til Rusland.

Da englænderne igen i 1807 angreb Danmark, vendte Willemoes hjem fra Rusland og meldte sig til tjeneste. Han blev i september og oktober 1807 sat til at lede troppetransporterne mellem Langeland og Lolland. Det var i forbindelse med disse transporter, at Willemoes på godset Egeløkke på Langeland mødte N.F.S. Grundtvig, der på dette tidspunkt var huslærer på godset. Mødet med den jævnaldrende sympatiske søofficer gjorde et stort indtryk på Grundtvig, der allerede, mens Willemoes levede, skrev hyldestdigtet ”Kæmpevise om Willemoes” til ham. Som vi senere skal erfare var Grundtvig ikke den eneste digter, der skrev hyldestdigt om Willemoes. Det gjorde også en mere ydmyg lokal vestfynsk poet.

Willemoes løste opgaven med troppetransporterne på udmærket vis, derfor fik han i slutningen af december 1807 tjeneste på linjeskibet ”Prins Christian Frederik”. Dette skib havde opholdt sig i Norge, da englænderne efter deres forfærdelige terrorbombardement mod København og Københavns civilbefolkning den 2.- 4. september 1807 ranede den danske flåde.

”Prins Christian Frederik” skulle sikre troppetransporterne over Storebælt mod at blive generet af englænderne. På vej mod denne opgave møde ”Prins Christian Frederik” ud for Sjællands Odde en overlegen engelsk flåde bestående af 5 krigsskibe. Under den fægtning, der udviklede sig, faldt vores vestfynske søhelt Peter Willemoes. Hans og andre af de faldnes lig drev i land ved Sjællands Odde og blev begravet i Heltegraven ved Odden. Som smuk, romantisk, ung og ugift mand var Peter Willemoes beundret og feteret, ikke mindst af kvinderne. Nu var han pludselig borte. Faldet i heltemodig kamp for fædrelandet. Hans uventede og voldsomme død bevirkede nærmest landesorg.

En af dem, Willemoes' skæbne ramte særlig hårdt, var hans gode ven, digteren N. F. S. Grundtvig. Da Grundtvig i 1809 skrev sit smukke digt "De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav og Luften begyndte at gløde", havde han Willemoes i tankerne. Digtet står i dag på det vejrbidte mindesmærke over fællesgraven på Odden Kirkegård.

Men hov, jeg lovede ved fortællingens start, at der ville være tråde til fra Assens til både Wedellsborg, Minendal og Emtekær. Tråden til Emtekær mangler. Den tråd vil jeg nu væve ind i billedet af statuen på molen i Assens.

I Wedellsborgs nu nedrevne væverhus, der lå tæt op af portbygningen Adlerhus, boede fra 1868 væveren og digteren Lars Clausen. Lars Clausen blev født i 1841 i Sø-Søby nær Assens. Han var en hædret veteran fra den så ulykkeligt tabte Anden Slesvigske Krig i 1864. I 1868 blev han ansat som væver på Wedellsborg.

Lars Clausen var en kunstnerisk sjæl, der ud over det dagligdags vævearbejde ofte vævede de fineste damaskduge, men også kunstvæv med billeder, som forestiller henholdsvis ”Syndefaldet”, ”Jesus i Gethsemane Have” og ”Johannes Døberens dåb af Kristus”. Og så digtede han både på fynsk og rigsdansk. Nogle af hans digte kom i datidens aviser. Digtene på fynsk var nok hans bedste, derfor blev han ikke kendt ud over Fyn.

Lars Clausen var væver på Wedellsborg i 23 år, fra 1868 til 1891. Herefter flyttede han til Emtekær i Tanderup Sogn, hvor han efter gennem nogle år at have lidt af alvorlig hudkræft i brystet døde 52 år gammel i 1893. Han ligger begravet på Tanderup Kirkegård, hvor hans gravsten stadig står lige indenfor kirkegårdslågen. 

