Franske Rose

Bølgerne huggede mod det strandede skib. Nu var nogle besætningsmedlemmers bange anelser gået i opfyldelse. Flere mente nemlig, at en kvinde ombord på et skib betød uheld og ulykke. 

 

Som skibet hang der på revet med opflænset skibsside, stod det ikke til at redde. Kaptajnen gjorde sig ihærdige anstrengelser for at få skibets medbragte skatte bragt i land på en nærliggende ø. Især den dyrebareste skat af dem alle. Hans kære Rose.  

 

Det strandede skib bar nemlig på en romantisk offentlig hemmelighed. Kaptajnen havde smuglet sin unge hustru med ombord. Han havde endda fået indrettet en hemmelig kahyt til hende. På det tidspunkt, hvor fortællingen her foregår, var det strengt forbudt at have kvinder ombord på skibe. De bragte ulykke, mente man. Den del af fortællingen venter vi lige lidt med. Først lidt om, hvordan det strandede franske skib var endt på et rev ved Falklandsøerne ud for Argentina.

 

Videnskabelig rejse

Det fortabte skib var det franske forskningsskib "L´Uranie".  Den 6. februar 1820 rundede "L´Uranie" Kap Horn, syd om Sydamerika fra Stillehavet mod Atlanterhavet. Turen rundt om Kap Horn var for sejlskibe ekstremt farlig og for den sags skyld også for senere tiders større skibe. Vi har selv oplevet at være ombord på et krydstogtskib, der på grund af storm og kraftig strøm måtte blive liggende for anker indenskærs syd for Chile og Argentina, inden vi kunne sejle videre rundt om Kap Horn.

Derfor var besætning og videnskabsmænd på "L´Uranie" lykkelige over, at denne farlige del af deres sejlads var godt overstået. På den videre færd i Atlanterhavet skulle de passere øst om Falklandsøerne ud for Argentinas kyst. Her var det, det gik galt.

 

Klokken var 3 om morgenen den 15. februar 1820. På vej rundt øst om Falklandsøerne løb "L´Uranie" på et forræderisk rev, der flænsede skibssiden op. Mandskabet måtte til pumperne, men det blev hurtigt tydeligt, at skibet på længere sigt ikke stod til at redde. Men meget kunne reddes i land på den nærliggende ø, mens mandskabet knoklede ved pumperne og holdt skibet flydende. 

 

"L´Uranie" var stået ud fra flådebasen Toulon i Sydfrankrig den 17. september 1817. Det havde således forud for skibbruddet allerede været undervejs på forskningsrejsen i 2 ½ år. Derfor var skibet fyldt med forskningsrapporter, korttegninger og indsamlede genstande. Dem var det nu vigtigt for den ansvarlige kaptajn og forskningsleder Louis de Freycinet at redde fra skibsvraget ind på den nærliggende øde ø. Og så gjaldt det selvfølgelig først og fremmest om at fået reddet hans kære Rose samt besætning og videnskabsfolk i land.

 

Det ville have været et grusomt slag, såfremt mere end to års videnskabeligt arbejde blev opslugt af det frådende hav. Efter ihærdigt arbejde lykkedes det at få det meste af forskningsmaterialet bjærget i land på øen. Næsten alle videnskabelige rapporter, korttegninger og malerier blev reddet, mens en del af de indsamlede genstande måtte opgives. 

 

Falklandsøerne var på dette tidspunkt ubeboede og fremstod for de skibbrudne meget ugæstfrie. Kysten virkede tør. Overalt var der klitter og nøgne bjerge. Jorden var blottet for selv de mindste buske.

Efter at have opholdt sig på øen i flere uger lykkedes det Louis Freycinet efter store genvordigheder at få en aftale i stand med et forbipasserende skib, "Mercury". "L´Uranies" besætning hjalp med at reparere "Mercury", der havde fået en mindre skade. Til gengæld tog "Mercury" besætningen og videnskabsmændene med til Rio de Janeiro i Brasilien. De skibbrudne forlod Falklandsøerne den 27. april 1820 efter mere end to måneders ophold på den ugæstfrie ø. Men inden vi går videre, må vi lige have rede på det med en kvinde ombord på "L´Uranie". 

 

Rose Marie Pinot de Freycinet Louis Claude de Saulces de Freycinet

Romantikken blomstrede

"Den blinde passager" Rose og kaptajn Louis Freycinet var et tilsyneladende umage par. Hun var fra den franske middelklasse. Han var fra det franske aristokrati. Da de i 1814 blev gift var der en aldersforskel mellem dem på 16 år. Rose Pinot var 19 år og født i 1795, mens Louis Claude de Saulces de Freycinet var 35 år og født i 1779.

