Kvinder og verden

”Hvad er barnets navn?”

Det spørgsmål stillede præsten ved en lørdagsdåb i Husby Kirke på Vestfyn. Præsten havde nok ingen forestilling om, at den lille pige skulle vokse op til blive en vigtig kvindelig rollemodel.

Pigen blev senere lægeuddannet og blev en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere.

Dåben fandt sted lørdag den 20. marts 1875. Pigen var født som julebarn den 25. december 1874 på Vosegård i Eskør nær Husby.

Hvorfor kom jeg her midt på sommeren næsten 150 år efter til at tænke på pigen fra Vosegård?

Det gjorde jeg af forskellige årsager. Som censor ved læreruddannelsen oplevede jeg i juli et bachelorprojekt i geografi, der igen gjorde opmærksom på kønsforskelle i forhold til naturfagene. Den studerende bag bachelorprojektet havde i forbindelse med udarbejdelsen af sit projekt mødt flere piger i folkeskolens ældste klasser, der selv fortalte, at de mentalt havde meldt sig helt ud i forhold til naturfagsområdet.

Samtidig er jeg bekendt med de udfordringer, Danmark står overfor i forhold til, at vi indenfor fagområderne naturvidenskab, ingeniørvidenskab, matematik og teknologi massivt mangler medarbejdere.

Fremskrivninger viser, at Danmark i 2025 vil mangle cirka 10.000 uddannede indenfor disse fag. Kun en tredjedel af de studerende på videregående uddannelser på disse fagområder er kvinder. Særlig fag som fysik og computer sciences synes at have vanskeligt ved at tiltrække og fastholde kvinder.

Optagelserne til de videregående uddannelser i 2021 har dog været et lille lyspunkt. Optaget af kvinder til de nævnte fagområder er steget med 10%, men det er som nævnt fra et meget lavt udgangspunkt. Hvis endnu flere piger og kvinder blev interesserede i naturfagsområderne og uddannelsesmæssigt holdt fast i en sådan interesse, kunne det være en del af løsningen på de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor. Der er derfor meget at gøre endnu på områderne erhvervs- og uddannelsesvalg.

Jeg fik den tanke, om kendskab til kvindelige rollemodeller indenfor naturvidenskab og forskning kunne være en af vejene til større lighed i uddannelsesvalget. Det var en tanke affødt både af min censoroplevelse og min nylige læsning af Eva Tinds storslåede biografiske skønlitterære roman ”Kvinden der samlede verden”. Romanen handler om videnskabskvinden Marie Hammer (1907-2002). Marie Hammer kunne måske med udgangspunkt i denne spændende skønlitterære oplevelse blive en vigtig kvindelig rollemodel. Mere om Eva Tinds roman senere.

Jeg besluttede ud fra alle disse oplevelser at lave en fortælling med eksempler på interessante kvindelige naturvidenskabelige rollemodeller. Så tilbage til naturvidenskabskvinden, der blev født og voksede op på en gård blot en kilometer fra mit barndomshjem i Husby.

Stofskiftet og ernæringens betydning

”Birthe Marie Jørgensen”.

Sådan lød svaret på det spørgsmål præsten som nævnt stillede i Husby Kirke en lørdag i marts 1875.

Pigen Birthe Marie Jørgensen fra Vosegård blev fjorten år senere konfirmeret søndagen efter påske, den 28.april 1889. Hendes konfirmationen foregik i Husby Kirke, der også er min konfirmationskirke.

I kirkebogen er der som standpunkt for Birthe Marie Jørgensen indført ug i kundskab og mg i opførsel. På dette tidspunkt gav præsterne i folkekirken to standpunktskarakterer i forbindelse med konfirmationen. En i kundskab og en i opførsel. Birthe Marie viste altså kundskaber, som præsten gav betegnelsen ualmindelig godt (ug), mens hun i opførsel fik meget godt (mg), ligesom for øvrigt resten af holdet fik, og som konfirmationsholdene i Husby Kirke før og efter hendes konfirmation almindeligvis fik. Præsten havde vel styr på de unge mennesker! Og hvis han ikke havde, skulle det nok ikke frem i offentligheden.

Birthe Marie Jørgensen. Det er ikke det navn, hun blev kendt under. Hendes kaldenavn var Marie, og senere giftede hun sig til efternavnet Krogh.

Lad os først se lidt på hendes opvækst. En opvækst hvor hun kom til at opleve mange sorger. Som nævnt voksede hun op i Eskør på Vosegård, der dengang var en fæstegård under Wedellsborg Gods. Gården lå tæt på Tybrind Vig. Ejendommen er revet ned og er nu erstattet af et hus.

Fem af Maries søskende døde af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge.

Marie måtte dog vente længe på at starte sine studier, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter faderen Anders døde i februar 1895. Men som moden kvinde tog Marie senere til København og holdt en tid hus for sin broder og hans familie. Moderen Ane Jørgensen flyttede ind hos Maries 6 år ældre storesøster Kirsten, der i 1893 var blevet gift med dyrlæge Lorenz Hansen. Kirsten og Lorenz Hansen boede på Brendeløkke i Håre i Husbys nabosogn Tanderup. Her døde Ane 83 år gammel i maj 1920.

Imens Marie opholdt sig hos broderen begyndte hun at studere, og i 1901 blev hun 27 år gammel student fra N. Zahles Skole. Med studentereksamen i bagagen startede hun på at studere medicin og tog i 1907 medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet.

Allerede mens hun var universitetsstuderende, blev hun i 1905 gift med sin lærer, fysiologen August Krogh. De blev uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt og var gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger. Ægteparret planlagde at vente med at få børn, til hun i 1907 var færdig med sin lægeuddannelse. Ægteskabet resulterede herefter i fire børn.

Mens børnene var små, prioriterede Marie Krogh familien. Ægteskabet var præget af ægtefællens karriere som forsker. Gennem sit livslange virke som forsker bidrog August Krogh med skelsættende forskningsresultater inden for menneskets lungefunktion, kredsløb og vævenes iltforsyning. Derudover havde han en usædvanlig opfinderbegavelse, der gjorde ham i stand til at udtænke og udvikle nyt og avanceret forskningsudstyr. Han modtog i 1920 Nobelprisen for sin indsats.

På trods af en mand med international forskerkarriere og trods fire børn arbejdede Marie Krogh med forskning, undervisning og lægepraksis. Hun og hendes mand var begge optaget af menneskets fysiologi. Han som nævnt af legemets fysiske udfoldelse. Hun af stofskiftets og ernæringens betydning. Særlig vigtig for hende blev en fælles ekspedition til Grønland 1908, hvor de sammen undersøgte eskimoernes ernæring og stofskifte. Arbejdet blandt grønlænderne gav hende lyst til at realisere sin barndomsdrøm om at blive praktiserende læge. Marie Krogh indrettede derfor fra 1910 en lægepraksis i deres private bolig. Hendes indtægt bidrog stærkt til familiens økonomi, indtil ægtefællen fik fastere ansættelse.

Samtidig med sit arbejde som læge fortsatte Marie Krogh sine videnskabelige undersøgelser. I 1914 blev hun landets blot fjerde kvindelige dr.med. Det blev hun på værket ”Luftdiffusionen gennem Menneskets Lunger,” hvori hun undersøgte, om organismen under alle tænkelige forhold ville kunne forsynes med ilt alene ved diffusion. Diffusion er en vigtig proces ved åndedrættet, hvor vores organisme optager ilt og afgiver kuldioxid.

