Hvem sidder der bag skærmen

Husby Kirke  t.v., Husby Forsamlingshus t.h. Grusvejen mellem Husby og Hygind 1910-15.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd.

På årets sidste møde i december 1923 besluttede Husby Sogneråd i lighed med tidligere år at indkøbe et stort parti sten. Efter mødereferatet i Middelfart Avis den 5. december 1923 var baggrunden for indkøbet, at arbejdsløse i sognet skulle slå skærver (småsten) af stenene til brug for forbedring af sognets veje.

Mange af Husby Sogns arbejdere var dengang løsarbejdere eller daglejere. Og mange af dem havde sæsonarbejde i landbruget med roehakning, høhøst, kornhøst og roeoptagning. De var dermed udsat for ikke at kunne finde arbejde i vintermånederne. Nogle kunne ind i mellem finde noget skovarbejde på Wedellsborg eller nogle dages arbejde på en af omegnens fabrikker. Men mange var udsat for at stå uden arbejde og dermed indtægt fra op mod jul og til hen mod foråret.

Men kunne de ikke få understøttelse da?

Jo, det kunne de, men det krævede, at de var medlem af en arbejdsløshedskasse. Og det var langt fra alle arbejdere dengang i 1920-erne. Selvom de var medlem af en a-kasse, måtte de ved fyring gennem en karensperiode på for eksempel 6 dage, inden de var understøttelsesberettigede. I familierne var manden typisk eneforsøger. Som løsarbejder eller daglejer var der ikke noget der hed fast månedlig indkomst, men familiernes udgift til bolig, lys og varme var der jo stadig, selvom manden var blevet fyret. Derfor var det selvfølgelig alvorligt at miste 6 dages dagløn. Den arbejdsløse mand kunne af Husby Sognekommune få noget beskæftigelsesarbejde som for eksempel at slå store sten til småsten (skærver). Skærverne skulle bruges til vedligeholdelse af sognevejene, der alle var grusveje.

Det med karensdage og det med at blive sendt på knokkel beskæftigelsesarbejde er ikke noget vi skal 100 år tilbage i Husby Sogns historie for at finde eksempler på.

Hvert år - som også i år - når det op mod jul bliver snevejr, tænker jeg på de mange gode timer, vi som børn havde på kælkebakken omme i Husby Hole. Bakken ligger lige under den store vindmølle på Hovvej nær Holegården. Kælkebakken blev skabt gennem vinterlig beskæftigelsesarbejde. Det var engang i 1950´erne min far og andre fra Husby Sogn med sav, hakke, skovl, spade og brydejernstang fældede nøddekrattet og med håndkraft fik stubbene gravet op. På den måde blev der skabt en stejl græsgang, der forbandt sognefogedgårdens (Breidablik) fold oppe på bakken med den store eng nedenfor bakken. Og der kom i tilgift en fantastisk kælkebakke ud af det.

Jeg er så heldig, at jeg stadig har min fars brækjernstang i mine gemmer. Dengang skulle arbejderne selv stille med værktøj. Jernstangen blev også brugt, når han arbejde ved DSB med at pakke skærver under svellerne. Engang i mellem - særlig ved vintertid - tager jeg den kraftige tunge jernstang i mine hænder og tænker på min fars og de andres arbejde med at rydde skoven på den stejle bakke, som vi altid betegnede "kælkebakken", selv om det at kunne kælke ikke var bakkens egentlige formål.

Da jeg læste avisreferatet om Husby Sogns stenindkøb til brug for skærveslåning, kom jeg selvfølgelig til at tænke på Jeppe Åkjærs socialrealistiske sang fra 1905 om Jens Vejmand. Derfor slutter denne fortælling med et uddrag af denne sang.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,

med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,

det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød

med hamren må forvandle de hårde sten til brød.

Så jævned han for andre den vanskelige vej,

men da det led mod julen, da sagde armen nej;

det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat,

de bar ham over heden en kold decembernat.

Middelfart Avis 5. december 1923