En vestfynsk journalist skrev for mere end 100 år siden følgende om Lars Clausen. Den fynske jævnhed med et lille smil nu og da er i særlig grad et kendemærke for Lars Clausen digtning. Gad vide om denne fynske jævnhed med et lille smil nu og da fortsat er noget, der karakteriserer fynboer? Nå, det kan og skal der vist ikke svares på. 

På trods af denne fynske jævnhed var det er dog alligevel Lars Clausen, som ved siden at tjene til dagen og vejen gennem sit hårde daglige slid ved væven, der digtede et imposant heltekvad om søhelten Willemoes. Et kvad der kan måle sig med Grundtvigs kæmpeviser. Hør blot!

Lig kæmperne fra hedenold

hver dansk matros

sig valgte død for fjendevold.

Næst ”Danmarks Juel” og Tordenskjold

var næppe èn så kæk og bold

som Willemoes:

Mens bølgen slår i takt mod stavn

og bærer bud fra havn til havn,

den hvisker, tordner ud hans navn

og ros!

Denne strofe indgår i Lars Clausens digt ”Ved søhelten Peter Willemoes hundredårsfest” fra 1883 skrevet i Væverhuset ved Wedellsborgs portbygning Adlerhus i anledning af 100-året for Peter Willemoes fødsel. Væverhuset er nu revet ned. Nær stedet det lå er opstillet en mindesten for Lars Clausen.

Willemoes har sin statue på molen i Assens, hvor han blev født. Lars Clausen har en mindesten ved Adlerhus. Og en gravsten på Tanderup Kirkegård nær Emtekær, hvor han levede sine sidste svære år. Lars Clausen levede og virkede i 25 år i det område, hvor Peter Willemoes mor Christiane blev født nær Wedellsborg, og hvor hun og Christen Willemoes boede på Minendal de første år af deres ægteskab og startede deres store familie med en børneflok på 12. Ikke sært, at Lars Clausen kunne skrive et indfølende heltekvad om den vestfynske søhelt Peter Willemoes.

Kniven for struben

Brødremenighedens Hotel, Christiansfeld

Tidligt om morgenen på en af de første forårsdage i juni 1963 gjorde personalet på det eksklusive Skodsborg Badesanatorium nær Vedbæk i Nordsjælland nogle makabre fund.

Først fandt de i sanatoriets værelse 340 Henrik von Kauffmann i en kæmpe blodpøl. Hans hals var skåret over helt ind til nakkehvirvlerne. Henrik Kauffmann var ikke en hr. hvem som helst. Han havde tidligere været Danmarks ambassadør i Washington under 2. Verdenskrig. Med begrundelsen at Danmark var besat af Tyskland, underskrev han midt under krigen uden at konsultere den danske regering Grønlandstraktaten i 1941 og gav dermed amerikanerne adgang til Grønland, herunder at anlægge baser der.

 

Men plejernes dystre oplevelser om morgenen den 5. juni var ikke forbi. I et tilstødende badeværelse fandt de Kauffmanns hustru Charlotte liggende død i badekarret med en 28 centimeter lang udbenerkniv kilet ind i brystet.

 

Henrik Kauffmann var indlagt på Skodsborg Badesanatorium hærget af galopperende tarmkræft. Drabet på ham blev betragtet som et medlidenhedsdrab udført af hustruen, der så efterfølgende angiveligt skulle have begået selvmord med drabskniven. I dagene og ugerne efter drabet var der i offentligheden megen snak, om drabet også indeholdt et element af jalousi, idet Henrik Kaufmann helt fra ungdommen skulle have haft et tæt forhold til Charlottes yngre søster Zilla Sears. Officielt blev mordet betragtet som et medlidenhedsdrab. Hvor om alting er, blev Kauffmannparret begravet side om side på Vedbæk Kirkegård.

 

Vedbæk Kirkegård

Men her slutter fortællingen om Kauffmann ikke. Henrik Kauffmann var nemlig ikke den eneste fra Kauffmann-familien, der havde fået sat en kniv for struben. Godt nok i overført betydning. Vi skal fra Vedbæk til egnene omkring Lillebælt. Christiansfeld, Kolding, Gudsø, Fredericia og Middelfart. Og vi skal cirka 100 år tilbage i tiden fra 1963, tilbage til ambassadør Kauffmanns bedstefar Heinrich Kauffmann.

 

Gudsø Vig

Henrich Kauffmann var officer og højtstående medlem af den danske hærs generalstab i den ulykkelige krig 1864. Kauffmann havde deltaget som dansk officer under Treårskrigen 1848-50 blandt andet i slagene ved Kolding, Gudsø og Fredericia. Han var med igen i 1864. Efter de forfærdelige og blodige kampe først på Dybbøl Banke den 18. april 1864, hvor Danmark mistede 1700 mand og efterfølgende endnu et blodbad på Als den 29. juni, måtte Danmark bide i det sure æble og indlede våbenstilstandsforhandlinger.

 

Våbenstilstandsforhandlingerne blev ført på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. Det fremgår af en mindetavle på hotellets gavl. Her på det historiske hotel forhandlede danske oberst Heinrich Kaufmann natten mellem den 17. og 18. juli 1864 med den preussiske oberstløjtnant Gustav von Stiehle. Kauffmann fik kniven sat for struben. Den danske hær var løbet over ende, og hele Jylland var besat. Den danske regering havde afvist alle kompromisforslag fremsat af de europæiske stormagter. Nu var der ikke andet at gøre end at få stoppet kampene og indgå en betingelsesløs våbenhvileaftale. Som bekendt førte våbenhvileaftalen til, at der senere i efteråret 1864 blev indgået en fredsaftale, der resulterede i, at Danmark måtte afgive hertugdømmerne fra Kongeåen til Altona nær Hamborg. Det er nok værd at bemærke, at det fortsat er muligt at overnatte i Våbenhvileværelset – værelse nr. 7 – på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld.

 

Grimmerhus, Middelfart

Afslutningen på fortællingen finder vi på Middelfart Vestre Kirkegård tæt op af den historicistiske bygning Grimmerhus, der nu huser kunstmuseet Clay. Clay er altid et besøg værd, og så kan man ved samme lejlighed besøge den nærliggende Vestre Kirkegård. Her på kirkegården står en mindesten over Heinrich Kauffmann, en noget mere imposant mindesten end gravstenen over barnebarnet Henrik Kauffmann på Vedbæk Kirkegård.

 

Mindestele for Heinrich Kauffmann, Middelfart Vestre Kirkegår

Heinrich Kauffmann var nemlig gift med en datter af kammerherre Niels Basse Fønss til Hindsgavl. Heinrich Kauffmann og den 11 år yngre Jensine Louise Basse Fønss blev gift i juni 1851. De havde gennem tiden bopæl blandt andet i København og forskellige steder i Slesvig alt efter Heinrich Kaufmanns forskellige stillinger. Deres sidste år levede de på Grimmerhus, der oprindelig er bygget som enkesæde for Hindsgavl.

 

Jensine Louise døde i februar 1904, mens Heinrich Kauffmann døde året efter i juni 1905. Blandt deres børnebørn var Henrik Kauffmann, der havde et spændende og begivenhedsrigt liv i diplomatiets tjeneste og som fik et så blodigt og ulykkeligt endeligt.

 

Fortællingen om Kauffmannfamilien spinder tråde over Lillebælts tvende kyster. Tråde mellem Christiansfeld, Middelfart, Fredericia, Gudsø og Kolding. Sådan kan der komme en fortælling ud af at have et geografisk-historisk-kulturelt perspektiv.