Marie Krogh bevægede sig i sit liv fra et landligt miljø i Husby til et internationalt forskermiljø i hovedstaden. Overalt formåede hun med klogskab, flid, viljestyrke og originalitet at yde en højt respekteret indsats. Marie og August Krogh var med til at placere København blandt de førende forskningscentre i samtiden. Især Marie Krogh markerede sig som formidler og deltager i den offentlige debat. Hun var fortaler for kvinders naturvidenskabelige uddannelse. I 1933 gik hun i et velargumenteret forslag ind for mere naturvidenskabelig undervisning til piger i gymnasiet.

Marie Krogh døde 69 år gammel i marts 1943. Marie og August Kroghs fire børn fik alle akademiske uddannelser. Den mest kendte er datteren Bodil Schmidt-Nielsen (1918 – 2015), der ligesom forældrene blev en anerkendt fysiolog. Hun blev i 1975 den første kvindelige præsident i det prestigefyldte selskab American Physiological Society.

Det var en kvindelig naturvidenskabelig rollemodel fra mit hjemsogn, men der er heldigvis andre gode danske kvindelige rollemodeller indenfor naturvidenskab. Vi fortsætter med en fra geologiens verden. En verden jeg i mange år som geografiinteresseret og geografiunderviser har haft en særlig interesse i.

Jordens indre kerne

Det er geodæten og seismologen Inge Lehmann (1888-1993), som er den næste kvindelige naturvidenskabelige rollemodel, jeg vil fortælle om.

Selvom Danmark er et lille land, er Inge Lehmanns bedrifter dog ikke tilsvarende mindre. Hun er nemlig den videnskabskvinde, der opdagede Jordens indre faste kerne. Hun har derfor en helt særlig plads internationalt i forhold til vores forståelse af den klode, vi lever på.

I modsætning til Marie Krogh, der blev født nær landsbyen Husby i et landligt miljø af ikke-akademiske forældre, blev Inge Lehmann i 1888 født i et akademisk miljø i København, som datter af psykologiprofessor Alfred Lehmann og hustru Ida Lehmann. Inges tidlige uddannelse fandt sted på den dengang meget progressive Hanna Adlers Fællesskole. Hanna Adler var moster til nobelpristageren Niels Bohr. Hendes skole var ikke-kønsopdelt, hvilket på dette tidspunkt var uhørt for skoler i større byer.

Efter studentereksamen blev Inge Lehmann optaget på matematikstudiet på Københavns Universitet. Da hun i 1920 var blevet cand. mag. i matematik, blev hun ansat ved det forskningsmatematiske laboratorium på Hamburg Universitet. Hun blev senere ansat ved universitetet i København, hvor hun blev assistent og ansat i Den Danske Gradmåling. Den Danske Gradmålings navn blev senere ændret til Geodætisk Institut, og Inge Lehmann blev i 1928 leder af den seismiske afdeling med titel af statsgeodæt.

Inge Lehmann kendte oprindelig ikke specielt meget til seismologi, men hun fattede stor interesse for området, satte sig grundigt ind i det og tog magisterkonferens i geodæsi. Hun var dengang den første kvinde, der blev statsgeodæt, og en af de første overhovedet, da det var et ganske ungt fag. Geodæsi er videnskaben om opmåling af jordens overflade og havbund. Faget har stor betydning for studiet af bevægelser i Jorden, den såkaldte geodynamik. I de senere år har gentagne, nøjagtige målinger af afstanden mellem kontinenterne givet et direkte bevis for kontinentaldriften, altså det at kontinenterne driver fra og mod hinanden. Kontinentaldriften vender jeg tilbage til, når jeg senere fortæller om rollemodellen Marie Hammer.

Jordens indre kerne var et af Inge Lehmanns forskningsobjekter, og efter studier af seismiske bølger gennem jorden argumenterede hun i 1936 for, at Jordens metalliske kerne ikke kun er flydende, men at den inderste del er fast.

