Ib Hansen, tidligere børne- og uddannelsesdirektør: Vinteroplevelser på vejene mellem Husby, Ejby og Glamsbjerg

Ejby Kirke, Ejby Folke- og Realskole, Nørregade i Ejby, Ejby Kino og Rådhus 1960-1970

Bum! Der lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre gipsbelagte fod strittende lige op i luften. Gipsfoden måtte ikke brække.

Hvordan var jeg op mod jul endt der liggende midt på vejen? Det er en længere historie.

I august 1965 var min bror Leif og jeg efter at have afsluttet 7. klasse i Husby Skole startet i 1. real på Ejby Folke- og Realskole, som den nuværende Ejby Skole hed dengang. Det betød også, at vi begyndte at spille fodbold i Ejby. Jeg spillede på juniorholdet, mens Leif spillede på drengeholdet, da han er et år yngre end mig. Vores mor syntes, at vi skulle gå i samme klasse, så det gjorde vi fra 1. klasse til 3. real.

Sidst i oktober 1965 var jeg til juniorholdets sidste træning før vinterpausen. Som en del af afslutningen på sæsonen spillede vi lagkagefodbold. Jeg var så uforsigtig at lave en ydersidetackling med højre fod. Det skulle jeg ikke havde gjort. Det gjorde av. Alligevel deltog jeg i resten af afslutningsfestlighederne i klubhuset på Tennisvej. Klubhuset ligger der endnu, men har i dag anden funktion, da sportspladsen længe er flyttet op til skolen og hallen.

Heldigvis havde jeg min flotte cykel med gear. Vi havde for vores konfirmationspenge købt nye cykler, da vi skulle starte i realskolen. Cyklerne blev købt hos cykelhandler Tjørnehøj, Ejby. Min cykel var grøn. Leifs var gul. Der var alligevel fra vores hjem til skolen cirka 10 kilometer hver vej, så der skulle gode cykler til. Mange gange cyklede vi først i skole, og så sidst på eftermiddagen eller først på aftenen cyklede vi igen til Ejby for at spille fodbold eller gå i biografen. Om lørdagene skete det ofte, at vi kørte vejen tur-retur tre gange. Først i skole om formiddagen, så til fodbold om eftermiddagen og om aftenen i biografen, den dengang æstetisk flotte og teknisk moderne Ejby Kino. Nu har den desværre været nedlagt i mange år.

Jeg var glad for min cykel og havde stor tillid til, hvad den kunne præstere med sine tre gear. Så selv om den sårede fod gjorde mere og mere ondt i løbet af aftenen, besluttede jeg at cykle hjem. Der var heller ikke rigtig noget alternativ. Vi havde på det tidspunkt hverken telefon eller bil hjemme, og rutebilen gik ikke om aftenen. Heldigvis skulle min gode holdkammerat Jens Buch fra Håre i samme retning en del af vejen. Han var et år ældre, så han havde knallert, en NSU Quickly så vidt jeg husker. Han trak mig halvdelen af vejen - fra Ejby ud til Gammeldamkrydset, hvor Ejby-vejen skærer Assens-landevejen. Her skulle han dreje af mod Håre. De sidste 4-5 kilometer måtte jeg så cykle selv, også op ad de stejle og lange bakker ved Hygind Torp og ved Hygind. Nu kunne jeg ikke længere støtte på foden, så heldigt jeg havde gear, så jeg kunne bruge cyklens lavgear op ad bakkerne.

Næste morgen var min fod så ophovnet, at min mor syntes, jeg ikke kunne komme i skole. I stedet fik hun ved brug af den offentlige telefon i telefoncentralen på Husby Storgade tilkaldt vores familielæge, doktor Helbo fra Ejby. Det var dengang familielægerne tog ud på sygebesøg. Hans råd var, at vi skulle afvente, at fodens hævelse var aftaget, så den kunne røntgenfotograferes. Da hævelsen var væk, bestilte mor en lillebil, og vi kørte ud til Middelfart Sygehus, det gamle sygehus på Brovejen, hvor der nu er hotel. Her blev foden røntgenfotograferet. Den var brækket, så der kom en ordentlig gipsfod med trædeplade på.

På det tidspunkt var der ikke noget, der hed skolebus for os, der boede på landet. Så de følgende 6-8 uger måtte jeg cykle frem og tilbage mellem Husby og Ejby med højre fod i gips. Det gik også meget godt de første par uger. Men noget atypisk satte vinteren i 1965 allerede ind tidligt i november. Det gav udfordringer i forhold til at cykle med gipsfod.

Statens Isbrydertjeneste måtte allerede i gang med isbrydning den 10. november, hvor der var isforekomster i de indre danske farvande. I november 1965 var der overvejende østlige vinde, og det var meget koldere end normalt i november måned. Og ikke nok med det - så kom der også masser af sne.

