onsdag den 6. maj 2015

Aprilsvise - Grøn er vårens hæk

April. Grøn er vårens hæk.

"Grøn er vårens hæk". Linjen popper op hvert år, når jeg på denne tid af året bevæger mig rundt i haven og i naturen. Foråret får mig altid til at tænke på en af 1800-tallets store danske digtere, Poul Martin Møller. En digter der gjorde et stort indtryk på mig allerede i min gymnasietids litteraturtimer. 

Poul Martin Møller blev født den 21. marts 1794 i Uldum ved Vejle og døde i København 12. marts 1838. Han er fra en tid, hvor store følelser blev udtrykt gennem naturdigte.

Den unge Poul Martin Møller var ulykkelig forelsket i sin rektor Blochs datter. Da hun i 1819 blev gift til anden side, skrev han dybt ulykkelig over tabet den smukke "Aprilsvise" med indledningslinjen "Grøn er vårens hæk". Tabet af jomfru Bloch kommer i digtets sidste linje til udtryk, så det gør helt ondt. "Det er tungt, man skal gå hjem alene".

Hvert år når jeg har  genlæst "Grøn er vårens hæk" falder mine tanker uvægerligt efterfølgende på Poul Martin Møllers digt "Glæde over Danmark. Rosen blusser alt i Danas have". Et digt han skrev i 1820, hvor han for at dulme tabet af jomfru Bloch tog på en to års rejse som skibspræst til Fjernøsten - helt til Manilla på Filippinerne. Han er bange for at være blevet glemt - "Mine venner i den danske sommer, mindes I den vidtforrejste mand". Og han kan fortsat ikke glemme skønjomfruen - "Under lyse bøg  den danske bejler med sin herligt-voksne pige går." Forsmået kærlighed i 1819, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 får klerken (skibspræsten Poul Martin Møller) til  i sit digt at fremkomme  med pointen, at Danmark er et land lille af omfang, fattig på penge, men rig på skønhed - " Danmark er et lidet fattigt land".

Poul Martin Møllers digtning er et fint eksempel på datidens natur- og nationalromantik. Nationalromantikken gav sig i midten af 1800-tallet udslag i nationalliberalisme og sprogkamp mellem dansk og tysk med blandt andre Orla Lehmann og Grundtvig som nogle af de fremmeste bannerførere.

Poul Martin Møllers to nævnte digte kan også bare nydes for deres fine 200-årige ordbilleder. Her står de stærkt i beskrivelsen af det danske forår og den danske sommer.

Aprilsvise. Grøn er vårens hæk

Tekst: Poul Martin Møller, 1819
Melodi: Niels W. Gade, 1851

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.


Glæde over Danmark

Rosen blusser alt i Danas have

Tekst: Poul Martin Møller, 1820
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Rosen blusser alt i Danas have,
lifligt fløjter vist den sorte stær,
bier deres brune nektar lave,
hingsten græsser stolt på fædres grave,
drengen plukker af de røde bær.

Her imellem havets dybe kløfter
gives aldrig vår og sommerpragt.
Hvalen, kold og dum, ved skibet snøfter,
tavse fugl de brede vinger løfter
med sit bytte fra den våde jagt.

Mine venner i den danske sommer!
mindes I den vidtforrejste mand,
som så langt fra Danas favre blommer,
her, hvor sydens blæst på sejlet trommer,
flakker fra sit elskte fødeland?

Udi øst og vest, og hvor jeg vanker,
drømmer jeg om jer ved Danmarks sund.
Selv iblandt Constantias fulde ranker
mindes jeg med længselsfulde tanker
løvet i Charlottes bøgelund.

Klerken råber i Manillas rønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"
Det forsikre Javas rige sønner,
selv Batavias skrantne kræmmer stønner:
"Danmark er et lidet, fattigt land!"

Kunne du, ved guld og sølv at love,
købe dig en nordisk kvindes tro,
købe dig et pust fra søens vove,
købe dig et ly af Tules skove
og en kløvermark til middagsro?

Fattig mand, som pløjer danske lande,
ryster æbler af sit eget træ,
har en kraftig arm, en kløgtig pande,
korn på marken, mælk i sine spande,
kvien står i græsset over knæ.

Ja, vor danske jord er sommerfrodig,
der er kræfter ved det danske brød:
Derfor er den danske mand så modig,
derfor var normannens kniv så blodig,
derfor er den danske kind så rød.

Under lyse bøg den danske bejler
med sin herligt-voksne pige går.
Over deres hoved månen sejler,
svanen i det klare vand sig spejler,
nattergalen højt i busken slår.

Dersom sligt for fattigdom du tyder,
østens atlaskklædte, rige mand!
glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
"Danmark er et lidet fattigt land!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar