Geværskud. Hundeglammen. Euforiske stemmer. Skarpe lyde på en kølig novemberdag. Lyde der bredte sig langvejs væk ud over landskabet.
”Mand nede”
Sådan lød pludselig et gjaldende råb ud over landskabet ved Håre Mark nær Tanderup på Vestfyn.
Øjeblikkelig blev der helt stille. Ingen skud. Ingen råb. Selv hundene holdt op med at glamme. En unaturlig stilhed bredte sig over klapjagtsområdet. Jægerkæde og klapperkæde gik i opløsning. Opskræmte fugle fløj på flaksende vinger væk fra området. Fortumlede harer hoppede i høj fart sik-sakkende i sikkerhed. Jægere og klappere løb straks til stedet, hvorfra råbet havde lydt. Ganske rigtigt. Her lå en mand næsegrus fladt ned mod jorden.
En af jægerne søgte efter puls, men fandt ingen. Godslægen fra Liljedal nær Tybrind blev tilkaldt. Han kunne blot konstatere, at døden var indtruffet, hvorfor birkedommeren fra Kællingebjerg efterfølgende kunne udstede en dødsattest. Dødsattesten angiver et hjerteslag som dødsårsag. Den afdøde blev samme dag ført til Wedellsborg Slotskapel. Det var mandag den 3. november 1913.
Klapjagten havde sit udgangspunkt fra Tybrind Slot, hvor lensgreven på Wedellsborg Bendt Wedells (1840-1922) søn grev Julius boede. Grev Julius (1881-1963) blev efterfølgende lensgreve på Wedellsborg og er den nuværende lensgreve Bendt Wedells farfar.
Den hjerteslagsramte afdøde var den amerikanske forfatter Price Collier (1860-1913), der var ven af og gæst hos grev Julius, som han havde mødt i London. Price Collier var på daværende tidspunkt med sin familie bosiddende i London, fordi han var blevet europæisk redaktør af det amerikanske tidsskrift ”Forum”. Grev Julius var ansat i det danske diplomati og var fra 1908 til 1912 attaché i London.
Price Collier var født i Iowa i USA. Som barn havde han levet i både England og Schweiz og var derfor fortrolig med europæiske sprog og kultur. Han startede sine studier ved Leipzig Universitet i Tyskland og fortsatte på det anerkendte Harvard Universitet i Boston i USA. Price Collier havde som officer deltaget i den spansk-amerikanske krig i 1898.
I Tanderup Sogns kirkebog noterede pastor Hansen om Price Colliers dødsfald, at afdøde var forfatter indenfor områderne socialøkonomi og geografi. Det er ganske rigtigt. Udover romaner og beskrivelser af forskellige idrætsgrene, skrev Price Collier en række bøger om folk og lande, som for eksempel ”Amerika og amerikanerne set med franske øjne”, ”England og englænderne set med amerikanske øjne” og et større værk om Tyskland ”Germany and Germans”. Det sidste værk skulle jo snart vise sig at blive sørgelig aktuel, da verdenskrigen udbrød i 1914, 9 måneder efter hans pludselige død på Håre Mark. Hans bøger og analyser af lande og folk var vidt udbredte. I den engelsksprogede avis ”Sanct Thomæ Tidende” i den danske koloni De Vestindiske Øer blev han i en artikel den 26.marts 1913 blandt andet citeret for følgende udsagn om Tyskland og tyskere. Et udsagn som efterfølgende desværre viste sig at ramme alt for tæt på virkeligheden. Han udtalte, at tyskernes styrke ikke fandtes i deres flåde, ikke i deres hær, ikke i deres tusindtallige industriarbejdsstyrke, ikke i deres filosoffer, ikke i deres lærere og ej heller i deres dygtige musikere. Tysklands styrke, mente han, fandtes i de stille enkle hjem og i tyskernes selvopofrende loyalitet.
Hans interesse for og beretninger om lande og folk var det, der havde bragt ham til Danmark. Han havde tænkt sig at skrive en beretning om Skandinavien og de skandinaviske folk, derfor havde han planlagt gennem længere tid at nyde godt af sit venskab med grev Julius og benytte Tybrind Slot som basis for sine studier af Danmark og danskerne.
Price Collier startede sit besøg i Danmark i slutningen af oktober 1913. Inden han rejste til Tybrind besøgte han i København den amerikanske gesandt, som var hans gode ven. Under opholdet i København boede han på Hotel d´Angleterre, hvilket Avisen København den 1. november 1913 fandt anledning til at meddele sine læsere. Det var værd at omtale, når en kendt amerikansk forfatter kom til byen.
Den 3. november 1913 blev der sat en brat stopper for Price Colliers planer om at skrive en beretning om Skandinavien, Danmark og danskerne. Hans lig blev bragt til Wedellsborg Slotskapel, hvorfra hans bisættelse fandt sted få dage efter, da hans hustru, to voksne døtre, en stedsøn og en svigerdatter var ankommet til Wedellsborg fra London. Bisættelsen blev foretaget af pastor Wolf fra Husby, der talte på engelsk, ligesom der også blev sunget salmer på engelsk. Herefter blev kisten ført til Ejby Station for med tog at blive bragt til København, hvor liget blev kremeret den 6. november med henblik på, at urnen efterfølgende kunne bringes til USA og gravsættes der.
Fru Collier og familien opholdt sig i forbindelse med bisættelsen på Tybrind Slot. Ifølge avisforlydender skulle fru Collier have givet cirka 1000 kr. i drikkepenge til slottets ansatte, et i datiden formidabelt beløb.
Sådan endte Price Colliers ophold på Vestfyn nok så dramatisk. Det kunne have været spændende at læse hans beretning om Danmark og danskerne set med en amerikaners øjne. Sådan skulle det ikke blive, men nogle dage i november 1913 kom Håre Mark på alles læber i lokalområdet og blev omtalt i alle landets aviser.
Det er nogle dramatiske fortællinger du har fra din hjemegn.
SvarSletStakkels mand - eller måske mere familien; for ham er det jo gået hurtigt - men det er meget godt, at man ikke kender dagen eller timen for, hvornår man skal herfra.
For ham er lyset nok lige blevet slukket i et nu.
SvarSlet