Skolers oplevede og faktiske kvaliteter

En stemning af utryghed og misnøje kan som et vikingeoverfald lynhurtigt brede sig gennem en ellers velrenommeret skoles distrikt.

Det er selvfølgelig en dårlig situation, men en situation der heldigvis kan gøres noget ved. På mange måder kender vi nemlig mekanismerne fra eventyret om de fem fjer, der blev til fem høns. Kunsten er at sikre, at fjerene forbliver fjer og ikke bliver til noget større. 

”Mit barn har bedre af at gå på en anden skole, når lokalområdets skole har den elevsammensætning den har.”

”Jeg har hørt om nogle andre forældre, der har haft uheldige oplevelser, men indtil nu har jeg været tilfreds. Alligevel bliver jeg utryg ved skolen.”

”Mit eget barn går godt nok i en god klasse med gode lærere og gode klassekammerater, men det jeg hører fra andre, gør mig utryg ved skolens udvikling, så derfor har vi allerede nu valgt at flytte vores barn”. 

”Vi hører, at der er mange, der vælger skolen fra. Det lytter vi til og vælger derfor på forhånd en anden skole.”

”Vi har hørt rygter om, at skolen har fået problemer som følge af en ændring i elevklientellet. Elevklientellet skal ændres, ellers føler vi os tvunget til at flytte vores barn.” 

"Vi tror ikke vores barn har godt af at være sammen med denne særlige gruppe af elever."

Letantændelige følelser

Rygtebørser arbejder hurtigt. Følelser er lette at antænde, breder sig som steppebrande og kan hurtigt skrue sig op i negative spiraler, hvor saglighed og fakta bliver en mangelvare. Det er meget uhensigtsmæssigt, men på sin vis forståeligt, da vores børn jo er det bedste guld, vi har. Kunsten er derfor at modvirke rygtebørserne.

Når der rejser sig en negativ stemning om en skole, er det vigtigt at få andet end rygter og følelser på bordet. Både fakta og følelser bør tælle i vurderingen af en skoles kvalitet. Skolevurderingen bør ske ud fra helhedsvurderinger og faglig indsigt og ikke ud fra enkelttilfælde.

Problemet er bare, at vi gennem de seneste årtier gennem den offentlige debat er blevet vænnet til, at kvalitet ofte alene måles på borgernes forventningsoplevelser. Forventningsopfyldelse er selvfølgelig en vigtig ting i al offentlig virksomhed (og for den sags skyld også i det private). Men forventningsopfyldelse kan ikke stå alene, når vi taler om og vurderer kvalitet. Det gælder i særlig grad, når det handler arbejdet med mennesker. For eksempel er der ikke nødvendigvis, som nogle ind i mellem hævder, lighedstegn mellem kvalitet og brugertilfredshed. Her bliver man nødt til at skelne mellem begreberne oplevet kvalitet og faktisk kvalitet. 

Følgende lille historie kan illustrere forskellen på oplevet kvalitet og faktisk kvalitet 

En mor kommer ind i sit 12-årige barns klasselokale, fordi hun skal aflevere en glemt madpakke. Klassen har historie og arbejder ihærdigt i grupper med opgaver om Jellingestenene. Arbejdet foregår med det minimum af stille summende arbejdsuro, der er nødvendig, når elever skal samarbejde i grupper. Eleverne er travlt beskæftigede og ser ud til at nyde selvvirksomheden. Nogle er i gang med at tegne et kort over Danmark og har sat en rød prik, hvor Jelling ligger. Andre kommer tilbage fra håndværk- og designlokalet, hvor de har hentet rødt garn og knappenåle. En gruppe er travlt beskæftiget med fra internettet elektronisk at klippe billeder af Jellingehøjene og Jellingestenene. Nogle andre klipper elektronisk fra Wikipedia tekster ud om emnet. 

Hensigten er, at gruppernes arbejde skal samles i en fælles PowerPoint og i nogle fælles plancher, hvor de udklippede billeder og tekster klistres på planchen med landkortet, så der fra hvert billede ved hjælp af knappenåle trækkes en rød garntråd ind til prikken på kortet, der illustrerer Jellings beliggenhed. Alt ser umiddelbart såre godt ud, men forhåbentlig ligger der mere bag undervisningssekvensen end elevernes selvvirksomhed og vikingetidens aktuelle Net-flix popularitet. Hvis der ikke er andre pædagogiske tanker bag undervisningssekvensen, end at eleverne er virksomme og synes, det er sjovt, går det galt med den faglige faktiske kvalitet.

Moderen fortsætter efter besøget i klassen til sin arbejdsplads og berømmer over for sine arbejdskolleger sit barns historielærer, der kan holde sådan en fin arbejdsro og gøre eleverne selvvirksomme og glade for skolearbejdet. Den oplevede kvalitet (også kaldet ydre kvalitet) og brugertilfredsheden er i dette tilfælde høj. Det er rigtigt godt. Det skal skolen selvfølgelig stræbe efter som en nødvendig forudsætning for god trivsel og læring, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at se på den faktiske kvalitet (den indre kvalitet). 

Lærerens forberedelse med målovervejelser og planlægning er vigtig

Hvis læreren i den pågældende klasse har gjort sig overvejelser over målet med at tage emnet Jellingestenene op. Hvis læreren ud over det populære fysiske og elektroniske klippe-klistrearbejde også evner at formidle til børnene, at udsagnene på Jellingestenene er af afgørende betydning i forhold til forståelsen for Danmarks overgang fra høvdingesamfund til statssamfund i europæisk betydning. Hvis læreren evner at formidle betydningen af Danmarks overgang fra asatro til kristendommen og betydningen heraf for udviklingen af det danske samfund i og lige efter vikingetiden. Og hvis læreren har faglig og pædagogisk indsigt og evne til at få eleverne til at perspektivere betydningen af disse forhold til vores tid. Ja, så kan man tale om høj faktisk kvalitet. Men denne høje faktiske kvalitet er sværere at formidle til forældrene og skal selvfølgelig, såfremt børnene ikke skal gå til i kedsomhed afbalanceres med børn og forældres oplevede kvalitet.

Børn og forældres oplevelse 

Læreren er på allerhøjeste kvalitetsniveau, hvis hun lykkes med at sikre børn og forældres oplevede kvalitet og samtidig sikre undervisningssekvensens høje faktiske kvalitet. 

Det er der heldigvis rigtig mange energiske, dygtige og veluddannede lærere, der kan, og det skal de gerne af hensyn til elevernes faglige udvikling kunne blive ved med. Men det kræver opbakning og respekt om selve skolens undervisningsarbejde. Om skolens evne til at bringe hver enkelt elev længere end, man kunne forvente ud fra elevens baggrund. Og om skolens faktiske resultater og ikke kun rygterne om disse.

Alle elever skal hver med deres baggrund og muligheder udfordres og føle opbakning fra lærere og pædagoger. Hertil kommer så også læreres og pædagogers evne til at etablere positive fællesskaber, tage hånd om den enkelte elev, vise omsorg og gøre sig respekteret, uden det kammer over i søgen efter personlig popularitet.

Jeg bliver bekymret, når jeg i den løbende debat om skolers eventuelle udfordringer hører udsagn, hvor brugertilfredshed ensidigt bruges som udtryk for kvalitet. Og at snak og udveksling af følelser mellem forældregrupper tages til indtægt for en hel skoles kvalitet eller eventuelle mangel på samme. Det er alt for enkelt og kan medføre forsimpling og indskrænkning af ambitionsniveauet og dermed den faglige og sociale faktiske kvalitet i skolen og i øvrigt i al anden offentlig virksomhed.

Smid ikke barnet ud med badevandet

En ensidig fokusering på enten oplevet kvalitet eller en ensidig fokusering på faktisk kvalitet medfører stor risiko for, at man smider barnet ud med badevandet. Det er nødvendigt at gå på to ben. Det kræver tillid, ro, respekt og opbakning parterne imellem. Og det kræver, at der ikke udpeges syndebukke, men arbejdes med og sammen om oplevede udfordringer. Og i sidste ende kan det selvfølgelig kræve  særtildeling af ressourcer og efteruddannelse, der passer til den enkelte skoles særlige udfordringer.

Forsoning og indlevelsesevne

Kanonerne tav. Geværkuglernes hvislen ophørte. Granaternes brag døde ud.

De overlevende soldater på begge sider af ingenmandsland kunne glæde sig over at være sluppet helskindet gennem den forfærdelige krig, men måtte sørge over mange kammerater, der var døde eller lemlæstede.

På denne dag den 11.11. klokken 11 blev der i 1918 indgået våbenhvileaftale i det, der dengang blev kaldt Den Store Krig, 1. Verdenskrig.

Så gik fredsforhandlingerne i gang. Nu kunne man håbe på at få skabt en bedre verden uden fordomme, fordømmelse, had, vold og krig. Sådan blev det ikke.

De sejrende europæiske magter evnede ikke at leve op til den tilgang Nelson Mandela mange år senere udviste til sine fjender. Han tilbragte 27 år i fængsel for sin overbevisning og sin kamp mod Sydafrikas hårde apartheid-styre. Da han i 1990 kom ud af fængslet, bad han sine tilhængere om at huske, at tiden nu var til forsoning og ikke had og vold. Hans største arv til eftertiden er den Forsoningsdomstol, som han opfandt sammen med Desmond Tutu for at skabe sammenhængskraft i stedet for et yderligere opsplittende retsopgør. Han mødte glad og smilende sine værste modstandere - selv de generaler, der havde stået i spidsen for grusomhederne under apartheid. Han var også meget bevidst om at være et menneske og dermed fuld af fejl, hvilket hjalp til hans forståelse af andre.

Efter våbenhvileaftalen den 11. november 1918 gik fredsforhandlingerne i gang. Det viste sig hurtigt, at tilgangen i forhandlingen ikke var forsoning. Tvært i mod. Det var hævnmotivet, der fandt genklang hos de fleste af sejrherrerne.

Tyskland blev pålagt en enorm krigskadeerstatning. En erstatning der var så høj, at en af forhandlerne - den berømte britiske økonom John Keynes - forlod forhandlingerne, da han mente, at krigsskadeerstatningen ville ruinere Tyskland.

Udover den store krigsskadeerstatning måtte Tyskland blandt andet aflevere 13,5 % af sit landområde med 7 mio. indbyggere og derudover underlægge sig en række stramme restriktioner.

USA ville i sidste ende ikke underskrive fredsaftalen, da man mente den var for hård og uretfærdig mod Tyskland. Frankrig anså den for at være for mild. Den franske marskal og generalstabschef Ferdinand Foch blev chokeret over det han anså for mildhed. Da han så Versaillestraktaten, udbrød han:"Dette er ikke en fred. Det er 20 års våbenhvile".

Kimen var lagt til en endnu værre krig. Den kom da også i 1939. Skabelse af fjendebilleder, udpegning, udskamning og skyldspålæggelse førte ikke til noget godt. Den 11.11. er derfor en god dag at tænke over, hvordan vi forholder os til andre mennesker både i det store og i det små. 

 

Det gør ondt

Nøj, hvor gør det ondt langt ind i min inderste sjæl. Jeg kan næsten ikke være i min krop. Og det selv om jeg normalt er en munter og optimistisk person.

Men hvad er det dog, der kan få mig til at reagere sådan?

Det er, når jeg forestiller mig, hvordan et barn eller en gruppe af børn må have det, når de offentligt igen og igen udstilles som værende specielle og særligt problematiske. Får at vide, at nogle forældre til andre børn ønsker at vælge netop dem fra. Når de oplever, hvordan denne gruppe af forældre offentligt udtrykker, at ”vores børn ikke kan trives, lære og udvikle sig optimalt, hvis de skal være sammen med børn, der ser anderledes ud, har udfordret social baggrund eller som kommer fra bestemte boligområder”.

Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis det var min familie eller mine børn, der blev udsat for sådanne oplevelser. Sorg, bekymring, håbløshed, afmagt og vrede.

Da jeg for snart mange år siden gik i en landsbyskole eksisterede denne negative udpegnings- og stemplingsmekanisme desværre også. Nogle børn fra udsatte ejendomsløse familier kunne opleve, at de blev valgt fra, når der skulle leges eller holdes fødselsdag hos en skolekammerat fra en ejendomsbesiddende velsitueret familie. Det har jeg heldigvis ikke oplevet på egen krop, men jeg ved fra tidligere skolekammerater, hvordan en sådan oplevelse stadig sidder i sjæl og krop et halvt århundrede efter.

Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, oplever de sig som marginaliserede – at være skubbet ud til eller over fællesskabets kant. Sådanne oplevelser i barndommen kan medføre efterfølgende dårlige sociale og psykiske betingelser.

Marginalisering med tilhørende stigmatisering kan skabe ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser kan også fremme afmagtshandlinger som for eksempel vold, kriminalitet, hærværk, en "så kan det hele da også være lige-meget-mentalitet" og mange andre dårligdomme. Dårligdomme som bliver et problem for den enkelte og for samfundet.  Derfor er det vigtigt, at vi udviser indlevelsesevne i andre mennesker, og at vi alle arbejder med at forebygge marginalisering og stigmatisering.

Det er vigtigt, hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper. Det er ikke let. Vi kan alle uforvarende komme til stigmatisere. Det kan vi så hver især ærgre os over og gøre noget ved. Det er straks værre, når grupper gentagne gange står over for hinanden og forsøger at stigmatisere hinanden. Efter min mening er det derfor en central opgave for os alle og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering.

Men hold da op, hvor gør det ondt at opleve, hvordan nogle bestemte grupper igen og igen udsættes for negativ stempling og stigmatisering. Det må være hårdt for de pågældende forældre og børn. De har min varmeste sympati og opbakning.

Jeg har tidligere lavet en  faglig blogartikel ud fra denne bog:

https://ih18.blogspot.com/2017/12/nar-samfundet-marginaliserer-og.html