Idyl ved Marielundssøen på en regnvejrsdag i juni 2019.
Det nu nedrevne traktørsted ved mølledammen, Marielundssøen i 1875.
Bemærk de nyplantede elmetræer langs stien.
Bemærk de nyplantede elmetræer langs stien.
Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.
Barnet var mindre end et døgn gammelt og var født den 27. september 1893. Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted.
Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord.
Barnets moder var Marie Laursen. Hun var som nævnt tjenestepige på det traktørsted, der dengang lå, hvor nu Kolding Naturskole har sin undervisningspavillon. Traktørstedet lå i den park, der har fået navn efter kancelliråd Kralunds hustru Marie. Kralund ejede på et tidspunkt området, men skænkede i 1875 det romantiske anlæg til Kolding Kommune med den klausul, at området altid skulle bære navnet Marielund efter hans hustru. Romantisk ikke?
Fundet af det druknede barnelig i september 1893 brød brat den romantiske idyl. Barnet var nok et uventet, uønsket og uvelkomment resultat af et kortvarigt romantisk forhold mellem tjenestepigen Marie og bageren Jens Petersen fra Kolding.
Det fremgår af notaterne i Bramdrup Kirkebog, at Jens Petersen ved barnets fødsel og efterfølgende ulyksalige straksaflivning ikke længere var bosat i Kolding. Han var udvandret til Amerika. Det var ikke ukendt på den tid, at fædre til uønskede børn flygtede til Amerika i et forsøg på at undgå skændsel og børnebidrag. Den unge kvinde stod derfor alene tilbage med resultatet af et flygtigt romantisk forhold og kunne kun se frem til spot og spe, stemplet for livet. Og ikke nok med det. Cirka en måned efter barnemordet blev hun i november 1893 ved Kolding Herredsret idømt 2 års forbedringshusarbejde for misgerningen. Set med nutidens øjne en hurtig sags- og rettergang.
Sognepræsten i Bramdrup skriver i kirkebogen, at drengebarnet antages, at være aflivet af moderen straks efter fødslen. Aflivningen må således formodentlig være sket i affekt iblandet bekymring for fremtiden. En ung kvinde var blevet til en barnemorderske.
En tur rundt om Marielundssøen i dag er altid en dejlig oplevelse. Vi kan - udover den smukke natur - med tanke på fortidens ulyksalige barnemord glæde os over, at tiderne er blevet anderledes. Prævention og mulighed for abort har gjort, at der nu næsten ikke fødes uønskede børn. Derfor er der heller ikke længere behov for, at nogle gør sig til barnemorderske eller tager flugten til fjerne lande. Heldigvis for det.
Ib Hansen, 12. marts 2023.
Og en lignende historie kendes der desværre i tusindvis af. Måske ikke ligefrem resulterende i mord på den stakkels nyfødte, men stemplede kvinder og "bastarder".
SvarSletMændene flygtede bare eller fraskrev sig ansvaret - ikke alle, men for mange, og en del af dem var gift i forvejen.
Så er det, man lige kommer til at tænke på de mange stater i USA, hvor fri abort ikke er tilladt. De skinhellige og dobbeltmoralske amerikanere, altså. Sorry ... det er jo naturligvis ikke alle, men det er skræmmende mange, der endnu ikke er kommet ind i det 21. århundrede. Ikke engang i det 20, faktisk.
Godt, vi har nået så meget på området i Danmark. Desværre er der jo mange andre steder, hvor det halter ganske alvorligt.
SvarSlet