Ib Hansen, 6. oktober 2020

 

Fynsk så det synger - hjemstavnen set gennem forfatterbriller

Margeritruterne ud over det ganske land giver mangeartede oplevelser af de utroligt forskellige danske landskaber. En helt særlig fin landskabelig oplevelse giver turen gennem min vestfynske hjemegn ad bivejene fra Gamborg over Tybrind og Husby til Sandager så nær på Lillebæltskysten som muligt. Denne helt særlige oplevelse af samspillet mellem vand og land, bakker og dale og de store skove vekslende med åbne vidder har gennem tiderne inspireret mange forfattere.

Den gudbenådede fortæller nobelpristageren Henrik Pontoppidan har  i 1893 beskrevet egnene omkring den nordlige del af Lillebælt på følgende måde:

"Når Lillebælts stride strøm har bugtet sig forbi Middelfart og Snoghøj og rundt om Hindsgavl, breder den sig et øjeblik i indløbet til Kolding Fjord og snævres så atter ind i løbene omkring Fænø og mellem Stenderup Hage på den jyske kyst og den lange halvø Fønsskov på Fyns kyst. Det er, som om strømmen ville bryde sig vej gennem denne sidste, men den kommer ikke frem og fanges ligesom marsvinene i bunden af den smalle Gamborg Fjord; til gengæld skærer den sig ordentlig ind med brede bugter i kysten syd for Føns. Den største af disse Bugter er Tybrind Vig, som mod syd begrænses af det høje Iversnæs, hvor Wedellsborg ligger mellem prægtige skove og skuer ud over alt sit tilliggende af land og vand, over øerne ude i bæltet, Brandsø og Bågø, og herregårdene inde på kysten og oppe i landet, Sparretorn, Tybrind, Minendal, Billeskov og Orelund.” 

I 1948 giver forfatteren og højskolelæreren Olaf Andersen en umådelig rammende og utrolig smuk beskrivelse af egnene omkring Tybrind, Ørslev og Husby: 

"..Over den sumpede flade slår tusinder af fuglestemmer sammen i luften - rødben og ryle, tornskade og blåmejse, længere borte tumler en flok hejrer i svævende flugt. Helt ude ved stranden færdes den skønne præstekrave med de hvide striber omkring halsen... Kommer man oppe fra bakkeryggen, føler man dybt den landskabelige modsætning: hist oppe jordbølgernes evige uro, her nede den store grønne flade med sin velgørende stemning af ensomhed og fjernhed. Og under den lille landsby Eskør udmunder Hybæk i en kanal, der får en til at tænke på lagunelandskaber i andre egne af landet...Ude i det åbne, jævne bondeland løfter Husby Kirke sit ejendommelige tårn... udstyret med en bred spåntækket løgkuppel og gennembrudt spir...Og mere nordlig ligger i Ørslev Sogn den dejlige Hybæks Vandmølle. Dens skønne og velholdte bindingsværkshuse, som er adskilleligt over 100 år gamle, falder herligt sammen med de omgivende blomsterklædte enge og de mørke skovbanker i baggrunden..."

Her er noget at lære, når det gælder medrivende stemningsbeskrivelser! Bare det at han betegner min hjemstavns bakkede moræneland som "jordbølger". En sådan landskabsbeskrivelse kan næsten ikke gøres mere rammende og meget smukkere.

Og dog! Det skulle da lige være læreren og ordekvilibristen Palle Laurings beskrivelse fra 1957 af egnen mellem stationsbyen Gelsted og Håre i Tanderup Sogn. Hør blot! I landskabsbeskrivelsen af området ved Hylkedam synger københavneren Lauring med et sprog, der minder om fynboernes måde at synge med englene på:

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.”

Der er masser af smukke beretninger om det vestfynske land og egnene på begge sider af Lillebælt. Det er spændende og dejlig læsning. Endnu dejligere er det at kombinere læsningen med oplevelser på fodture i de beskrevne områder.