Før Lehmanns opdagelse mente geofysikerne, at Jordens kerne var flydende og altså ens hele vejen igennem. Men Lehmann viste, at nogle af de jordskælvsbølger, hun havde observeret, ikke kunne forklares, med mindre Jordens inderste kerne var fast.

Hendes artikel i 1936 om Jordens indre faste kerne gav hende et store internationalt videnskabeligt gennembrud. Man interesserede sig i hele verden for hendes arbejde, mens hun havde svært ved at blive anerkendt her i landet. Lige modsat var det i USA. Her blev hun æresdoktor på Columbia Universitet, ligesom hun i 1971 modtog en stor geofysisk pris, Bowie-medaljen. Ingen kvinde havde nogensinde før modtaget denne. Mange andre anerkendelser fulgte over hele verden.

Efter sin pensionering fortsatte hun sit forskningsarbejde og skrev i en alder af 99 år sin sidste videnskabelige artikel.

Lehmann fik aldrig en ph.d.-grad eller en professortitel. Hun forblev ugift hele livet og døde i en alder af 104 år i 1993. I 2017 kom hun helt fortjent til ære og værdighed, idet der blev opstillet et monument til minde om hende på Frue Plads ved det gamle universitet i København. Monumentet har busten af Niels Bohr som sin nærmeste nabo på pladsen.

Forfatteren Lotte Kaa Andersen har skrevet en fantastisk biografisk roman om Inge Lehmann.

Når vi nu er ved geologien og kontinentaldriften, så lad os fortsætte i denne del af den naturvidenskabelige verden. Det var nemlig en dansk videnskabskvinde, der ud fra biologiske undersøgelser som en af de første fandt understøttende beviser i forhold til tyskeren Alfred Wegeners teori om, at Jordens landmasser engang har været samlet i ét kontinent, men gennem millioner af år har pladerne, som landmasserne ligger på flydt fra hinanden. Det samme gør sig gældende for pladerne under oceanerne. Oceanpladerne og kontinentpladerne flyder nogle steder fra hinanden, nogle steder mod hinanden og andre steder gnider de langs hinanden. Alt sammen medvirkende til vulkaner, jordskælv, bjergdannelse og meget andet.

Kvinden der samlede jorden

Den næste i min samling af naturvidenskabelige kvindelige rollemodeller er zoologen Marie Hammer.

Hende blev jeg interesseret i efter i foråret at have læst en meget rosende anmeldelse af Eva Tinds nyligt udkomne biografiske skønlitterære roman “Kvinden der samlede verden”. En bog jeg straks indkøbte og læste nærmest i et stræk. Den er en stærk skønlitterær bearbejdning og fortælling om naturvidenskabskvinden Marie Hammers liv.

Marie levede fra 1907 til 2002. Hun voksede op under beskedne kår og med meget pligtarbejde på den fraskilte moders gård i Nivå i Nordsjælland. Efter studentereksamen fra Rungsted Statsskole i 1926 påbegyndte hun et magisterstudium i zoologi, noget dengang usædvanligt for en kvinde. I 1930 blev hun inspireret til at indlede studier af et dengang helt nyt forskningsfelt, jordens mikrofauna.

Hun startede sine undersøgelser af jordens mikrofauna - og specielt de mikroskopiske små mosmider, der findes i alle verdensdele - med en rejse til Island i 1931. I 1933 fortsatte hun sine undersøgelser i Østgrønland, da det lykkedes hende at komme med på polarforskeren Knud Rasmussens syvende og sidste Grønlandsekspedition. Sjovt, at hun ligesom sin navnefælle Marie Krogh blev yderligere tændt på sin forskning efter besøg i Grønland.

Marie Hammer satte sig for i sit videnskabelige arbejde at bevise den tyske naturforsker Alfred Wegeners teori om, at alle verdens kontinenter engang har ligget samlet, men at de flyder fra hinanden. Populært sagt, at kontinenterne passer sammen som et puslespil.

Det er det Eva Tinds roman handler om. En fængende roman, der forener mine interesser for natur, geografi, geologi, historie og litteratur. Jeg læste bogen over to dage og kunne næsten ikke lægge den fra mig.

Det er en roman som har sine fakta i orden. Fakta der suppleres og understøttes af spændende og inciterende skønlitterær fiktion.

Som Marie Krogh havde også Marie Hammer fire børn, som hun fik i sit ægteskab med forskeren Ole Gregers Hammer. De blev gift i oktober 1936. I 1944 blev Ole Hammer leder af Statens Biavlsforsøg. Han var endvidere etnografi- og kunstkyndig og rejste med dette fokus med på flere af sin hustrus forskningsrejser. Marie og Ole Hammer indsamlede på deres rejser værdifuld etnografika. I 1976 skænkede de Holstebro Museum en fornem samling antik peruviansk keramik.

Imponerende, at Marie Hammer igennem 40 år rejste ud til nogle af jordens fjerneste steder for at finde zoologiske og naturhistoriske beviser på kontinentaldriftsteorien, som Wegeners teori om kontinenterne, der flyder fra hinanden, også kaldes. Og det gjorde Marie Hammer, samtidig med hun fik fire børn. Sin doktordisputats skrev hun som ulønnet forsker hjemme ved køkkenbordet med børnene omkring sig.

Eva Tinds roman om Marie Hammer handler om menneskelige ambitioner, familie, kærlighed, emancipation og relationer. Relationer mellem mennesker, der mødes og skilles og mellem verdensdelene, der geologisk driver fra og mod hinanden med blandt andet jordskælv og vulkaner som resultat. Et psykologisk drama udfolder sig i Eva Tinds beskrivelse af en af vore betydeligste videnskabskvinder, Marie Hammer. En meget anbefalelsesværdig roman.

Men det er ikke blot afdøde kvindelige forskere, der kan fremstå som rollemodeller i forhold til pigers og kvinders interesse for naturvidenskab.

Vi har også en nutidig meget anerkendt kvindelig dansk forsker, der flere gange har været tæt på at modtage en nobelpris. Kvinden er født i Vejle i 1959. Hun har en ph.d. fra fysikstudiet ved Århus Universitet, men har i et par tiår været forsker i USA. Her arbejder hun videre med det, vores berømte videnskabsmand Ole Rømer (1644-1710) kaldte ”lysets tøven”. Ole Rømer var astronom og naturfilosof og opdagede ”lysets tøven”. Det vil sige det, at lyset udbreder sig med en endelig og meget stor hastighed, som vi nu ved er 300.000 km i sekundet. Men lad os se på, hvad Vejlekvinden har gang i.

Lysets tøven

Lene Vestergaard Hau er en rigtig mønsterbryder i forhold til danske normer. Over hver femte professor i naturvidenskab i USA er kvinde, og i lande som Tyrkiet og Portugal er det mere end hver fjerde. I Danmark er det blot hver tiende. Lene Hau er nok den dansker, der er tættest på en nobelpris i øjeblikket.

Fra midt i 1960’erne til midt i 1970’erne gik Lene i folkeskole på Søndermarksskolen i Vejle. På Søndermarksskolen blev hun grebet af matematik. Hun havde en dedikeret matematiklærer, der kunne smitte hende med lyst til at lære. Da hun en del år senere stiftede bekendtskab med kvantemekanik, vidste hun, at fysik skulle være hendes fremtid.

Forskerkarrieren begyndte som nævnt på Aarhus Universitet, men snart begyndte hun at se ud i den store verden. I 1995 formåede et amerikansk forskerhold i Colorado, USA at skabe en iskold atomsky kun en anelse varmere end det absolutte nulpunkt, minus 273 grader. Den iskolde atomsky kaldes et Bose-Einstein-kondensat. De amerikanske forskere bag dette forsøg fik i 2001 Nobelprisen i fysik herfor.

Lene Vestergaard Hau blev grebet af denne nye forskning og vidste nu, at hun i stedet for kun at teoretisere om atomer ville eksperimentere. Aarhus Universitet, hvor hun var ansat, kunne ikke stille de nødvendige faciliteter til rådighed. Hun søgte derfor til USA, hvor hun kunne finde ressourcer til at bygge et laboratorium op om disse eksperimenter.

Den 18. februar 1999 kunne hun publicere det første store resultat af sin forskning. Hun havde sendt en laserstråle ind i en cigarformet sky af Bose-Einstein-kondensat med den effekt, at lysets hastighed blev sænket fra 300.000 kilometer pr. sekund til kun 17 meter pr. sekund.

Det at bremse lyset var noget, fysikkens teoretikere anført af Einstein havde anset for umuligt. Nu var det gjort af den indtil da forholdsvis ukendte danske kvinde.

Da hun udførte forsøget, var hun tilknyttet Rowland Institute for Science i Boston, USA. Herefter blev hun tilbudt et professorat og et laboratorium på Harvard University, der også ligger i Boston. Her har hun siden som leder af ”Hau Lab” med en hel stab af forskere under sig fortsat sit arbejde med at blive klog på lys.

Nu begyndte massemedierne pludselig at interessere sig for Lene Hau. Hun blev kendt i medierne kendt under forskellige tilnavne som ”Kvinden, der bremsede lyset”, ”Lysets dronning” eller ”Lysets herskerinde”. I 2001 lykkedes det Lene Hau som den første person nogensinde at bremse lys fuldkomment.

I Danmark er Lene Vestergaard Hau blevet hædret flere gange. Blandt andet med Carlsbergfondets forskningspris på en million kroner i 2011, og i januar 2019 Den Berlingske Fonds hæderspris på 100.000 kroner.

Men hun er ikke kun modtager, hun er også giver. Den berlingske hæderspris på 100.000 kr. valgte hun at give videre til den naturvidenskabelige undervisning på sin gamle folkeskole i Vejle. Naturfagslokalerne på Søndermarksskolen bærer derfor meget passende og inspirerende navnet ”Lene Hau Centret”. Lene Hau har efterfølgende besøgt Søndermarkskolens naturfagscenter. Her mødte hun også sin tidligere matematiklærer.

Fremtiden for naturfag og naturvidenskab

Som jeg nævnte i indledningen er der i en del år blevet snakket om, at piger ikke har interesseret sig for eller undervejs har mistet interessen for naturfag. Det gælder både i folkeskolen og på de videregående uddannelser. Der er blevet gjort en del for at ændre på dette forhold.

Men har dette fokus på pigers forhold til naturfag gjort, at vi har glemt drengene?

Her kan vi se på folkeskolens forholdsvis nye fællesfaglige prøve, hvor eleverne aflægger én fælles prøve i fagene biologi, geografi, fysik og kemi. Afgangsprøveresultaterne viser, at pigerne klarer sig langt bedre end drengene. Ved afgangsprøven i 2017/18 lå pigernes gennemsnit på 8,0, mens drengene haltede efter med et gennemsnit på kun 6,8. De unge kvinder i gymnasiet er også kommet godt med i naturfagene, men når det kommer til uddannelsesvalg efter ungdomsuddannelserne kniber det endnu.

Selv om det går fremad, er der stadig meget at gøre, hvis man vil ændre på det kønsopdelte arbejdsmarked og det kønsspecifikke uddannelsesvalg. Og det gælder jo ikke blot i forhold til valg mellem akademiske uddannelser, men også de unges valg i forhold til erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og videregående uddannelser generelt. Dilemmaet er jo, at man af motivationsmæssige årsager er nødt til at tage hensyn til de enkeltes interesser og ikke kun samfundets behov. Derfor er det nødvendigt fortsat at arbejde videre med at skabe en fornuftig balance mellem de to hensyn.