tirsdag den 6. oktober 2020

Kniven for struben

Brødremenighedens Hotel, Christiansfeld

Tidligt om morgenen på en af de første forårsdage i juni 1963 gjorde personalet på det eksklusive Skodsborg Badesanatorium nær Vedbæk i Nordsjælland nogle makabre fund.


Først fandt de i sanatoriets værelse 340 Henrik von Kauffmann i en kæmpe blodpøl. Hans hals var skåret over helt ind til nakkehvirvlerne. Henrik Kauffmann var ikke en hr. hvem som helst. Han havde tidligere været Danmarks ambassadør i Washington under 2. Verdenskrig. Med begrundelsen at Danmark var besat af Tyskland, underskrev han midt under krigen uden at konsultere den danske regering Grønlandstraktaten i 1941 og gav dermed amerikanerne adgang til Grønland, herunder at anlægge baser der.

 

Men plejernes dystre oplevelser om morgenen den 5. juni var ikke forbi. I et tilstødende badeværelse fandt de Kauffmanns hustru Charlotte liggende død i badekarret med en 28 centimeter lang udbenerkniv kilet ind i brystet.

 

Henrik Kauffmann var indlagt på Skodsborg Badesanatorium hærget af galopperende tarmkræft. Drabet på ham blev betragtet som et medlidenhedsdrab udført af hustruen, der så efterfølgende angiveligt skulle have begået selvmord med drabskniven. I dagene og ugerne efter drabet var der i offentligheden megen snak, om drabet også indeholdt et element af jalousi, idet Henrik Kaufmann helt fra ungdommen skulle have haft et tæt forhold til Charlottes yngre søster Zilla Sears. Officielt blev mordet betragtet som et medlidenhedsdrab. Hvor om alting er, blev Kauffmannparret begravet side om side på Vedbæk Kirkegård.

 

Vedbæk Kirkegård

Men her slutter fortællingen om Kauffmann ikke. Henrik Kauffmann var nemlig ikke den eneste fra Kauffmann-familien, der havde fået sat en kniv for struben. Godt nok i overført betydning. Vi skal fra Vedbæk til egnene omkring Lillebælt. Christiansfeld, Kolding, Gudsø, Fredericia og Middelfart. Og vi skal cirka 100 år tilbage i tiden fra 1963, tilbage til ambassadør Kauffmanns bedstefar Heinrich Kauffmann.

 

Gudsø Vig
Gudsø Vig

Henrich Kauffmann var officer og højtstående medlem af den danske hærs generalstab i den ulykkelige krig 1864. Kauffmann havde deltaget som dansk officer under Treårskrigen 1848-50 blandt andet i slagene ved Kolding, Gudsø og Fredericia. Han var med igen i 1864. Efter de forfærdelige og blodige kampe først på Dybbøl Banke den 18. april 1864, hvor Danmark mistede 1700 mand og efterfølgende endnu et blodbad på Als den 29. juni, måtte Danmark bide i det sure æble og indlede våbenstilstandsforhandlinger.

 

Våbenstilstandsforhandlingerne blev ført på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. Det fremgår af en mindetavle på hotellets gavl. Her på det historiske hotel forhandlede danske oberst Heinrich Kaufmann natten mellem den 17. og 18. juli 1864 med den preussiske oberstløjtnant Gustav von Stiehle. Kauffmann fik kniven sat for struben. Den danske hær var løbet over ende, og hele Jylland var besat. Den danske regering havde afvist alle kompromisforslag fremsat af de europæiske stormagter. Nu var der ikke andet at gøre end at få stoppet kampene og indgå en betingelsesløs våbenhvileaftale. Som bekendt førte våbenhvileaftalen til, at der senere i efteråret 1864 blev indgået en fredsaftale, der resulterede i, at Danmark måtte afgive hertugdømmerne fra Kongeåen til Altona nær Hamborg. Det er nok værd at bemærke, at det fortsat er muligt at overnatte i Våbenhvileværelset – værelse nr. 7 – på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld.

 

Grimmerhus, Middelfart

Afslutningen på fortællingen finder vi på Middelfart Vestre Kirkegård tæt op af den historicistiske bygning Grimmerhus, der nu huser kunstmuseet Clay. Clay er altid et besøg værd, og så kan man ved samme lejlighed besøge den nærliggende Vestre Kirkegård. Her på kirkegården står en mindesten over Heinrich Kauffmann, en noget mere imposant mindesten end gravstenen over barnebarnet Henrik Kauffmann på Vedbæk Kirkegård.

 

Mindestele for Heinrich Kauffmann, Middelfart Vestre Kirkegår

Heinrich Kauffmann var nemlig gift med en datter af kammerherre Niels Basse Fønss til Hindsgavl. Heinrich Kauffmann og den 11 år yngre Jensine Louise Basse Fønss blev gift i juni 1851. De havde gennem tiden bopæl blandt andet i København og forskellige steder i Slesvig alt efter Heinrich Kaufmanns forskellige stillinger. Deres sidste år levede de på Grimmerhus, der oprindelig er bygget som enkesæde for Hindsgavl.

 

Jensine Louise døde i februar 1904, mens Heinrich Kauffmann døde året efter i juni 1905. Blandt deres børnebørn var Henrik Kauffmann, der havde et spændende og begivenhedsrigt liv i diplomatiets tjeneste og som fik et så blodigt og ulykkeligt endeligt.

 

Fortællingen om Kauffmannfamilien spinder tråde over Lillebælts tvende kyster. Tråde mellem Christiansfeld, Middelfart, Fredericia, Gudsø og Kolding. Sådan kan der komme en fortælling ud af at have et geografisk-historisk-kulturelt perspektiv.


Ib Hansen, 6. oktober 2020

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar