Fynsk så det synger - hjemstavnen set gennem forfatterbriller

Margeritruterne ud over det ganske land giver mangeartede oplevelser af de utroligt forskellige danske landskaber. En helt særlig fin landskabelig oplevelse giver turen gennem min vestfynske hjemegn ad bivejene fra Gamborg over Tybrind og Husby til Sandager så nær på Lillebæltskysten som muligt. Denne helt særlige oplevelse af samspillet mellem vand og land, bakker og dale og de store skove vekslende med åbne vidder har gennem tiderne inspireret mange forfattere.

Den gudbenådede fortæller nobelpristageren Henrik Pontoppidan har  i 1893 beskrevet egnene omkring den nordlige del af Lillebælt på følgende måde:

"Når Lillebælts stride strøm har bugtet sig forbi Middelfart og Snoghøj og rundt om Hindsgavl, breder den sig et øjeblik i indløbet til Kolding Fjord og snævres så atter ind i løbene omkring Fænø og mellem Stenderup Hage på den jyske kyst og den lange halvø Fønsskov på Fyns kyst. Det er, som om strømmen ville bryde sig vej gennem denne sidste, men den kommer ikke frem og fanges ligesom marsvinene i bunden af den smalle Gamborg Fjord; til gengæld skærer den sig ordentlig ind med brede bugter i kysten syd for Føns. Den største af disse Bugter er Tybrind Vig, som mod syd begrænses af det høje Iversnæs, hvor Wedellsborg ligger mellem prægtige skove og skuer ud over alt sit tilliggende af land og vand, over øerne ude i bæltet, Brandsø og Bågø, og herregårdene inde på kysten og oppe i landet, Sparretorn, Tybrind, Minendal, Billeskov og Orelund.” 

I 1948 giver forfatteren og højskolelæreren Olaf Andersen en umådelig rammende og utrolig smuk beskrivelse af egnene omkring Tybrind, Ørslev og Husby: 

"..Over den sumpede flade slår tusinder af fuglestemmer sammen i luften - rødben og ryle, tornskade og blåmejse, længere borte tumler en flok hejrer i svævende flugt. Helt ude ved stranden færdes den skønne præstekrave med de hvide striber omkring halsen... Kommer man oppe fra bakkeryggen, føler man dybt den landskabelige modsætning: hist oppe jordbølgernes evige uro, her nede den store grønne flade med sin velgørende stemning af ensomhed og fjernhed. Og under den lille landsby Eskør udmunder Hybæk i en kanal, der får en til at tænke på lagunelandskaber i andre egne af landet...Ude i det åbne, jævne bondeland løfter Husby Kirke sit ejendommelige tårn... udstyret med en bred spåntækket løgkuppel og gennembrudt spir...Og mere nordlig ligger i Ørslev Sogn den dejlige Hybæks Vandmølle. Dens skønne og velholdte bindingsværkshuse, som er adskilleligt over 100 år gamle, falder herligt sammen med de omgivende blomsterklædte enge og de mørke skovbanker i baggrunden..."

Her er noget at lære, når det gælder medrivende stemningsbeskrivelser! Bare det at han betegner min hjemstavns bakkede moræneland som "jordbølger". En sådan landskabsbeskrivelse kan næsten ikke gøres mere rammende og meget smukkere.

Og dog! Det skulle da lige være læreren og ordekvilibristen Palle Laurings beskrivelse fra 1957 af egnen mellem stationsbyen Gelsted og Håre i Tanderup Sogn. Hør blot! I landskabsbeskrivelsen af området ved Hylkedam synger københavneren Lauring med et sprog, der minder om fynboernes måde at synge med englene på:

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger, hvor er det frodige milde Fyn? Det land, der er vanskeligere at få fat i, end man ville tro.”

Der er masser af smukke beretninger om det vestfynske land og egnene på begge sider af Lillebælt. Det er spændende og dejlig læsning. Endnu dejligere er det at kombinere læsningen med oplevelser på fodture i de beskrevne områder.