Wedellsborg Hoved - en knytnæve i Bæltet

Fra Vestfyn rager Wedellsborghalvøen 
som en strategisk knytnæve ud i Lillebælt.
Søkort over den nordlige del af Lillebælt.

Wedellsborghalvøen med hovedgården Wedellsborg
og landsbyerne Husby, Sdr. Åby, Eskør og Hygynd.
  Længst ude mod vest i bæltet ligger Wedellsborg
Hoved med en næsten ret og meget stejl direkte
nord-sydgående kystlinje, hvorfra der er et godt overblik.

Matrikelkort over herregården Wedellsborg fra 1866.
Bemærk signaturlisten yderst til højre. Den sidste
signatur "v" henviser til gamle batterier, altså
kanonstillinger. To batterier ses tydeligt længst
 mod vest indgravet i den stejle klint med vidsyn
 over og op og ned gennem Lillebælt.


Forstørrer vi et topografisk kort kraftigt, bliver de kunstigt gravede hulkedler i den stejle klint endnu tydeligere. De brune højdekurver viser gravede indhak i klinten med plads til et kanonbatteri. Øverst er der en tydelig kedelform lige over "d-et" i Wedellsborg. Ret syd for ses endnu en. Jo tættere de brune højdekurver ligger, jo stejlere er terrænet. Kystklinten fremgår tydeligt med mange tætliggende højdekurver. Det er muligt at vandre på toppen af klinten med en fantastisk udsigt.

Krig er ikke umiddelbart det, der fylder mest, når man vandrer på klinten yderst mod vest på Wedellsborg Hoved. Det, der griber ens tanker, er følelsen af at være højt til vejrs over og midt i Lillebælt. Udsigten op og ned gennem bæltet er formidabel. Øerne Brandsø, Bågø og den sønderjyske kyst tegner sig skarpt som grønne kontraster mod Lillebælts blå hvidskums-toppede bølger.

Når man går her i det øde yderst ude, bliver man et par steder overrasket over at møde nogle runde grønklædte kedler indgravet i klinten. Det er anlæg udgravet for et par hundrede år siden ved menneskers arbejde. Kedlerne adskiller sig klart fra de af det stormfulde hav udgravede kedler, som man kan se andre steder i klinten på kyststrækningen.

De menneskabte kedler viser, at Wedellsborg Hoved op gennem historien har haft en rolle som en forsvarsknytnæve placeret midt ude i bæltet. I det følgende vil jeg komme ind på fire eksempler.

Svenskerne omgik skanserne på Wedellsborghalvøen

Det første eksempel er svenskekrigen 1658. Da det gik op for de danske forsvarstropper, at svenskekongen Karl den Tiende i den hårde vinter havde planer om at gå over det islagte Lillebælt, lavede man i al hast nogle skanser ude på Wedellsborg Hoved, hvor afstanden til den sønderjyske kyst jo er kortest. Der siges at være spor i form af små unaturlige forhøjninger i terrænet af nogle af disse skanser endnu. Jeg har nu aldrig set de spor eller set dem angivet på kort. Men ifølge kilderne er de der. 

Som bekendt kom de pågældende skanser aldrig i brug. Karl den Tiendes svenske tropper gik ikke i land på Wedellsborg Hoved, men gik ind gennem den frosne Tybrind Vig og i land ved Jomfrumarken og Tybrind. Der var en mindre kampbatalje ved Eskør, da svenskerne rykkede mod Wedellsborg. Svenskerne lod sig som bekendt ikke standse af de få danske soldater og indtog i løbet af kort tid hele landet på nær København. Resultatet blev, at Danmark mistede de gamle danske lande Skåne, Halland og Blekinge.

Kystbatterier skulle afskrække engelske flådeskibe

Det andet eksempel på Wedellsborghalvøens strategiske knytnævebetydning i krig er under Englandskrigene 1807 til 1814. Som bekendt holdt Danmark med den forkerte hest i denne krig, nemlig med Napoleon og Frankrig. Napoleons hovedfjender englænderne gjorde kort og hård proces mod franskmændenes danske venner. De tog vores indtil da store flåde og terrorbombede i september 1807 København. Uden flåde lå de danske bælter og stræder nu åbne for den engelske flådes eventuelle intervention.  