 

Forskellen i socialklasse og alder var betragtelig, men blev ingen hindring for et lykkeligt ægteskab. Rose var en af de få middelklassekvinder, der havde en god uddannelse og var alment dannet. Det gjorde nok, at hun blev respekteret af sine højadelige svigerforældre. Hvordan Rose og Louis havde mødt hinanden står hen i det uvisse. Men, at det var en stormende forelskelse, de var ramt af, er der ingen tvivl om.

 

Kun 14 år gammel var Louis Freycinet i 1793 trådt ind i den franske marine.  Allerede som 21-årig deltog han i en ekspedition, der havde til opgave at udforske Australiens sydlige og sydvestlige kyster. Han blev udnævnt til flådekaptajn i 1802. 

 

Tre år efter han var blevet gift med unge Rose, blev han i 1817 som kaptajn betroet forskningsskibet "L´Uranie", der fik til opgave at foretage en jordomrejse over Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet. Undervejs skulle videnskabsmænd udføre forskellige forsøg og indsamle oplysninger og materiale fra alle mulige - set med europæiske øjne - forholdsvis ukendte dele af verden. Ombord var også kunstmalere, der skulle fastholde indtryk fra alle de ukendte steder, skibet skulle besøge Det var en rejse beregnet til at vare 2-3 år.

 

Det var en ekstremt spændende og hæderfuld opgave, Louis selvfølgelig gerne ville have, men det var åbenbart ubærligt for ham ikke at kunne være sammen med hustruen Rose i så lang tid. Derfor var det, han satte hele sin karriere som søofficer på spil og fik indrettet en hemmelig kahyt til Rose. Hun blev iklædt mandetøj og smuglet ombord forud for afrejsen fra flådehavnen i Toulon i september 1817. 

Da skibet havde forladt fransk territorium og farvande smed Rose mandetøjet og iklædte sig mere feminine gevandter. Da mandskabet på "L´Uranie" opdagede, at de efter deres mening havde en ulykkebringende kvinde ombord, opstod der en del murren. Oplysningerne om Rose og mandskabets murren når med modsatrejsende franske skibe tilbage til Frankrig, hvor det blev en kæmpe historie, men de franske myndigheder kunne ikke gøre noget. Skibet var jo omme på den anden side jorden. Historien vekslede i Frankrig mellem forargelse og romantisk nyfigenhed.

 

Fremmede kulturer  

Vi ved noget om Rose, fordi hun førte dagbog. Hun var god til at fastholde sine iagttagelser. Her kommer nogle smagsprøver på, hvad hun havde af dagligdags  oplevelser undervejs på "L´Uranies" lange rejse. En rejse der førte dem fra Toulon i Sydfrankrig til Rio de Janeiro i Sydamerika, gennem Sydatlanten og rundt om Afrikas sydspids Kap Det Gode Håb, via blandt andet Mauritius gennem det Indiske Ocean, langs Australiens kyster, over Stillehavet til Hawaii og tilbage gennem det sydlige Stillehav og rundt om Kap Horn.  

 

Som første eksempel kan vi tage en af Roses oplevelser på Mauritius, der er en ø i det indiske ocean øst for Madagaskar. Mauritius var netop på det her tidspunkt i 1810 overgået fra at have været fransk til at komme under engelsk styre. På Mauritius oplevede Rose, at de stedlige fine engelske damer småsnakkede og småtiskede bag hendes ryg. 

 

Roses påklædning skilte sig ud i forhold til de lokale damers måde at klæde sig på. I sin dagbog fortæller Rose, at hun bar et sjal over sine skuldre. Det vakte forargelse blandt mange af de lokale kvinder. Selv til officelle middage bar de ifølge Rose udringede kjoler. Roses sjal gav anledning til, at de lokale kvinder opfandt historier om, at Rose utvivlsomt måtte have en plet eller et ar på brystet, der derfor måtte skjules med det meget omtalte sjal. Her i 1818, få år efter det store franske nederlag til englænderne i slaget ved Waterloo i juni 1815, har der nok ikke været de bedste følelser mellem englændere og franskmænd. Det negative syn på hinanden kunne altså også medføre sladder og uvenlige blikke i selskabslivet blandt europæiske kvinder langt væk fra Europa. 

 

Lad os tage et andet eksempel på Roses oplevelser. Da ekspeditionen senere når til øen Timor ved Indonesien, havde Rose igen kvaler med sin påklædning. Øens portugisiske kommandant inviterede Rose og Louis Freycinet til en middag, hvor han af hensyn til Rose havde inviteret alle betydende lokale kvinder til at deltage.

 

Rose fandt ikke, at hun havde en passende påklædning til en sådan formel lejlighed. Det fineste, hun havde, var en lys muslinkjole og en hat dekoreret med et par fjer. Da Rose iført dette fine tøj skulle i land, havde en stor og nysgerrig  menneskemængde samlet sig på stranden. Guvernøren inviterede hende ind i skyggen af en kæmpeparasol båret af en slave, der ifølge Rose var klædt i mærkeligt tøj. Kulturmøde fremmer nysgerrigheden. Rose oplevede på trods af sine tøjmæssige forbehold under opholdet på Timor at blive meget feteret.

Landgang til middag på Timor. Rose i sin muslinkjole og med pyntefjer. Malet af ekspeditionsmaleren Arago

Ekspeditionen gik som nævnt også over Hawaii. Herfra tager jeg det tredje eksempel på, hvad Rose havde af oplevelser. Rose giver i dagbogen en beskrivelse af en kvinde, hun mødte der. Denne kvinde sammenlignede hun med andre lokale kvinder. Derved får vi et indtryk af, hvordan Rose som europæisk og fransk kvinde så på de lokale kvinder. "Denne kvinde er ret ung og har et ret behageligt ansigt. Hun er mindre korpulent end de andre kvinder, jeg har mødt på Hawaii. Og hendes sparsomme beklædning er mindre chokerende end andre lokale kvinders." 

 

Nå, men nok om Roses små iagttagelser. Vi skal jo også se at få ekspeditionen hjem igen. Efter et ophold i Port Jackson og Sydney i Østaustralien sætter "L´Uranie" kursen mod Sydamerika. Nu går det hjemad. Rundt om Kap Horn, over Atlanten og hjem til Frankrig. Rose er ked af at forlade Australien, men glæder sig til at vende hjem til Frankrig.

 

Den videre rejse

Efter 2 ½ års rejse rundede "L´Uranie" som tidligere nævnt den 6. februar 1820 sikkert Kap Horn. Men så var det, at det galt den 15. februar 1820. Skibet løb på et rev ud for Falklandsøerne.

 

Efter et par måneders ophold på de øde Falklandsøer lykkedes det Louis Freycinet for en større sum penge at erhverve et nyt skib, "Mercury". Via Montevideo i Uruguay og Rio de Janeiro i Brasilien nåede besætning og videnskabsfolk fra det fortabte skib "L´Uranie" tilbage til Le Havre i Frankrig  den 13. november 1820. Tre år og to måneder efter ekspeditionen rejste ud fra Toulon.

 

Med på hele rejsen var en skibsmaler Jaques Arago, der havde til opgave at fastholde motiver fra de besøgte steder. Fotografiet var ikke opfundet endnu. Arago blev en stor beundrer af Rose de Freycinet. I sin dagbog beskriver han Rose som modig og overbærende over for det forræderiske hav. Overbærende overfor rejsens mange måneders monotoni. Og overbærende overfor en ret voldsom og ikke særlig raffineret mandlig besætning. Også i forbindelse med forliset mente Arago, at Rose opførte sig beundringsværdigt.

 

Vel hjemme i Frankrig igen blev Louis Freycinet skuffet over den manglende glamourøse modtagelse, der blev ekspeditionsdeltagerne til del. Tværtimod blev han for tabet af "L´Uranie" stillet for en krigsret. Han blev dog frikendt. Rose blev aldrig nævnt under retssagen, selvom den romantiske historie om hende og Louis var velkendt i Frankrig. Og selvom Louis ved at tage hende med ombord havde forbrudt sig mod den franske flådes regler. I de fine parisiske saloner blev Freycinet-parret overmåde feterede. Den romantiske tidsperiode i litteratur og kunst havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet, så den romantiske virkelige fortælling om Rose og Louis Freycinets i dølgsmål gennemførte fælles rejse til fremmede fjerne lande var nærmest blevet ikonisk i Frankrig.

 

Lykke og ulykke

Freycinets flyttede til Paris og nød glamouren her i omkring 11 år. Så brød der kolera ud i Paris. Louis Freycinet blev ramt, men med kærlig pleje af Rose og skibslægen fra "L´Uranie" doktor Gaimard, lykkedes det at redde Louis gennem sygdommen.

 

Desværre blev Rose smittet med koleraen. Hendes liv stod ikke til at redde. Blot 37 år gammel døde hun den 7. maj 1832. Louis Freycinet levede i yderligere 10 år og døde 63 år gammel den 18. august 1842. Den romantiske lykke endte desværre i død og ulykke.

Ib Hansen 20. januar 2024.

 

Tak til Anne Marie for lån af alle de faktuelle oplysninger, hun har fundet til sin artikel "Om Rose de Freycinet og mennesker på hendes vej" i bloggen http://videnomverdenas.blogspot.com/