Det startede en aften, hvor vi var i ungdomsskole. Om aftenen gik vi i vinterhalvåret til ungdomsskolefag som motorlære, maskinskrivning og bogholderi. Denne aften var vi til motorlære i et lokale i kælderen i den ældste del af Ejby Skole, bygningen ud mod Nørregade.

Lige pludselig stod vores far i døren og sagde, at nu måtte vi hellere komme med hjem. Det var begyndt at sne, og Pressens Radioavis havde meddelt, at der nok ville komme kraftig snestorm. Omsorgsfulde som vores forældre var, var han derfor gået op til Husby til lillebilsvognmand Breiner, der for øvrigt var gift med vores stoute småbørnslærerinde Anna Breiner, som vi havde haft i 1. og 2. klasse. Vi fik cyklerne læsset ind i bagagerummet på Breiners lillebil og kørte gennem snefoget hjem til Husby.

Da vejene igen var farbare, fortsatte cykelturene Husby-Ejby retur med gipsbenet som en ubehagelig klods hængende på cyklens højre pedal. Men det gik godt i flere uger. Så skiftede vejret, og det blev tø med sjap og grødis på vejene til følge. Jeg bandt en plasticpose om gipsen for at undgå den totale gipsopløsning. Hæltrædepladen havde forud allerede rykket sig løs.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan den meget venlige og omsorgsfulde gårdvagt, overlærer Romme jævnligt omme ved skolens cykelparkering spurgte, om han kunne hjælpe, og om jeg kunne klare mig. Det kunne jeg godt. Lige indtil jeg væltede midt på den spejlglatte Ejby Nørregade. Sjapis ovenpå hårdtpresset spejlblank underis. Det krævede koncentration. Den mistede jeg lige et øjeblik, men havde heldigvis nærvær nok til at stritte gipsbenet op i luften, så benet ikke tog skade. Jeg blev da også stablet op på cyklen igen og cyklede hjem til Husby.

Ved årsskiftet 1965-66 blev Husby, Tanderup og flere andre sognekommuner lagt sammen med Ejby Kommune. Det var en sammenlægning forud for den store kommunalreform i 1970. Om kommunesammenlægningen var årsagen til, at vi senere denne vinter begyndte at kunne køre med Rute-Ras i skole ved jeg ikke, eller om det var, fordi kørselsordningen kun gjaldt et par vintermåneder. Vi kunne kun køre med til Ejby Station og måtte så gå den sidste kilometer op til skolen. Hvis det var dårligt vejr, kunne vi dog formedelst gode ord og en 25-øre fra hver overtale Rute-Ras til at køre os helt op til skolen. Men om eftermiddagen måtte vi alligevel gå ned til Ejby Station.

Vinteren 1965-66 var i øvrigt helt igennem speciel. I april 1966 drev isnende kold luft fra nordøst ned over landet, og samtidig bevægede et lavtryk sig op over Danmark. Denne kombination gav den 14. april det meste af landet regulær snestorm, med driver på over en meters højde, lukkede veje, og fastkørte køretøjer.

Nogle år senere, da jeg var startet på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg havde jeg igen en oplevelse med cykling og snevejr. Jeg skulle hver dag tidligt om morgenen cykle fra Husby til Håre for at stå på skolebussen ved købmand Thomsen, som også var den der kørte skoletransporten med sit folkevognsrugbrød. Engang – det har nok været i 1968 eller 1969, -var der så meget sne på Hovvej ud for Eskelund, at jeg måtte tage min cykel på nakken og gå ind over markerne frem til et sted, hvor vejen atter var nogenlunde farbar. Jeg nåede så som den eneste af dem, der kørte med, frem til Thomsen. Han mente, at vi hellere måtte køre til Glamsbjerg, når jeg nu havde kæmpet mig frem.

Fremme i Glamsbjerg sagde han meget klogt, at han lige ventede, mens jeg gik ind for at se om der var skolegang. Det var der ikke. Ud over eleverne fra Husby og Tanderup kom der også elever helt fra bl.a. Fåborg, Broby og Hårby. De var ikke nået frem, og gymnasiet var lukket, så Holger Thomsen og jeg vendte snuden hjem mod Håre. Her bød Thomsens kone Julie på varm chokolade og boller med tandsmør, inden jeg vendte cykelnæsen hjemad mod Skræppedalsvej i Husby. Nu var vejen mellem Husby og Håre i løbet af formiddagen heldigvis blevet ryddet, så det gik lettere end om morgenen.

Set bagud med årenes romantiserende skær over sig har jeg mange oplevelser fra vintervejene fra dengang, der virkelig var vintre til. Jeg har prøvet at sidde fast i mange timer både på motorvejen og på jernbanen. På vej hjem til Bramdrupdam fra mit arbejde på Rådhuset i Nr. Åby har jeg sågar i februar 1996 efter mange timer i bil i sneen på motorvejen prøvet at blive evakueret til overnatning på nødherberg i Uddannelsescenteret i Erritsø. Men de fortællinger må fortælles en anden god gang.