Søhelten Peter Willemoes fra Assens blev i en meget ung alder løjtnant på et af de få tilbageværende danske linjeskibe, der under bataljen på Københavns red i 1807 havde opholdt sig i Norge. Men også dette skib gik tabt. Efter et søslag ved Sjællands Odde den 22. august 1808 gik skibet ned med mus og mænd, inklusive Peter Willemoes. Peter Willemoes havde for øvrigt relation til Wedellsborg. Hans mor Christiane stammede fra en forpagterfamilie på Wedellsborg, mens faderen, inden han blev amtsforvalter i Assens, var forvalter på Wedellsborg med bopæl på gården Minendal i Håre.

Uden en dansk flåde blev løsningen at bygge kystbatterier, der kunne true gennemsejlende engelske flådeflotiller. Der blev anlagt kystbatterier mange steder langs Lillebælt og øvrige centrale danske kyster. Et af stederne var på Wedellsborg Hoved. I de kedelformede hulninger, vi stadig i dag kan møde i terrænet på en vandretur rundt om Wedellsborg Hoved, var der oprindelig i bunden tømmerfundamenter til placering af kanoner, og ud mod vandet var der i den runde kedel bygget tømmerbrystværn til beskyttelse af kanonerne og deres besætninger. Fra kanonbatterierne var der vidt udsyn over bæltet, så man i god tid kunne observere, om  engelske skibe var på vej. Dejligt, at vi endnu i terræn kan møde minder om denne krig. Krigen der på mange måder var den krig, der gjorde Danmark til en europisk småstat. Vi gik statsbankerot og mistede Norge, men beholdt bilandene Grønland, Island og Færøerne. Dette faktum spiller en stor sikkerhedspolitisk rolle for Kongeriget Danmark her i 2020-erne.

Kabelminer mellem Bågø og Wedellsborg Hoved

Under Første Verdenkrig 1914-18 var Danmark som bekendt neutral og lykkedes med at holde sig neutral. Den sønderjyske kyst og Lillebælt vest for Bågø og Wedellsborghalvøen var stadig tysk. Det ændrede sig ved Genforeningen i 1920. En af metoderne til at fastholde den danske neutralitet var at minere de indre danske farvande. Mineringen af Lillebælt skete med kabelminer, der kunne aktiveres og deaktiveres fra land. Kabelminerne blev udlagt mellem Bågø og Wedellsborg Hoved.

Lyskastere, radarer og flakbatterier

Det fjerde og sidste eksempel er fra Anden Verdenskrig 1940-45. Her gik det som bekendt modsat af Første Verdenskrig. Danmark kunne ikke opretholde sin neutralitet, men blev besat af tyskerne. Tyskerne fik hurtigt brug for knytnæven midt i Lillebælt. Jeg har ikke rigtig nogle kilder eller fund i terræn til understøtning af denne fortælling. Den er primært sammensat af noget, jeg i min barndom hørte, når jeg skulle klippes ved Otto Barber i Husby. Han havde altid mange historier at fortælle, også om tyskerne. Og så er det en sandsynlighedsbetragtning set i relation til Wedellsborg Hoveds strategiske beliggenhed og det faktum, at tyskerne havde mobile anlæg på Lillebæltskysterne. Nå, men til den sidste fortælling.

Wedellsborg Hoved fik strategisk betydning for tyskernes luftforsvar i form af lyskastere og flakbatterier. Tyskerne kunne dog ikke bruge klintkedlerne fra englandskrigene, da det tunge tyske antiluftsskyts og radaranlæg krævede helt andre fundamenter. De tyske flak- og luftværnsbatterier havde til opgave at nedskyde allierede fly, som kom denne vej ind over Lillebælt på deres vej til deres bombardementer af mål i Nordtyskland. Der var nok primært tale om mobile anlæg, der af og til benyttede Wedellsborg Hoved.

