Verden venter

Det er ufattelige 60 år siden. Søndag den 4. april 1965. Den dag blev jeg konfirmeret i Husby Kirke på Vestfyn. Den smukke kirke der fra sin høje placering i sognet skuer ud over de nærliggende landsbyer og med sit høje løgformede lanternespir vidtskuer over Lillebælt længere ud mod Bågø, Assens og fjernere horisonter. 

Verden venter. Det var den følelse, jeg efter søndagens kirkeritual og det efterfølgende festlige familiesamvær i barndomshjemmet på Skræppedalsvej lagde mig til ro med. Ro var der nu ikke meget af den søndag nat. Mit hoved boblede med ønsker og drømme, men også betænkeligheder og bekymringer. Hvordan skulle det mon gå? Nu havde min bror Leif og jeg besluttet sammen efter 7. klasse at fortsætte skolegangen i Ejby, 10 kilometer væk i Ejby Folke- og Realskole.

Men tiden i Husby Skole var endnu ikke helt til ende. Da vi efter konfirmationen igen kom i skole, følte vi os som nogle vældige karle. De første par dage stod vi frikvartererne henne ved hovedindgangen. Vi løb ikke omkring og legede mellem skolens samlede 76 elever, som vi plejede. Og mest mærkeligt. Vi spillede ikke fodbold, som ellers var vores yndlingsbeskæftigelse. Vi stod blandt andet og diskuterede de sidste Beatlesplader, som vi havde indkøbt for nogle af vores konfirmationspenge. 

Nå, men de griller gik da heldigvis over efter nogle dage. Nu kunne vi slutte skolegangen i Husby med de næste måneder at lege, spille bold og hygge os, som vi plejede. I skoleåret 1964-65 gik alle tre Hansen-brødre i Husby Skole. Bo i første klasse, Leif og Ib i syvende. Enkelte gange kunne vi godt lege på tværs af klasserne. Skolegangen i Husby fik en ende sidst i juni 1965. 

I august 1965 fortsatte den videre skolegang i Ejby Folke- og Realskole. Vi spillede nu også fodbold i Ejby og begyndte at have vores gang i klubhuset og på baneanlægget på Tennisvej, både når vi selv skulle spille, og når vi skulle se Ejbys serie-1 hold spille.

Det var også i efteråret 1965, at vi måtte begynde at gå til søndagsbal kl.16.00 i store sal på Ejby Kro, hvor der var levende musik leveret af fynske pigtrådsorkestre. Når der ikke var søndagsbal var vi i stedet til eftermiddagsforestilling i Ejby Kino, hvor repertoiret ofte bød på Cliff- eller Elvisfilm.

1965 var året, hvor vi startede i Ungdomsskolen. Maskinskrivning, bogføring og motorlære er nogle af de fag, jeg umiddelbart husker, jeg gik til. Som indskrevet i Ungdomsskolen måtte vi også komme i Ungdomsklubben, der lå i kælderen i Ejby Folke- og Realskole. For øvrigt kunne vi også fra 1965 gå i ungdomsklubber i både Husby og Tanderup Forsamlingshuse. De arbejdede sammen om tilbud til egnens unge. 1965 var derfor året, hvor vi begyndte at lære en masse unge at kende, som ikke boede i vores nærområde. Vores verden blev større.

Jo, 1965 var et år der indebar voldsomme ændringer og skift i vores hidtil så rolige hverdag. Nu lærte vi en masse nyt, oplevede en masse og grublede en masse over fremtiden. Men retningen kendte vi nu de næste tre år frem. Frem til 1968

Året 1968 med de mange forandringer. Igen var der personlige valg og beslutninger, der skulle træffes. Og det skulle ske i skyggen af det verdensomspændende ungdomsoprørs omvæltninger i normer, magthierakier og samværsformer. Der var en masse at forholde sig til og spekulere over. Men det er en anden historie.

Ingen tvivl om, at jeg den 4. april  i år vil vende tankerne 60 år tilbage i tiden til min konfirmationssøndag i Husby Kirke. I modsætning til dengang ved jeg nu, hvordan de næste 60 år forløb. Der var ingen grund til uro og bekymringer. Det har været nogle rigtig gode 60 år med masser at glæde sig over. Glæder der har kunnet opveje de sorger og bekymringer, som er en selvfølgelig del af livet.

Ib Hansen, 28. februar 2025. 

Gryder og bøger

Gryder blev vekslet til læseoplevelser. Helt ligesom min mormor gerne ville det.

Jeg var det første barnebarn i familien på min mors side. Derfor blev jeg i særlig grad forkælet af min mormor og morfar. Jeg husker mange gode oplevelser med baggrund i denne forkælelse.

Et særligt eksempel på denne forkælelse oplevede jeg sammen med min mellemste lillebror i forbindelse med min mormors 60 års fødselsdag. Mormor fik en fornem gave i form af et stort grydesæt. Et grydesæt til mange hundrede kroner. Vi var dengang henholdsvis 10 og 9 år gamle og var nogle læseheste, der slugte alt læsestof, vi kom i nærheden af. Det vidste mormor. Hun var tilfreds med sine gamle gryder og ville derfor hellere bruge de nye gryder til at kunne glæde sig over vores læseoplevelser.

Mormor fik derfor den ide at forære os grydegaven. 

"Så kan I gå op til isenkræmmer Bay-Petersen og høre, om han vil give jer pengene tilbage for gryderne, selv om jeg ikke har nogen regning." 

"Hvis han vil det, kan I bagefter gå ind i Ejby Boghandel og bruge pengene på bøger efter eget valg"

Den ide var vi med på.

Bay-Petersen var som sædvanlig venlig og imødekommende. Vi fik de mange penge udbetalt med en formaning om at passe godt på kontanterne. 

"Det skal vi nok, men vi skal ikke gå så langt med dem. Vi går straks hen i Ejby Boghandel og køber bøger for pengene".

Som sagt, så gjort. I Ejby Boghandel købte vi, så vidt jeg husker, 10-12 bøger. Bøger der hjemme blev slugt i et rasende tempo. Mormors runde fødselsdag var i 1960, to år før hun i 1962 døde som 62-årig.

Ejby Boghandel spillede 11 år senere en rolle i forhold til morfars anerkendelse af min studentereksamen i juni 1971. En af dagene efter studentereksamen kom han kørende på knallert fra Ejby til Husby. Han medbragte en studentergave, han havde indkøbt i boghandlen. En Parker kuglepen med mit navn indgraveret. Nej, hvor blev jeg glad for den gave. 

Desværre led Parker kuglepennen en krank skæbne allerede 4 år efter,  i foråret 1975 kort tid efter min lærereksamen for 50 år siden. Jeg var på det tidspunkt lærer på Ødis Sogneskole. Jeg var klasse- og dansklærer for en syvende klasse og forestod al drengegymnastik på skolen. I forbindelse med en gymnastiktime skulle jeg op i ringene for at vise nogle drenge, hvad jeg forventede, de skulle gøre i ringene. Under denne øvelse faldt min Parker ud af lommen og ned på gulvet. Ak, kuglepennen knækkede i to halvdele.

I dag har jeg desværre hverken bøgerne købt for grydepengene eller kuglepennen. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er de gode minder om mormor og morfar.  Og så er det vigtigt at minde forældre, bedsteforældre, tanter, onkler og mostre om, at bøger og skriveredskaber stadig er en god vej til oplevelser og læring. Flere undersøgelser viser, at blyant og bog stadig er de stærkeste læringsværktøjer. Selvfølgelig i behørigt samarbejde med nutidens moderne, men mere flygtige medier. Læsning og læring er en familieaktivitet.