De allierede bombemaskiner - især fra britiske Royal Air Force - fløj meget ofte ind over Syddanmark og bælterne om natten. Det gjorde de for at undgå det tunge tyske luftforsvar langs den nordvesttyske kyst, når de var på vej mod mål som Kiel, Lübeck og Hamburg. I et forsøg på at dæmme op for dette, oprettede tyskerne en tæt kæde af observationsposter, kraftige lyskastere  og mobile eller permanente flak-batterier 

langs de fynske og jyske kyster. 

Områderne omkring Middelfart og Assens - og ind i mellem også Wedellsborg Hoved - blev brugt til at spotte og beskyde de allierede flyvemaskiner, mens de krydsede Lillebælt. Tyskerne udnyttede de åbne kystlinjer til at fange flyene i lyskasternes skær, så tyske natjagere eller luftværnskanoner kunne skyde dem ned.

Resultatet kan vi stadig se langs Lillebælts kyster i form af mindesten over nedskudte og dræbte allierede flyvere. Et eksempel er mindestenen i Emtekær, hvor lokalbefolkningen stadig samles hvert år 22. maj for at mindes dem, der gav deres liv i kampen mod den umenneskelige og brutale nazisme. En allieret flyvemaskine faldt efter beskydning ned i Emtekær på netop denne dato i 1944.

Som det fremgår af ovennævnte fortællinger er en vandretur rundt om Wedellsborg Hoved altid uanset vejret en dejlig oplevelse, om det så er for at pleje sin natur-, topografi- eller kulturhistorieinteresse. Eller alle tre dele, som jeg ynder det. Der er altid noget at opleve eller at tænke over.

Ib Hansen 21.5.2026

PS.

1. Om søhelten Peter Willemoes, der fra sin plads på molen i Assens overskuer byen. Han havde aner på Wedellsborg: https://ih18.blogspot.com/2020/10/blgen-tordner-ud-hans-navn.html 

2. Minespærring af farvandet mellem Wedellsborg Hoved og Bågø under 1. Verdenskrig: https://ih18.blogspot.com/2019/03/miner-til-slet-spil.html

3. Om agentvirksomhed efter 1. verdenskrig over Lillebælt fra Haderslev til Wedellsborg Hoved og videre til Ejby Station og Rusland:

https://ih18.blogspot.com/2018/04/lille-blt-forbindelsen-bld-hat-og-bla.html

Kan jeg finde indikationer på en oldtidsvej?

 

De røde prikker viser til venstre gården Farshøj

 og til højre højdepunktet Farshøj, begge i Husby.

Gården Farshøj midt i landsbyen Husby.

Farshøj 1939.

 Til venstre, spor af 29 meter høje Farshøj. 
Nær Hovvej mellen Husby og Håre - tæt ved  gården Klokkekær

Mon jeg kan finde spor af en 2-3000 år gammel bronzealdervej?

Den udfordring gav jeg mig selv for et stykke tid siden. Her er, hvad der kom ud af den udfordring.

Nå, først skulle jeg finde et sted, hvor der med stor sandsynlighed har været en vej eller rute tusinder af år tilbage i tiden. Her valgte jeg Hovvej mellem Husby og Håre. Ikke fordi den hedder Hovvej. Det er et navn fra nyere tid. Det vender jeg tilbage til. Men fordi jeg kender landskabet ved Hovvej ud og ind. Her har jeg siden min barndom gået og cyklet mange gange. Specielt det at få terrænet ind gennem fødderne er fremmende for forståelsen af et landskab.

Så skulle jeg granske min hukommelse for, hvad jeg har taget op af historisk viden om området gennem årene. Og hvad mon jeg kunne finde ud af ved at søge yderligere historisk viden og granske gamle matrikelkort og ældre topografiske kortblade?

Her mellem Hovvej og dalen Husby Hole ligger Husby Sogns næstehøjeste punkt, den 29 meter høje Farshøj. Sognets højeste punkt er for øvrigt den 33 meter høje Hjortebjerg vest for Hygind Torp på vejen mellem Husby og Ejby. I omegnen ved Hygind Torp og Hjortebjerg er gjort en række jernalderfund. Men det er et sidespor i forhold til denne fortælling.

Farshøj. Et højdepunkt der ligger på en langstrakt bakkeryg med vid udsigt over dalstrøget Husby Hole til ene side og den lavtliggende Brænde Å-dal til den anden side, ligesom der er fin udsigt herfra mod Håre Bjerge mod øst og nordøst.

Allerede her fik jeg færten af en oldtidsvej. Stednavnet Farshøj måtte jeg analysere nærmere. "Far" er nok en yngre forvanskning af det gamle nordiske mandenavn "Fari". "Høj" kan referere til gravhøj. Altså Fari´s gravhøj, sandsynligvis en bronzealderhøj.

Der er to-tre flere argumenter mere for, at der engang har ligget en oldtidshøj her, markant placeret i landskabet med udsigt over det omgivende lavland og mod bronzealderhøjene i Håre Bjerge samt den hellige mose, Smedemose ved Håre, hvor der er gjort fund af et omkring 3000 år gammelt bronzesværd, ofret i helligmosen for at formilde guderne. En høj her ville på sædvanlig bronzealdermaner signalere, hvilken rute man skulle tage for i et meget vådere landskab end i dag lettest muligt at kunne komme fra et vigtigt sted til en andet. Og anvise vejen fra baglandet til gode fiskemuligheder. Tybrind Vig og Sdr. Åbybugten med dertil hørende vandløb har været oplagte muligheder for tilrejsende fra Wedellsborghalvøens bagland. Samtidig har en markant høj placeret netop her på den langstrakte bakke ved Hovvej signaleret, "det her er vores, her bor vi, og vi ærer vores forfædre, så de beskytter os og holder onde ånder væk".

Et andet argument er, at der i landsbyen Husby godt en kilometer fra stednavnet Farshøj ligger en gård, der bærer navnet Farshøj. Det signalerer, at denne gård engang har haft marker nær stedet med navnet Farshøj. Et sådant gårdsnavn indikerer, at navnet er taget efter et markant sted som for eksempel en oldtidshøj og ikke bare et bakkedrag. Jorden ved punktet Farshøj hører ikke længere til gården Farshøj. Det er naturligt nok og viser også en spændende, men meget senere landbrugsmæssig og landskabsmæssig historisk udvikling. Den fortælling tager vi lige med.

Først var gårdene placeret tæt sammen i landsbyer, som gårdene ved krydset mellem Kalvehave-Storegade og Lillegade-Sjobjergvej i Husby. Bønderne dyrkede i fælleskab landsbymarkerne, og yderst ude i landsbyfællesskabet havde de hver deres dyr på fælles græsning bevogtet af landsbyhyrden på de ikke opdyrkede overdrev, som for eksempel Husby Hole og Husby Mose. Kalvene og ungdyrene blev ikke udsat for overdrevenes farer. De blev i et særligt beskyttet område i landsbyen, kalvehaven. I løbet af slutningen af 1700-tallet besluttede den enevældige konge efter anbefaling fra nogle af rigets mægtigste adelsmænd, at jorden skulle opdeles og fordeles med marker til de enkelte gårde. I første omgang blev gårdene liggende, hvor de lå. Nogle af gårdene fik jord langt ude og også tidligere overdrevsjord, som de så måtte se at opdyrke. Så er vi tilbage ved gården Farshøj og punktet Farshøj.

Efter nogle år blev der, som det fremgår af gamle matrikelkort over landsbyen Husby, lavet en ny fordeling af markerne. Og nogle af gårdene blev flyttet ud på deres nu tildelte marker, udenfor landsbyen. Det gælder for eksempel Blidkær og Klokkekær, der flyttede ud fra landsbyen, så sent som i begyndelsen af 1900-tallet. Breidablik også kaldet sognefogedgården flyttede også ud på sine marker, men det skete i 1915, efter at en brand fortærede den oprindelige gård, der lå i krydset Lillegade - Sjobjergvej.

Men tilbage til argumenterne for, at der har ligget en oldtidshøj ved højdepunktet Farshøj. I bogværket Trap Danmark fremgår det af en notits af overinspektør ved Nationalmuseet Therkel Mathiassen, at der ved nuværende Hovvej har ligget en sløjfet oldtidshøj, Farshøj. Hvornår højen er sløjfet vides ikke, men det er nok i forbindelse med eller lige efter omtalte jordfordeling. Så sent, at gården Farshøj har taget højens navn som sit navn, da den fik jord helt derude. 

Oldtidshøjen Farshøj. Placeret markant i landskabet, i et klassisk  morænebakket landskab på en bakkeryglinje mellem Tybrind Vig, Sdr. Åby Bugt og Brænde Å. Synlig i miles omkreds. Så vigtig, at den lang tid efter anlæggelsen har givet navn til en betydningsfuld gård Farshøj. Nedpløjet, men navnet forblev på topografiske kort. På grund af landskabstrækkene og placeringen vurderer jeg, at der nok nær Farshøj har været et netværk af mindre gravhøje, men det er rent gætværk fra min side.

Altsammen indikerer, at der her har været en vigtig oldtidsvej, en oldtidsrute gennem tusinder af år. Og den er der endnu. Ruten altså og ikke nødvendigvis den nuværende vej. Ruten har givet tør passage gennem landskabet og har fulgt en naturlig tranportlinje, der har været synligt markeret. Vejen på højderyggen har forbundet et beboet indland med adgang til havets rigdomme. Måske er vejen også blevet brugt, når et større områdes beboere har skullet mødes til særligt vigtige rituelle anråbelser af guderne via de hellige moser, for eksempel i forbindele med tørke og misvækst eller krig. Farshøj danner et klassisk markant bronzealderknudepunkt. 

Efter således at have gransket ryggen ved Hovvej med fødderne, via topografiske højdekort, historiske beskrivelser, stednavnes gamle betydning, fund, museale indberetninger og ikke mindst brugt min historiske og topografiske forestillingsevne, kan jeg konkludere, at der med meget stor sandsynlighed i hundreder af år har været en oldtidsvej på højderyggen mellem Husby og Håre. Bronzealderknudepunktet Farshøj har på denne vej eller rute markeret retning, men måske også en form for grænse.

Historie, geografi og topografi er en evig kilde til at pirke til min nysgerrighed og give mig glæden ved at kunne se og forestille mig ikke så umiddelbart åbenlyse sammenhænge.

Inden jeg slutter, skal jeg lige huske navnet Hovvej. Det med faste vej- og gadenavne blev på landet først gennemført med kommunalreformen i 1970. Hovvej har nu nok været en benyttet om ikke nedskrevet betegnelse længe. "Hov" er nemlig en gammeldansk betegnelse for en hovedgård. Hoveriarbejde var den betegnelse, man brugte, når bønderne skulle aflevere gratis arbejde eller afgifter for at leje (fæste) en gård og dens jorder af godsejeren, her ejeren af Wedellsborg Gods. Hovvej kan altså betyde både vejen til godset og vejen til det slidsomme og trælse hoveriarbejde. Det ligger der en længere historie i, men den falder uden for denne fortællings rammer.

Uden for rammerne falder også historien om den smalsporede roebane, der fra 1912 til cirka 1952 transporterede tonsvis af sukkerroer til saftstationen i Salbrovad på et jernbanetrace, der forløb langs Hovvej, hvor oldtidsvejen engang gik fra Husby til Håre. Roetoget kørte fra læssestationerne ved Husby Kirke og ved Hygind over den stadig eksisterende gamle roebanebro over Brænde Å nær Tanderup Kirke og til saftstationen i Salbrovad. Det siger noget om, hvorfor oldtidsvejen lå, hvor den lå. Så jævnt og så tørt som muligt!  

Ib Hansen 18. maj 2025.